Opslag i Holmegaard Glasværks prøvesamling.

Holmegaard Glasværks prøvesamling er registreret i en database. Den omfatter næsten 40.000 genstande, men basen er besværlig at søge i og ikke særlig brugervenlig.

Samlingen omfatter udover Holmegaard Glasværk også Kastrup, Fyens og Hellerup Glasværker. Registreringen udføres af Næstved Museum, der er en del af Museum Sydøstdanmark.

Det er ikke muligt at søge på tværs af databasens bagvedliggende tabeller ved at kombinere flere søgeord, der peger ind i mere end én tabel. Derfor er det vanskeligt at afgrænse sin søgning helt præcist. At lede efter en genstand kan godt blive lidt af en udfordring.

Carnaby serien, som blev fremstillet på Fyens Glasværk, er et eksempel. En stor del af seriens genstande er designet af Per Lütken, men også Christer Holmgren har formgivet.

Man kan ikke søge ved at kombinere Carnaby OG Holmgren. Søgning alene på Carnaby giver 85 forekomster i kategorien genstands-beskrivelse. Et smart trick i Windows er at bruge browserens “Find” funktion til at sortere i de 85 Carnaby forekomster.

Bruges Chrome lægger søgeboksen sig øverst i højre hjørne lige under bogmærkelinjen. I Firefox er den nederst til venstre lige over proceslinjen og må ikke forveksles med proceslinjens Windows søgeboks.

Tast ctrl + f og skriv Holmgren i søgeboksen. Nu markeres alle sidens forekomster på Holmgren. Sådan kan man reducere de 85 forekomster til i første omgang 27, men fordi Holmgren i nogle beskrivelser forekommer mere end en gang, er det reelt kun 14 registreringsnumre.

Klikker man dernæst på registreringsnummeret, får man flere detaljer og ofte også et billede. Her er det en gul trompet-vase med nummer NÆM 02204X00009939.

Genstande inddateret efter 28. august 2018 kan ikke søges. Det er en slem mangel, som skyldes at man i efteråret 2018 skiftede til et nyt fælles system til registrering og administration af danske museers samlinger.

Databasen er ikke er udstyret med standardiserede tags eller emneord. Man kan derfor kun søge på ord som forekommer i beskrivelserne, og da ord og betegnelser ikke altid er konsekvente, skal man nogle gange foretage flere søgninger.

De små pressede børnevandglas fra Holmegaard og Fyens Glasværker illustrerer problemet. Nogle findes ved at søge på børnevandglas, andre på børneglas eller barneglas og et enkelt er beskrevet som studsglas.

Projektets leder skriver en meget entusiastisk og personlig blog, hvor man kan følge arbejdet med at registrere prøvesamlingen. Desværre er bloggen ikke opdateret siden oktober 2017.

Referencer: Holmegaard Glasværks Prøvesamling ; Næstved Museumsforening ; Blog om Prøvesamlingen. Børnevandglassene og den hvide Carnaby vase tilhører forfatteren. Katalogarket med Carnaby opstillingen er hentet fra siden Breddals World.

Denne artikel er en revideret og udvidet version af tidligere artikel fra januar 2012.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Cylinda-line i messing.

I 1967 blev Stelton’s funktionalistiske Cylinda-line serie introduceret i rustfrit stål. Forud var der gået 3 års intensivt udviklingsarbejde, som havde kostet blod, sved og tårer.

Det havde været vanskeligt at omsætte Arne Jacobsens skitser til produktion. Formgivningen tog udgangspunkt i billige engelske standard-stålrør. I begyndelse ville man blot klippe rørene til og svejse dem sammen, men det viste sig umuligt uden at efterlade mærker. Helt nye værktøjer og maskiner måtte derfor opfindes fra bunden.

En særlig valseteknik æltede svejsesporene væk. På emner, hvor der skulle boltes, fandt man ud af at dyppe i sæbevand før svejsningen. På den måde undgik man sorte brændemærker.

Cylinda-line var innovativ og unik og adskilte sig fra andre fabrikkers sortimenter. Allerede det første år fik Stelton ID-prisen. Året efter tildeltes The International Design Award og Cylinda-line blev udstillet på Museum of Modern Art.

Det var med til at bane vejen for internationalt gennembrud i England, Frankrig, Japan og USA. På det amerikanske marked fik Heinz Lauffer eneforhandlingen til at markedsføre Cylinda-line i sine butikker under brandet Lauffer.

Cylinda-line kom også i messing. Der florerer mange myter om messing versionen. En af dem går på, at den blev fremstillet eksklusivt til SAS Royal hotel i København og således kun fandtes der.

Cylinda i messing markedsførtes som Brassware-line. Det blev et flop og slog fuldstændig fejl. Værktøj og maskiner kunne ikke håndtere messing, der som materiale har helt andre egenskaber end stål. Mange dele måtte kasseres. De varer, der trods alt nåede ud i butikkerne, måtte hyppigt tages retur, fordi spændinger i materialet medførte revner.

Eksperimentet med messing finder sted i begyndelsen af 80’erne. Ca 20 år efter indvielsen af SAS Royal hotel. Brassware-line findes af den grund ikke i Steltons tidlige kataloger fra 1972 og 1977. Først i kataloget fra 1982 er serien vist.

Delene i messing er sjældne og udbydes ofte til skyhøje priser, men man skal passe på og se sig grundigt for før et køb. Specielt askebægre og isspande er problematiske og kan have bitte-små næsten usynlige revner.

Referencer: “Stelton” af Frank C. Motzkus, Stelton A/S [2010], isbn. 978-87-993807-0-1 samt Det Kgl. Biblioteks småtrykssamling på Nettet. Billederne er affotopgraferet fra Stelton-bogen – undtagen katalogsiderne fra 1982, der findes på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

PH, Panton – og de andre.

Ny bog fortæller 100 historier om dansk lampedesign. PH og Panton fylder meget, men andre formgivere er også med.

Jo Hammerborg er en af de andre. I bogen “Danske lamper – 1920 til nu” af Malene Lytken er Hammerborg kun repræsenteret med to lamper, selvom han var den nok mest produktive danske lampedesigner i 60’erne og 70’erne.

Mange af Hammerborgs lamper fra 60’erne er strengt geometriske med to cylindriske skærmdele. En smal lukket omkring fatningen og en bred omkring pæren. Et stiltræk som går igen i Alfa, Beta, Junior, Corda, Horisont og Lento lamperne samt i Studio, der af kollegerne fra Fog og Mørup blev brugt til espalier ved Jo Hammerborgs bryllup.

Kriterier for valg af bogens 100 lamper har været, om de er ikoniske, har været populære eller er udtryk for et banebrydende design.

Det har også spillet en rolle, om det kunne lade sig gøre at fortælle en historie. Bogen bygger i vid udstrækning på interviews med nulevende designere og producenter eller med deres efterkommere. Desværre viste det sig umuligt at bringe historier om nogle af de ældre lamper. Kilderne var ikke til det. 36 af de 100 fortællinger handler derfor om lamper efter år 2000.

Panton og PH fylder meget med 7 fortællinger hver. PH er umulig at komme udenom. Som en afgørende del af dansk lampedesigns dna skal han naturligvis også med, men så mange andre interessante lamper er fravalgt. Og det er rigtig ærgerligt, fordi PHs og Pantons værker i forvejen er særdeles godt dokumenteret andre steder.

De 100 fortællinger præsenteres kronologisk efter hvornår, lamperne kom i produktion. Nogle af de ældre er relanceret og ofte er det den nye udgaver, som vises. Det er meget sjovere og mere interessant, når forfatteren har valgt at bruge gamle samtidige illustrationer. Nye billeder hentet fra producenternes salgskataloger eller netsteder er lidt for polerede og egentlig også ligegyldige i historisk sammenhæng.

Friis og Moltke’s Lampas serie er et af de designs, som har fået en renæssance og er blevet nylanceret i 2014. Pendlerne er oprindelig tegnet i 1963 til Hotel Tre Ege i Brabrand. Siden blev de hængt op i mange af arkitektparrets andre bygninger.

De første eksemplarer er fremstillet af en lokal blikkenslager kaldet “Blik-Poulsen”. Efterhånden blev sortimentet udvidet og produktionen overgik til Lampas, som forbedrede kvaliteten med en pænere svejsning og lakering, og de blev også gjort kraftigere i godset. På de senere udgaver er der et 4 cm. bånd foroven og forneden på indersiden. Båndene sørger for, at lyset bliver fanget i underkanten og modvirker blænding.

Bogens fortællinger har hver deres kapitel. Som supplement til kapitlerne er der bagerst i bogen 27 sider med uddybende noter. Både kapitler og noter er spækket med informationer og sjove anekdoter.

I sit koncept minder bogen om de 100 danske lamper utrolig meget om 1000 Lights af Charlotte og Peter Fiell fra 2005.

Begge værker er kronologisk opbygget, og begge begynder også med en generel oversigt over kunstlysets historie og lyskildernes udvikling. Men til forskel fra den internationale bogs ultakorte summariske beskrivelser, så griber den danske bog mere i dybden og kommer fremragende og langt bedre ind i sit emne.

“Danske lamper – 1920 til nu” af Malene Lytken, Strandberg Publishing 2019, isbn. 978-87-93604-66-7.

Også udkommet på engelsk: “Danish Lights – 1920 to Now”, by Malene Lytken, Strandberg Publishing, isbn. 978-87-93604-67-4.

Artiklens illustrationer er affotograferet fra bogen, bortset fra farvebilledet af Studio lampen, som er hentet fra modernity.se. De blå Lampas væglamper tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

En klinket glasskål.

At klinke skår er en gammel teknik, som ikke bruges i dag. En læser har sendt billeder af en klinket glasskål, som han fandt til 20 kroner på et loppemarked.

I dag ville skålen sikkert ryge i skraldespanden, men et par generationer tilbage reparerede man gerne tingene og gav dem et nyt liv. Med en syl har klinkemanden forsigtigt boret små huller nogle millimeter fra skårkanterne. Et stykke messing-tråd er dernæst blevet formet i en afstand, der passede præcist med afstanden mellem hullerne. Klinken blev til sidst forsigtigt presset på plads og holdt fast med lidt kit.

Klinker blev især brugt til lertøj, keramik og porcelæn. At beherske teknikken krævede omhu og håndelag, og på skrøbeligt glas har det været særlig svært.

Læseren er usikker på, om skålen er dansk og vil gerne vide, hvor den mon kommer fra, og hvor gammel den kan være.

Stilen er udpræget jugend. Dateringen vil derfor være perioden fra omkring 1895 til lige efter 1. verdenskrig. Jugend-stilen søgte inspiration i naturens organiske former. De kantede hjørner afslører, at skålen er blæst i en form. Bagefter er der påsat bølgede glastråde, der ligner et rodnet eller et edderkoppespind, som slynger sig om korpus.

Skålen er sikkert fra Böhmen. Et forsigtigt gæt kunne være glasværket Pallme-König.

Pallme-König var specialister i teknikken at bevikle med varme glastråde. Andre böhmiske glasværker – som Loetz og Kralik – arbejdede også med glastråde, men Pallme-Königs tråde havde det særkende, at de ofte var uregelmæssige og havde varierende tykkelse og form.

Skålen fra loppemarkedet er meget svagt iriseret. Det er betegnelsen for en skinnende glasmasse i regnbuens farver. Arbejderne fra Loetz giver den mere gas. Her er iriseringen hyppigt mere udpræget end hos Pallme-König.

Referencer: “Kunsten at klinke” af Kristian Skammelsen trykt i Historisk årbog for Thy og Vester Hanherred 1988; kralik-glass.com (se under Veined green) samt antiques-atlas.com.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

En bid af paradis.

Endnu en bog i en lang række fra de senere år om Bjørn Wiinblad. Den er ganske vist ikke helt spritny. Bogen udkom i efteråret 2018.

At komme i gang med de første sider krævede et langt tilløb. For at sige det rent ud: Jeg bryder mig ikke om hans overpyntede sukkersøde udtryk. Efter de sidste sider har jeg det stadig sådan. Bogen rykker ikke min mening om Wiinblad, men som fortælling er den fremragende. Velskrevet med solid research og rig på interessante perspektiveringer.

Er Wiinblad kunst eller kitsch? Spørgsmålet svæver som et centralt aspekt gennem bogen. Måske er han begge dele.

Hvorfor fik Bjørn Wiinblad så stor folkelig appel? For at forstå hans univers vender bogen blikket udad og kigger på den verden, det blev til i.

Efter krigsårene hvor det bare handlede om at holde ud, var der brug for at abstrahere fra gru og depression og genopbygge den civilisation, som krigen havde gjort vold imod. Der var grobund for optimisme og følelser. Til det behov passer Wiinblads nuttede dekorative stil som fod i hose. Øjnene er et af hans karakteristiske stiltræk. Forstørret ud over det normale og blide. Wiinblads ansigter udstråler mildhed og virker instiktivt tiltrækkende.

Den nye smag for sødme og nyromatik er ikke kun dansk. Tendensen ses i hele Europa. I Norden ser bogen klare paralleller til kunstnere som norske Inger Waage, finske Esterii Tomula og estiske Mari Simmulson i Sverige. Alle eksponenter for tidens behov for dekorativ kunst.

Med efterkrigstidens velstand ændrer boligen sin rolle. Det er historien om, hvordan danskernes forbrug boomer, og vi begynder at iscenesætte og bruge hjemmet på en ny måde. Her hygger man sig med forbrugsgoder og lader op til det krævende arbejdsliv udenfor hjemmet.

Fuurstrøm Fajanceværk var en del af Schou’s fabrikker, hvortil brødrene Arne og Jacob Bang var knyttet. Jacob Bang som kunstnerisk konsulent mellem 1946 og 1956. Det var ham, som hyrede Wiinblad.

Bang brødrene omlagde sortimentet og formgav enkle moderne ting, som Wiinblad dekorerede. Han tegnede sine skitser med pen, som efterfølgende blev overført til fajance med kobbertryk og solgt som serieprodukter under brandet “Nymølle”. Bogen ser deres samarbejde som et udtryk for at funktionalisme og Wiinblads dekorativ stil sagtens kunne gå hånd i hånd.

Også andre kunstnere tegnede til Nymølle, men Wiinblad var den mest brugte. Fra 50’erne og de næste 30 år blev tingene masseproduceret til billige priser. I 1976 køber Wiinblad Nymølle og produktionen accelerer videre.

Overalt var Wiinblad til stede. Sengetøj, kagedåser, broderisæt, grafik og plakater. Nogle synes, at det var ved at være alt for meget. Hans publikum i 50’erne havde været den øvre middelklasse, som købte Wiinblad hos Illums Bolighus eller Den Permanente. I 80’erne kunne de finde hans ting som mainstream hos isenkræmmere over hele landet. Endnu værre var det, at næste generation af forbrugere vendte sig væk fra forældrenes smag. Nymølle magien var forsvundet. Overhalet af en ny tids boligstil.

Ved siden af de masseproducerede ting fra Nymølle havde Wiinblad også unika produktion på forskellige værksteder. I 60’erne begyndte han desuden at tegne til tyske Rosenthal. Samarbejdet fortsætter i 70’erne.

Mange af Rosenthal stellene blev bestsellere, mens andre som det gyldne Scheherazade-stel får ikon status. En tysker forstår slet ikke, at nogle i Danmark betragter Wiinblad som kitsch. Syd for grænsen forbindes han med eksklusivitet. Det samme i Japan og USA, hvor hans ting har et stort samler publikum.

“En bid af paradis – Bjørn Wiinblad og hans tid” af Heidi Laura, Gads Forlag 2018, isbn. 978-87-12-05632-4.

Artiklens første og sidste billeder er affotograferet fra bogen ; Inge Waage fadet tilhører denne artikels forfatter ; Esteri Tommula’s dekoration hedder Pastoraali og er hentet fra arabia.fi ; fadet med Mari Simmulsons dekoration kommer fra uppsalakyrkogardar.se ; Katalogsiderne fra Den Permanente 1972 er fra Det Kongelige Biblioteks digital collection.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Statens kontormøbler.

Tina har et lille skrivebord fra Næstved Møbelfabrik, som hun gerne vil vide lidt mere om.

Bordet er af en type, der stod på utallige statslige kontorer i 50’erne, 60’erne og 70’erne. De var solide. Mange steder gik de først på pension, da mere komfortable tidssvarende hæve-sænke-borde holdt deres indtog.

At bordet er fremstillet på Næstved Møbelfabrik er lidt udsædvanligt. Langt de fleste møbler til staten blev nemlig fremstillet i fængslerne under navnet SKM, som er en forkortelse af Statens Kontormøbler. Fangerne kunne jo lige så godt lave noget nyttigt, mens de afsonede deres straf.

SKM producerede til et lukket marked. De statslige institutioner var pålagt at købe møbler fra fængslerne. Det var en torn i øjet på Møbelfabrikantforeningen. Når det politiske pres blev for stort, måtte SKM undtagelsesvis lade nogle af møblerne producere privat udenfor fængslerne.

De har sjusket med blækstemplet på Tinas bord. Bogstavet S er næsten forsvundet. Til gengæld kan man tydeligt se, at det er model L-2, som var det mindste skrivebord i SKMs sortiment. På et postkontor eller i godsekspeditionen på en jernbane-station har der kun været behov for et lille bord, hvor en ekspedient kunne sidde og stemple blanketter.

Boligministeriet udgav møbelkataloger og bestemte, hvor de forskellige møbeltyper skulle laves. Skriveborde kom normalt fra Statsfængslet i Horsens, og det er også ministeriets tegnestue, der har slået stregerne.

Designet ændrer sig ikke meget. De mørkebrune sparkelister, jalousilågerne og stålgrebene går igen, men i 60’erne kom der større modeller og endnu flere varianter med forskellige bensæt. Som noget nyt kunne nu også leveres mødeborde med hollandsk udtræk og skrivemaskineborde på hjul.

Referencer: Udstillingstekst fra Fængselsmuseet i Horsens ; Arbejde bag tremmer – træk af Kriminalforsorgens arbejdsdrift gennem 100 år af Henrik Fode, Fængselshistorisk Selskab 2013 ; Katalogside fra SKM (udateret). Billederne i de to sidste collager stammer fra Det Kongelige Biblioteks museumsudstilling i Århus med effekter fra det tidligere Statsbibliotek.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Legetøjsfigurer fra Reisler.

Angela Merkel til 19,49 Euro. Hun er i plastik og kommer fra Preiser, der fremstiller miniature figurer til modeljernbaner. Små figurer bliver i dag typisk brugt til modelbyggeri, souvenir eller fantasy rollespil.

Men engang var det anderledes. For få generationer siden var de små figurer populært legetøj. Tyskland var helt fremme i fronten, og den førende producent hed Hausser-Elastolin. I 1939 begyndte de at eksperimentere med plastik. Indtil da var figurerne lavet af savsmuld og lim – kaldet masse.

Danmark kom med på vognen i 1949, da Kai Reisler gik i gang med at fremstille figurer af støbt plastik. Først var den hård, senere gik man over til blød plastik. Bemalingen var udliciteret. Man havde aftaler med hjemmegående husmødre, der sad hjemme i stuerne og malede. I 2007 var det forbi og fabrikken lukkede. Børnene havde flyttet interessen til andre ting og gad ikke længere de små figurer.

Nøjagtig som hos Elastolin producerede Reisler også figurerne i serier. Temaerne er hentet fra de tyske forbilleder. Soldater, cowboys og indianere, dyr fra bondegården eller de mere eksotiske fra Zoologisk Have.

Ligesom Elastolin er figurerne fra Reisler et stort samlerobjekt. Der afspejles på flere netsteder. Mest omfattende er siden tohan.dk.

I 2019 udkom en Reisler-bog skrevet af en pasioneret samler. Ideen har været at præsentere de forskellige figurer. Hans samling er uhyre omfattende, så bogen fungerer næsten som et komplet katalog. Også æsker, kasser, poser samt displays til at udstille figurerne er dokumenteret.

Som kildemateriale er brugt varekataloger, prislister, korrespondancer mellem fabrikken og en legetøjsbutik samt artikler i Legetøjstidende. Samlere kan fint bruge bogen til identifikation. Det er let at orientere sig i det store materiale, fordi det hele er organiseret efter serier.

En stor del af kildematerialet er også publiceret på tohan.dk. Her kan du se hele sortimentet fra kataloger og bladre i prislisterne. Den mulighed får du ikke i bogen. Til gengæld gennemgår bogen nogle detaljer om produktionen og samarbejder mellem Reisler og andre fabrikanter, som du ikke finder på Nettet.

Billederne på tohan.dk er generelt af en lidt bedre kvalitet. I bogen er nogle illustrationer for små til, at det giver brugbar mening. Andre er en anelse slørede eller uskarpe. Herunder ses katalog nummer 2053 “Tiger på træstamme” – med bogens billede til højre.

Støbeformene var dyre at fremstille. Reisler genbrugte derfor den samme form til brune bjørne og isbjørne, selvom de to dyrs anatomi er vidt forskellig. Genbrug af forme ses også til pantere, tigre og leoparder.

Nogle af Reislers soldater blev indrulleret og kom til at gøre tjeneste i Hjemmeværnet. Her blev de brugt til undervisning på terrænborde og som øvelsesfigurer i bykamp. Samarbejdet ophørte i 1954. Legetøjsbranchen var stærkt utilfreds og havde klaget, fordi nogle figurer blev solgt videre og annonceret til salg i Hjemmeværnsbladet til stærkt nedsatte priser.

Referencer: “Reisler Legetøjsfigurer” af Martin S. Nielsen, SB-Forlag 2019, isbn. 978-87-998904-2-2 ; tohan.dk ; chakoten.dk ; Billederne af figur-grupperne er hentet fra lauritz.com og Angela Merkel kommer fra despite.eu

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM