Kreativ med paller.

Transportpaller er beregnet som underlag til at fragte gods, men de kan sagtens få et nyt liv i hjemmet.

Det har mange efterhånden fundet ud af, og gamle brugte paller kan anvendes til næsten alt.

Brug dem som de er til ophæng, skoreol eller som altankasser. Med lidt fingerfærdighed kan de også flikkes sammen til møbler, eller skil dem ad og brug enkelte dele, f.eks. til en lampefod.

Før du kaster dig over et projekt med genbrug, så tjek pallerne. De kan nemlig være fyldt med giftige kemikalier.

De fleste paller er bygget efter standarder med normer for kvalitet og krav til brændemærkning. Mærkerne er altid sat på klodserne på pallens langside. Er der ingen mærkning, skal du undgå pallerne, fordi det er umuligt at finde ud af, hvad de indeholder.

Halve paller er en særlig specialitet kun til brug i Danmark og er mærket DS for Dansk Standard. De indeholder ikke kemikalier

De fleste standard paller i Danmark har et certifikat fra enten EPAL (European Pallet Ass) eller det ældre EUR system. En del nyere har både EPAL og EUR.

Ældre EUR paller blev især brugt af jernbaneselskaber. Derfor er der tit samtidig en signatur fra en national jernbaneoperatør, f.eks. franske SNCF eller danske DSB. Polske PKP mistede deres licens i 2004, fordi de ikke overholdt reglerne, så dem skal man undgå. Nogle mener, at man også skal gå udenom gamle EUR paller, der ikke også er mærket EPAL

At tolke de forskellige koder er lidt af en jungle. Som tommelfingerregel skal man undgå paller, der er mærket MB. De er behandlet mod svamp og skadedyr med giften methyl bromid. Der kan sagtens stå nogle bogstaver foran MB, f.eks DBMB. Det fortæller, at pallen først er debarked (DB) og bagefter behandlet med methyl bromid.

Klodserne på de fleste paller er lavet af rent træ, men klodser af spån kan også forekomme. De indeholder lim med sundhedsskadelige stoffer.

Får du fat i ting bygget af enkeltdele, skal du være særlig opmærksom. Lampen i den øverste billedcollage er bygget af en klods fra det slovakiske jernbaneselskab SZ. Ingen ved hvilke mærker, der har været på de andre klodser.

Referencer: Wikipedia, Preparedness Mama, Mærkefabrikken, 1001pallets.com.

Billederne i den øverste collage er hentet fra Werkstaddesign og Pinterest, hvor du kan finde flere eksempler på brug af paller, hvis du søger på “pallet projects”, “recycled pallets” eller “wooden pallet”.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer

Citrus battle.

Jeg er ret vild med soft ice og appelsinsaft. Saften skal være helt frisk presset, ikke noget tamt sjask fra karton.

Et hav af citruspressere er gennem tidens løb vandret ind og ud af mit hjem. Alle købt brugt på loppemarked. Nu er samlingen efterhånden reduceret til tre, men én er faktisk nok, så to skal ud.

Hvem er så bedst i test?

Den klassiske hvide Sunkist, den spektakulære Juicy Salif med sit astrospace science-fiction look eller den skriggule Ole Jensen.

Plantagerne i Californien gik sammen og dannede et salgskooperativ. Nu skulle der gang i salget af appelsiner til staterne i øst. Brandet Sunkist blev opfundet, og i 1916 søsattes kampagnen “Drink an Orange”. Samtidig lancerede man en særlig presser i opaline glas.

Den blev fremstillet i forskellige farver. Mest almindelig er den hvide, som var i produktion lige indtil 1966. Sunkist presseren blev lavet efter en fælles standard form på forskellige glasværker. De første fra Indiana Glass Co og Fry Glass Co, senere kom hovedparten fra glasværket McKee Glass.

Philippe Starcks ikoniske dråbeformede Juicy Salif i aluminium kom på markedet i 1990. Den bliver produceret af Alessi. De første skitser tegnede han på en dækkeserviet fra en italiensk restaurant, mens han sad og ventede på sin frokost.

Juicy Salif siges at have inspireret Ole Jensen til at formgive sin citruspresser, selvom de slet ikke ligner hinanden. Ole Jensens presser er en del af en større serie, der også omfatter krus, kander, skåle og et dørslag. Serien blev fremstillet i fajance og introduceret i 1994 for Royal Copenhagen. Senere overgik produktionen til Room Copenhagen, men nu i melamin.

Tre store appelsiner fyldt med kerner kommer på bordet og skal udfordre de tre pressere.

Appelsin nummer 1 går til Sunkist presseren. Den har en stor kegle. Så stor at den er perfekt til appelsiner og grapefrugter, men knap så velegnet til små citroner og helt uduelig til limefrugter. Sunkist står solidt på bordet. Tuden fungerer ikke særlig godt. Den drypper, og det sviner fra underløb, når der hældes. Værst er dog fraværet af kernestopper. Alle kerner havner i skålen.

Appelsin nummer 2 sættes på Juicy Salif. Den har heller ingen kernestopper. Også her ender de i skålen. Keglen er ret lille. Derfor er den perfekt til citroner, men knap så god til grapefrugt eller store appelsiner. På minussiden tæller, at Juicy Salif er temmelig vakkelvorn. Der skal ikke meget pres til, før den mister balancen. Trods lang afstand mellem kegle og skål sviner den stort set ikke. Man kan endda placere et smalt glas under de lange ben, og al saft lander alligevel præcist. Det er et stort plus.

Appelsin nummer 3 er til Ole Jensen. Hans presser er super praktisk, fordi den samtidig fungerer som kande med rigelig plads til saft fra mange appelsiner. Den står uhyre stabilt på sit underlag. Tuden er genial. Så tilpas smal for neden, at alle kerner fanges, når man hælder saften ud. Grebet er lige velegnet for venstre- som højrehåndede. En rigtig smart og gennemtænkt detalje.

Ole bliver en klar vinder på sin funktionalitet. Tilmed har den et sjovt og anderledes design. De bløde runde former og den knaldgule farve gør dig simpelthen glad i låget.

Referencer: “Kitchen Glassware of the Depression Years” af Gene Florence, Collector Books 6. udgave 2001, isbn 1-57432-220-6. reamers.org, finedininglovers.com, “Danske designere Ole Jensen” af Erik Steffensen, Louisiana 2002, isbn. 87-617-3281-8.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Baca og Tenera.

I slutningen af 50’erne ville Aluminia forny deres kunstfajance. Det førte til stengods-serierne Baca og Tenera.

Tenera kom først. Nils Thorsson havde i 1958 oprettet et særligt værksted og hyret seks nordiske kvindelige kunstnere, som skulle eksperimentere med nye anderledes dekorationer. I begyndelse til nogle af Aluminias ældre modeller, men senere også til nogle helt nye tegnet af Thorsson selv. Navnet Tenera kom først til efter nogle år. I begyndelsen blev genstandene blot markedsført som Kunstfajanceserien.

Fælles for alle Tenera delene var en lys farveskala overvejende i blålige toner og mange med med fabulerende motiver af fantasifugle, stiliserede blomster eller abstrakte ornamenter.

Fra 1958 til 1966 blev der tegnet i alt 266 forskellige dekorationer på 147 forskellige modeller. I 1969 samledes de seks kunstnere igen og lavede i fælleskab et stort fad. Det ses herover på billedet til højre.

Det kan være svært at kende forskel på de enkelte kunstneres streger, men alle dele er heldigvis mærket med kunstnernes signaturer.

Håndmalede genstande var dyre at fremstille, så for at holde prisen nede udviklede fabrikken silketrykket som en ny metode til dekoration. Teknikken blev lanceret med serien Baca fra 1965. Glasuren er mat og speciel ved, at der blev brugt vanidin samt forskellige metalsalte, der under brændingen fik farverne til at blære op. Det er derfor Baca serien har en karakteristisk let relief overflade.

Der kendes i alt 105 forskellige dekorationer. 54 er tegnet af Ellen Malmer, 25 af Nils Thorsson og 24 af Johanna Gerber. De tre har også formet hovedparten af modellerne.

Vender du bunden i vejret på en Baca genstand, kendes den på kunstnersignaturen i en rund ring. Fra venstre på billederne herunder er det Ellen Malmer, Nils Thorsson og Johanna Gerber. Det øverste nummer refererer til formen og det nederst til dekorationen. mens initialerne yderst i siden fortæller hvem, der har malet genstanden.

En komplet fortegnelse over samtlige Tenera og Baca dele med datering og angivelse af form- og dekorationsnumre findes i Erhard Flensborgs store to-binds værk om Aluminia.

Referencer: Egne fotos samt “Aluminia – fabrikkens historie og produktion af stengods, Porcelæn og fajance 1863-1969” af E. W. Flensborg, Forlaget Rhodos 2008, isbn: 87-7245-970-0 (bind 1-2).

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Svensk køkkentaburet.

På Verkstads AB Lindqvist i Motala var de gode til at lave møbler i stål. Et af deres mest populære designs var en taburet til køkkenet kaldet husmorsstegen. I dag er den en klassiker.

Konstruktionen er helt enkel og rationel. Et stabilt stel af forkromet stål med sæde og trin belagt med linoleum. Afrundet formsprog med bløde enkle linjer. Stålet signalerer kølighed og klinisk hygiejne. Kunderne kunne vælge mellem en rød eller en turkis-blå. Senere kom der andre farver.

Hvem, der tegnede husmorsstegen, er ikke helt klart, men den blev introduceret i 1950’erne og blev en stor succes. Desværre begik fabrikken en kæmpe brøler. Man glemte at tage patent og få registreret varemærkebeskyttelse. De to direktører Tore og Helmer Lindqvist må have ærgret sig gul og blå i de svenske nationalfarver, da en anden svensk virksomhed AWAB (Anderstorps Werkstad AB) kopierede konstruktionen.

Både Lindquist og AWAB solgte mange taburetter i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Ved første blik er det ikke nemt at se forskel på en Lindqvist og en AWAB. Vend så bunden i vejret og se markante forskelle i svejsningerne og den måde, sædet er monteret på stellet. Derudover har en Lindqvist runde skruer på trinnene, hvorimod de er flade på en AWAB.

Med så mange år på bagen er det sjældent at se en husmorsstege med linoleum i perfekt stand. Alligevel går slidte eksemplarer som varmt brød, og mange vrag får en ny chance.

Det er nemlig ret nemt at renovere taburetten og sætte ny belægning på sæde og trin.

Nogle vælger igen at sætte linoleum på, mens andre nytænker og skærer laminerede bordskånere til, så de passer i størrelsen og limer dem på med expoxy- eller kontaktlim. Man kan også bruge tapet eller voksdug lakeret med oliebaseret bådlak.

Tips til at renovere en husmorssteg findes på finafyndet samt Äntligen Emma.

Referencer: runeberg.org,  retrofolk.se samt Scandinavian Retro nummer 3, 2016.

Billederne i øverste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com, dem i midten er egne fotos og de nederste kommer fra tradera.com samt Liv i Villan.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Stel og kunstnere fra Knabstrup.

Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik var gennem mange år Danmarks største producent af keramiske produkter.  I begyndelsen fremstillede de kun urtepotter og syltekrukker, men efterhånden blev sortimentet udvidet med prydgenstande og designerstel.

Stellet Tove med trekantede kopper fra 1955 og søsteren Bodil fra 1956 var banebrydende nye og anderledes i forhold til mange andre stel på det danske marked. De havde blank udvendig glasur og transparent indvendig glasur.

Tove og især Bodil viste sig i brug at have nogle alvorlige fejl. Kopper og tekander revnede eller krakelerede. De to glasurer passede dårligt sammen. Den udvendige trak i skærven, mens den indvendige pressede ved pludselig varmepåvirkning. Glasurene ændredes flere gange, men rigtigt godt blev det ikke, og Bodil blev hurtigt taget af sortimentet. Til gengæld overlevede Tove indtil 1964.

Forskellige kunstnere var i kortere eller længere tid tilknyttet virksomheden. Udviklingen tog fart i 1953 med ansættelsen af billedhuggeren Johannes Andersen som kunstnerisk leder. I 50’erne og 60’erne hentede fabrikken flere keramikere til sig fra Polen, Ungarn, Tyskland, Østrig og Sverige, men også mange danske kunstnere formgav og tegnede for Knabstrup.

Ting fra Knabstrup er lette af identificere. Fabrikkens bomærke var i mange år en ovn. Den skifter udseende gennem tiden og kan være stemplet, præget eller en etiket. Stentøjsprodukterne har en lidt anden ovn uden røg op af skorstenen, men suppleret med et S-mærke. Fra 1975 introduceres et nyt mærke. En stiliseret grafisk figur med to modsatrettede K bogstaver.

Holbæk Museum havde engang en hjemmeside med artikler om Knabstrup. De er desværre taget af. Til gengæld kan museets bog Keramik & Tegl, som i 2009 blev udgivet sammen med Jernløse Lokalhistoriske Forening, stadig fås. Det er en flot og fremragende bog med kunstnerbiografier og signaturer.

Fremstillingen bygger på et omfattende kildemateriale og på beretninger fra fabrikkens tidligere ansatte. Intentionen har været at komme hele vejen rundt om alle aspekter af fabrikkens historie. Bogen er rigt illustreret blandt andet med katalogark fra perioden 1966-1982, og for samlere, der er interesseret i det produktions-tekniske, er der detaljerede redegørelser om ovne, ler og keramisk kemi.

Redaktørerne skriver, at det har været svært at skabe en overordnet struktur. Sådan én mangler bogen, og det er uheldigt, især når udgiveren gerne har villet lave en opslagsbog. Der er heller ikke noget register. Det havde ellers været en brugbar indgang at orientere sig ud fra, når nu strukturen er temmelig rodet.

På Nettet har Eva Andreasen lagt billeder af en del af Knabstrups sortiment på hjemmesiden Knabstrup Keramik. I kategorien vaser er der til eksempel 262 billeder. Samme sted er der også en gengivelse af nogle af Knabstrups kunstnersignaturer.

I 1978 lakkede det mod enden. Den keramiske produktion blev overtaget af Bjørn Wiinblad, som benyttede lejligheden til at udfase det meste af Knabstrups sortiment til fordel for sine egne Nymølle produkter. Og i 1988 lukkede virksomheden helt.

Men brandet er igen dukket op. I 2017 blev Knabstrup relanceret med et koncept, som bygger på et mix af nogle af de originale gamle lertøjs- og keramik ting samt helt nye formgivninger skabt i samarbejde med forskellige nutidige danske keramikere.

Referencer: knabstrup-keramik.dk , designbase.dk og knabstrup.com samt “Keramik & Tegl. Knabstrup, en fabrik med liv og ler”, Holbæk Museum 2009, isbn. 987-87-87226-40-0. Pris 150 kr. Bogen kan bestilles gennem Lokalhistorisk Forening Jernløse, som på sin hjemmeside under virtuelt museum viser gamle produktblade fra en del af Knabstrups lertøjssortiment.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Find et loppemarked i Sverige.

Svenskerne kan simpelthen bare noget med loppemarkeder. Mange danskere tager gerne turen over Øresund for at gå på jagt og bruger måske en hel ferie på det.

Men hvordan finde rundt i junglen og slippe for at køre forgæves? På Nettet finder du forskellige guider. Nogle af dem kan også hentes som apps til din smartphone. Her kigger vi nærmere på Antikkartan og Loppiskartan.

Antikkartan kommer fra det svenske tidsskrift Antik & Auktion og kan tilgås via PC eller app. “Trevlig fyndjakt” siger appen og fortæller, at her er der samlet adresser til loppemarkeder og butikker med vintage eller antik. Leder du efter en specifik forretning eller et marked, er der en alfabetisk liste, men de fleste vil nok bruge kortet.

Telefonens GPS sørger for, at dit udgangspunkt er præcis, hvor du befinder dig. Smart når du er på en given lokalitet, men hvis du planlægger nogle dage frem, må du køre rundt med fingeren på kortet over Sverige. Du kan også bruge en søgefunktion, som dog ikke kan klare danske æ, ø eller å. Den virker kun med svenske tegn, så du skal hente svensk sprog i telefonens indstillinger og skifte sprog til svensk, hvis du vil bruge app’en optimalt.

Funktionaliteten er som udgangspunkt godt tænkt. Du vælger et sted og får adresse, telefon og rutebeskrivelse. Har stedet en hjemmeside eller Facebook profil, er der også et link. Men i praksis viser det sig hurtigt, at app’en er tung at arbejde med. Når du har været inde på rutebeskrivelsen og vil bakke tilbage til kortet, havner du på appens indgangsside og skal igen til at vælge forfra ved at pege på kortet. Besværligt!

Øland ligger i Kalmar Län. Her finder Antikkartan 4 steder. Alle med links til hjemmesider. Kun et enkelt link virker. De andre eksisterer ikke længere. Søges der efter steder i byen Kalmar tæt ved på fastlandet, er der ingen.

Loppiskartan er en anden loppemarkedsguide. Som app findes den kun til Android. Hjemmeside versionen blev omtalt, da den var ny i juni 2011. Loppiskartan kan i en radius af 20 km fra Øland finde i alt 30 steder. De 9 ligger i Kalmar. Altså klart bedre end Antikkartan.

Kigger du nærmere efter, er flere af stederne imidlertid lagt ind for meget længe siden. Ofte 3-7 år tilbage. Især data fra mange af loppemarkederne er derfor uaktuelle. Sted og dato passer ikke. Data fra retro- antik eller genbrugsforretninger er en smule mere pålidelige, men halvdelen af linksene til stedernes hjemmesider eller Facebook er døde eller domænet er ledigt.

Både Antikkartan og Loppiskartan er godt tænkt. Arrangører og forretninger lægger selv data op, men svagheden ved den slags online guider er manglende ajourføring. På Loppiskartan kan man markere et marked eller et forretning som uaktuel, hvis man er oprettet som bruger. Det har alt for få benyttet sig af.

Et bedre alternativ er tit en trykt guide. Magasinet Scandinavian Retro udgiver hvert år en, som dækker næsten hele Sverige fra Skåne til Lapland.

Guiden kommer altid sammen med det nummer, der sendes på gaden før sommerferien. I 2018 kommer den sammen med nummer 3, som er i butikkerne ca. 5. juni. Fordelen ved en trykt guide er, at den er opdateret. Alle oplysninger er kontrolleret i april samme år..

Desværre medtager guiden i Scandinavian Retro af pladsmæssige hensyn ikke steder fra Sveriges 10 største byer. En klar mangel. Til gengæld er oplysningerne aktuelle og til at stole på.

Referencer: Antikkartan findes på Nettet samt i Apple App Store og Google Play. Skærmbillederne er fra iPhone. Loppiskartan findes på Nettet og i Google Play. Scandinavian Retro forhandles i en række danske kiosker eller du kan oprette et abonnement. Billederne stammer fra nummer 3 fra 2017.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Hvordan ser Pippi ud?

Fregner og røde fletninger er hvad man forbinder med Pippi. Sådan ser hun ud i TV-serien, og sådan er hun tegnet i bøgerne.

Men bortset fra fregnerne og håret har Pippi Langstrømpe mange forskellige fremtoninger. Alder, ansigt og tøj kan variere.

Det viser magasinet Scandinavian Retro i en sjov artikel om Pippi som dukke. Udseende og tøj skifter fra land til land, og aldersmæssigt fremstilles hun lige fra baby til teenager.

Navnet Pippi Langstrømpe fandt Astrid Lindgrens datter på i 1941. Tre år senere var det færdige manuskript klar. Først spurgte Astrid Lindgren, om Bonnier ville udgive det, men de takkede nej. Det afslag regnes for en af forlagshistoriens største bommerter. Året efter i 1945 udkom bogen om Pippi Langstrømpe i stedet for hos forlaget Raben & Sjögren. Mange flere historier kom til de følgende år. Bøgerne blev et hit og er oversat til 90 sprog.

Fortællingerne om Pippi var i 40’erne og 50’erne banebrydende og helt anderledes end datidens gængse børnelitteratur. Flabet og ironisk møder Pippi Langstrømpe de voksne autoriteter, når de kommer på tværs. Samtidig udfolder hun fantasi, frihed og omsorg og er et legebarn.

At give en pige en Pippi-dukke bliver et symbol på at give hende styrke og selvstændighed, siger Marie Nyreröd, som i mange år har samlet på Pippi Langstømpe dukker, og som har samarbejdet med Scandinavian Retro om artiklen.

Pippi er også fremstillet i keramik og porcelæn. Lisa Larsons Pippi kom i 1969. Samme år som TV-serien første gang blev sendt. Tyske Goebel fortolkede Pippi karakteren omkring 1990, mens den russiske Pippi siddende på en kuffert er fra 2010.

Referencer: Scandinavian Retro nummer 2, 2018 og Wikipedia. Aftonbladet/tv.nu. Auctionet.com og From Russia.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Hele pladen rundt.

“Det, jeg elsker ved vinyl, er de store pladecovers, duften af bog, lyden det giver, når en plade lægges på, og nålen der rammer rillen”. Ordene kommer fra en pladesamler i bogen Alt om vinyl, som kom i april 2018.

Vinyl er igen hot. Næsten totalt udslettet af cd’en i slut 80’erne, men formatet er tilbage og har fået en revival. Ny musik udkommer på vinyl, og gamle værker bliver genudgivet på vinyl.

Alt om vinyl kommer hele pladen rundt. Bogen fortæller om pladeselskaberne og om alt det lidt nørdede tekniske som mastering, skæring og presning. Du kommer en tur ud på brugtmarkedet og får samlertips. Der er også et afsnit om fantastiske covers og kunstnerne bag dem. Bogen slutter med praktiske råd om pleje af sin vinylsamling.

En genial ting undervejs er syv meget forskellige interviews med entusiastiske samlere. Et af dem med Jonas på 14 år er noget af en øjenåbner. Han er blind, men kan sagtens håndtere sin samling alligevel.

Det hele er lækkert illustreret med flotte billeder, og teksterne er godt skrevet og nemme at gå til. Og så er der alle de sjove anekdoter og sære detaljer. På det blanke område i pladens udløb ind mod labelen kan der f.eks. være små beskeder i form af vittigheder fra kunstneren eller en hilsen fra skæremesteren. Nogle gange har masterings-studiet desuden sat sit navn eller et logo.

Labelen er også spækket med detaljerede informationer. Facts om fremstilling, katalognummer, årstal, landekoder og matricer. Den slags kan være nyttig viden for inkarnerede samlere.

“Jeg kommer aldrig til at give 3500 kr. for en plade”, siger en af samlerne i bogen. Og vinyl kan være en temmelig dyr hobby. “Nogle selskaber udgiver pladerne i tusindvis af forskellige farvet vinyl i meget begrænsede oplag. Der er gået lidt Magic-kort i den. Priserne presses op, og det er ærgerligt”, fortsætter han.

De allerførste eksemplarer af Pink Floyds The Dark Side of the Moon har en lidt anderledes label, hvor den blå trekant er fyldt helt ud med blåt. Sådan en er ekstrem sjælden og handles i 10.000 kroners klassen.

Sony genudsendte i 2017 et optryk af singlen Damen på taget med Kim Larsen, Stig Møller, Bjørn Uglebjerg og Tommy Pedersen. Oplaget var begrænset til 300 eksemplarer, men det er den gamle udgave fra 1971 til venstre, som er tusindvis af kroner værd.

Nogle gange er det et sjældent cover, der trækker prisen op. Eller ned, hvis det er i dårlig stand. Fona brugte en overgang et blåt to-delt prismærke. Hvis man prøvede at fjerne den øverste del, ødelagde man coveret, fordi limen var særdeles kraftig.

Alt om vinyl er en lækker bog. Nærmest en bibel om emnet. Den er skrevet til samlere, som er ramt af magien ved det analoge format, men kan også læses af nybegyndere, der er nysgerrige efter at finde ude af, hvad det hele handler om.

“Alt om vinyl” af Søren Genefke. Byens Forlag 2018, isbn. 978-87-93628-32-8. Pris 359 kr.

Alle illustrationer er affotograferet fra bogen, undtagen billedet af samlerne øverst. Det er hentet fra Facebook siden Plademesse i Nørrebrohallen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Sjælden Ikea stol i høj kurs.

Vilbert er navnet på en Ikea stol, som solgte så skidt, at den allerede efter få måneder blevet taget ud af sortimentet.

Prototypen blev præsenteret i 1993 på Swissbau udstillingen i Basel. Det var en ganske simpel konstruktion sat sammen af kulørte melamin-coatede MDF-plader.

Efter nogle år blev den sat i produktion. Møbelkæden Ikea fik eneret at sælge den. Vilbert er vist i kataloget fra 1995 og kom i en pakke, som var en af de fladeste emballager nogensinde blot med 4 plader og nogle skruer. At samle stolen tog ca. 5 minutter.

Historien om Vilberts fødsel er lidt uklar.

I Ida Engholms Panton biografi fortælles det, at producenten Alsapan, der fremstillede MDF plader, havde spurgt Verner Panton, om ikke han kunne lave noget af deres MDF-plader. Først takkede han nej, men sad så alligevel en aften og eksperimenterede med nogle plader, hvilket førte til konstruktionen af Vilbert.

Staffan Bengtsson har en anden fortælling. I hans bog om Ikea designere er historien, at Gillis Lundgren, designer hos Ikea og senere ansvarlig for møbelkædens produktudvikling, i starten af 90’erne var nabo til Verner Panton i Schweiz. De to førte mange samtaler om design, og en dag lykkedes det Lundgren at overtale Panton til at tegne en stol af MDF-plader specielt til Ikea.

Vilbert var billig. I det tyske Ikea katalog fra 1995 stod den til 150 DM. Når den så alligevel floppede totalt, er det måske, fordi den ergonomisk var katastrofalt ubekvem. I virkeligheden er den vel nærmere en skulptur end et siddemøbel.

I dag er stolen sjælden. Når den engang imellem dukker op på auktion, falder hammeren lagt over Ikea prisen fra 1995. På internationale auktioner sælges den til mellem 3000 – 4000 kroner.

Referencer:Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre” af Ida Engholm og Anders Michelsen, Strandberg Publishing 2017. “Verner Panton – Das Gesamtwerk” af Vitra Design Museum, 2000. “Ikea the book” af Staffan Bengtsson, Arvinius Forlag 2000. verner-panton.com. Billedet er hentet fra siden skandinaviskdesign.dk

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM