En syæske fra Illum.

Hvilke ligheder er der mellem Mads Andersen Skjern fra Matador og Anton Carl Illum?

De kom begge fra Jylland, var sparsommelige og havde en fortid som handelsrejsende.

Anton Carl Illum gik en dag gennem Østergade i København. I vinduet til nr. 55 fik han øje på et “Butik til leje skilt”. Kort tid efter d. 3 marts 1891 åbnede han sin forretning med syartikler.

Før han kom til København blev Anton udlært hos en manufakturhandel i Vejle. Derefter var han handelsrejsende i kortevarer for det tyske firma WM Klöpper i Hamburg. Kortevarer er varer som sælges styk eller dusinvis.

Færdisyet tøj var sjældent. Det var syjomfruernes tid. Men der fandtes symaskiner. Sytråden kom i spoler, som monteredes på maskinerne. Et af mærkerne var Cats Maskingarn.

Den lille æske er fundet på et loppemarked til 60 kroner. Den må være fra før 1899, hvor Illum åbnede et stormagasin i nye lokaler på den anden side af gaden i nr. 52. Den gamle forretning i Østergade 55 var efterhånden blevet for trang.

Æsken til Cats Maskingarn er et rigtig gedigent stykke håndværk. Trods mere end 120 år på bagen åbner hængslerne af træ stadig uden gnidning eller knirkelyd. Snedkeren har brugt tyk sort lak og bagefter sirligt dekoreret tekst og ciselering med bladguld. Det har taget en krig at udføre.

Farverne sort og guld er nok ikke tilfældigt valgt. Æsken matcher perfekt datidens symaskiner, der ofte havde nøjagtig samme farvesætning.

Referencer: “Halvtreds aar på Østergade” – Illum’s jubilæumsskrift d. 3. marts 1941 ; Vejle Stadsarkivs biografi om A. C. Illum, publiceret på arkiv.dk . Tegningerne er af Ebbe Sadolin og er hentet fra jubilæumsskriftet ; Illustrationerne af symaskiner kommer fra Smitsonian Magazine og Science Museum Group. Singer ‘New Family’ sewing machine, 1865-1883 ; Katalogsiden er fra Illums forårskatalog 1901, som findes i Det Kgl. Biblioteks Småtrykssamling ; Æsken tilhører denne artikels forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

At styre lyset.

Hvordan kan arbejdslyset på fabrikker og i værksteder forbedres? Det satte to opfindere i begyndelsen af 1900-tallet sig for at finde svar på.

Med den stigende industrialisering i tiden omkring 1. verdenskrig blev der brug for, at folk kunne arbejde mere og længere også efter mørkets frembrud. Datidens gængse armaturer gav kun lys fra oven, så arbejderen ved drejebænken kom nemt til at skygge for sit emne. Der var brug for en bedre mere fleksibel løsning.

Den ene opfinder var svenskeren J. P. Johansson. Han fik i 1917 patent på en justerbar lampe kaldet Triplex.

Den anden var tyskeren Curt Fischer, som fik sit første af en lang række patenter i 1919. Samme år havde han overtaget IWA, Industrie Werk Auma i Thüringen. Her blev der de næste mange år fremstillet forskellige arbejdslamper under brandet Midgard.

Med få års mellemrum fandt jeg på loppemarkeder to Midgard lamper fra 30’erne. Derfor bliver det dem, som denne artikel kigger nærmere på. Og trods lamperne oprindelig var tænkt som værkstedsbelysning, så fungerer de også ganske perfekt som sengelamper.

Det grundlæggende princip bag Midgard konstruktionen er, at brugeren med en hånd skal kunne trække lampen og dreje eller vende skærmen sådan, at lyskeglen rammer arbejdspladsen uden at blænde.

Kataloget fra 1927 viste et sortiment på 20 forskellige grundmodeller. De fleste var opbygget af moduler, så lamperne kunne sammensættes i utallige variationer.

Mine to lamper tilhører samme grundmodel, men bordholderne er ikke ens, og overarmene har forskellig længde. Curt Fischer arbejdede hele tiden på at udtænke nye konstruktive detaljer og udtog frem mod 1940 ca. 160 forskellige patenter på enkeltdele. Et af patenterne handlede om vedligeholdesfrie samlinger.

Midgard lamperne er solide og fleksible. Man kan regulere alle bevægelige dele ved at stramme eller løsne på greb og skruer.

Lamperne fra før 2. verdenskrig har et logo med lys og slange. Midgard i den nordiske mytologi er ordet for jorden eller den verden, hvor menneskerne bor. Lyset kan holde det onde væk. Derfor er lyset en forudsætning for menneskelig præstation. Slangen kan sno sig og er måske tænkt som symbol på lampernes høje grad af fleksibilitet.

Bauhaus skolen i Dessau havde et godt øje til Curt Fischer. Ofte valgte skolen Midgard lamperne frem for deres egne som ved indretningen af Bundesschule des ADGB i Bernau. Designeren Marianne Brandt udtalte engang: “Vi misundte senere opfinderen af Midgard lamperne. Vores lamper var også justerbare, men ikke så elegante”.

Efter 2. verdenskrig havnede fabrikken i den østlige besættelseszone, som ender med at blive til DDR. Efterhånden forsvinder logoet med lys og slange, men navnet Midgard fortsætter. Lamper fra denne periode er ofte mærket Midgard DDR-P.

Curt Fischer dør i 1956, men sønnen Wolfgang Fischer overtager. I 1972 bliver virksomheden underlagt nationalisering og skifter navn til VEB Industrieleuchtenbau Auma. Fabrikken bliver tvunget til at omstille store dele af produktionen og skal nu levere lampedele til svenske Ikea.

Efter genforeningen reprivatiseres virksomheden. Wolgang Fischer vender tilbage som indehaver, og nogle af de oprindelige Midgard lamper relanceres. I 2015 sælges rettighederne til Midgard brandet sammen med alle værktøjer og hele tegningsarkivet. Køberen er et firma i Hamburg, som idag har genoptaget produktionen af nogle af de originale før-krigsmodeller.

Referencer: de.wikipedia.org ; “Midgard-Leuchten – 100 Jahre Lenkbares Licht”, publiceret i On.line Newsletter 5, 2019, side 12-18 fra elektromuseum.de ; midgard.com .

Reklamen, tegningen samt forto fra Bundesschule des ADGB er hentet fra elektromuseum.de. Triplex lampen er fra auktionsverket.se. Øvrige billeder tilhører artiklens forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Wilhelm Wagenfelds glas for Schott og VLG.

Efter 1. verdenskrig udviklede Schott & Gen i Jena et varmebestandigt borosilikat glas til brug i husholdninger.

I begyndelsen var køberne særdeles skeptiske. I husmødrenes øjne lignede det mere noget fra et laboratorium end fra et køkken. Derfor hentede Schott hjælp fra Bauhaus-skolen til formgivning og markedsføring af nye produkter. Wilhelm Wagenfeld blev i 1931 ansat til at formgive og Laszlo Moholy-Nagy skulle tage sig af moderne reklame.

Som det første tegnede Wagenfeld et testel med en kande, som siden hen skulle blive et design-ikon. Hurtigt efter udvidedes sortimentet med flere ting i presset glas. Forskellige skåle, fade, saucekander, smørnæb og en ægkoger. Alt bar præg af enkelhed og funktionalitet. Håndtag var udformet så de både var æstetisk smukke, men samtidig var lette at gribe om.

Schott i Jena kom efter 2. verdenskrig til at ligge i den sovjetiske besættelseszone, men fordi virksomheden besad højteknologisk ekspertise, som var vigtig for amerikanerne, lykkedes det at få ejeren Otto Schott og nogle vigtige nøglemedarbejdere evakueret i juni 1945.

En ny virksomhed etableredes i Mainz under navnet Schott & Gen Mainz. Den gamle virksomhed i Jena fortsatte og kom til at hedde VEB Jenaer Glasverke Schott & Gen.

Produkterne fra Mainz blev forhandlet i Illum i begyndelsen af 50’erne. I 1956 fik Schott & Gen Mainz patent på Durax – en ny produktionsteknologi til varmebestandigt presset glas. Glasset kunne nu gøres en anelse tyndere. Samtidig blev det billigere at fremstille helt hvidt glas. Mange af de tidligere produkter havde haft et let grønligt skær.

Fabrikkerne i Mainz og Jena ændrede med tiden på nogle af de oprindelige Wagenfeld designs. I Mainz modificerede Heinrich Löffelhard tekanden i 1955. I Jena ændrede Ilse Decho tekanden i 1962.

Henrich Löffelhardt blev i 1954 tilknyttet Schott & Gen i Mainz efter samarbejdet med Wilhelm Wagenfeld var ophørt året før på grund af uenighed om honorar. Wagenfeldt havde forlangt provision på 2½ % af det samlede salg. Så meget ville Schott Mainz ikke betale.

Wagenfeld fortsatte med designopgaver for flere andre producenter. Han tegnede især porcelæn, metalvarer og glas. Før 2. verdenskrig havde han også opgaver for VLG Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG i Weisswasser. Mest kendt er Kubus. Et genialt system af stabelbare glasbokse til opbevaring af madvarer i køleskab. Med et hurtigt blik kan man konstatere arten og mængden af madrester uden at skulle hive boksene ud eller lågene af.

Greifswald var en anden mindre serie i presset glas fra VLG. Tegnet i 1938 og ligesom Kubus præget i glasset med det karakteristiske “Rautenmarke”, som består af 3 firkantede ruder på skrå. Mærket fungerede som et kvalitetsstempel.

Især skålene er temmelig almindelige og dukker ofte op på loppemarkeder i Danmark, men man skal tage sig i agt for kopier. Ruhrglas lancerede i 1962 serien Karo som et plagiat af Greifswald skålene fra VLG.

Det kan være svært at se forskel, men rauten-mærket mangler. Ser man skålene tæt på og føler efter med fingeren, er der også forskel på felterne. De originale på Greifswald er nærmest pyramideformede, mens Karos er flade.

Referencer: “Täglich in der Hand – Industriformen von Wilhelm Wagenfeld aus sechs Jahrzehnten” af Beate Manske og Gudrun Scholz, Worpsweder Verlag, 1987 ; “Wilhelm Wagenfeld und die moderne Glasindustrie” af Walter Scheiffele, Verlag Gerd Hatje 1994 ; Kultur-Online ; Julekatalog Illum 1951 ; designundklassiker .

Annoncerne i 1. collage er fra Kultur-Online ; Annoncen i 2. collage er fra Illums julekatalog 1951 publiceret af Det Kgl. Bibliotek ; Tekanderne i 3. collage er hentet fra siderne Kamm Teapot Foundation, gramhir og designhandlung , Tegningen i 4. collage er affotograferet fra bogen Täglich in der Hand, Nærbilledet af Karo er fra designundklassiker ; Øvrige billeder viser genstande, som tilhører denne artikels forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Den glemte keramiker.

Tekopper med hvid bundglasur og blomsterdekoration. De fleste kender Lars Syberg Keramikken med det lette naturalistiske udtryk.

Stellet er indbegrebet af dansk sommer og blev produceret i perioden 1928-1989 i 85 forskellige form- og farvevarianter, men det var ikke Lars Syberg, som opfandt det. Keramikeren Grete Jensen har slået stregerne.

Grete Jensen tog afgang fra Kunstindustrimuseets håndværkerskole i 1928 og dannede samme år med sin fætter Hans Syberg keramikværkstedet Hans og Grete. Først i 1931 kommer Lars Syberg til værkstedet. Arbejdsløs ingeniør hjemvendt i 1930 fra USA som følge af depressionen efter børskrakket i Wall Street.

Grete Jensen forlader Hans og Grete i 1934 og åbner en kunsthandel i København med bohave til moderne lejligheder.

Lars Syberg overtager værkstedet og viderefører Grete Jensens keramik i sit eget navn Syberg Keramik. Testellet med blomsterdekorationen sælges nu hos stormagasinerne Magasin, Illum samt Illums Bolighus og opnår stor popularitet i slutningen af 30’erne. Det oplever Grete Jensen ikke. Hun dør i 1935.

Fortællingen om Grete Jensen kan læses i en biografi fra 2018 skrevet af hendes niece og udgivet af Østfyns Museer.

Grete Jensen arbejder var banebrydende og nød stor anerkendelse på udstillinger. Bogen bygger bla. på samtidige avisudklip og kunstanmeldelser samt brevvekslinger fra familien. Efter manges opfattelse stjal Lars Syberg billedet fra Grete Jensen. Ikke kun forme og dekoration, men også Hans og Gretes bomærke et hjul med 5 eger genbrugte han.

Bogen understøttes af en hjemmeside med talrige eksempler på Grete Jensens keramik. På siden findes også en oversigt over forskellige signaturer. Selvom Grete Jensen stod for tegningerne var der på værkstedet tilknyttet forskellige malerpiger, og keramikken fra Hans og Grete kan også være forsynet med deres signaturer.

Grete Jensen havde det ikke nemt. Hun led af sygdom og døde ung. Tiden var heller ikke nem for unge kvindelige kunstnere. Selv i kulturradikale miljøer herskede en latent nedvurdering af kvinders indsats. Biografien om Grete Jensen afsluttes med et fremragende essay om kvindellige kunstneres kamp for en plads i solen i det danske kunstnermiljø i begyndelsen af 1900-tallet.

Referencer: “Grete Jensen – keramiker 1906-1935” af Alhed Maria Larsen og Lise Seisbøll Mikkelsen, Johannes Larsen Museet 2018, isbn 978-87-92620-72-9. Bogen kan Købes hos Østfyns Museer ; hjemmesiden: gretejensenkeramik.dk .

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen om Grete Jensen eller er hentet fra hjemmesiden. Undtagen de tre tekopper, som er privateje, og det røde cabaretfad, som er affotograferet fra bogen “Syberg – Fra akvarel til keramik” af Michael Blædel, Faaborg Museum 2003, isbn 87-88686-13-2.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Retro laminat

Skånska Ättikfabrik i Perstorp fik i 1948 licens til den amerikanske opfindelse hærdet melamin. Det blev en gigantisk succes under navnet Perstorp Plattan.

Perstorp pladerne var oprindeligt tænkt til overflader i køkkener, men fik hurtigt fik anvendelse mange andre steder. Fabrikken blev dermed leverandør til en lang række andre producenter. De blev brugt til møbler, vindueskarme, skærebrætter, bakker eller til vægbeklædning i elevatorer og togvogne. 

“Ungerne må spilde på bordet lige så meget de vil – Bagefter tørrer jeg bare af med en våd klud”. Reklamerne slog på det nemme og praktiske. Slagfast, hygienisk og vedligeholdelsesfri. De tålte alt lige fra garvesyre fra te til mærker efter cigaretter. 

Fabrikken havde en showbus, der kørte rundt i Sverige. Den besøgte også Danmark. Her kunne husmødre og arkitekter se prøver, købe og afgive bestilling. Det fortælles, at på en udstilling i London var begejstringen så stor, at husmødrene gik i trance.

Udvalget af mønstre var stort, og de fleste kunne leveres i forskellige farver. Hele tiden kom der nye mønstre til.

Skånska Ättikfabrik indledte et samarbejde med svenske tekstil- og grafiske designere. Men også formgivere som Bengt Orup fra Johansfors Glasbruk fik chancen. Han stod bag mønstrene Vingar og Profiler.

Et af de mest ikoniske design hed Virrvarr. Mønstret kom i produktion i 1961 og blev tegnet af Bernadotte og Bjørns tegnestue. Mønstret er på samme tid livligt og diskret. På afstand flyder linjerne sammen, men tæt på bliver det mere tydeligt.

Det var næppe Sigvard Bernadotte selv, som slog stregerne til Virrvarr. Ophavsmanden menes at være Jan Trädgårdh, som arbejdede for Bernadotte og Bjørn.

Satsningen på hærdet laminat reddede Skånska Ättikfabrik fra truende konkurs. Omsætningen fordobledes på få år. I slutningen af 60’erne toppede produktionen. Virrvarr mønstret blev en nordisk klassiker, der først i 1998 gik ud af produktion.

Referencer: “Designprinsen Sigvard Bernadotte” af Tove Gyllenstierna, Forum 2006 ; Scandinavian Retro 2013 nr 5 ; starchiefblogg.se ; porslinsbloggen ; wikiwand.com ; 

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Unika skål.

En læser har sendt nogle billeder af en skål og vil gerne have hjælp til at tyde signaturerne i bunden.

Skålen er lavet af den danske keramiker Gertrud Vasegaard. Hendes signatur var et et G indsat i et større V. Den øverste signatur er et sammenskrevet GMA, der var et fælles mærke for Gertrud Vasegaard, hendes datter Myre Vasegaard og hendes mand Aksel Rode.

Det fælles mærke fortæller, hvornår skålen er lavet. Gertrud Vasegaard havde værksted med Myre Vasegaard og Aksel Rode fra 1959 til 1968. Derefter blev hun skilt og fortsatte værkstedet med Myre Vasegaard. Skålen er altså senest fra 1968.

Gertrud Vasegaard eksperimenterede i 60’erne med tyndtflydende og krakelerende glasurer. Præcis som på læserens skål. De tynde glasurer og krakeleringerne forstærker lyset brydning i skålens overflade og frembringer et blidt skær.

Værkstedet og boligen lå i Allégade 22 på Frederiksberg i en tidligere hestestal. På et gammelt foto fra 1961 ses Gertud Vasegaard, Myre Vasegaard og Aksel Rode sammen. Bemærk den store skål midt på hylden bagved. Den ligner læserens skål, men det indridsede ornament i skærven synes lidt mindre og en smule anderledes.

Foto: Polfoto

Ornamentet i skærven kan ligne et keltisk tegn. Det kan også være koreansk inspireret. Gertrud Vasegaard interesserede sig for kinesisk og koreansk kultur.

Et godt sted at hente hjælp til at tyde mærker og tegn er siden keramiksignatur. Her kan man se Gertrud Vasegaards signatur samt det fælles mærke med Myre Vasegaard og Aksel Rode.

Gertrud Vasegaards seneste værker fra perioden 1983-2003 fremtræder meget anderledes end hendes tidlige.

I de sene værker anvendte Gertrud Vasegaard ofte geometriske streger og kantede former, og hun udnyttede spændinger mellem lys og skygge i glasurene.

Stregerne er aldrig lige, men nærmest sitrende. Lidt på samme måde som det også ses i naturen, hvor der ikke findes helt lige linjer. Stregernes forløb veksler i skiftende rytmer og giver et meget levende udtryk.

Referencer: keramiksignatur.dk ; “Gertrud Vasegaard” af Henning Jørgensen, Holstebro Museums Forlag 2011. Billederne fra værkstedet og af glasuren med streger er affotograferet efter bogen om Gertrud Vasegaard.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Sølvtøjets storhed og fald.

Unge piger samlede engang på sølvtøj. Det var moderne og sådan var normen i 50’erne og 60’erne.

Selvom mange kvinder var kommet ud på arbejdsmarkedet, levede drømmen om engang at blive den perfekte husmoder i bedste velgående. Og hun skulle naturligvis have sit udstyr i orden.

I kampagner under sloganet “Give gaver – Gå til Guldsmed” promoverede guldsmedefaget glæden ved at samle. Det gjaldt om at få påvirket pigerne til at komme i gang med at samle bestik. Jo før, jo bedre. Gerne allerede fra konfirmationsalderen. Men vejen kunne være uendelig lang, for hun skulle helst ende med 12 af hver.

Tidligere var sølvbestik forbeholdt de rige, men med industrialiseringen og øget velstand var sølv ikke længere kun for borgerskabet. Også almindelige befolkningsgrupper, der ikke var specielt velstående, kom med på vognen.

Sølvvarefabrikkerne lancerede i 50’erne og begyndelsen af 60’erne en lang række nye enkle og moderne mønstre. Mange af dem med navne, der enten matchede tidens populære pigenavne eller på anden måde talte ind i de unges verden.

Fortidens mønstre som Frederik d. 8, Frijsenborg, Riberhus eller Valborg kunne ganske vist stadig fås, men det var ikke dem, de unge ville have. De nye moderne mønstre hed f.eks. Conny, Gitte og Patricia eller Ballerina, Cheri og Elegance. Alle smarte navne som tidens unge piger langt bedre kunne identicicere sig med.

Når drømmen en dag var forbi, og pigen sad i saksen som husmoder, meldte hverdagen sig. Nu skulle sølvtøjet plejes og pudses. Og igen stod guldsmedefaget klar med råd og vejledning.

Tidens dameblade var fyldt med anvisninger til at tackle sølvet, men det kunne være en regulær jungle at finde rundt i hvilke metoder og produkter, der var bedst.

Og sådan er det stadig. På Nettet findes adskillige tips lige fra at pudse med tandpasta eller ketchup til mere seriøse tests af detailhandlens mange rense- og pudsemidler. På YouTube udløser en søgning på “pudse sølv” mere end 20.000 hits.

I 2002 kortlagde Miljøstyrelsen udbuddet i en stor analyse. Den giver en god oversigt over cremer, slibemidler, væsker og præparerede klude. Selvom analysen har næsten 20 år på bagen, findes de fleste produkter stadig. Analysen fokuserer på produkternes sundhedsfarlige og indholdsaktive stoffer. Og det er skrappe sager som: Nonylphenolethoxylater, thiourinstof, konserveringsmidler samt i nogle tilfælde også farve- og parfumestoffer. Ingredienser som er uønskede af hensyn til miljøet og kan være allergifremkaldende eller uønskede set fra et sundhedsmæssigt synspunkt.

Opbevarer man sølvtøjet i lufttætte poser beskytter det mod metaloxider, men det mest simple råd er måske at bruge sit sølvtøj ofte. Spiser man med det hver dag, skal det ikke pudses.

Med ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen i 70’erne blev det yt og småborgerligt at dække sit bord med sølvtøj. Moden blev mere rustik. Pigerne holdt op med at samle på 12 af hver. Tæppet blev trukket væk under guldsmedenes fortælling om glæden og stoltheden ved at samle. Pigerne købte ikke længere ind på den identitet.

I dag sælges brugt sølvbestik på loppemarkeder. Dele af pletsølv har absolut ingen værdi. Ægte sølv sælges ofte billigt, fordi efterspørgslen er ringe, mens opkøbere støvsuger markedet for at sende til omsmelting. Vægt tæller mere end æstetik og funktion. Kun de mest eksklusive mønstre fra Hans Hansen eller Georg Jensen har stadig værdi som samleobjekt.

Referencer: dk.newsner.com ; “Rense- og pudsemidler til metal” af Jette Laursen – Kortlægning nr. 12, Miljøstyrelsen 2002 ; Kristeligt Dagblad . Guldsmedereklamen er affotograferet fra Familie-Journalen 1957, nr. 21; Patricia bestikket i 12 dele er fra en auktion på Lauritz.com ; Tegningerne af husmoderen og fagmanden er affotograferet fra Tidsskriftet Danmark 1942, nr. 9.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller