Krom, lak og fælge.

Drenge i alle aldre med benzin i blodet tager til Fredericia for at kaste sultne blikke efter gamle biler. To gange om året holder de vintage bilmesse. Næste gang den 25 og 26 marts 2017.

Her kan man få det meste, som har med gamle biler og motorcykler at gøre. Reservedele, skilte og en masse forskellige samlerting. I en af hallerne er der desuden traditionelt loppemarked med antikviteter og retro ting.

Når de er kørt hjem, kan de drømme videre og lade nostalgiske billeder fra 50’erne og 60’erne tone frem. Bogen “Dengang vi fik bil” er en slags bilernes kulturhistorie med minder fra bilismens guldalder. Forfatteren har samlet gamle postkort og brugt private billedsamlinger. Han tager dig med ud på landet og rundt i byerne, holder hvil på rastepladser og kører på tankstation for at få fyldt op.

I dag er der selvbetjening på tanken, men dengang var det personale, som ordnede påfyldning og service. Der var tid til betjening. Konkurrencen mellem benzinselskaberne var hård, og prisen var ikke det eneste parameter. Nogle reklamerede med tørre saglige facts og lange udredninger om oktantal. Andre brugte populære iøjnefaldende brands.

Esso var især god til den slags. Dråbemanden blev lanceret under besættelsen og blev brugt til information om rationeringer. Han blev skabt af den danske tegner Vilhelm Hansen og vandt senere international udbredelse. I midten af 60’erne gled han lidt i baggrunden og blev afløst af kampagnen “Put en tiger i tanken” om øget energiindhold i benzinen og dermed længere på literen.

Forskellige gæsteskribenter har også leveret bidrag og fortæller om deres oplevelser som barn på bagsædet og senere også bag rattet i deres første bil. Personlige anekdoter fortalt lige ud ad landevejen i en humoristisk tone og ofte med nogle sjove skarpe pointer.

Undervejs er der lidt nørderi, som når forfatteren går i gang med at opremse hvilke køretøjer, han kan spotte på gader og parkeringspladser. Det bliver til adskillige Folkevogne, Ford Taunus’er og Opel Rekord’er.

Bilmessen i Fredercia holdes i Messe C (Dronning Margrethe hallerne) og har en hjemmeside med oplysninger om åbningstider. Billederne i den øverste collage er hentet herfra.

“Dengang vi fik bil” af Flemming Søeborg, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-21087-3. Pris 399,95 kr.

Forf: JM

Tag fleksibiliteten til bords.

De er praktiske, mobile og funktionelle. Indskudsborde er populære igen. Det var de også i 60’erne og 70’erne. Ligesom i dag skulle de dengang helst være i teak eller palisander.

Birgitte har sendt et par billeder af et sæt på tre borde, som hun gerne vil have identificeret.

col-thi-4

Dine borde er fremstillet hos Thisted Trævareindustri. Modellen hedder nr. 54 og kan dateres til ca. 1964. Fabrikken viste dem på Møbelmessen i Fredericia samme år. Kunderne kunne vælge mellem træsorterne eg, teak eller palisander.

thisted-1964-r

Bordene kan sagtens være tegnet nogle år før 1964, og de har med sikkerhed været i produktion hele vejen op gennem 60’erne, idet de igen blev vist i en annonce i et eksportkatalog fra 1970-71.

Kvalitet og forarbejdning ser ud til at være god. Thisted Trævareindustri var også nødt til at gøre sig umage. De var medlem af foreningen Danish Furniture Makers Control, som grundigt testede møblernes holdbarhed og konstruktion.

Referencer: Katalog fra Møbelmessen Danmark, Fredericia 28-31. maj 1964, udgivet af Møbelfabrikant foreningen i Danmark samt Export Directory of Denmark 1970-71, udgivet af Krak.

Forf: JM

Et uofficielt stentøjsstel fra Kronjyden.

Glasuren har markant lighed med Relief fra Kronjyden, men det runde cirkelmønster er anderledes.

Kan det være Jens Quistgaard, som har tegnet det, spørger Christa og Ib. De har sendt billedet af gryden. Saucekanden til højre har jeg selv spottet på et lokalt loppemarked.

kronjyden-coll-b

Steldelene er ofte ustemplede, men hvis der er et stempel, så er det altid det ældre Kronjyden bomærke, der forestiller en gryde på ild med en krone af mursten over. Det gamle mærke er fra tiden, før Richard Nissen overtog virksomheden. Om det har været i brug efter 1959, hvor Relief blev lanceret, er usikkert.

Stellet med det runde cirkelmønster blev produceret som en slags prøveserie. Officielt eksisterer det ikke og har heller ikke noget navn, men det er tegnet af Quistgaard og kan dateres til kort før 1959.

Det fortæller Stig Guldberg, co-kurator på HEART’s store Quistgaard udstilling i 2015-16 og instruktør af dokumentarfilmen om Quistgaard fra 2009. Det navnløse stel er ikke signeret. Det kunne have bragt Quistgaard i konflikt med firmaet Dansk Designs, hvor han samtidig var chefdesigner. Af samme årsag lagde han heller ikke officielt navn til de andre stel fra Kronjyden.

Men indirekte bærer stellene alligevel hans signatur. Kig på de forskellige stempler og mærkater under Relief. Quistgaard beskæftigede sig også med grafisk design!

relief-coll-a

stentoej.dk er der en oversigt over alle delene til Relief. Gryden har ændret form, og grebet på låget er blevet meget mere praktisk. Den navnløse gryde er smuk og meget skulpturel i sit udtryk, men det er lidt svært at holde fast på det tunge låg. Det kan nemt glide ud af hånden.

Måske har det irriteret Quistgaard, som lagde stor vægt på funktionalitet og ofte arbejde med flere prototyper, før han fandt den endelige form. Hans ting skulle være rare at røre ved og nemme at bruge. På Relief gryden kan fingrene meget bedre få fat i håndtaget, der nu er formet som en bøjle.

Læs eller se mere om Quistgaard: 1) “DANSK – Design af Jens Quistggard, HEART 2015, isbn. 978-87-88367-48-5. Pris 175 kr. Fås på heartmus.dk . 2) “Designeren Jens Quistgaard. En gryde til min kone”. Dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABC-Film 2009, isbn. 978-87-7955-770-3.

Forf: JM

Tensor lavspændingslampe.

Konen kunne ikke falde i søvn om aftenen og klagede over skæret fra hans sengelampe. Så tog han en 12 volt pære fra bilen og et målebæger fra køkkenet, satte dem på en stang og forbandt til en transformer som reducerede netspændingen fra 220 volt til 12.

Konen var tilfreds og prototypen til den første Tensor lampe var født. Manden hed Jay Monroe. Med en baggrund som ingeniør udviklede han sin lampe og satte den i produktion i 1959 på en fabrik i Brooklyn. Den simple lampe blev hurtigt en succes.

I begyndelsen blev den markedsført til laboratorier, hospitaler og lægeklinikker. Hurtig kom der flere udgaver og målgruppen blev udvidet til almindelige forbrugere.

col-tensor2

Standard udgaven i starten af 60’erne var model 7200. Den blev især populær som arbejdslampe på kollegieværelser, fordi den var billig og effektiv. Tensor var genial og banebrydende med sit unikke koncept om intenst lys, der tillod skygger, farver og objekter at træde tydeligt frem uden at blænde omgivelserne.

Hastigt steg salget af Tensor. Medvirkende var eksponering i USA’s største årlige varekatalog Hammacher Schlemmer med oplag på flere millioner. Men fabrikken havde svært ved at følge med efterspørgslen, og Jay Monroe var ikke god til management.

I slutningen af 60’erne var Tensor blevet overhalet af andre producenter, der havde kopieret konceptet og engageret kendte designere.

col-lax-pant3

Michael Lax formgav Lytegem Minispotlight for amerikanske Lightolier i 1965, og i 1966 fulgte Louis Poulsen efter med Lamp Petit tegnet af Verner Panton. Begge bygget på teknologien fra Tensor, men ændret med teleskoparme i stedet for flexarm.

Fortællingen om hvordan Tensor blev overhalet af andre producenter, selvom de havde et godt produkt, er sidenhen blevet brugt som case study på mange amerikanske business schools.

Jay Monroe døde som 80-årige i 2007 efter et langt liv som opfinder af lamper, luftrensere, elektriske blyantspidsere og et autopilotsystem til Skylark missiler.

Referencer: NY Times 2. juli 2007, Engineering Ethics Blog 29. april 2013 samt “1000 Lights vol 2, af Charlotte & Peter Fiell, Taschen 2005, isbn. 3-8228-2475-5.

Forf: JM

En gedigen lounge stol.

Ventetiden i lufthavne eller afgangshaller kan være ulidelig lang. Så er det rart med magelige møbler at sætte sig i.

Lonnie har sendt nogle billeder af en lounge stol, som hun gerne vil have identificeret. Måske har den engang stået i et offentligt rum. Den er i hvert fald godt brugt og er et typisk eksempel på en lounge stol.colax

Stolen er tegnet i 1969 af Ditte og Adrian Heath, har modelnummer 186 og er fremstillet hos Cado. Stellet er af støbt aluminium med polstret ryg og sæde.

Man kunne vælge mellem stof eller læder. Man kunne også supplere med armlæn, og modulerne kunne kobles sammen til en sofabænk. Tilhørende borde var en mulighed i form af firkantede eller trekantede plader. Det hele kunne bygges op til fleksible møbellandskaber, der snoede sig uden om søjler eller rundt om hjørner.

På Nettet kan du finde tilsvarende stole, der hævdes lavet af France & Søn i Hillerød. Det er ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

France & Søn blev i 1966 solgt til Poul Cadovius. Med fulgte også rettigheder til at videreføre nogle af møblerne, men da model 186 er fra 1969, må den altså være tegnet til Cado.

Året før – i 1968 – tegnede Ditte og Adrian Heath nogle andre stole til Cado i ask og orgeon pine med stiltræk, der minder temmelig meget om model 186.colbxDe var beregnet til private hjem. Lænestolen øverst til højre hedder model 242, mens udgaven nederst med canvas betræk til brug ved et spisebord hedder model 194. Og nu bliver det så lidt nørdet. For model 194 er mærkværdigvis ofte mærket France & Søn, selvom den er fra efter 1966.

Du kan finde alle stolene i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Her har de garderet sig og anfører både France & Søn samt Cado som producenter. Find din lounge stol ved at skrive heath i feltet “Designer” og 1969 i feltet “Year”.

Ditte Heath var uddannet på Kunstakademiet i København med afgang i 1948. Adrian Heath blev arkitekt fra School of Architecture i London i 1951. I 1950’erne arbejde de for London Councils arkitektkontor, og i 1963 etablerede de sammen tegnestue i Danmark. Udover møbler til Cado og France & Søn tegnede de også til FDB samt snedkermester Søren Horn. Begge har undervist på Arkitektskolen i Århus.

Referencer: Tidsskriftet Mobilia nr. 165, april 1969 og nr. 154-155, maj/juni 1968 samt Den store danske møbelguide af Per H. Hansen 2005. De to billeder til højre i den nederste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com. Det er varenumrene 3846909 og 3669639.

Forf: JM

Specielle vaser fra Fyens Glasværk.

I 1892 blev Adolf Brocks hentet fra Schlesien til Fyens Glasværk som hyttemester. Han var dygtig og erfaren og blev en vigtig forudsætning for, at glasværket omkring 1900 udviklede sig til et af Europas mest innovative. En ny bog fortæller historien om hans eksperimenter.

Få år før Adolf Brock kom til Odense, havde glasværket været nødlidende og præget af strejker, konflikter og dårlig økonomi.  Den nye hyttemester var med til at vende arbejdsklimaet. Når der var en fødseldag at fejre, hejste Brocks en ølflaske op i sin flagstang, så vidste glasmagerne, at han efter arbejdstid bød på øl i sin have.

Nogle af Brocks eksperimenter blev sat i produktion. En af de største succeser var marmoreret glas i forskellige farver. Teknikken går ud på at blande hvidt og farvet opalglas. Produktionen omfattede i 1899 ca 90 varenumre og tages der højde for forskellige farver og størrelser bliver det til omkring 300 varianter.

marmoreret-glas-forside

Ætsede glas med dekorationer tegnet af samtidens anerkendte kunstnere som H. A. Brendekilde, Knud Larsen og Gustav Behr var en anden specialitet. Inspirationen var hentet i den franske Art Nouveau stil. De var af høj kvalitet, men i modsætning til de marmorerede vaser svære at sælge til en konkurrencedygtig pris.

Bogen om specialproduktionerne fra Fyens Glasværk gennemgår alle eksperimenterne. Udover marmoreret og ætsede glas forsøgte man sig også med millefioriglas, aventuringlas og blæret glas.

Fremstillingen er grundig ned i alle detaljer, og derfor ikke en nemt læst bog. Som læser kan det nogle steder undervejs knibe lidt med overblikket.

Kildematerialet er kataloger, prislister, originaltegninger samt receptbøger. Derudover er der foretaget kemiske analyser af råstofindholdet i nogle af vaserne. Ikke en finger kan sættes på redeligheden. Der er tale om et gedigent stykke grundforskning.

“Marmoreret glas fra Fyens Glasværk – og andre specialproduktioner omkring 1900” af Niels Andersen, forlaget Kle-art 2016, isbn. 978-87-92750-22-8. Pris 298 kr.

Forf: JM

Ergonomisk stol fra Sorø Stolefabrik.

Robust armstol fra en lægepraksis i Sorø, hvor den stod i venteværelset. I dag tilhører den Emilie, som gerne vil vide mere om stolens historie, udover at den er lavet på Sorø Stolefabrik.

KLL col1

Lægen i Sorø har valgt nogle sidderigtige møbler til sit venteværelse. Stolen er tegnet af Kai Lyngfeldt Larsen som en del af serien Otium 400.

Det var solide møbler beregnet til offentlig anvendelse, f.eks. i institutioner eller venteværelser, hvor det er vigtigt med møbler, som ældre eller gangbesværede nemt kan sætte sig i og komme op fra igen.

Otium 400 serien fra Sorø Stolefabrik kunne leveres både i eg og som din stol i bøg. Der var forskellige varianter. Nogle med polstrede armlæn og lukkede sider. Møbelstoffet ser ud til at være slidstærkt og kan godt ligne noget fra Hallingdal.

En helt præcis datering er vanskelig, men Otium 400 var i produktion i 1979-80. På det tidspunkt brugte Sorø Stolefabrik det enkle bomærke med to S’er på skrå. I 50’erne og 60’erne var deres mærke anderledes. Dengang indgik Sorø’s byvåben i fabrikkens bomærke.

Sorø Stolefabrik havde en annonce i Møbelfabrikantforeningens årskatalog fra 1979-80. Her kan du til venstre se nogle af Otium 400 varianterne.

KLL col 2

Kai Lyngfeldt Larsen tog afgang fra Kunstakademiet i København i 1946. Forinden var han blevet udlært som murer og konstruktør. I mange år arbejde han på Steen Eiler Rasmussens tegnestue, hvor han var med til at tegne Tingbjerg bebyggelsen i Brønshøj.

På møbelfronten har han tegnet til flere møbelfabrikker. Udover Sorø Stolefabrik også til Søborg Møbler. Især er han kendt for nogle skolemøbler fra midten af 50’erne, der som noget helt nyt tog vare på børnenes ergonomi. Stolen til højre i den nederste collage er fremstillet på Danbork Møbler i Kolding til Rungsted skole.

Referencer: Opslag på Kai Lyngfeldt Larsen i Kunstindeks Danmark. Billedet af skolestolen er hentet fra auktionshuset Lauritz.com.

Forf: JM

Det rejsende teaterselskab.

Ægte eller falsk, værdifuldt eller værdiløst. Svensk TV’s Antikrundan er en klassiker, hvor folk møder eksperter og får vurderet antikviteter og samlerobjekter.

Første sæson kom i 1989. Siden er der blevet sendt ca. 10-12 afsnit hvert år. Optagelserne foregår i august/september, og udsendelserne sendes på SVT i begyndelsen af det efterfølgende år. Desværre kan programmerne ikke streames fra SVT-play til danske IP-adresser. Det skyldes ophavsretlige forhold. Eneste mulighed for at se programmerne er altså, hvis man har et TV abonnement med SVT i kanalpakken.

Men du kan få et kig på forskellige high-lights fra de seneste programmer på Antikrundans hjemmeside. Her findes ca. 100 filmklip med vurderinger fra perioden oktober 2012 til marts 2016.

Et kig ind bag kulisserne kan du også få i bogen Antikrundan fra 2005. Den fortæller anekdoter fra optagelserne og portrætterer eksperterne. De forbereder sig grundigt og opsøger byerne flere uger før for at lave research og opsnuse folk med gode ting og sjove historier.

ar-1x

Nogle indslag rummer underholdning og stor dramatik. Som dengang en kvinde kom med en kasse smykker købt for 138 kr, og en af brocherne blev vurderet til 150.000 kr. Den slags historier handler lige så meget om kvinden som brochen.

Selv kalder man sig det rejsende teaterselskab. Et rullende antikmarked med 20 eksperter og 30 teknikere fra SVT. Publikum er en del af forstillingen. De første kommer kl. 7 om morgenen og nogle gange slutter det hele først efter midnat. Ingen ved i detaljer, hvad der komme til at ske. Der er ingen drejebog. Et spontant samspil mellem eksperterne som skuespillere og publikum med deres ting og historier som aktører.

ar-2x

Programmet har udviklet sig i løbet af årene. Til det ringere, synes nogle. Flere eksperterne har forladt programmet, fordi det efterhånden blev for meget underholdning. Sølveksperten Jan Ribhagen er en af dem. Han har været med fra begyndelsen, men hoppede af i august 2016. Det er blevet for meget show og for lidt fakta, udtalte han til Netavisen Expressen.

Nogle år tidligere forlod også den legendariske legetøjsekspert Peter Pluntky programmet og afleverede i Aftonbladet en bredside mod SVT. Det har udviklet sig til et kendishysteri, er blevet for ustruktureret og med for mange irrelevante indslag.

Bedøm selv. I 2017 er der programstart i januar. Du kan læse på programmets Facebook eller hjemmeside, når de konkrete datoer bliver meldt ud.

“Antikrundan – Värdefulla råd och dyrköpta erfarenheter” af Joachim von Platen og Göran Tull, Wahlströms 2005, isbn. 978-91-32-33240-1.

Bogen Antikrundan findes ikke på noget dansk bibliotek, men den kan sagtens via det nordiske lånesamarbejde skaffes hjem fra Sverige, hvor 15 biblioteker har et eksemplar.

Forf: JM

Tysk keramik efter 1960.

En englænder og en dansker er gået sammen om en ny bog med titlen German Ceramic. Den dækker perioden 1960-1990 og er en hurtig guide for samlere.

“Vær selektiv” lyder et råd i bogens forord, ellers ender du med en gevaldig rodebutik. Der findes utrolig mange stykker, især de store fabrikker masseproducerede i kæmpe oplag. Ruscha, Steuler og Scheurich kørte med de samme forme i flere år, men skiftede i nogle tilfælde glasur hvert år. Konkurrencen var benhård, så fabrikkerne måtte hele tiden udvikle og forny sortimentet.

Bogen er primært en billedbog med flotte illustrationer. Med få undtagelser er det vaserne, som er i fokus.

gruppe-taet

Nogle vaser har hanke. Ikke fordi de skulle bruges som kander til praktisk formål. Hanken var bare tænkt som et dekorativt element og en del af vasens formsprog. Et stiltræk som ofte ses på efterkrigstidens tyske vaser. Kopiering af former og glasurer var udbredt. Forfatterne peger på udbredt gensidig inspiration fabrikkerne imellem, og nogle kunstnere skiftede desuden mellem de forskellige fabrikker.

glasur-taet

De fleste sider i bogen bruges på en alfabetisk præsentation af alle fabrikkerne med korte virksomhedsbiografier, deres mærker og de vigtigste kunstnere. Desværre er det hele lidt for summarisk. Du savner en kobling mellem vaserne på billederne og hvem, der har formgivet dem. Datering får du stort set heller ingen information om.

Gode sider på Nettet til identifikation er fatlava.com og GinFors, som du kan finde links til i en tidligere artikel om fat lava.

Der er naturligvis grænser for, hvor dybt emnet kan behandles på 120 sider. German Ceramic adskiller sig markant fra en anden bog fra 2005 om tysk keramik i 50’erne. Den omfatter 671 sider og er nærmest en afhandling med grundig research. Den egner sig derfor meget bedre som værktøj til at identificere enkelte stykker keramik.

Nogle producenter genbrugte modelnumrene i bunden. Det gør ikke identifikation lettere. Særligt slemt er det med vaser fra Scheurich. Her fortæller forfatterne, at samme nummer er blevet genbrugt op til fire gange. En nyttig oplysning, men ærgerligt at de ikke viser nogle konkrete eksempler.

strehla-x

VEB Strehla er også med i bogen. Ellers er det hovedsagelig vesttyske fabrikker som beskrives. Østtysk keramik var mindre farverig end den vesttyske, men Strehla er en undtagelse. Også her eksperimenterede man med stærke farver. En ret stor del af Strehla’s produktion blev solgt til Skandinavien. Det forklarer måske, hvorfor Strehla vaserne tit ses på danske loppemarkeder og i retrobutikker.

Bogen er en appetitvækker. Og til det formål er den perfekt, mens den er knap så velegnet til dokumentation. Til gengæld har den et andet fortrin. Billederne med de mange gruppeopstillinger kan nemlig inspirere dig til selv at gå igang med at arrangere dine samlinger og eksperimentere med kontraster, farver og former.

“German Ceramic 1960-1990” af Kevin James Graham og Henrik Aarøe, Forlaget Baktus, dec. 2016, isbn. 978-87-999483-0-7. Pris 249 kr.

Forf: JM