Genial designer satte Danmark på verdenskortet.

I mange hjem findes der noget design skabt af Jens Harald Quistgaard. Enten købt på et loppemarked eller måske som arv fra bedsteforældre.

Det siges, at Quistgaards produktion omfatter ca 4000 designs. Her er et udvalg af mine egne ting. Og så har jeg endda ikke fået det hele med på billedet.

Jens Harald Quistgaard får sit gennembrud i begyndelsen af 50’erne og kommer hurtigt til at sætte dansk design på verdenskortet. Alligevel var det ikke alle i den hjemlige andedam, som anerkendte hans kvaliteter.

Før jul kom en bog om Quistgaard. Dens mål er at skabe overblik over hans liv og produktion. Samtidig fortælles historien om, hvorfor Quistgaard internationalt blev så stort et navn. Bogen er intet mindre end fremragende. Et must-have for samlere og handlere eller bare for folk, som interesserer sig for dansk designhistorie.

Noget af det, der imponerer mest, er bogens karakter af værkfortegnelse. Næppe 100 % komplet, men tæt på. Der vises rigtig mange genstande. Her er kapitler om trævarer, peberkværne, gryder, lysestager, stentøj, glas, møbler og bestik. Hvor det er muligt, redegør forfatteren for, hvordan tingene er stemplet samt hvor og hvornår de er produceret.

Top of the table var den fælles betegnelse som Dansk Designs brugte i sin tidlige markedsføring. Der er en klar visuel sammenhæng i Quistgaards formgivning, og tanken var, at de forskellige serier kunne anvendes sammen, sådan som Andy Warhol har illustreret det i sin tegning, hvor der er dækket op med Flamestone, Festilval, Fjord, Kobenstyle og Staved Teak.

De første reklamer var små beskedne rubrikker i sort/hvid. Mod slutningen af 50’erne skiftede Dansk Designs bureau og strategi.

Bert Stern, en anerkendt modefotograf, blev hyret til de første egentlige kampagner. Nu i farver og med øget fokus på produkteternes form. Med referencer til awards eller optag i anerkendte museers kollektioner promoveredes produkterne som god smag og stilsikre valg.

Dansk Designs skifter reklamebureau nogle gange i de næste år. En rød tråd i brandingen er leg med sprog og humor. Altid med skarpt fokus på kultur, æstetik, kvalitet og solidt håndværk.

Forfatteren er cand mag i visuel kultur. Det skinner igennem i kapitlet om branding, som tilføjer fortællingen om Quistgaard en interessant vinkel.

Bogen bygger blandt andet på arkivmateriale og interviews og har et sikkert greb om sit emne. Mange partnere takkes for faktatjek, eller fordi de har stillet deres private samlinger til rådighed for fotografering. Illustrationerne er mange og flotte. Det er nemt at orientere sig og hoppe rundt i bogen. Den er veldisponeret og kan også fungere som opslagsværk.

Eneste lille minus er fraværet af en litteraturliste. Enkelte steder undervejs er der hints til, hvor oplysninger og data er hentet fra, men egentlige noter gives ikke. Artiklen “Brugskunst på afveje” er et eksempel. Den citeres i bogen og er central for forståelsen af de to lejre, som i 50’erne og 60’erne strides om dansk formgivning.

Kender læseren ikke lige den artikel, skal han selv på Nettet eller i en biblioteksbase for at finde ud af, at den er publiceret i tidsskriftet Arkitekten fra januar 1962. Noter og henvisninger til litteratur er altid en god service.

Designstriden var et clash mellem elever af Kaare Klint skolen og designere som Finn Juhl, Bjørn Wiinblad og Jens Harald Quistgaard.

I artiklen “Brugskunst på afveje” gør Arne Karlsen og Børge Mogensen sig til smagsdommere og prædiker den rette lære indenfor god formgivning: At tage afsæt i et stringent funktionalistisk formsprog. Helst kun ved brug af lokale materialer. Quistggard var mere frisat. For ham var form lige så vigtig som funktion.

Det var en ond fight med Arne Karlsen og Børge Mogensen som den aggresive angribende part. Striden er omtalt adskillige andre steder i værker om dansk møbelkunst. I et kapitel på 13 sider fortæller også Quistgaard bogen om striden. Det er vist første gang, emnet beskrives overskueligt og klart uden på nogen måde at blive banalt.

Reference: “Jens Harald Quistgaard – En dansk designer” af Emilie Rygaard Rasch, Politikens Forlag 2020, isbn 978-87-400-4186-6.

Artiklens illustrationer er fra bogen, borset fra genstandene på det første billede, som tilhører denne artikels forfatter. Opslaget på artiklen “Brugskunst på afveje” er hentet fra bibliotek.dk.

Supplerende litteratur om Quistgaard er omtalt i en tidligere artikel fra januar 2020.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Historien om Holmegaard.

Mine egne sildeskåle. De hedder Palet og kommer frem hvert år til jul. Ved siden af skålene står Michael Bang, manden der tegnede dem.

Det vil være forkert at sige, at han skabte dem alene. Samarbejdet med glasmageren var det helt centrale for Michael Bang. Både kunstner og håndværker gav sig lidt og skubbede hele tiden til hinandens grænser i gensidig respekt. “Det her kunne vi aldrig have gjort hver for sig”, sagde en glasmager engang til Michael Bang. Finere kompliment kunne han ikke få.

Som et af de første projekter hos Holmegaard tegnede Michael Bang Palet i 1968. Sortimentet omfatter mere end 100 dele. Alle blæst som overfangsglas og i forskellige farver, men Michael Bang beskæftigede sig også med andet end kunstglas.

Er du vild med julesild, laver du måske dine marinader selv. Lidt nemmere er det at købe dem færdige, og så kan det være, at sildene kommer i glas tegnet af Michael Bang. Fiskeindustrien efterlyste i 70’erne nogle mere spændende emballager. Det blev til de såkaldte Lanterne glas, som stadig er i brug, omend i en let modificeret version.

Året før Palet serien blev lanceret, var Michael Bang begyndt på afdelingen i Odense, det tidligere Fyns Glasværk. Her var han med til at skabe et omfattende katalog af lamper blæst af opalglas. Uden Michael Bang ville afdelingen i Odense være lukket 20 år, før den ellers gjorde, skrev den tidligere fabrikschef i en nekrolog efter Michael Bangs død i 2013.

Du kan møde Michael Bang i “Historien om Holmegaard”, der udkom tidligere i år. For første gang nogensinde fortælles den samlede historie om Holmegaard Glasværk. Sådan præsenteres bogen i hvert fald i forordet. Lige lovlig kækt. Der findes nemlig flere andre samlede fremstillinger, men tages Glasværkets sidste år før konkursen og den tragiske lukning i 2008 med under betegnelsen “samlede”, er det da rigtigt. De tidligere historier om Holmegaard udkom i 1950 og 1975.

Kapitlerne veksler mellem forskellige spor med fortællinger om kunstnerne, glasværket som arbejdsplads og vilkårene for arbejdet som glasmager.

Bogen er rig på sjove anedokter og interessante historier. Forvent ikke komplette oversigter over Holmegaards kæmpestore sortiment. Til det formål må man ty til gamle kataloger eller andre glasbøger, som har et mere udpræget genstandsfokus.

Desværre lider bogen af en kedelig begrænsning. Alt for få kunstnere er med. Det er kun de allermest ikoniske. Ud over Michael Bang er det hans far Jacob Bang, Torben Jørgensen samt selvfølgelig Per Lütken. Andre interessante kunstnere som Sidse Werner eller Christer Holmgren nævnes kun sporadisk i forbifarten.

Bogen er velkomponeret. Fortællingerne er spændende og sproget flyder fornemt. Man føler sig godt underholdt. Intentionen har givetvis være at sigte på en bred målgruppe. Derved adskiller bogen sig i forhold til andre glasbøger fra de senere år med en mere forskningsbaseret optik. For eksempel de to værker fra Kle-art om danske lommelærker samt marmoreret glas fra Fyns Glasværk. Begge med et udpræget akademisk tilsnit.

Jeg savner en mere uddybende referenceliste end de få titler, der opregnes bagerst i bogens litteraturliste. Glasnørder vil sikkert også rigtig gerne kunne kigge bagom fortællingerne og se kildehenvisninger.

Nogle billeder er forfærdelige. Fotografen er gået total amok i kulører. Emnerne er opstillet på farvet beton foran en kulørt bagvæg. Sikkert tænkt som et raffineret samspil, men det bliver til pop uden mening, fordi baggrunden forstyrrer og stjæler fokus fra glassene.

Ovenikøbet er nogle billedtekster trykt i matchende sarte pastelfarver. Næsten umulige at læse uden kontrast. Endnu værre bliver det, fordi teksternes punktstørrelse er stærkt reduceret.

De historiske billeder af glasmagerne på arbejde og det lille samfund omkring værket er derimod rigtig godt valgt. De er unikke og understøtter fortællingerne fremragende.

Reference: “Historien om Holmegaard – et glasværk med ånd” af Lene Steinbeck, Grønningen 1 2020, isbn. 978-87-93825-34-5. Artiklens illustrationer er hentet fra bogen, bortset fra billedet af Palet sildeskålene, som tilhører denne artikels forfatter. Irmas kryddersild er fundet på testuniverset.dk.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

En lys ide.

Værsgo at skylle. I fagsprog kaldes anordningen en fontæne. Her vist i en ældre og godt brugt udgave.

Fra dengang det var en pine at gå til tandlæge, og børn på landet fik et gebis til konfirmation. Ikke som gave, men som en praktisk foranstaltning, for så var de dårlige tænder jo klaret, før barnet flyttede hjemmefra.

Auktionshuset Lauritz.com havde en fontæne, men det er 14 år siden. Kun sjældent dukker de op på auktioner eller loppemarkeder. Er der tandlæger i familien, kan man måske være heldig at gafle nogle stykker. Min gode ven arvede fra sin fars klinik en fontæne, og hun er rigtig dygtig til at tænke kreativt.

Ideen er snublende enkel. Grib fontænen, vend den om, montér et fatningshus, træk en ledning og skru en pære i. Resultatet blev en smuk unik lampe i kraftig opalglas.

Lægger man øret helt tæt til lampen, og er der ganske stille i stuen, kan den fortælle drabelige historier om patienter, som efter grufulde pinsler i stolen endelig blev færdige og til sidst fik lov at skylle.

At give kasserede objekter et nyt liv og en ny funktion kaldes upcycling. Googler man lidt smart, finder man guldgrupper til inspiration. Men ofte må man først en tur forbi et loppemarked eller den lokale marskandiser for at finde de helt rigtige ting, før projektet kan realiseres.

Boxkameraet er et nemt projekt. Fatningen er monteret, hvor der før var sokkel til blitz. Den røde telefon kræver lidt mere snilde. Røret holdes oppe af en kraftig ståltrådswire. Nogle gange viser folk sjove installationer, som er det rene bling. Den lysende kaffekande hører til i den kategori.

Et godt sted at finde inspiration til lamper er upcycledzine.com, hvor der virkelig bliver tænkt ud af boksen. Mormors farvestrålende dias fra Gardersøen. En kasserolle med låg eller et piskeris af rustfrit stål. Fantasien sætter ingen grænser.

Nogle af de bedste steder har vejledninger, som udførligt i tekst og billeder forklarer, hvordan upcycling bliver til. Sådan et sted er upcyclethat.com. Siden har to indgange. Enten vælger man ud fra, hvad man har til rådighed, eller ud fra hvad man gerne vil lave.

Er man til videoer, ligger der mange anvisninger på YouTube. Søg efter fraser som “how to make upcycling lamp” og kombiner med ord som f.eks  “telephone” eller “camera”.

Referencer: lauritz.com ; A History of Dentistry in Pictures publiceret i theguardian.com ; Fontæne-lampen er privateje ; Kameraet er fra vintage-butikken Heidis Mix Bix i Aarhus, som har mange sjove upcycling ting ; Den røde telefonlampe og installationen med kop og kande er begge hentet fra flickr.com / flickr.com ; Lamperne lavet af dias, kasserolle og piskeris er fra upcycledzine.com / upcycledzinecom ; Lamperne med flasker og tromme er fra upcyclethat.com .

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Fra sporvognens tid.

Siden 1972 har der ikke kørt sporvogne i København, men leder man lidt, kan man stadig være heldig at finde skilte fra de gamle vogne på loppemarkeder, hos marskandisere eller på Nettet.

Mest almindelige er destinationsskilte og skilte med linjenumre, men også skilte med advarsler eller påbud er bevaret.

Vogntyperne var meget forskellige. Sådan var det også med skiltene. Linjeskilte kan være flade eller hvælvede afhængig af, om de har siddet på en lige eller buet front.

At finde ud af hvorfra et skilt stammer, kræver nogle gange et stykke detektivarbejde. Det sorte skilt er et godt eksempel. Det er et dobbelt skilt med tekst på begge sider. Dørene på samtlige vogtyper var tynde foldedøre. Her var der ikke plads. Bredden og skiltets beslag afslører, at placeringen har været i en karm til et vindue tæt på en dør.

De københavnske sporvogne er godt dokumenteret på Nettet. To fremragende sider er evp.dk og vognstyrer.dk. Begge med spændende fortællinger og gode billeder.

På farvebilledet fra Allégades remise ses de fire mest almindelige vogntyper fra 60’erne. Vogn 508 (nummer to fra venstre) er fra en stor serie på 118 motorvogne og 83 bivogne bygget fra 1930 til 1941. Det var den eneste vogntype med markant buede vinduer. Kigger man godt efter på de to sort/hvide billeder af linje 6, ses skiltet i vinduet til venstre for den forreste dør.

Vogntypen kaldes en Lundingvogn efter arkitekt Ib Lunding fra Stadsarkitektens Direktorat, som har tegnet den. Det strømlinjet vinduesdesign med runde hjørne var modernistisk i 30’erne. Ib Lunding, som også var bygningsarkitekt, skriver sig ind i den funktionalistiske stil og var stærkt inspireret af den tyske Bauhaus skole.

Lundingvognene kørte helt frem til nedlæggelsen af den sidste sporvognslinje i 1972. Når en linje skulle nedlægges, kørtes en sidste afskedstur for borgerne. Københavns Sporveje arrangerede kavalkader med optog af museumsmateriel og gamle saneringsmodene vogne. Det fortælles, at passagerne af og til ribbede vognene for skilte.

De udtjente sporvogne endte til ophug i Sydhavnen. Skiltejægere havde her en sidste chance til at fjerne relikvier, før vognene blev afbrændt.

Før nedlæggelsen af sporvejsdriften i København udspillede sig en af tidens største trafikpolitiske skandaler. Borgerrepræsentationen vedtog i 1965 gradvist at udfase sporvognene i perioden fra 1965 til 1972. De hæmmede trafikken og var i vejen for bilerne. Busser var mere fleksible.

Men det gik modsat. Trængslen i gaderne tiltog. Det samme gjorde forureningen. Da oliekrisen kom i 1973, stod det klart for de fleste, at det var en forkert beslutning at afvikle sporvognene, som havde været langt billigere i drift end busserne – og ikke mindst mere miljøvenlige.

Referencer: “Der kommer altid en sporvogn” af Flemming Søeborg, Gyldendal 2015 ; evp.dk ; vognstyrer.dk ; “Dansk Design” af Thomas Dickson, Gyldendal 2006 ; Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv ; frou-frou.dk

Dobbelt skiltet har tilhørt artiklens forfatter ; Linjeskiltet er fotograferet i 2018 ved Cirkus Nemos julemarked på Bispetorv i Århus ; Billedet af destinationsskiltene er hentet fra frou-frou.dk, som har et stort udvalg af skilte ; Billederne af linje 6 er fotograferet af Erik V. Pedersen og er efter tilladelse hentet fra evp.dk ; Billederne fra Allegades Remise kommer fra vognstyrer.dk. Billederne fra Sydhavnen er fotograferet af Torben Liebst og er efter tilladelse hentet fra Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Tapios istapper.

Ultima Thule blev skabt af Tapio Wirkkala i 1968 og har lige siden været fremstillet hos Iittala, men andre har forsøgt at kopiere de geniale glas med den særlige istap effekt.

De første Ultima Thule glas blev produceret til Finnair og fik premiere på ruten mellem Helsinki og New York. Det lave tyngdepunkt giver stabilitet og gør glassene velegnede til servering i luften.

Senere blev sortimentet udvidet med kander, karafler, fade og skåle. Rødvinsglas på fod kom til i begyndelsen af 80’erne, men de blev på jorden. Finnair bedømte dem ret upraktiske i tilfælde af turbulens i kabinen. Ultima Thule bruges stadig ombord hos Finnair, men kun på first class.

Tapio Wirkkala havde værksted i Lapland. Inspireret af den golde nord-nordiske natur prøvede han sig frem med den ene prototype efter den anden. Omsider lykkedes det at skabe den rigtige struktur og få transformeret lys, is og sne fra det laplandske sceneri over i glasset ved hjælp af nyudviklet blæseteknik.

Navnet Ultima Thule er hentet fra den græske mytologi og betyder øen ved den nordlige grænse til verdens ende.

Iittala producerer fortsat Ultima Thule, men leder du efter brugte glas, så tag dig i agt for kopier. Dem støder man faktisk ofte på. Står man med både original og kopi i hænderne, er det ret nemt at se forskel, men falder man over et glas på et loppemarked eller en retroshop og ikke er super skarp, kan man sagtens blive snydt. Det blev jeg med glasset til højre.

Iskuglerne i bunden er der færre af på kopiglassene. De sidder heller ikke så tæt. Vend glasset om og kig på det fra siden. Istap effekten på kopierne syner tam uden dybde og er slet ikke levende som på de originale glas, hvor lyset spiller i overfladen. Kopiernes afslutning øverst er desuden grov. Endelig har glasset en mat grålig farvetone. Helt igennem en tarvelig efterligning.

Hvem der har produceret de uoriginale glas – eller ladet dem producere – er uklart. Måske Aida -Ancher Iversen A/S. Det kan ganske vist ikke dokumenteres, men Aida har tidligere markedsført produkter, som ligger meget tæt på Aino Aaltos rillede vandglas samt Alvar Aaltos Savoy vaser. Begge fra Iittala.

Referencer: Scandinavian Retro, 2019 nr. 2 ; ambientedirect.com (billeder af Iittala Thule sortiment); liveandletsfly.boardingarea.com (billeder fra Finnair) ; Glassene på nærbillederne tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Signaturskålen fra Husqvarna.

Hvad mon det her er for en skål, spørger Loni, som har sendt billederne.

Ligheden med en dansk krenit skål er til at få øje på, men Lonis skål er fremstillet i plast og er i bunden præget Made in Sweden.

Den er formgivet hos Sigvard Bernadotte & Acton Bjørns Designstudie for Husqvarna Borstfabrik.

Designstudiet beskæftigede en lang række unge talenter. Hvem der har slået stregerne til skålen er usikkert, men der findes en tegning signeret R. Grenow dateret 6/5 1959.

Skålen er fremstillet i SAN-plast, som er en af flere polystyren plasttyper. De blev markedsført i fire størrelser. Ydersiden er matbørstet og indersiden er blank. Matbørstningen er praktisk, fordi ridser efter brug ikke bliver særlig synlige. Matbørstningen har samtidig en æstetisk effekt, som spiller på kontrasten til det blanke indre.

Præcis det samme æstetiske greb ses på Herbert Krenchels krenit skåle fra 1953. Inspirationen kommer helt sikkert også derfra. Valget af de første farver lægger sig desuden tæt op af krenit skålene. Senere lancerede Husqvarna dog nogle ensfarvede varianter i lidt andre nuancer.

Husqvarna Borstfabrik var en gammel virksomhed grundlagt i 1890’erne. I efterkrigstiden så de hurtigt potentialet i at omstille produktionen til plast. Samtidig udvidedes sortimentet fra børster til flere andre husholdningsredskaber. Mange af tingene var formgivet hos Bernadotte og Bjørn.

Skålene i SAN-plast hed Signatur. Det var et navn, de var glade for hos Husqvarna. Flere andre produkter hedder det samme, selvom de indgik i helt andre serier og var tegnet på nogle andre tidspunkter. Signatur er også navnet på en kande til mælk i plastposer. En serveringsbakke og nogle termokander tegnet af Carl Arne Breger hedder ligeledes Signatur.

Referencer: Sigvard Bernadotte och skandinavisk industridesign af Thomas Lindblad, Signum 2010 ; Designprinsen Sigvard Bernadotte af Tove Gyllenstierna, Forum 2006 ; Loppefund: Ikonisk mælkekande fra Sverige ; Loppefund: Krenitskålen ; Digitaltmuseum ; Gramho ; Nationalmuseum ; Auctionet ;

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Audrey fra Nørresundby.

En lidt bedaget brøndanstalt i Nørresundby ville gerne booste salget af deres mineralvand. Så kom en berømt skuespiller forbi.

Præcis hvordan det hænger sammen, fortaber sig i det uvisse, men det handler om branding. Eller lånte fjer. Et smart trick der handler om at lade sin vare associere med værdi fra noget helt andet, som allerede er et eksponeret brand.

A. Bach Brøndanstalt havde fremstillet mineralvand siden 1896. Engang i slutningen af 50’erne vælger de at løfte deres traditionelle lidt gammeldags grafiske image og knytter det til en berømt filmdiva. Audrey Hepburns status som internationalt stilikon var forbundet med hendes store sortiment af moderigtige og ofte spektakulære hatte. Det er et smart greb. For hvilken værtinde vil ikke gerne byde på et strejf sofistikeret glamour.

Blikskiltet er ombukket på samme måde som et kasseskilt, men det er for lille til en kasse med sodavandsflasker. Det har nok heller ikke været beregnet til montering på en hylde. Med en højde på 17, 5 cm. vil skiltet rage alt for langt op og spærre for nem adgang til flaskerne. Funktionen har formentlig været som bordstander i en restaurant, hvor det har fristet gæsterne til at bestille en læskende mineralvand fra Bach og Søn.

Inspirationen til den overdimensionerede sløjfe under navnet er tydeligt hentet fra Carlsberg, hvis bomærke blev tegnet af Thorvald Bindesbøll i 1904. Selvom Brøndanstalten i Nørresundby blev grundlagt allerede i 1896, blev navnet først anmeldt og registreret så sent som 1932 og da med et bomærke uden underliggende sløjfe. Hvornår det moderniseres vides ikke, men hensigten har været at trække værdi fra Carlsbergs velkendte brand.

At læne sig op at et fremmed brand har Tuborg også brugt. Bryggeriet havde længe været etableret som et stækt varemærke, men i 60’erne handlede det om at erobre kvinderne som nyt segment. Ikke de gamle koner, men de unge og smarte.

Er hun nøgen eller påklædt? Kvinden i den futuristiske stol signalerer frigjorthed og jetset, men også noget gådefuldt.

Tuborgs reklametekst spiller på det sublime danske, men stolen er finsk. I den forstand fremstår reklamen ulogisk og lettere komisk.

Eero Aarnios Ball stol i glasfiber er tegnet i 1963, men fik først sit internationale gennembrud efter møbelmessen i Køln 1966. Den var innovativ og radikalt anderledes, men samtidig også eksklusiv. Fik hurtigt status som ikon og kom på forsiden af mode- og møbelmagasiner, og var rekvisit i flere internationale film.

Referencer: Aalborg Stadsarkiv ; natmus.dk ; Reel Art Press ; Registrerings- Tidende for Vare- og Fællesmærker 1932 nr. 32 ; 101 danske designikoner, redaktion: Lars Dybdahl, Strandberg Publishing 2014 ; aarniooriginals.com ; Bach og Søn blikskiltet samt Tuborg papskiltet er fundet på loppemarkeder og tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller