Aluminias skønvirke kunstfajance.

“Kan I fortælle, hvad jeg har fat i”, spørger Peter. Han har sendt nogle billeder af en genstand, der ved et hurtigt første kig ligner en vase fra Aluminia.

Under Aluminia mærket ses til venstre tallene 191/263. Hvad tallene betyder, kan man finde ud af ved opslag i Erhard Winge Flensborgs store værk om Aluminia fra 2008. Det er på 735 sider og kan bruges som et samlet katalog over hele Aluminias produktion. I bind 2 er der en lang række tabeller og protokoller. Det er her man skal kigge.

Det første nummer er dekorationen. Det andet nummer er formen. Vasen er altså i virkeligheden en lampefod (263). Modellen er tegnet Af Harald Slott-Møller (S-M) og kunne fås i 6 forskellige dekorationer, hvor 191 er en af disse.

Protokollen fortæller også, at vasen er lanceret i 1903. Dekorationen er meget karakteristisk for Aluminias produktion i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Harald Slott-Møller var kunstnerisk leder i årene 1902-1906.

Stilen kaldes skønvirke. Et typisk stiltræk er de organiske bløde ornamenter, der bølger sig rundt omkring korpus. Inspirationen kommer fra naturen. Det var en tid, hvor kunstnerne vendte sig væk fra masseproduktion. Det håndværksprægede var tidens krav. Derfor er lampefoden også dekoreret i hånden. Signaturen EP er den malerinde, som har dekoreret lampefoden efter Harald Slott-Møllers forlæg. Hvem hun var vides ikke.

Reference: “Aluminia” af Erhard Winge Flensborg, Bind 2, side 567, 621.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Gamle perronskilte.

Engang stred damplokomotiver og motorvogne sig gennem det danske landskab og forbandt små flækker med hinanden, men en massiv bølge af nedlæggelser forandrede det danske landskab i 50’erne og 60’erne.

Mange private jernbaner lukkede, og en stor del af DSB’s sidebaner måtte også lade livet. De små landstationers rolle som lokalt omdrejningspunkt var udspillet. Nu overgik bygningerne til andre formål, ofte til privat beboelse. Noget inventar gik til, andet blev solgt eller pillet ned af nørder og samlere.

Af og til dukker gamle perronskilte op på loppemarkeder og vidner om fordums tidsånd, hvor klasser, påbud og reglementer var penslet ud i detaljer.

Også skilte fra større DSB stationer omsættes. De er sjove som anderledes dekoration i boligen. Modeljernbaneklubber vil også rigtig gerne have fingre i den slags til udsmykning i deres lokaler. Derfor trækker skiltene ofte høje hammerslag på auktioner. De gamle skilte blev oveflødige af teknologiske årsager eller som konsekvens af DSBs designreformer.

Omkring 1934 begyndte DSB at modernisere skiltningen. Efter inspiration fra London Transports chefdesigner Edward Johnston blev gamle perronskilte udskiftet til nye med en tillempet udgave af The Johnston Alphabet. Vægten blev nu lagt på standardisering og klar ensartet fremtoning. Man kan hurtigt spotte et Johnston skilt på det specielle lille g med såkaldte frakoblede sløjfer.

Før blev skiltene fremstillet lokalt af en privat skiltemaler eller måske af en maler på et af DSBs centralværksteder. Hvordan de kom til at se ud var helt op til mesterens evner og smag. Der var ingen regler for typografi, når bare skiltet var læseligt. Ofte var de gamle skilte malet på brædder.

De nye skilte med Johnston alfabetet blev fremstillet af jern eller emalje. Det rationelle ved at standardisere gik ud på, at de serigrafiske fonte nemt kunne skaleres op eller ned.

Nogle tog var bumletog. En uofficiel omtale i folkemunde for et tog, som stopper ved alle stationer. Ofte et godstog med en enkelt personvogn koblet til togstammen. Der var en del rangering undervejs, deraf udtrykket bumle. I gamle køreplaner er den slags markeret med B, som står for blandet tog. Lidt hurtigere var persontogene, selvom de også kunne være en langsom affære.

Skulle det gå stærkt, måtte man benytte et hurtigtog. Betegnelsen dækker over flere forskellige togarter lige fra lyntog, eksprestog til iltog. Et internationalt tog var også et hurtigtog. At rejse med hurtigtog var lidt dyrere og krævede særlig billet.

Moderniseringen omfattede kun skiltenes grafiske udtryk. Ophæng og standere på stationerne frembød stadig et rodet sammensurium af mange forskellige standarder og formater. En portør eller stationsbetjent måtte manuelt skifte skiltene med destination, klokkeslet og togart hver gang et tog havde forladt perronen og et nyt var på vej.

I Fredericia med intensiv toggang havde de travlt. Her foregik det mekanisk. Skiltene var fast monteret i standere, hvorfra de kunne hejses og sænkes med stangtræk. Kun afgangstiderne skulle skiftes manuelt.

Fra 1949 opsatte DSB automatiske togviserskilte på S-banen omkring København. De hang under perrontaget eller var anbragt på en stander. Teksterne var trykt på kraftigt lærredsbånd, som rullede omkring en fjernstyret valse. Tilsvarende systemer blev først 10 år senere taget i brug på DSB’s øvrige stationer.

Johnston Alphabet holdt lige indtil designreformen i 1972, da DSB overgik til Rail Alphabet. Det skete ikke på en dag. Nogle af de gamle skilte blev hængende i adskillige år. Ser man godt efter, kan man faktisk på København H spotte et gammelt skilt fra før 1972 med teksten Brandhane C-studs. Det sidder højt oppe over en granitsøjle i afgangs- og ankomsthallen. Prøv selv at lede efter det, hvis du kommer forbi.

Referencer:  Opslag på “hurtigtog”, “gamle køreplaner” og “togserviceskilte” i Jernbanehistorisk Forum ; Jernbanens bogstaver af Ulrik Tarp Jensen, trykt i Tog i tiden. Årsskrift for Danmarks Jernbanemuseum 2010 ; Perronbillederne er fundet på jernbanekilder.dk ved at søge på perron og skilte ; Skiltet med II og III klasse er fotograferet på Danmarks Jernbanemuseums udstilling i Odense ; Øvrige skilte tilhører eller har tilhørt artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Podcasts om design og loppemarkedsfund.

Med podcasts kan du gratis lytte til fortællinger om alt muligt – også nogle som er interessante for samlere.

Podcasts er programmer i serieform udgivet digitalt som lydfiler. De kan findes på Internettet via PC, men langt det smarteste er at afspille dem på en mobilenhed, fordi man her bruger en speciel player-app til podcasts. Den giver bedre overblik og samler det hele et sted.

Man skal altså bruge en smartphone, hente en app og så er det også en rigtig god ide at supplere med et headset eller en lille kompakt højtaler, hvis lyden skal være ordentlig.

Begynd med at forbinde headset eller højtaler til din smartphone via Bluetooth. Desværre kan det godt drille lidt på nogle Android enheder. Kombinationen B&O og Huawei virker f.eks. ikke altid, men med iPhone virker det perfekt. Den finder og parrer sig automatisk med højtaleren.

Næste skridt er at hente en player. Jeg benytter Acast. På en iPhone er der i forvejen en standard Podcast-app. Den kan sagtens bruges, men Acast er efter min smag mere rafineret og har flere features. Acast findes også til Android.

Når app’en er hentet, kan man søge på en serie af podcasts og vælge at abonnere på dem, så er det let at genfinde dem og følge med, når der kommer nye afsnit.

Her er søgt på RetroRadion. Ved siden af den abonnerer jeg også på DesignPodden og Loppmarknardsarkeologerna.

RetroRadion er ny. Derfor er der endnu ikke så mange afsnit. RetroRadion kommer fra magasinet Scandinavian Retro. Første afsnit på 30 minutter er en samtale med Lennart Ekman, som i 1968 var dekoratør i Ikea. Han fortæller om revolutionen ved indgangen til 70’erne, da bolighuset ved siden af det traditionelle lidt konservative sortiment, begyndte at satse på helt nye møbeltyper og i udstillingerne ophængte kommunistiske plakater med Che Guevara og andre revolutionshelte. Konceptet er enkelt og rent, men aldrig kedeligt, fordi man har en god historie at fortælle.

DesignPodden har ofte biografisk karakter og sætter i hvert afsnit fokus på en designer eller et værksted. Længden varierer mellem 30-60 minutter, men der findes også et mindre format, f.eks. “Kort om Yngve Ekström” på 8 minutter.

Hvert afsnit former sig som en til tider hektisk ping-pong dialog mellem to tilrettelæggere. Der er mange gode historier, og indholdet vinkles interessant, men den underliggende lydkulisse med ragtime musik leveret af Heftone Banjo Orchestra er malplaceret. Undervejs tilsættes forskellige lydeffekter, der tager overhånd og distraherer. Det virker virkelig fjollet og helt unødvendigt at understrege en fortællings pointer ved at slå på en hi-hat eller et trommesæt.

Loppmarknadsarkeologerna bliver lavet af Sveriges Radio og er min favorit. Hvert afsnit har en længde på omtrent 10 minutter. De går bagom loppemarkedsfund og fortæller om folkeliv, forbrugerhistorier og design. Serien har to researchere og i hvert afsnit medvirker forskellige eksperter eller samlere.

En af fortællingerne handler om Bialettis velkendte klassiske 8-kantede espressokande fra 1933. Mussolini ville modernisere italiensk folkekultur og samtidig fremme kaffedrikning. En myte siger, at fascisterne aktivt tilskyndede udbredelsen af Bialetti kanderne og belønnede forbrugere, som anskaffede sig en Bialetti. Men sandheden er, at der i perioden 1933-1940 kun blev solgt 17000 eksemplarer. Først efter krigen tog salget for alvor fart, og kanden blev inventar i næsten alle italienske husholdninger.

Andre fortællinger giver praktiske forbrugerråd. Tekstiler fra 70’erne kan være behandlet med Mitin, Eulan og DDT for at beskytte mod mølangreb. Så hvad gemmer sig egentlig i en gammel retro-plaid fundet på et loppemarked? Er den giftig, og kan man slippe af med kemikalierne?

Referencer: Acast til iPhones kan hentes i App Store eller til Android i Google Play. Find dernæst RetroRadion, DesignPodden og Loppmarknadsarkeologerna via søgefunktionen i Acast. På Nettet kan du også læse mere om RetroRadion ; DesignPodden og Loppmarknadsarkeologerna.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Bog om Quistgaard på vej.

Er du samler af Jens Harald Quistgaards design, kan du måske begynde at glæde dig. Politikens Forlag er på vej med en ny bog om den danske formgiver, som i sin samtid var verdenskendt, men mest udlandet.

Forlaget skriver ganske vist intet om bogen på deres hjemmesiden, men den er annonceret til salg hos Arnold Busck og forventes udgivet den 30. april 2020.

I modsætning til flere andre store danske designere fra efterkrigstiden er det ret begrænset, hvad der indtil nu i Danmark er udgivet om Quistgaards industrielle design.

Et hovedværk er Stig Guldbergs portrætfilm med tilhørende booklet fra 2009. Andre er kataloget fra den store retrospektive Quistgaard udstilling i 2015 på Heart Museum Herning samt kataloget fra udstillingen Form – fra tønder til trend i 2009 på Kulturhistorisk Museums Randers.

Quistgaard var uhyre produktiv. Alene for det amerikanske firma Dansk Designs blev det til mere end 4000 arbejder. Ofte var han innovativ og gik nye veje, og fordi Quistgaard var udpræget håndværksmæssigt orienteret, arbejdede han i tæt dialog med producenterne. Teknikken staved teak udviklede han sammen med producenten Richard Nissens Trævarefabrik i Langå. At stavlime var en revolution. Mindre spild og bedre udnyttelse af træet betød billigere produktion. Før skulle emnerne drejes af hele massive stykker.

De runde brikker beregnet til at stille glas på, så bordet beskyttes mod fugtrande, er et eksempel på Quistgaards staved teak. Overfladen er svagt bikonkav. En genial detalje, som fastholder og stabiliserer glasset på underlaget – nøjagtig som når en underkop sikrer koppen mod at glide.

Quistgaards samarbejde med Dansk Designs ophører i begyndelsen af 80’erne, men allerede i 1971 har Richard Nissen trukket sig, hvorefter produktionen flyttes til Malaysia og Thailand.

Ser man rigtig godt efter, opdager man en lille detaljeforskel på kanterne.  Brikkerne fra Østen er kegleformede, mens dem fra Richard Nissen er buede. Mærkningen er også forskellig. De danske er diskret stemplet på kanterne. De andre er enten brændemærket på den ene side eller påsat en label.

Referencer: Designeren Jens Quistgaard – En gryde til min kone, film og booklet af Stig Guldberg, ABC Film 2009 ;  Dansk – Design af Jens Quistgaard, Heart 2015 (udstillingskatalog) ; Form – fra tønder til trend, Kulturhistorisk Museum Randers 2009 (udstillingskatalog) ; Arnoldbusck.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Opslag i Holmegaard Glasværks prøvesamling.

Holmegaard Glasværks prøvesamling er registreret i en database. Den omfatter næsten 40.000 genstande, men basen er besværlig at søge i og ikke særlig brugervenlig.

Samlingen omfatter udover Holmegaard Glasværk også Kastrup, Fyens og Hellerup Glasværker. Registreringen udføres af Næstved Museum, der er en del af Museum Sydøstdanmark.

Det er ikke muligt at søge på tværs af databasens bagvedliggende tabeller ved at kombinere flere søgeord, der peger ind i mere end én tabel. Derfor er det vanskeligt at afgrænse sin søgning helt præcist. At lede efter en genstand kan godt blive lidt af en udfordring.

Carnaby serien, som blev fremstillet på Fyens Glasværk, er et eksempel. En stor del af seriens genstande er designet af Per Lütken, men også Christer Holmgren har formgivet.

Man kan ikke søge ved at kombinere Carnaby OG Holmgren. Søgning alene på Carnaby giver 85 forekomster i kategorien genstands-beskrivelse. Et smart trick i Windows er at bruge browserens “Find” funktion til at sortere i de 85 Carnaby forekomster.

Bruges Chrome lægger søgeboksen sig øverst i højre hjørne lige under bogmærkelinjen. I Firefox er den nederst til venstre lige over proceslinjen og må ikke forveksles med proceslinjens Windows søgeboks.

Tast ctrl + f og skriv Holmgren i søgeboksen. Nu markeres alle sidens forekomster på Holmgren. Sådan kan man reducere de 85 forekomster til i første omgang 27, men fordi Holmgren i nogle beskrivelser forekommer mere end en gang, er det reelt kun 14 registreringsnumre.

Klikker man dernæst på registreringsnummeret, får man flere detaljer og ofte også et billede. Her er det en gul trompet-vase med nummer NÆM 02204X00009939.

Genstande inddateret efter 28. august 2018 kan ikke søges. Det er en slem mangel, som skyldes at man i efteråret 2018 skiftede til et nyt fælles system til registrering og administration af danske museers samlinger.

Databasen er ikke er udstyret med standardiserede tags eller emneord. Man kan derfor kun søge på ord som forekommer i beskrivelserne, og da ord og betegnelser ikke altid er konsekvente, skal man nogle gange foretage flere søgninger.

De små pressede børnevandglas fra Holmegaard og Fyens Glasværker illustrerer problemet. Nogle findes ved at søge på børnevandglas, andre på børneglas eller barneglas og et enkelt er beskrevet som studsglas.

Projektets leder skriver en meget entusiastisk og personlig blog, hvor man kan følge arbejdet med at registrere prøvesamlingen. Desværre er bloggen ikke opdateret siden oktober 2017.

Referencer: Holmegaard Glasværks Prøvesamling ; Næstved Museumsforening ; Blog om Prøvesamlingen. Børnevandglassene og den hvide Carnaby vase tilhører forfatteren. Katalogarket med Carnaby opstillingen er hentet fra siden Breddals World.

Denne artikel er en revideret og udvidet version af tidligere artikel fra januar 2012.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Cylinda-line i messing.

I 1967 blev Stelton’s funktionalistiske Cylinda-line serie introduceret i rustfrit stål. Forud var der gået 3 års intensivt udviklingsarbejde, som havde kostet blod, sved og tårer.

Det havde været vanskeligt at omsætte Arne Jacobsens skitser til produktion. Formgivningen tog udgangspunkt i billige engelske standard-stålrør. I begyndelse ville man blot klippe rørene til og svejse dem sammen, men det viste sig umuligt uden at efterlade mærker. Helt nye værktøjer og maskiner måtte derfor opfindes fra bunden.

En særlig valseteknik æltede svejsesporene væk. På emner, hvor der skulle boltes, fandt man ud af at dyppe i sæbevand før svejsningen. På den måde undgik man sorte brændemærker.

Cylinda-line var innovativ og unik og adskilte sig fra andre fabrikkers sortimenter. Allerede det første år fik Stelton ID-prisen. Året efter tildeltes The International Design Award og Cylinda-line blev udstillet på Museum of Modern Art.

Det var med til at bane vejen for internationalt gennembrud i England, Frankrig, Japan og USA. På det amerikanske marked fik Heinz Lauffer eneforhandlingen til at markedsføre Cylinda-line i sine butikker under brandet Lauffer.

Cylinda-line kom også i messing. Der florerer mange myter om messing versionen. En af dem går på, at den blev fremstillet eksklusivt til SAS Royal hotel i København og således kun fandtes der.

Cylinda i messing markedsførtes som Brassware-line. Det blev et flop og slog fuldstændig fejl. Værktøj og maskiner kunne ikke håndtere messing, der som materiale har helt andre egenskaber end stål. Mange dele måtte kasseres. De varer, der trods alt nåede ud i butikkerne, måtte hyppigt tages retur, fordi spændinger i materialet medførte revner.

Eksperimentet med messing finder sted i begyndelsen af 80’erne. Ca 20 år efter indvielsen af SAS Royal hotel. Brassware-line findes af den grund ikke i Steltons tidlige kataloger fra 1972 og 1977. Først i kataloget fra 1982 er serien vist.

Delene i messing er sjældne og udbydes ofte til skyhøje priser, men man skal passe på og se sig grundigt for før et køb. Specielt askebægre og isspande er problematiske og kan have bitte-små næsten usynlige revner.

Referencer: “Stelton” af Frank C. Motzkus, Stelton A/S [2010], isbn. 978-87-993807-0-1 samt Det Kgl. Biblioteks småtrykssamling på Nettet. Billederne er affotopgraferet fra Stelton-bogen – undtagen katalogsiderne fra 1982, der findes på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

PH, Panton – og de andre.

Ny bog fortæller 100 historier om dansk lampedesign. PH og Panton fylder meget, men andre formgivere er også med.

Jo Hammerborg er en af de andre. I bogen “Danske lamper – 1920 til nu” af Malene Lytken er Hammerborg kun repræsenteret med to lamper, selvom han var den nok mest produktive danske lampedesigner i 60’erne og 70’erne.

Mange af Hammerborgs lamper fra 60’erne er strengt geometriske med to cylindriske skærmdele. En smal lukket omkring fatningen og en bred omkring pæren. Et stiltræk som går igen i Alfa, Beta, Junior, Corda, Horisont og Lento lamperne samt i Studio, der af kollegerne fra Fog og Mørup blev brugt til espalier ved Jo Hammerborgs bryllup.

Kriterier for valg af bogens 100 lamper har været, om de er ikoniske, har været populære eller er udtryk for et banebrydende design.

Det har også spillet en rolle, om det kunne lade sig gøre at fortælle en historie. Bogen bygger i vid udstrækning på interviews med nulevende designere og producenter eller med deres efterkommere. Desværre viste det sig umuligt at bringe historier om nogle af de ældre lamper. Kilderne var ikke til det. 36 af de 100 fortællinger handler derfor om lamper efter år 2000.

Panton og PH fylder meget med 7 fortællinger hver. PH er umulig at komme udenom. Som en afgørende del af dansk lampedesigns dna skal han naturligvis også med, men så mange andre interessante lamper er fravalgt. Og det er rigtig ærgerligt, fordi PHs og Pantons værker i forvejen er særdeles godt dokumenteret andre steder.

De 100 fortællinger præsenteres kronologisk efter hvornår, lamperne kom i produktion. Nogle af de ældre er relanceret og ofte er det den nye udgaver, som vises. Det er meget sjovere og mere interessant, når forfatteren har valgt at bruge gamle samtidige illustrationer. Nye billeder hentet fra producenternes salgskataloger eller netsteder er lidt for polerede og egentlig også ligegyldige i historisk sammenhæng.

Friis og Moltke’s Lampas serie er et af de designs, som har fået en renæssance og er blevet nylanceret i 2014. Pendlerne er oprindelig tegnet i 1963 til Hotel Tre Ege i Brabrand. Siden blev de hængt op i mange af arkitektparrets andre bygninger.

De første eksemplarer er fremstillet af en lokal blikkenslager kaldet “Blik-Poulsen”. Efterhånden blev sortimentet udvidet og produktionen overgik til Lampas, som forbedrede kvaliteten med en pænere svejsning og lakering, og de blev også gjort kraftigere i godset. På de senere udgaver er der et 4 cm. bånd foroven og forneden på indersiden. Båndene sørger for, at lyset bliver fanget i underkanten og modvirker blænding.

Bogens fortællinger har hver deres kapitel. Som supplement til kapitlerne er der bagerst i bogen 27 sider med uddybende noter. Både kapitler og noter er spækket med informationer og sjove anekdoter.

I sit koncept minder bogen om de 100 danske lamper utrolig meget om 1000 Lights af Charlotte og Peter Fiell fra 2005.

Begge værker er kronologisk opbygget, og begge begynder også med en generel oversigt over kunstlysets historie og lyskildernes udvikling. Men til forskel fra den internationale bogs ultakorte summariske beskrivelser, så griber den danske bog mere i dybden og kommer fremragende og langt bedre ind i sit emne.

“Danske lamper – 1920 til nu” af Malene Lytken, Strandberg Publishing 2019, isbn. 978-87-93604-66-7.

Også udkommet på engelsk: “Danish Lights – 1920 to Now”, by Malene Lytken, Strandberg Publishing, isbn. 978-87-93604-67-4.

Artiklens illustrationer er affotograferet fra bogen, bortset fra farvebilledet af Studio lampen, som er hentet fra modernity.se. De blå Lampas væglamper tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM