Retro laminat

Skånska Ättikfabrik i Perstorp fik i 1948 licens til den amerikanske opfindelse hærdet melamin. Det blev en gigantisk succes under navnet Perstorp Plattan.

Perstorp pladerne var oprindeligt tænkt til overflader i køkkener, men fik hurtigt fik anvendelse mange andre steder. Fabrikken blev dermed leverandør til en lang række andre producenter. De blev brugt til møbler, vindueskarme, skærebrætter, bakker eller til vægbeklædning i elevatorer og togvogne. 

“Ungerne må spilde på bordet lige så meget de vil – Bagefter tørrer jeg bare af med en våd klud”. Reklamerne slog på det nemme og praktiske. Slagfast, hygienisk og vedligeholdelsesfri. De tålte alt lige fra garvesyre fra te til mærker efter cigaretter. 

Fabrikken havde en showbus, der kørte rundt i Sverige. Den besøgte også Danmark. Her kunne husmødre og arkitekter se prøver, købe og afgive bestilling. Det fortælles, at på en udstilling i London var begejstringen så stor, at husmødrene gik i trance.

Udvalget af mønstre var stort, og de fleste kunne leveres i forskellige farver. Hele tiden kom der nye mønstre til.

Skånska Ättikfabrik indledte et samarbejde med svenske tekstil- og grafiske designere. Men også formgivere som Bengt Orup fra Johansfors Glasbruk fik chancen. Han stod bag mønstrene Vingar og Profiler.

Et af de mest ikoniske design hed Virrvarr. Mønstret kom i produktion i 1961 og blev tegnet af Bernadotte og Bjørns tegnestue. Mønstret er på samme tid livligt og diskret. På afstand flyder linjerne sammen, men tæt på bliver det mere tydeligt.

Det var næppe Sigvard Bernadotte selv, som slog stregerne til Virrvarr. Ophavsmanden menes at være Jan Trädgårdh, som arbejdede for Bernadotte og Bjørn.

Satsningen på hærdet laminat reddede Skånska Ättikfabrik fra truende konkurs. Omsætningen fordobledes på få år. I slutningen af 60’erne toppede produktionen. Virrvarr mønstret blev en nordisk klassiker, der først i 1998 gik ud af produktion.

Referencer: “Designprinsen Sigvard Bernadotte” af Tove Gyllenstierna, Forum 2006 ; Scandinavian Retro 2013 nr 5 ; starchiefblogg.se ; porslinsbloggen ; wikiwand.com ; 

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Unika skål.

En læser har sendt nogle billeder af en skål og vil gerne have hjælp til at tyde signaturerne i bunden.

Skålen er lavet af den danske keramiker Gertrud Vasegaard. Hendes signatur var et et G indsat i et større V. Den øverste signatur er et sammenskrevet GMA, der var et fælles mærke for Gertrud Vasegaard, hendes datter Myre Vasegaard og hendes mand Aksel Rode.

Det fælles mærke fortæller, hvornår skålen er lavet. Gertrud Vasegaard havde værksted med Myre Vasegaard og Aksel Rode fra 1959 til 1968. Derefter blev hun skilt og fortsatte værkstedet med Myre Vasegaard. Skålen er altså senest fra 1968.

Gertrud Vasegaard eksperimenterede i 60’erne med tyndtflydende og krakelerende glasurer. Præcis som på læserens skål. De tynde glasurer og krakeleringerne forstærker lyset brydning i skålens overflade og frembringer et blidt skær.

Værkstedet og boligen lå i Allégade 22 på Frederiksberg i en tidligere hestestal. På et gammelt foto fra 1961 ses Gertud Vasegaard, Myre Vasegaard og Aksel Rode sammen. Bemærk den store skål midt på hylden bagved. Den ligner læserens skål, men det indridsede ornament i skærven synes lidt mindre og en smule anderledes.

Foto: Polfoto

Ornamentet i skærven kan ligne et keltisk tegn. Det kan også være koreansk inspireret. Gertrud Vasegaard interesserede sig for kinesisk og koreansk kultur.

Et godt sted at hente hjælp til at tyde mærker og tegn er siden keramiksignatur. Her kan man se Gertrud Vasegaards signatur samt det fælles mærke med Myre Vasegaard og Aksel Rode.

Gertrud Vasegaards seneste værker fra perioden 1983-2003 fremtræder meget anderledes end hendes tidlige.

I de sene værker anvendte Gertrud Vasegaard ofte geometriske streger og kantede former, og hun udnyttede spændinger mellem lys og skygge i glasurene.

Stregerne er aldrig lige, men nærmest sitrende. Lidt på samme måde som det også ses i naturen, hvor der ikke findes helt lige linjer. Stregernes forløb veksler i skiftende rytmer og giver et meget levende udtryk.

Referencer: keramiksignatur.dk ; “Gertrud Vasegaard” af Henning Jørgensen, Holstebro Museums Forlag 2011. Billederne fra værkstedet og af glasuren med streger er affotograferet efter bogen om Gertrud Vasegaard.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Sølvtøjets storhed og fald.

Unge piger samlede engang på sølvtøj. Det var moderne og sådan var normen i 50’erne og 60’erne.

Selvom mange kvinder var kommet ud på arbejdsmarkedet, levede drømmen om engang at blive den perfekte husmoder i bedste velgående. Og hun skulle naturligvis have sit udstyr i orden.

I kampagner under sloganet “Give gaver – Gå til Guldsmed” promoverede guldsmedefaget glæden ved at samle. Det gjaldt om at få påvirket pigerne til at komme i gang med at samle bestik. Jo før, jo bedre. Gerne allerede fra konfirmationsalderen. Men vejen kunne være uendelig lang, for hun skulle helst ende med 12 af hver.

Tidligere var sølvbestik forbeholdt de rige, men med industrialiseringen og øget velstand var sølv ikke længere kun for borgerskabet. Også almindelige befolkningsgrupper, der ikke var specielt velstående, kom med på vognen.

Sølvvarefabrikkerne lancerede i 50’erne og begyndelsen af 60’erne en lang række nye enkle og moderne mønstre. Mange af dem med navne, der enten matchede tidens populære pigenavne eller på anden måde talte ind i de unges verden.

Fortidens mønstre som Frederik d. 8, Frijsenborg, Riberhus eller Valborg kunne ganske vist stadig fås, men det var ikke dem, de unge ville have. De nye moderne mønstre hed f.eks. Conny, Gitte og Patricia eller Ballerina, Cheri og Elegance. Alle smarte navne som tidens unge piger langt bedre kunne identicicere sig med.

Når drømmen en dag var forbi, og pigen sad i saksen som husmoder, meldte hverdagen sig. Nu skulle sølvtøjet plejes og pudses. Og igen stod guldsmedefaget klar med råd og vejledning.

Tidens dameblade var fyldt med anvisninger til at tackle sølvet, men det kunne være en regulær jungle at finde rundt i hvilke metoder og produkter, der var bedst.

Og sådan er det stadig. På Nettet findes adskillige tips lige fra at pudse med tandpasta eller ketchup til mere seriøse tests af detailhandlens mange rense- og pudsemidler. På YouTube udløser en søgning på “pudse sølv” mere end 20.000 hits.

I 2002 kortlagde Miljøstyrelsen udbuddet i en stor analyse. Den giver en god oversigt over cremer, slibemidler, væsker og præparerede klude. Selvom analysen har næsten 20 år på bagen, findes de fleste produkter stadig. Analysen fokuserer på produkternes sundhedsfarlige og indholdsaktive stoffer. Og det er skrappe sager som: Nonylphenolethoxylater, thiourinstof, konserveringsmidler samt i nogle tilfælde også farve- og parfumestoffer. Ingredienser som er uønskede af hensyn til miljøet og kan være allergifremkaldende eller uønskede set fra et sundhedsmæssigt synspunkt.

Opbevarer man sølvtøjet i lufttætte poser beskytter det mod metaloxider, men det mest simple råd er måske at bruge sit sølvtøj ofte. Spiser man med det hver dag, skal det ikke pudses.

Med ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen i 70’erne blev det yt og småborgerligt at dække sit bord med sølvtøj. Moden blev mere rustik. Pigerne holdt op med at samle på 12 af hver. Tæppet blev trukket væk under guldsmedenes fortælling om glæden og stoltheden ved at samle. Pigerne købte ikke længere ind på den identitet.

I dag sælges brugt sølvbestik på loppemarkeder. Dele af pletsølv har absolut ingen værdi. Ægte sølv sælges ofte billigt, fordi efterspørgslen er ringe, mens opkøbere støvsuger markedet for at sende til omsmelting. Vægt tæller mere end æstetik og funktion. Kun de mest eksklusive mønstre fra Hans Hansen eller Georg Jensen har stadig værdi som samleobjekt.

Referencer: dk.newsner.com ; “Rense- og pudsemidler til metal” af Jette Laursen – Kortlægning nr. 12, Miljøstyrelsen 2002 ; Kristeligt Dagblad . Guldsmedereklamen er affotograferet fra Familie-Journalen 1957, nr. 21; Patricia bestikket i 12 dele er fra en auktion på Lauritz.com ; Tegningerne af husmoderen og fagmanden er affotograferet fra Tidsskriftet Danmark 1942, nr. 9.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Rührfix – Tyske husmødres favorit piskeris.

Et håndtag og to piskeris i en beholder. En enkelt og genial konstruktion, som i 50’erne gik sin sejrsgang gennem utallige tyske køkkener.

Opfundet af August Heinzerling, mens han studerede til ingeniør i USA.. Tilbage i Tyskland fik han patent på sin “Rühr- und Schlagvorrichtung” i 1935 og satte den i produktion under varemærket Rührfix.

I begyndelsen foregik produktionen hjemme på køkkenbordet, men allerede i 1937 udvidede han, oprettede maskinfabrikken Heimag i Kassel, fik ansat nogle folk og kunne dagligt fremstille 100 eksemplarer.

Under 2. verdenskrig faldt produktionen, fordi det var svært at skaffe materialer. I oktober 1943 smed engelske fly 569 bomber over Kassel. Heimag fabrikken blev ramt og totalt ødelagt.

Efter krigen begyndte Heinzerling forfra i en gammel nedlagt svinestald, som hørte til et kloster i Altmorchen lidt syd for Kassel. Da han i 1945 skulle på messe i Leipzig, trak han alle sine varer i en klapvogn og spadserede hele vejen. Det er en strækning på 255 km. I 1949 fik han bygget en ny fabrik, og i 1959 lå produktionen af Rührfix på 1000 eksemplarer om dagen.

De tidlige udgaver fra før og lige efter krigen har beholder af presset glas og låg af rødbrun bakelit. Sidst i 50”erne bliver beholderen lavet af plastik, og i 60’erne ryger også bakelitten til fordel for plastik.

Rührfix er lidt af en multimaskine. Af med håndtaget og piskerisene, så har du en citruspresser. I æsken med Rührfix fulgte et lille opskriftshæfte med anvisninger på at lave æggesnaps, æggesne og forskellige saucer.

Konkurrencen fra elektriske håndmixere i 60’erne var en stor udfordring, men mange trofaste husmødre holdt alligevel fast i det gammeldags håndpiskede flødeskum. Først i 1985 stoppede Heimag med at lave Rührfix. Da havde man siden 1937 fremstillet næsten 8 millioner.

Referencer: “Der Rührfix von Mutter und Oma geliebt” af Jürgen Nolte i “Raus aus den Trümmern, rein ins Leben – Geschichten vom Aufbruch und Neubeginn Kassel und die Region nach 1945”, Wartberg Verlag 2005 samt morschen-kloster-haydau.de ,

Konstruktionstegningen og reklamen i den øverste collage er hentet fra haydau.de. De øvrige billeder er forfatterens egne.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Ny bog om Eilif Møller – Mit dekorative univers.

En dramatisk brand lagde en sen aften i december 1920 et af tidens mest spetakulære keramiske eventyr i ruiner.

Værkstedet Møller og Bøgely’s kunstkeramiske fabrik havde i 1917 lejet sig ind i den tidligere Skotterup Lervarefabrik i Snekkersten. Møller og Bøgely fremstillede unika kunstkeramik i skønvirke stil.

Foto: Per Valentin

Et af skønvirkestilens førende navne var Thorvald Bindesbøll. Møller og Bøgelys produktion er stærkt inspireret af netop ham og af den engelske Arts and Craft movement. Dekorative linjer inspireret af naturens organiske former stiliseret til udtryksfulde svungne ornamenter.

Peter Aagaard er efterkommer til Eilif Møller og keramiksamler. Han har nu udgivet en biografi om sin slægtning. En stor del af bogen handler om keramikken fra Møller og Bøgely. Eksperter har gennem mange år uden held forsøgt at tyde værkstedets forskellige mærker og tegn. Bogen om Eilif Møller knækker nogle af koderne. Til det har forfatteren brugt brevkorrespondancer og fotos med navne noteret på bagsiden.

Foto: Per Valentin

Hver dekorerende kunstner havde sig egen signatur. Desuden er der et modeltal samt et bogstav, som markerer hvilket antal, der skulles produceres. Eilif Møller og Hjalmar Nielsen stod for design af modeller. MB mærket kan være forskelligt udformet. På den måde aflæses om modellen er tegnet af Eilif Møller eller Hjalmar Nielsen. Små variationer afslører sjældne undtagelser, f.eks hvis en dekorerende kunstner også havde tegnet modellen.

Systemet er ret nørdet med adskillige detaljer, men bogen om Eilif Møller hjælper samlerne rigtig godt på vej. Der sættes navne bag de fleste signaturer. En del kunstnere fra andre værksteder har i kort tid været forbi Møller og Bøgely. Det gælder Bernt Friberg, Martin Mortensen og Søren Kongstrand.

Foto: Per Valentin

For at opnå den karakteristiske skønvirke dekoration brugte Møller og Bøgely begitning. Det går ud på efter lerets første brænding at forsyne genstanden med et ekstra lag tyndt ler ofte med forskellige farver. Hvis man derefter skærer i begitningen kaldes det sgraffito. Begge teknikker er karakteristiske for Møller og Bøgely.

Bogen handler også om andre sider af Eilif Møllers kunstneriske virke som billedhugger, stukatør og dekorationsmaler.

Foto: Per Valentin

Billedmaterialet er unikt og vanvittig flot fotograferet og gengivet. Desværre er der undervejs nogle ærgerlige fejl, som vidner om, at det er gået lige lovlig stærkt med at læse korrektur.

Manden bag signaturen SK hedder Søren Kongstrand – ikke Kongstad. Kunstneren Jens Pedersen var Kongstrands nevø – ikke hans søn. Der er også sjusket med noterne til bibliografien bag i bogen.

Et irritationsmoment er sidetallene, som er trykt med sart lysegrå farve. Det har været et bevidst designvalg for ikke at stjæle fokus fra billederne. Til gengæld bliver sidetallene svære at tyde på hvid baggrund. Du skal bruge lup for at se hvilken side, du er på.

Men bogen er bestemt anbefalesværdig. Et fremragende eksempel på hvor godt det kan falde ud, når en privat samler bedriver solid grundforskning. Den slags er ikke kun for eksperter eller museumsfolk.

Efter den ulykkelige brand i december 1920 kastede Eilif Møller sig over andre udfordringer, men opgav dog ikke helt keramikken. Han fortsatte en kort overgang med keramik i München og i Wien, inden han vendte tilbage til Danmark.

Reference: “Eilif Møller – Mit dekorative univers. Skønvirke Danmark 1900-30” af Peter Aagaard, Findahls Forlag 2021, isbn. 978-87-972352-0-1.

Bogens illustrationer er af fotograf Per Valentin. I denne artikel er de affotograferet fra bogen eller er hentet fra forlagets hjemmeside, hvorfra man kan købe bogen.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Lamper til havs.

En serie lamper fra danske Lyfa blev udviklet sammen med svenske Carl Fagerlund og Orrefors Glasbruk.

Lamperne var i Lyfas sortiment fra slutningen af 60’erne og et godt stykke ind i 70’erne. For at forstå hvordan samarbejdet med Orrefors begyndte, skal man en tur på havet.

Hos DFDS blev arkitekt Kay Kørbing hyret til at stå for indretning af rederiets nybygninger. Han fik ansvaret for hele adapteringen. Lige fra saloner og kahytter til paneler, møbler og belysning.

Det første projekt var færgen Prinsesse Margrethe fra 1956. Kay Kørbing tegnede alle armaturer. Nogle havde cylindriske reflektorer af krystalglas specialfremstillet i Sverige hos Orrefors, hvor Carl Fagerlund siden 1946 havde arbejdet som belysningsarkitekt.

Kay Kørbing fortsatte i mange år som chefdesigner hos DFDS. Det samme gjorde samarbejdet med Orrefors. Hver gang var det med Lyfa som lampeproducent.

Færgen England blev søsat i 1964. Den havde 4500 lamper og et elektricitetsforbrug svarende til en by med 20.000 indbyggere. Kørbings loftsarmaturer var af en helt ny type, som senere blev genbrugt på færgerne Winston Churchill, Kong Olav V samt en ny Prinsesse Margrethe fra 1968., som skulle afløse den forrige fra 1956, der allerede efter kun 12 år var blevet for lille.

Nogle armaturer til indbygning i lofterne var monteret delvist nedhængt. Ud over at lyse ned på møbler kastes lyset også opad, sådan at lofterne virker lettere.

Et nærmere kig viser, hvordan konstruktionen understøtter funktionen. Inderst en reflektor af messing. Dernæst endnu en reflektor af krystalglas. Det er den, som leder lyset opad. Passage sker via mellemrummet til den yderste skærm.

Lampens vægt er 2,5 kg. Bærestykker af massiv messing og reflektor af kraftig krystal. Alt er robust, fordi lampen skal kunne modstå vibrationer og rystelser, når færgen svejer.

Det viste eksemplar har aldrig været på havet, men er fundet og købt hos en installatør, der en dag efter knap 40 år tog sig sammen og fik ryddet op på sit lager i kælderen.

Selvom lampen er tegnet til DFDS, har den en kort overgang også været til salg for landkrabber. Lyfa viser den i kataloget fra 1972. I Danmark også i sortlakeret version, men til det tyske marked fandtes den kun med skærm af matpoleret messing.

Lampen fra installatørens kælder er siden blevet ændret fra oprindelig indbygning i loft til nu at kunne hænge frit i ledning akurat som en almindelig pendel.

Lyfa lancerede også en pendelversion med langt fatningshus. Den kom aldrig ombord på DFDS skibene, men var kun beregnet til civilt salg.

Referencer: “Danish ShipDesign 1936-1991” af Bruce Peter, Ferry Publications 2004 ; Mobilia 1964 no 109 ; Mobilia 1957 no 27 ; Lyfa katalog 1972 no 55 (til det tyske marked) ; Museet for Søfarts Billedarkiv ; runeberg.org ; etsy.com ; Lampen fra installatørens kælder tilhører i dag artiklens forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Lokomotivet som aldrig har eksisteret.

Det kan ikke køre, og det har aldrig eksisteret. Til gengæld er det et charmerende stykke hjemmelavet trækunst på grænsen mellem model og legetøj.

Lokomotivet er fundet på et loppemarked, og når man vender det om, afslører det lidt af sin historie.

Drengen, der fik lokomotivet, hed Steen Aggerbeck. Giveren var hans morfar, som skar det ud i løvtræ og sirligt skrev med blyant på bunden, at lokomotivet var til minde om drengens oldefar N. P. Munkeboe.

Leg har altid og i alle kulturer været et vigtigt element i børns tilværelse. Legetøj repræsenterer de voksnes verden i miniature udgave. Men legetøj var kostbart, og nogle generationer tilbage gav det mening selv at fremstille det, hvis man var fiks på fingrene.

Steens oldefar har måske været lokomotivfører eller fyrbøder. Steens morfar – altså kunstneren som skar den lille model – har derimod næppe været jernbanekyndig. Ellers havde lokomotivet nok set anderledes ud. Præcision og omhu for selv de mindste detaljer var førhen afgørende DNA overalt hos DSB, og Steens model er ved nærmere eftersyn helt forkert.

Litra hos DSB er betegnelsen for forskellige typer af materiel. Damplokomotiverne havde litra med et eller to bogstaver. Virkelighedens lokomotiv med litra Pr havde hjulstilling 2 C 1, som betyder, at der var 2 forløbere, 3 drivhjul og 1 efterløber. Steens model mangler efterløberen og har derfor hjulstilling 2 C 0. Tenderen til kul efter lokomotivet er heller ikke rigtig. Også den mangler et sæt hjul.

På toppen af kedlen lige bag skorstenen har modellen en såkaldt dom. Forbilledet havde to. En damptørredom og en regulatordom.

DSB’s litra Pr er en slags hybrid. Under krigen og i årene efter manglede der kraftige lokomotiver til at fremføre tog på strækninger med let overbygning. Til gengæld havde man 33 eksemplarer af det hurtige eksprestogslokomotiv litra P, som på grund af store drivhjul og et højt akseltryk ikke var velegnet alle steder.

I alt 7 litra P blev derfor på Centralværkstedet i København i perioden 1943 – 1954 ombygget til Pr med mindre drivhjul og lavere akseltryk. Numrene fra P maskinerne blev genbrugt, f.eks. blev P 930 efter ombygningen til Pr 930.

Steens morfar skar modellen af litra Pr ud fra fri hukommelse. Måske har han haft svært ved at huske tal. For litra P 903 blev faktisk aldrig bygget om. Pr 903 har således aldrig eksisteret. Men en detalje lykkedes det morfaren at få gengivet helt korrekt. Det er lygterne. På modellen sidder de centreret i midten både på lokomotivet og på tenderen.

På de rigtige lokomotiver blev den nederste lygte på lokomotivet og lygten på tenderen i 1946 flyttet ud til siden. Modellen må altså være fra før 1946 og et af de lokomotiver, der er ombygget før dette år. Nærliggende er det at tro, at modellen forestiller Pr 930. Morfaren kan jo nemt have byttet om på tallene 0 og 3.

Hvis vi antager, at drengen Steen har været omkring 10 år i 1946, så vil han i dag være en ældre herre på 84. Om Steen og hans morfar kan vi også gætte på, at de kan have haft tilknytning til Fyn eller Fredericia.

DSB har nemlig registreret alt om alting. Af optegnelserne fremgår det, at Pr 930 rullede ud fra Centralværkstedet i København i april 1944. I 1945-1946 var den stationeret i Maskindepot Nyborg, hvor den især kørte ekspres- il- og persontog mellem Nyborg og Fredericia.

Referencer: “DSB litra P og Pr – fra Atlantic til Pacific” af Steffen Dresler, Forlaget TpT 2011 ; Det sort-hvide billede forestiller DSB litra Pr 930 og er hentet fra jernbanen.dk ; Billederne af Steens model er fotograteret af denne artikels forfatter.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller