Sølvtøjets storhed og fald.

Unge piger samlede engang på sølvtøj. Det var moderne og sådan var normen i 50’erne og 60’erne.

Selvom mange kvinder var kommet ud på arbejdsmarkedet, levede drømmen om engang at blive den perfekte husmoder i bedste velgående. Og hun skulle naturligvis have sit udstyr i orden.

I kampagner under sloganet “Give gaver – Gå til Guldsmed” promoverede guldsmedefaget glæden ved at samle. Det gjaldt om at få påvirket pigerne til at komme i gang med at samle bestik. Jo før, jo bedre. Gerne allerede fra konfirmationsalderen. Men vejen kunne være uendelig lang, for hun skulle helst ende med 12 af hver.

Tidligere var sølvbestik forbeholdt de rige, men med industrialiseringen og øget velstand var sølv ikke længere kun for borgerskabet. Også almindelige befolkningsgrupper, der ikke var specielt velstående, kom med på vognen.

Sølvvarefabrikkerne lancerede i 50’erne og begyndelsen af 60’erne en lang række nye enkle og moderne mønstre. Mange af dem med navne, der enten matchede tidens populære pigenavne eller på anden måde talte ind i de unges verden.

Fortidens mønstre som Frederik d. 8, Frijsenborg, Riberhus eller Valborg kunne ganske vist stadig fås, men det var ikke dem, de unge ville have. De nye moderne mønstre hed f.eks. Conny, Gitte og Patricia eller Ballerina, Cheri og Elegance. Alle smarte navne som tidens unge piger langt bedre kunne identicicere sig med.

Når drømmen en dag var forbi, og pigen sad i saksen som husmoder, meldte hverdagen sig. Nu skulle sølvtøjet plejes og pudses. Og igen stod guldsmedefaget klar med råd og vejledning.

Tidens dameblade var fyldt med anvisninger til at tackle sølvet, men det kunne være en regulær jungle at finde rundt i hvilke metoder og produkter, der var bedst.

Og sådan er det stadig. På Nettet findes adskillige tips lige fra at pudse med tandpasta eller ketchup til mere seriøse tests af detailhandlens mange rense- og pudsemidler. På YouTube udløser en søgning på “pudse sølv” mere end 20.000 hits.

I 2002 kortlagde Miljøstyrelsen udbuddet i en stor analyse. Den giver en god oversigt over cremer, slibemidler, væsker og præparerede klude. Selvom analysen har næsten 20 år på bagen, findes de fleste produkter stadig. Analysen fokuserer på produkternes sundhedsfarlige og indholdsaktive stoffer. Og det er skrappe sager som: Nonylphenolethoxylater, thiourinstof, konserveringsmidler samt i nogle tilfælde også farve- og parfumestoffer. Ingredienser som er uønskede af hensyn til miljøet og kan være allergifremkaldende eller uønskede set fra et sundhedsmæssigt synspunkt.

Opbevarer man sølvtøjet i lufttætte poser beskytter det mod metaloxider, men det mest simple råd er måske at bruge sit sølvtøj ofte. Spiser man med det hver dag, skal det ikke pudses.

Med ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen i 70’erne blev det yt og småborgerligt at dække sit bord med sølvtøj. Moden blev mere rustik. Pigerne holdt op med at samle på 12 af hver. Tæppet blev trukket væk under guldsmedenes fortælling om glæden og stoltheden ved at samle. Pigerne købte ikke længere ind på den identitet.

I dag sælges brugt sølvbestik på loppemarkeder. Dele af pletsølv har absolut ingen værdi. Ægte sølv sælges ofte billigt, fordi efterspørgslen er ringe, mens opkøbere støvsuger markedet for at sende til omsmelting. Vægt tæller mere end æstetik og funktion. Kun de mest eksklusive mønstre fra Hans Hansen eller Georg Jensen har stadig værdi som samleobjekt.

Referencer: dk.newsner.com ; “Rense- og pudsemidler til metal” af Jette Laursen – Kortlægning nr. 12, Miljøstyrelsen 2002 ; Kristeligt Dagblad . Guldsmedereklamen er affotograferet fra Familie-Journalen 1957, nr. 21; Patricia bestikket i 12 dele er fra en auktion på Lauritz.com ; Tegningerne af husmoderen og fagmanden er affotograferet fra Tidsskriftet Danmark 1942, nr. 9.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Rührfix – Tyske husmødres favorit piskeris.

Et håndtag og to piskeris i en beholder. En enkelt og genial konstruktion, som i 50’erne gik sin sejrsgang gennem utallige tyske køkkener.

Opfundet af August Heinzerling, mens han studerede til ingeniør i USA.. Tilbage i Tyskland fik han patent på sin “Rühr- und Schlagvorrichtung” i 1935 og satte den i produktion under varemærket Rührfix.

I begyndelsen foregik produktionen hjemme på køkkenbordet, men allerede i 1937 udvidede han, oprettede maskinfabrikken Heimag i Kassel, fik ansat nogle folk og kunne dagligt fremstille 100 eksemplarer.

Under 2. verdenskrig faldt produktionen, fordi det var svært at skaffe materialer. I oktober 1943 smed engelske fly 569 bomber over Kassel. Heimag fabrikken blev ramt og totalt ødelagt.

Efter krigen begyndte Heinzerling forfra i en gammel nedlagt svinestald, som hørte til et kloster i Altmorchen lidt syd for Kassel. Da han i 1945 skulle på messe i Leipzig, trak han alle sine varer i en klapvogn og spadserede hele vejen. Det er en strækning på 255 km. I 1949 fik han bygget en ny fabrik, og i 1959 lå produktionen af Rührfix på 1000 eksemplarer om dagen.

De tidlige udgaver fra før og lige efter krigen har beholder af presset glas og låg af rødbrun bakelit. Sidst i 50”erne bliver beholderen lavet af plastik, og i 60’erne ryger også bakelitten til fordel for plastik.

Rührfix er lidt af en multimaskine. Af med håndtaget og piskerisene, så har du en citruspresser. I æsken med Rührfix fulgte et lille opskriftshæfte med anvisninger på at lave æggesnaps, æggesne og forskellige saucer.

Konkurrencen fra elektriske håndmixere i 60’erne var en stor udfordring, men mange trofaste husmødre holdt alligevel fast i det gammeldags håndpiskede flødeskum. Først i 1985 stoppede Heimag med at lave Rührfix. Da havde man siden 1937 fremstillet næsten 8 millioner.

Referencer: “Der Rührfix von Mutter und Oma geliebt” af Jürgen Nolte i “Raus aus den Trümmern, rein ins Leben – Geschichten vom Aufbruch und Neubeginn Kassel und die Region nach 1945”, Wartberg Verlag 2005 samt morschen-kloster-haydau.de ,

Konstruktionstegningen og reklamen i den øverste collage er hentet fra haydau.de. De øvrige billeder er forfatterens egne.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Ny bog om Eilif Møller – Mit dekorative univers.

En dramatisk brand lagde en sen aften i december 1920 et af tidens mest spetakulære keramiske eventyr i ruiner.

Værkstedet Møller og Bøgely’s kunstkeramiske fabrik havde i 1917 lejet sig ind i den tidligere Skotterup Lervarefabrik i Snekkersten. Møller og Bøgely fremstillede unika kunstkeramik i skønvirke stil.

Foto: Per Valentin

Et af skønvirkestilens førende navne var Thorvald Bindesbøll. Møller og Bøgelys produktion er stærkt inspireret af netop ham og af den engelske Arts and Craft movement. Dekorative linjer inspireret af naturens organiske former stiliseret til udtryksfulde svungne ornamenter.

Peter Aagaard er efterkommer til Eilif Møller og keramiksamler. Han har nu udgivet en biografi om sin slægtning. En stor del af bogen handler om keramikken fra Møller og Bøgely. Eksperter har gennem mange år uden held forsøgt at tyde værkstedets forskellige mærker og tegn. Bogen om Eilif Møller knækker nogle af koderne. Til det har forfatteren brugt brevkorrespondancer og fotos med navne noteret på bagsiden.

Foto: Per Valentin

Hver dekorerende kunstner havde sig egen signatur. Desuden er der et modeltal samt et bogstav, som markerer hvilket antal, der skulles produceres. Eilif Møller og Hjalmar Nielsen stod for design af modeller. MB mærket kan være forskelligt udformet. På den måde aflæses om modellen er tegnet af Eilif Møller eller Hjalmar Nielsen. Små variationer afslører sjældne undtagelser, f.eks hvis en dekorerende kunstner også havde tegnet modellen.

Systemet er ret nørdet med adskillige detaljer, men bogen om Eilif Møller hjælper samlerne rigtig godt på vej. Der sættes navne bag de fleste signaturer. En del kunstnere fra andre værksteder har i kort tid været forbi Møller og Bøgely. Det gælder Bernt Friberg, Martin Mortensen og Søren Kongstrand.

Foto: Per Valentin

For at opnå den karakteristiske skønvirke dekoration brugte Møller og Bøgely begitning. Det går ud på efter lerets første brænding at forsyne genstanden med et ekstra lag tyndt ler ofte med forskellige farver. Hvis man derefter skærer i begitningen kaldes det sgraffito. Begge teknikker er karakteristiske for Møller og Bøgely.

Bogen handler også om andre sider af Eilif Møllers kunstneriske virke som billedhugger, stukatør og dekorationsmaler.

Foto: Per Valentin

Billedmaterialet er unikt og vanvittig flot fotograferet og gengivet. Desværre er der undervejs nogle ærgerlige fejl, som vidner om, at det er gået lige lovlig stærkt med at læse korrektur.

Manden bag signaturen SK hedder Søren Kongstrand – ikke Kongstad. Kunstneren Jens Pedersen var Kongstrands nevø – ikke hans søn. Der er også sjusket med noterne til bibliografien bag i bogen.

Et irritationsmoment er sidetallene, som er trykt med sart lysegrå farve. Det har været et bevidst designvalg for ikke at stjæle fokus fra billederne. Til gengæld bliver sidetallene svære at tyde på hvid baggrund. Du skal bruge lup for at se hvilken side, du er på.

Men bogen er bestemt anbefalesværdig. Et fremragende eksempel på hvor godt det kan falde ud, når en privat samler bedriver solid grundforskning. Den slags er ikke kun for eksperter eller museumsfolk.

Efter den ulykkelige brand i december 1920 kastede Eilif Møller sig over andre udfordringer, men opgav dog ikke helt keramikken. Han fortsatte en kort overgang med keramik i München og i Wien, inden han vendte tilbage til Danmark.

Reference: “Eilif Møller – Mit dekorative univers. Skønvirke Danmark 1900-30” af Peter Aagaard, Findahls Forlag 2021, isbn. 978-87-972352-0-1.

Bogens illustrationer er af fotograf Per Valentin. I denne artikel er de affotograferet fra bogen eller er hentet fra forlagets hjemmeside, hvorfra man kan købe bogen.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Lamper til havs.

En serie lamper fra danske Lyfa blev udviklet sammen med svenske Carl Fagerlund og Orrefors Glasbruk.

Lamperne var i Lyfas sortiment fra slutningen af 60’erne og et godt stykke ind i 70’erne. For at forstå hvordan samarbejdet med Orrefors begyndte, skal man en tur på havet.

Hos DFDS blev arkitekt Kay Kørbing hyret til at stå for indretning af rederiets nybygninger. Han fik ansvaret for hele adapteringen. Lige fra saloner og kahytter til paneler, møbler og belysning.

Det første projekt var færgen Prinsesse Margrethe fra 1956. Kay Kørbing tegnede alle armaturer. Nogle havde cylindriske reflektorer af krystalglas specialfremstillet i Sverige hos Orrefors, hvor Carl Fagerlund siden 1946 havde arbejdet som belysningsarkitekt.

Kay Kørbing fortsatte i mange år som chefdesigner hos DFDS. Det samme gjorde samarbejdet med Orrefors. Hver gang var det med Lyfa som lampeproducent.

Færgen England blev søsat i 1964. Den havde 4500 lamper og et elektricitetsforbrug svarende til en by med 20.000 indbyggere. Kørbings loftsarmaturer var af en helt ny type, som senere blev genbrugt på færgerne Winston Churchill, Kong Olav V samt en ny Prinsesse Margrethe fra 1968., som skulle afløse den forrige fra 1956, der allerede efter kun 12 år var blevet for lille.

Nogle armaturer til indbygning i lofterne var monteret delvist nedhængt. Ud over at lyse ned på møbler kastes lyset også opad, sådan at lofterne virker lettere.

Et nærmere kig viser, hvordan konstruktionen understøtter funktionen. Inderst en reflektor af messing. Dernæst endnu en reflektor af krystalglas. Det er den, som leder lyset opad. Passage sker via mellemrummet til den yderste skærm.

Lampens vægt er 2,5 kg. Bærestykker af massiv messing og reflektor af kraftig krystal. Alt er robust, fordi lampen skal kunne modstå vibrationer og rystelser, når færgen svejer.

Det viste eksemplar har aldrig været på havet, men er fundet og købt hos en installatør, der en dag efter knap 40 år tog sig sammen og fik ryddet op på sit lager i kælderen.

Selvom lampen er tegnet til DFDS, har den en kort overgang også været til salg for landkrabber. Lyfa viser den i kataloget fra 1972. I Danmark også i sortlakeret version, men til det tyske marked fandtes den kun med skærm af matpoleret messing.

Lampen fra installatørens kælder er siden blevet ændret fra oprindelig indbygning i loft til nu at kunne hænge frit i ledning akurat som en almindelig pendel.

Lyfa lancerede også en pendelversion med langt fatningshus. Den kom aldrig ombord på DFDS skibene, men var kun beregnet til civilt salg.

Referencer: “Danish ShipDesign 1936-1991” af Bruce Peter, Ferry Publications 2004 ; Mobilia 1964 no 109 ; Mobilia 1957 no 27 ; Lyfa katalog 1972 no 55 (til det tyske marked) ; Museet for Søfarts Billedarkiv ; runeberg.org ; etsy.com ; Lampen fra installatørens kælder tilhører i dag artiklens forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Lokomotivet som aldrig har eksisteret.

Det kan ikke køre, og det har aldrig eksisteret. Til gengæld er det et charmerende stykke hjemmelavet trækunst på grænsen mellem model og legetøj.

Lokomotivet er fundet på et loppemarked, og når man vender det om, afslører det lidt af sin historie.

Drengen, der fik lokomotivet, hed Steen Aggerbeck. Giveren var hans morfar, som skar det ud i løvtræ og sirligt skrev med blyant på bunden, at lokomotivet var til minde om drengens oldefar N. P. Munkeboe.

Leg har altid og i alle kulturer været et vigtigt element i børns tilværelse. Legetøj repræsenterer de voksnes verden i miniature udgave. Men legetøj var kostbart, og nogle generationer tilbage gav det mening selv at fremstille det, hvis man var fiks på fingrene.

Steens oldefar har måske været lokomotivfører eller fyrbøder. Steens morfar – altså kunstneren som skar den lille model – har derimod næppe været jernbanekyndig. Ellers havde lokomotivet nok set anderledes ud. Præcision og omhu for selv de mindste detaljer var førhen afgørende DNA overalt hos DSB, og Steens model er ved nærmere eftersyn helt forkert.

Litra hos DSB er betegnelsen for forskellige typer af materiel. Damplokomotiverne havde litra med et eller to bogstaver. Virkelighedens lokomotiv med litra Pr havde hjulstilling 2 C 1, som betyder, at der var 2 forløbere, 3 drivhjul og 1 efterløber. Steens model mangler efterløberen og har derfor hjulstilling 2 C 0. Tenderen til kul efter lokomotivet er heller ikke rigtig. Også den mangler et sæt hjul.

På toppen af kedlen lige bag skorstenen har modellen en såkaldt dom. Forbilledet havde to. En damptørredom og en regulatordom.

DSB’s litra Pr er en slags hybrid. Under krigen og i årene efter manglede der kraftige lokomotiver til at fremføre tog på strækninger med let overbygning. Til gengæld havde man 33 eksemplarer af det hurtige eksprestogslokomotiv litra P, som på grund af store drivhjul og et højt akseltryk ikke var velegnet alle steder.

I alt 7 litra P blev derfor på Centralværkstedet i København i perioden 1943 – 1954 ombygget til Pr med mindre drivhjul og lavere akseltryk. Numrene fra P maskinerne blev genbrugt, f.eks. blev P 930 efter ombygningen til Pr 930.

Steens morfar skar modellen af litra Pr ud fra fri hukommelse. Måske har han haft svært ved at huske tal. For litra P 903 blev faktisk aldrig bygget om. Pr 903 har således aldrig eksisteret. Men en detalje lykkedes det morfaren at få gengivet helt korrekt. Det er lygterne. På modellen sidder de centreret i midten både på lokomotivet og på tenderen.

På de rigtige lokomotiver blev den nederste lygte på lokomotivet og lygten på tenderen i 1946 flyttet ud til siden. Modellen må altså være fra før 1946 og et af de lokomotiver, der er ombygget før dette år. Nærliggende er det at tro, at modellen forestiller Pr 930. Morfaren kan jo nemt have byttet om på tallene 0 og 3.

Hvis vi antager, at drengen Steen har været omkring 10 år i 1946, så vil han i dag være en ældre herre på 84. Om Steen og hans morfar kan vi også gætte på, at de kan have haft tilknytning til Fyn eller Fredericia.

DSB har nemlig registreret alt om alting. Af optegnelserne fremgår det, at Pr 930 rullede ud fra Centralværkstedet i København i april 1944. I 1945-1946 var den stationeret i Maskindepot Nyborg, hvor den især kørte ekspres- il- og persontog mellem Nyborg og Fredericia.

Referencer: “DSB litra P og Pr – fra Atlantic til Pacific” af Steffen Dresler, Forlaget TpT 2011 ; Det sort-hvide billede forestiller DSB litra Pr 930 og er hentet fra jernbanen.dk ; Billederne af Steens model er fotograteret af denne artikels forfatter.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Nagel – og de andre tyske modulstager.

Hver for sig gør de ikke meget væsen af sig, men når du bygger flere elementer sammen, får du en skulptur med molekylær struktur.

Det er ligesom med Legoklodserne. Jo flere du har, jo sjovere bliver det.

De tyske modulstager fra 60’erne og 70’erne blev lanceret i en tid med stærkt fokus på satelitter, rumfart og månelanding. Modulerne var hotte på den spaceagtige måde.

Stagerne har fået en revival. På loppemarkeder sås de for nogle år siden til omkring 100 kroner stykket. I dag sælges de for mere end det dobbelte. Og som det også er sket med mange andre gamle designikoner, er en af udgaverne nu sat i nyproduktion.

Googler du på Nettet, er der stor forvirring om producenter og varianter. Kun stagerne fra Quist er stemplet.

De øvrige kan i sjældne tilfælde have en sticker, men kan du finde stager med originale æsker, er det nemt at få styr på de forskellige.

• Quist lancerede flere. De hedder alle noget med Vario eller Variomaster. Den brutalis inspirerede model med overflade nærmest som en drypstenssøjle er den mest almindelige.
• BMF – Bayerische Metallwarenfabrik – kaldte sine modeller Combi Leuchter. Den mindste desuden med tilnavnet Orion.
• Vogel Flug er navnet på stagerne fra Hammonia-Motard.
• Nagel‘s grundmodel hedder S-22. Den findes i forskellige farver. Forkromet er den mest almindelige.

Mange steder blandes det hele sammen i en pærevælling som f.eks på siden solebich.de. Model S-22 fra Nagel har intet at gøre hverken med Quist eller BMF. Og der var flere Nagel brødre, men det var Hans Nagel, der stod for lysestagerne, ikke Fritz.

Ofte støder man på navnet Caesar Stoffi som formgiveren. En Google søgning giver 70.400 resultater på det navn.

Firmaet Stoff Copenhagen har lanceret den nye udgave af Nagel stagen og har overtaget arkivet efter den tyske virksomhed. De fortæller, at Nagel stagen udspringer af et samarbejde mellem Hans Nagel og kunstneren Werner Stoff.

At Hans Nagel var involveret viser et opslag i Direktoratet for Patent- og Varemærkevæsenets arkiv. I 1966 søgte Hans Nagel om patent. Til sagen er vedlagt flere tegninger. Også af varianter der aldrig blev realiseret.

Men hvem er så denne Caesar Stoffi med de 70.400 resultater i Google? Han er aldeles fiktiv og har aldrig eksisteret.

Det gør til gengæld Werner Stoff’s design virksomhed i Köln. Den ligger i gaden Cäsar Strasse. En eller anden har på et tidspunkt taget fejl og byttet rundt på gade- og fornavn, hvorefter forkerte data ukritisk er kopieret og spredt overalt. Selv anerkendte danske og udenlandske auktionshuse har gennem tidens løb akkrediteret Nagel stagerne til Caesar Stoffi.

Hans Nagel søgte i 1966 patent i de fleste europæiske lande. I USA sker det dog først så sent som 1970, men det er de samme tegninger, som er vedlagt alle steder. Også skitserne til dem der aldrig blev realiseret.

Virksomheden blev ved med at produktudvikle. I 1972 og 1973 søger Hans Nagel patent på elektriske udgaver. Igen er der flere varianter, men kun en bliver sat i produktion. Den er i dag ekstrem sjælden.

Trods patenterne i Europa og USA kunne Quist, BMF og Hammonia-Motard markedsføre deres modul stager helt uden problemer med ophavsret.

Nagels stager er splejset sammen mellem ben og mellemstykker. De andre er støbt i ét stykke. Stagerne fra BMF er de eneste, som er fremstillet i poleret ædelstål. Nagel, Quist og Hammonia-Motard er lavet af trykstøbt zink, der bagefter er forkromet, forniklet, forgyldt eller belagt med kobber.

Forskellene ligger i design og konstruktion. Kun det overordnede modul princip er identisk.

Går du på jagt efter brugte eksemplarer, så vær opmærksom på slitage. De polerede stager i ædelstål fra BMF har ingen belægning, som kan skalle af. Nagel stagerne er lidt mere skrøbelige sammenlignet med de andre, fordi de er splejset. Har en ældre stage været udsat for hårdhændet behandling, eller er blevet pudset med Brasso, mørner samlingerne, og stagen brækker i stykker.

Referencer: stoff.dk ; teenagewasteland.de ; United States Patent and Trademark Office ; Espacenet sagsnumre: US3695458A ; DK112582B (vælg drawings) ; DK112582B (vælg original document) ; DE7216153U ; DE7304563U ;

Billeder: Er hentet fra etsy.com ; designundklassiker.de ; catawiki.com ; chairish.com ; solebich.de ; johnny-tapete.de ; picclick.fr ; Øvrige billeder tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Keramik fra Horsens og omegn.

Nyt bogværk sætter lup på keramik og lertøj fra Horsens gennem 130 år fra fortidens små kolde værksteder til nutidens eksperimenter med produktion af 3D printet keramik.

Vilkår og arbejdsforhold kunne førhen være barske. Lerstøv, glasurdampe og temperatursving mellem ekstrem kulde og ovnens stærke varme satte sig på helbredet. Mange keramikere kom til at døje med gigt. Arbejdsugen var 7 dage og sommerferie ukendt. Økonomien kunne også være kummerlig. På Annashåb havde de i 20’erne en stor hund. Den måtte aflives, fordi der ikke var råd til mad.

Nogle pottemagere havde butik ved siden af værkstedet. Andre solgte på markeder, havde aftaler med en grossist eller måske en omrejsende såkaldt pottekører.

Annashåb og Robert Dissing havde fast kontrakt med Statsfængslet i Horsens om levering af natpotter. Det fortælles, at når fangerne var sure, blev de tunge fyldte potter smidt i hovedet på fængselsbetjentene.

Du kan bruge bogen som indføring i pottemagerfagets udvikling eller som opslagsværk. Den er fremragende til begge formål. Efter hver biografi er der en faktaboks med historik og eksempler på mærker. Perfekt til samlere og antik- eller retrohandlere.

Undervejs er der mange sjove anekdoter. Bogen er godt skrevet og velstruktureret. Nem at læse uden på nogen måde at blive banal.

Researcharbejdet har været omfattende. De to forfattere har brugt lokale arkiver og avisartikler. Interviews både med nulevende keramikere og med efterkommere til afdøde har også været inddraget. Mundtlige kilder er altid godt, især når det så fornemt lykkes at komme ind under huden på de mange personligheder.

En af dem var Erik Graeser, som også var billedehugger og desuden stærkt optaget af miljø og natur. Ved siden af traditionel brugskeramik lavede han ting, der afspejlede hans interesse for naturen. Nogle gange helt ned i det nære. Sprøjtegift på markerne truer sangfuglenes levesteder. Erik Graeser konstruerede små huse i stentøj, som folk kunne sætte op i haverne for på den måde at hjælpe fuglene.

Erik Graeser var elev af billedehuggeren Luckow-Nielsen og tog afgang fra Kunstakademiet i København, men Foreningen Dansk Kunsthaandværk ville ikke optage ham som medlem. Hans signatur er E G. Han kunne også finde på at mærke sin keramik med et sæt fødder. Et fodspark som protest mod foreningen, der nægtede ham optagelse.

Har du nogensinde spist på Noma, Geranium eller måske Törst i Brooklyn, så bliver der serveret i skåle og på tallerkener fra Horsens. Værkstedet K. H. Würtz fremstiller sublim keramik, som hitter verden over på New Nordic gourmet restauranter. Værkstedet eksperimenterer også med 3D printet keramik.

En anden Horsens keramiker har ligeledes specialiseret sig i 3D teknologi. Det er Anna Andersen. Du skal faktisk selv have set det for helt at forstå, hvordan det virker. Eller som bogens forfattere skriver: “De gamle pottemagere ville ikke have troet på det”.

Reference: “Liv med ler” af Ole Møller Andersen og Flemming Ahlgreen, [Eget Forlag] 2020, isbn. 978-87-972434-0-4. Bogen forhandles bl.a af Industrimuseet i Horsens ; Horsens Museum og via bogens Facebook.

Anvendte billeder er hentet fra bogens Facebook eller er affotograferet fra bogen, bortset fra billedet af Würtz tallerkenen, som kommer fra værkstedets hjemmeside, samt billedet af laptoppen med Tinkercad, som kommer fra Anna Andersens hjemmeside. De hvide lysestager tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller