Sølvbøger på bogudsalg i januar 2018.

Boghandlerkæden Arnold Busck tyvstartede allerede i starten af januar årets bogudsalg. De andre boghandlere venter til februar/marts.

Samlere med interesse for sølv kan gøre et par gode kup. Restoplag af et par ældre titler fra Nyt Nordisk Forlag, som Gyldendal i 2016 overtog fra Arnold Busck, er nu kommet på udsalg. Det er bøgerne “Dansk Sølv – 20. århundrede” fra 2004 samt “Hofjuveler A. Michelsen” fra 2007.

Dansk Sølv fokuserer kun på sølvkorpus. Bogen har kunstnerbiografier og en liste over stempler. Desuden skildrer den kronologisk udviklingshistorien fra art nouveau og skønvirke til 1990’ernes moderne sølv kunsthåndværk.

Besættelsesårene med råvaremangel var en udfordring for sølvsmedene. Derfor måtte kunderne bringe gammelt sølv med ind i forretningen for at få lov til at købe noget nyt: “Sælg os Deres ubrugelige, ødelagte eller interesseforladte Sølvting” skrev Kolding sølvsmedjen Hans Hansen i deres annoncer. Andre fik lavet aftaler med tandlæger om at få leveret affald fra sølvplomber.

Opfindsomheden var stor. Man forsøgte sig med artikler, hvor sølv blev kombineret med andre materialer. Træ, lak, jern og emalje blev anvendt og i nogle tilfælde også rødsætteskind. Ofte var forbruget af sølv reduceret til et absolut minimum som i Erik Herløws Amico serie i sprøjtelakeret træ. Sølvet blev lagt på som tynde plader monteret på overfladen med celluloselim.

Kunsten var at få det til at ligne intarsia, selvom det ikke var. For at få sølvet til at flugte i niveau skulle overfladen sprøjtelakeres flere gange og til sidst slibes. Teknikken er udførligt beskrevet i bogen om A. Michelsen, hvor du kan læse mere om Erik Herløw og hans sølvarbejder.

“Dansk sølv – 20. århundrede” af Lise Funder, Nyt Nordisk Forlag 2004, isbn. 87-17-03792-1. Før 179,95 kr. Nedsat til 99,95 kr.

“Hofjuveler A. Michelsen” af Malene Dybbøl og Sabrina Ulrich Vinther, Nyt Nordisk Forlag 2009, isbn. 978-87-17-04065-6. Før 299,95 kr. Nedsat til 149, 95 kr.

arnoldbusck.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer

Stentøjsmesteren.

Axel Saltos riflede, knoppede og spirende vaser er populære som aldrig før. Hans keramiske værker trækker skyhøje hammerslag på auktioner.

Af og til har man dog også lov at være heldig. En knoppet vase i terracotta med jadefarvet glasur fundet på et loppemarked til 20 kroner er et kup, men så er den ganske vist heller ikke helt så fin og eftertragtet som samme model i stentøj.

I 30’erne fik fabrikken P. Ipsens Enke lov til at fremstille nogle udvalgte modeller i terracotta. Selv beholdt Salto beholdt retten til at producere i stentøj. De samme modeller findes derfor både fra Ipsen og fra Den kgl. Porcelænsfabrik, men udført i forskellige keramiske materialer og glasurer. Der blev overdraget rettigheder til 10 forskellige modeller. For retten til de første 4 fik Salto 500 kroner.

Vasen i terracotta handles i dag til ca. 4000 kroner, mens prisen på stentøjsudgaven skal ganges med cirka 10.

Historien om det forretningsmæssige samarbejde med P. Ipsens Enke kan du læse i museet Clays store bog om Axel Salto udgivet i forbindelse med en udstilling af hans værker i sommeren 2017.

Bogen er udstyret med en omfattende bibliografi og en værkfortegnelse, der ikke tilsigter at være komplet, men alligevel er meget omfattende med alle kendte arbejder fra de værksteder, Salto var knyttet til. Værkfortegnelsen er illustreret med små grafiske ikoner. Rigtige billeder havde været bedre, men sammen med beskrivelserne fungerer ikonerne ganske fint.

Forskellige forfattere har leveret artikler til bogen. Alle velskrevet og mesterligt illustreret. Flere steder er der interessante og nogle gange dristige fortolkninger af Saltos keramiske kunst.

En af artiklerne handler om glasurerne på Saltos stentøj fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Artiklen kan læses med stort udbytte ikke kun af Salto samlere, men af alle med interesse for keramik.

Solfatara glasuren opkaldt efter et vulkansk krater tæt ved Napoli blev en af Saltos foretrukne. “Svovlet som Hekla og bedsk som en ed”, sådan skrev Salto selv om glasuren, der var udviklet af overingeniør Madslund fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Desværre var den ekstremt giftig at arbejde med og måtte udfases af fabrikkens sortiment allerede i slutningen af 50’erne.

“Axel Salto – Stentøjsmesteren” red. Susanne Bruhn og Pia Wirnfeldt, Clay Keramikmuseum 2017, isbn. 978-87-91135-42-2. pris 300 kr.

Forf: JM

Ekstremsamler.

Som 28-årig i 1976 købte Bernd Falz sit første damplokomotiv. De følgende år købte han flere og flere. I dag har han langt over hundrede lokomotiver.

Enhver samler af lidt mere gængse ting som gamle glas, keramik eller emaljeskilte ved, at plads hurtigt bliver en stor udfordring, men når det drejer sig om damplokomotiver, har man virkelig et problem

Bernd Falz løste det ved at lave to museer til sin gigantiske samling. Det ene ligger i Hermeskeil, det andet i Falkenberg. Begge steder er der rundremiser, hvor de bedst bevarede og restaurerede lokomotiver er opmagasineret. Resten af samlingen henstår på opstillingsspor i det fri.

De første damplokomotiver kom fra Deutsche Bundesbahn i Vesttyskland. Her sluttede brugen af damp som trækkraft i 1977. Hastigt voksede samlingen til omkring 80 køretøjer. Da muren faldt i november 1989, fik Bernd Falz adgang til lokomotiverne fra det tidligere DDR, hvor de kørte med damp indtil 1988.

I begyndelsen gik Falz kun efter historiske lokomotiver i god stand “for at bevare tekniske beviser fra fortiden”, men til sidst tog han alt, hvad han kunne opdrive, “fordi jeg ikke kunne bære at se, hvis et gammel lokomotiv skulle havne under skærebrænderen”.

På en enkelt tur til Østtyskland havde han sat sig for at købe 4 lokomotiver, men kom hjem med 40. Da han var 52 tog han eksamen som lokomotivfører og må køre overalt i Tyskland. Han ejer et par gamle køreklare diesellokomotiver, som kan trække damplokomotiverne hjem.

De fleste museer kuraterer og trimmer deres samlinger og udskiller genstande, som er dubletter, er mindre interessante eller som er i direkte dårlig stand. Bernd Falz gemmer alt. Af én enkelte type, Baureihe 52.8 Reko, råder han over hele 30 eksemplarer. Kritikere regner da også hans samling for ikke andet end skrotbunker uden særlig bevaringsværdi. Til det svarer Falz, at hans mission er “at nære omsorg for hver eneste historiske maskine, som har overlevet til denne dag”.

Måske ligger værdien af de mange lokomotiver slet ikke i det museale, men i den specielle stemning og den særegne skønhed ved massivt forfald.

Referencer: Dampflokmuseum-hermeskeil.de , Berliner-zeitung.de , Tidsskriftet Jernbane nr. 5, 2017 samt billeder hentet fra foto-delings-sitet Flickr. Søg f.eks. på ord som “Falz-samling” eller “loksammlung falkenberg“. På Youtube findes der flere videoer fra Hermeskeil og Falkenberg, bl.a. en rundtur med håndholdt kamera.

Forf: JM

Historien om Fog og Mørup.

De begyndte i 1904 med engros i isenkram fra tre små værelser og en kælder i Århus. 25 år efter var forretningen vokset til en af Danmarks største lampeproducenter.

I 1906 købte Ansgar Fog og Erik Mørup et kuldsejlet firma i København, der havde handlet med belysningsartikler for gas og petroleum. Hele engrolageret i Århus blev pakket sammen i en jernbanevogn og flyttet til København. Med sig tog de også den eneste ansatte, buddrengen Jørgen. Han sprang dog hurtigt fra. En morgen lå der en seddel. Han var rejst hjem til Århus, “fordi han ikke kunne holde det ud for længsel”.

Handlen med belysningsartikler gik strygende og virksomheden voksede. I 1915 oprettede Fog og Mørup tre små værksteder, som fremstillede lysekroner. Værkstederne blev starten på den egentlige lampefabrikation.

I 30’erne stod det klart, at repertoiret skulle fornyes. Et af de første tiltag var Kongelys lampen. Den skulle siden hen blive en klassiker. Oprindelig tegnet af Niels Rasmussen Thykier i 1930,  men sat i produktion af Fog og Mørup i 1937. Det første eksemplar blev givet som en gave til Kong Christian X i anledning af hans 25 års jubilæum som regent.

Kongelys havde i begyndelsen skærm af pap. Det var et meget skrøbeligt materiale, så derfor fik efterfølgende udgaver mere robuste skærme af stof, acrylplast eller metal. Også stand, fod og afbryderkontakt ændres med tiden.

De første lamper var fremstillet i bruneret messing, Senere skiftede man til poleret messing, og en kort overgang kunne Kongelys fås i forcromet stål. Afbryderkontakten sidder på de ældste lamper lige over foden nederst på stammen, og på de allerældste er kontakten gennemgående. På nyere udgaver er afbryderen anbragt længere oppe på fatningshuset.

I 1999 og 2004 blev produktionen genoptaget i et oplag på 500 hvert af årene, men da var Fog og Mørup i 1988 blevet overtaget af Lyfa, som allerede året efter selv blev overtaget af Lyskjær. Horn Belysning købte Lyskjær i 1991, som i 2005 skiftede navn til Lightyears. Rettighederne til Kongelys fulgte med hele vejen gennem alle ejerskiftene.

Du kan læse hele historien om Fog og Mørups tidlige år i to jubilæumsskrifter skrevet af Erik Mørup i henholdvis 1929 og 1944. Et kort sammedrag finder du på lampist.dk, hvor der også er gengivet flere billeder fra 1929 publikationen.

Komplette Fog og Mørup kataloger finder du på siden Mats Linder Scandinavian Design. Der er to. Et fra ca. 1969 og et fra ca. 1974.

Billedet af den tidlige Kongelys lampe er hentet fra forretningen Sommernips og Spindelvæv. De sort-hvide billeder er affotograferet fra Erik Mørups jubilæumsskrift 1925. Tegningen er fra 1944 jubilæumsskriftet.

“Fog og Mørup gennem 25 aar, ved E. Mørup, Kbh. 1929.

“Et lille kig bag murene hos Fog og Mørup 1904-1944” af E. Mørup, Kbh. 1944.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Dansk værkstedskeramik efter 2. verdenskrig.

Designmuseum Danmark har en stor samling af værkstedskeramik fra tiden efter 1950. Mange af stykkerne har aldrig været udstillet. Nu kan de ses i et katalog over museets bestand af unika keramik.

I årene efter 2. verdenskrig var der rundt omkring i Danmark en lang række mindre enkeltmands-værksteder. Sideløbende med seriel produktion udførte mange af dem også unikke arbejder.

Frem til 1980 fremstilles der især håndlavet brugskeramik. Det er den klassiske periode i dansk værkstedskeramik, men efter 1980 flytter mange af keramikerne deres fokus i retning mod mere eksperimenterende værker med skulpturelle udtryk og ofte efter international inspiration.

Det er tendenserne i denne udvikling indenfor unika keramikken, der dokumenteres i kataloget. Først i nogle fremragende indlednede afsnit, der giver læseren et overblik og dernæst i katalog-delen med opslag på de enkelte kunstnere.

Katalog-delen omhandler 632 værker fra 133 keramikere. Desværre er ikke alle værkerne vist med illustrationer. En del af dem er kun beskrevet. Kunstnersignaturer vises heller ikke, men er også kun beskrevet. Til gengæld er keramikernes biografiske data udførlige og detaljerede. Du får oplysninger om værksteder, udstillinger, inspiration, rejser og arbejdsmetoder.

Hvad du ikke får, er “bogen” om dansk keramik i tiden efter 1950. Det er en materialepublikation. En registrant over museets samlinger af keramisk unika. Forfatteren kalder den selv en vigtig trædesten på vejen til et stort hovedværk om dansk keramik.

Fisken i den nederste collage er et godt eksempel på et værk fra den sidste del af katalogets periode. Den er stor med en længde på 110 cm. Formet af keramikeren Jørgen Hansen og erhvervet i 2007.

Jørgen Hansen har haft ler i hænderne siden han som 13 årige drejede sine første krukker hos en lokal pottemager. Efter gymnasiet rejste han rundt og har arbejdet i Frankrig, Canada, Spanien, Irland og England. En dansk keramiker med international inspiration. Kæmpefisken har reference til japansk keramisk kultur.

“Dansk værkstedskeramik 1950 – 2010 i Designmuseum Danmark” af Bodil Busk Laursen, Designmuseum Danmark 2017, isbn. 978-87-90786-61-8.

Tjek prisen på siden bogpriser.dk. Den svinger mellem 265-350 kroner.

Forf: JM

 

Gedigen 60’er sofa.

Morten er vild med sin sorte lædersofa, men er ikke klar over hvem der har tegnet den?

Producenten er Henry Rolschau Møbler. Fabrikken lå i Vejen og var specialist i polstermøbler. Formsproget er karakteristisk for sidste halvdel af 60’erne.

En sofa magen til med stofbetræk ses i eksportkataloget Design from Denmark. Kataloget er ikke dateret, men må være fra efter 1967 og før 1972. Per Iversens Combi lampe fra Louis Poulsen er nemlig vist et andet sted i kataloget. Den blev lanceret i 1967. Forrest i kataloget er der et foto af kongefamilien. Kong Frederik den 9 er med. Det er Prins Henrik ikke. Derfor må udgivelsen være før 1972.

Flere forskellige arkitekter tegnede for Henry Rolschau. Svend Ellekær og Kurt Østervig er nogle af dem.

Et meget forsigtigt gæt er, at Kurt Østervig har tegnet sofaen. Benenes udformning har markant lighed med nogle tilsvarende ben under hans stol med modelnummer 61 fra Rolschau i 1962.

Kurt Østervig var autodidakt designer. Han startede som skibskonstruktør, men skiftede karriere til møbeldesign i slutningen af 40’erne. I 60’erne blev nogle af hans møbler udstillet på Museum of Modern Art i New York.

Referencer: “Design from Denmark”, editor: Kirsten Bjerregaard, udgivet af Behrndt Bogtryk/Word Pictures Corporation som et fælles firmafremstød beregnet til eksportmarkeder (ca. 1967-1972), wikipedia.org samt danish-modern.co.uk.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Lad fantasien komme til magten.

Han satte sig for at bryde gængse normer og ville flytte grænserne for, hvad der kunne fungere som design. Ny dansk bog om Verner Panton sætter fokus på hans arbejde med farver, mønstre og totaldesign.

Flowerpot lampen fra 1968 vandt folkelig udbredelse. Som solist over et bord i stuen hænger den stadig i mange hjem. Men det var ikke sådan, den fra starten var tænkt. Flowerpot var designet til offentlige miljøer, hvor Panton eksperimenterede med ophæng i klynger. En stor gruppe på 64 lamper målte 172 cm i højden og vejede til sammen 48 kilo.

Panton arbejdede med syntetiske materialer som plastik, fiberglas, stål og skumgummi. Han var modernist, men adskilte sig radikalt fra samtidens andre danske designere. Relationen til det totale miljø er vigtigere end den enkelte genstand. Rummet med dets lys, farver, former, møbler og tekstiler skal i Pantons univers opleves sammen som en helhed.

Når fantasien rigtig blev sluppet løs, overdrev Panton for at få sine pointer tydeligt frem. Men publikum kunne ikke altid følge med. Nogle kritikere opfattede ham som en slags designernes pauseklovn.

I 1964 på møbelmessen i Køln lanceredes hans flyvende stole ophængt i snore i flere etager. Tog man plads i sådan en stol, tog man samtidig afsæt til en helt anderledes form for socialt samvær. Man kunne vælge mellem at sidde, ligge, vippe eller gynge rundt mellem hinanden. Tegneren Gerda Nystad gjorde samme år grin med Panton og hans flyvende miljø. I hendes streg fungerer miljøet stik mod hensigten om social interaktion. Her er folk adskilt fra hinanden. Ubekvemme og isolerede.

Bogen om Verner Panton sætter sig for at pege på hans geni og store kulturhistoriske indsats som avangardist. Samtidig stiller den store krav til læseren. Forfatterne jonglerer rundt med mange ide- og kulturhistoriske præmisser. Det fylder rigtig meget og præsenteres i et tungt og snørklet sprog med mange indforståede referencer. Som læser sidder du tilbage med en følelse af, at alle de teoretiske afsæt bare løber afsted og bliver en snak hen over hovedet på Panton.

Illustrationerne er righoldige, flotte og originale. De er bogens helt store fortrin.

Her er det Kræmmerhus-stolen, som i 1959 blev udstillet på Købestævnet i Fredericia. Den vakte opsigt. Kegleformen var usædvanlig. Det var udstillingen også. De årlige købestævner var altid et populært tilløbsstykke, så når folk i trængslen alligevel ikke kunne se møblerne på den overfyldte udstilling, kunne man jo lige så godt vende dem på hovedet og hænge dem op i loftet.

Bagerst er der en værkfortegnelse. En kæmpe skuffelse på kun 8 sider og næsten ingen billeder. Tyske Vitra Design Museum har derimod vist, hvordan den slags skal laves. De udgav i 2000 bogen “Verner Panton – Das Gesamtwerk” med en billedrig værkfortegnelse på hele 114 sider.

De glasartikler for Holmegaard Glasværk, som Panton formgav i 1984 illustrerer forskellen. Alle 6 objekter er vist og detaljeret beskrevet i Vitra bogen, mens de i den danske bogs værkfortegnelse blot er kogt ned til en enkelte linje med teksten: “Glas og lysestager: design/produktion: 1984: producent. Holmegaard, Danmark”.

“Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre” af Ida Engholm og Anders Michelsen, Strandberg Publishing 2017, isbn. 978-87-92949-57-8. Pris 499 kr.

Referencer: Billederne af Flowerpot er hentet fra siden pantonworld.com; Tegningen af de to klynger samt billederne af Kræmmerhus-stolene er affotograferet fra bogen. Billedet af de flyvende stole kommer fra gizmodo.com, mens Gerda Nystads tegning er affotograferet fra tidsskriftet Mobilia januar 1964, nr. 103.

Forf: JM

Krigsdåser af pap.

På stort set alle større loppemarkeder kan du finde gamle dåser af blik. De kan bruges til opbevaring og er dekorative. Gamle dåser af pap er derimod meget sjældne, og de har en speciel historie.

Under besættelsen kneb det med at skaffe hvidblik, de tynde fortinnede jernplader der var grundlaget for en stor del af den danske emballageproduktion. Først prøvede man med dåser af zink, men også zink blev en mangelvare. Næste skridt blev dåser af pap.

papdåser 1

Glud & Marstrand var en af de helt store danske dåsefabrikanter. Det var umuligt at skaffe specialmaskiner, så man måtte fremstille papdåserne på de eksisterende maskiner. Ikke nogen nem omstillingsproces, men fordelen var, at man efter krigen ikke stod tilbage med en specialiseret maskinpark, der ville være værdiløs, når man vendte tilbage til normal produktion.

Papdåserne var ikke solide. Derfor er de fleste også med tiden gået til. Glud & Marstrand garanterede for tæthed ved modtagelsen, men uden garanti for holdbarheden.

Efter krigen gik man med undtagelse af enkelte helt særlige dåser tilbage til brug af hvidblik. ATA dåsen til skurepulver var en sådan undtagelse. Den var forstærket med blikstrimler i bunden og var i produktion helt op til 60’erne.

Du kan læse mere om papdåserne i Glud & Marstrands jubilæumsbog fra 1995.

“Fra Madam Blå til moderne metalemballager. Glud & Marstrand A/S 100 års jubilæum 1895-1995, isbn. 87-89706-16-1.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM 

Italiensk lampe-ikon.

På et loppemarked fandt en læser en flot rød bordlampe. Hun har sendt nogle billeder og vil gerne have den identificeret.

Telegono hedder lampen. Den er tegnet i 1968 af Vico Magistretti og er fremstillet i Italien hos Artemide. Materialet er ABS plast.

Farverne var hvid, sort, rød eller orange. Senere kunne den også leveres i brun og beige. En kort årrække fandtes der to varianter. Standard udgaven uden sokkel og en særlig udgave med sokkel samt tilhørende ruminddelt bakke. De praktiske rum kan bruges til skriveredskaber, hvis lampen står på et skrivebord, eller til smykker og armbåndsur, hvis den fungerer som natbordslampe.

Vico Magistretti lavede flere skitser, før han lagde sig fast på den endelige udformning. I 60’erne tegnede han to andre bordlamper ud fra næsten samme geometriske princip som Telegono.

Den første fra 1965 var sengelampen Eclisse. Som Telegono havde den også drejelig skærm, men Eclisse var fremstillet af emaljeret metal. Ligeledes i 1965 kom bordlampen Dalu. Som den senere Telegono var den i ABS plast, men formet i et stykke, altså uden mulighed for at dreje skærmen. Måske den flotteste af de tre lamper med sit enkle formsprog, men også den mest upraktiske, fordi den mangler mulighed for afblænding.

I slutningen af 60’erne fik Ikea retten til at forhandle Telegono, hvorefter den debuterede i 1970 kataloget til en pris af kun 77 kroner. Demokratisk design i international klasse til lavpris. Men selvom den allerede havde opnået status som international klassiker, var der ikke potentiale til noget storsalg hos Ikea. Allerede året efter gled den igen ud af sortimentet.

Referencer: Fondazione Vico Magistretti, Göteborg Posten 13 januar 2008 samt “1000 Lights” – vol. 2 1960 to present, af Charlotte & Peter Fiell, Taschen Verlag 2005, isbn 3-8228-2475-5.

Forf: JM