Nyt blad for tingfindere.

Loppe Deluxe hedder et nyt blad for folk, der er vilde med loppefund.

Navnet deler bladet med programmer på TV2, som siden sommeren 2014 har været sendt i flere sæsoner. Plottet går ud på, at to hold dyster om først at gøre de bedste fund på loppemarkeder og bagefter sælge dem videre med størst fortjeneste.

Strømmen af TV programmer om antik, retro og loppefund har de senere år været massiv. Nu er der også ved at være trængsel på bladfronten. Loppe Deluxe stiller op i kioskerne ved siden af Antik & Auktion, der har været på banen i mange år samt de nyere danske og svenske Retro blade.

Loppe Deluxe vil to ting: At gå bag om deltagerne fra TV2 programmerne og at give inspiration til, hvordan man kan indrette sig med loppefund og bruge tingene på nye måder.

Derfor er mange artikler skåret over læsten “Hjemme hos”, “Sådan bor deltagerne” og “Det samler vi på”. Bagefter kommer så inspirationen i form af nogle korte opslag kaldet “Få stilen” eller et par længere feature-artikler om emner som for eksempel keramik og tonet glas.

Får du så noget for de 70 kroner, som Loppe Deluxe koster?

Svaret blivet et både-og. Du får præcis det, der loves sat op i nogle flotte montager med lækre billeder. Bladet går bag om personerne i velskrevne portrætter, men kommer ikke for alvor bag om tingene.

Artiklen om keramik er dog et lille lyspunkt og en af de bedre og mere seriøse. Her får du en kort introduktion til glasurer og navne, som det er værd at hold øje med.

Flere steder undervejs føler du dig lidt til grin. Der lægges op til loppefund, men en stor del af tingene i “Få stilen” er helt nye ting. Artiklen om glas med transparente toner, der har fået en renæssance, er næsten komisk. “Kend dine glasværker i Skandinavien” står der nederst på en af siderne, selvom de viste glas er nye og kommer fra Ikea, Søstrene Grene, Muubs, Cozy Living og Notre Dame.

Forventede du research, bliver du slemt skuffet. Indsigt og journalistik er skubbet i baggrunden. Boligstylisterne har sat sig på det meste. Jagten på klassiske eller antikke fund bliver forvandlet til underholdning.

“Loppe Deluxe”, nr. 1, 2017. Egmont Publishing & TV2 Danmark. Pris 69,95 kr.

Forf: JM

Til varme og kolde drikke.

Termoflasken får sit store gennembrud i slutningen af 40’erne, men opfindelsen var ikke ny. Den stammer helt tilbage fra 1892, hvor den skotske fysiker James Dewar fandt på ideen med vakuum mellem to beholdere.

I 50’erne og 60’erne bliver de for alvor populære. Bilismen vinder frem, folk bliver campister eller tager på udflugt med madpakke og picnic kurv. Termoflasken bliver helt uundværlig og får plads i kurven. Den holder kaffen varm.

De første termoflasker blev lavet med kapper af letmetal, men snart kommer plastindustrien på banen, og designet bliver mere farvestrålende.

Det nye nummer af Scandinavian Retro har en 9 siders temaartikel om termoflaskens historie og udvikling i Sverige. Der var mange producenter. Artiklen viser flasker fra 9 producenter. Nogle af dem er i dag samleobjekter og kan nemt koste op mod 500 kroner, især hvis de er formgivet af en dygtig designer.

Jönköpings Vacuumindustri hyrede Arne Erckers til at tegne nye modeller og dekorationer. Deres termoflasker blev solgt under varemærket “June Flaskan” og regnes blandt de mest eftertragtede. Gustavsberg solgte også termoflasker. De var tegnet af Stig Lindberg, mens Sigvard Bernadotte og Acton Bjørn formgav serien Taffel for Husqvarna Børstefabrik, som senere blev overtaget af Hammarplast.

James Dewar, som startede det hele i 1892, blev aldrig rig. Han forsømte at få taget patent på sin opfindelse. Det skyndte firmaet Thermos sig derimod at gøre. Dewar mente sig bestjålet og lagde sag an, men Thermos vandt, beholdt ophavsretten og blev dem, der tjente alle pengene.

En af de største samlinger af termoflasker findes i Cleveland, USA. Kyle Bitters har specialiserede sig i ældre amerikanske udgaver med kappe af metal. Han begyndte at samle i 1990 og har i dag omkring 5000 eksemplarer.

Referencer: Scandinavian Retro, 2017, nummer 2 samt mypapercrane.com/blog

Farvebillederne er affotograferet fra Scandinavian Retro. Det sort-hvide billede kommer fra Det Kgl. Biblioteks online billedsamling.

Forf: JM

Klassiske danske smykker.

Næsten 1000 danske smykker fra det 20. århundrede udstilles i Århus. Samlingen blev oprindelig skabt af et tysk ægtepar og er nu erhvervet af Den Gamle By. Til udstillingen er der også udgivet en bog.

Danske sølvsmede gjorde oprør i begyndelsen af 1900 tallet. De gik ud i naturen og lod sig inspirerer af, hvad de kunne finde i grøftekanter, på markerne og ved stranden. Det var et oprør på flere niveauer. De vendte sig samtidig imod massefremstilling samt støbte og maskinprægede smykker. Nu skulle det gode håndværk tilbage i fokus. Stilen fik betegnelsen skønvirke, og det er her både udstilling og bog begynder.

Bogen indledes med et fint og veldisponeret periodisk overblik, hvor læseren introduceres til de forskellige stilarter. Udover skønvirke er det funktionalisme, modernisme og tiden efter 1970, som lidt upræcist blot kaldes nye tider.

Herefter kommer en katalogdel med fortegnelse over samlingens enkelte stykker. 516 smykker er udførligt dokumenteret med illustration og beskrivelse, mens de øvrige 429 kun er summarisk nævnt.

I udstillingen er der dunkelt. Det er svært at se alle detaljer på afstand bag montrerne, og der er generende genskind fra de små LED lamper. Sådan er det ikke i bogen. Her er alle illustrationer knivskarpe og smykkerne er gengivet næsten, som hvis du sad med dem i hånden. En mesterlig fotografering og en billedbehandling i topklasse.

Bogens intention er også at være opslagsværk. Her fungerer den knapt så godt. Vil du lave opslag på en enkelt designer eller sølvsmed, skal du bladre lidt rundt og lede. Informationerne er spredt. Det er naturligvis, fordi bogen er kronologisk disponeret efter stilarterne.

Bagerst er der en kunstnerbiografi på 19 sider, der samtidig fungerer som en slags register med nummerreferencer til katalogdelen. En alvorlig mangel er fraværet af stempler. De er ganske vist beskrevet i katalogdelen, men ikke illustreret. Det havde ellers været oplagt at indsætte billeder af stemplerne i det biografiske afsnit. Kun enkelte steder undervejs i katalogdelen vises ganske få stempler, men de kommer sådan lidt tilfældigt og dækker ikke alle designere. Det er simpelthen ikke godt nok, når bogen skal bruges som opslagsværk.

En reaktion imod skønvirke stilen brød igennem i 1930’erne. Smykkerne ændrede udseende og form med enkle rene linjer og væk med overflødig dekoration.

Karl Gustav Hansen var eksponent for den nye funktionalistiske stil, som var stærkt inspireret af den tyske Bauhausskole. Han ville lave nogle smykker, som verden aldrig havde set mage til før.

Med afsæt i bjælken som geometrisk form skabte han en serie på 50 forskellige brocher. Alle helt enkle og i modsætning til skønvirkes naturinspirerede dekorationer var den nye stil non-figurativ. Serien kaldte han Future, og Hans Hansens sølvsmedje i Kolding blev et af de mest toneangivende værksteder i Danmark.

“Smykkeskrinet – Dansk smykkekunst 1900-2000” af Jens Ingvordsen, Strandberg Publishing & Den Gamle By 2017, isbn. 978-87-92949-80-6. Pris 289 kr.

http://www.dengamleby.dk/smykkeskrinet/

Forf: JM

Krom, lak og fælge.

Drenge i alle aldre med benzin i blodet tager til Fredericia for at kaste sultne blikke efter gamle biler. To gange om året holder de vintage bilmesse. Næste gang den 25 og 26 marts 2017.

Her kan man få det meste, som har med gamle biler og motorcykler at gøre. Reservedele, skilte og en masse forskellige samlerting. I en af hallerne er der desuden traditionelt loppemarked med antikviteter og retro ting.

Når de er kørt hjem, kan de drømme videre og lade nostalgiske billeder fra 50’erne og 60’erne tone frem. Bogen “Dengang vi fik bil” er en slags bilernes kulturhistorie med minder fra bilismens guldalder. Forfatteren har samlet gamle postkort og brugt private billedsamlinger. Han tager dig med ud på landet og rundt i byerne, holder hvil på rastepladser og kører på tankstation for at få fyldt op.

I dag er der selvbetjening på tanken, men dengang var det personale, som ordnede påfyldning og service. Der var tid til betjening. Konkurrencen mellem benzinselskaberne var hård, og prisen var ikke det eneste parameter. Nogle reklamerede med tørre saglige facts og lange udredninger om oktantal. Andre brugte populære iøjnefaldende brands.

Esso var især god til den slags. Dråbemanden blev lanceret under besættelsen og blev brugt til information om rationeringer. Han blev skabt af den danske tegner Vilhelm Hansen og vandt senere international udbredelse. I midten af 60’erne gled han lidt i baggrunden og blev afløst af kampagnen “Put en tiger i tanken” om øget energiindhold i benzinen og dermed længere på literen.

Forskellige gæsteskribenter har også leveret bidrag og fortæller om deres oplevelser som barn på bagsædet og senere også bag rattet i deres første bil. Personlige anekdoter fortalt lige ud ad landevejen i en humoristisk tone og ofte med nogle sjove skarpe pointer.

Undervejs er der lidt nørderi, som når forfatteren går i gang med at opremse hvilke køretøjer, han kan spotte på gader og parkeringspladser. Det bliver til adskillige Folkevogne, Ford Taunus’er og Opel Rekord’er.

Bilmessen i Fredercia holdes i Messe C (Dronning Margrethe hallerne) og har en hjemmeside med oplysninger om åbningstider. Billederne i den øverste collage er hentet herfra.

“Dengang vi fik bil” af Flemming Søeborg, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-21087-3. Pris 399,95 kr.

Forf: JM

Tag fleksibiliteten til bords.

De er praktiske, mobile og funktionelle. Indskudsborde er populære igen. Det var de også i 60’erne og 70’erne. Ligesom i dag skulle de dengang helst være i teak eller palisander.

Birgitte har sendt et par billeder af et sæt på tre borde, som hun gerne vil have identificeret.

col-thi-4

Dine borde er fremstillet hos Thisted Trævareindustri. Modellen hedder nr. 54 og kan dateres til ca. 1964. Fabrikken viste dem på Møbelmessen i Fredericia samme år. Kunderne kunne vælge mellem træsorterne eg, teak eller palisander.

thisted-1964-r

Bordene kan sagtens være tegnet nogle år før 1964, og de har med sikkerhed været i produktion hele vejen op gennem 60’erne, idet de igen blev vist i en annonce i et eksportkatalog fra 1970-71.

Kvalitet og forarbejdning ser ud til at være god. Thisted Trævareindustri var også nødt til at gøre sig umage. De var medlem af foreningen Danish Furniture Makers Control, som grundigt testede møblernes holdbarhed og konstruktion.

Referencer: Katalog fra Møbelmessen Danmark, Fredericia 28-31. maj 1964, udgivet af Møbelfabrikant foreningen i Danmark samt Export Directory of Denmark 1970-71, udgivet af Krak.

Forf: JM

Et uofficielt stentøjsstel fra Kronjyden.

Glasuren har markant lighed med Relief fra Kronjyden, men det runde cirkelmønster er anderledes.

Kan det være Jens Quistgaard, som har tegnet det, spørger Christa og Ib. De har sendt billedet af gryden. Saucekanden til højre har jeg selv spottet på et lokalt loppemarked.

kronjyden-coll-b

Steldelene er ofte ustemplede, men hvis der er et stempel, så er det altid det ældre Kronjyden bomærke, der forestiller en gryde på ild med en krone af mursten over. Det gamle mærke er fra tiden, før Richard Nissen overtog virksomheden. Om det har været i brug efter 1959, hvor Relief blev lanceret, er usikkert.

Stellet med det runde cirkelmønster blev produceret som en slags prøveserie. Officielt eksisterer det ikke og har heller ikke noget navn, men det er tegnet af Quistgaard og kan dateres til kort før 1959.

Det fortæller Stig Guldberg, co-kurator på HEART’s store Quistgaard udstilling i 2015-16 og instruktør af dokumentarfilmen om Quistgaard fra 2009. Det navnløse stel er ikke signeret. Det kunne have bragt Quistgaard i konflikt med firmaet Dansk Designs, hvor han samtidig var chefdesigner. Af samme årsag lagde han heller ikke officielt navn til de andre stel fra Kronjyden.

Men indirekte bærer stellene alligevel hans signatur. Kig på de forskellige stempler og mærkater under Relief. Quistgaard beskæftigede sig også med grafisk design!

relief-coll-a

stentoej.dk er der en oversigt over alle delene til Relief. Gryden har ændret form, og grebet på låget er blevet meget mere praktisk. Den navnløse gryde er smuk og meget skulpturel i sit udtryk, men det er lidt svært at holde fast på det tunge låg. Det kan nemt glide ud af hånden.

Måske har det irriteret Quistgaard, som lagde stor vægt på funktionalitet og ofte arbejde med flere prototyper, før han fandt den endelige form. Hans ting skulle være rare at røre ved og nemme at bruge. På Relief gryden kan fingrene meget bedre få fat i håndtaget, der nu er formet som en bøjle.

Læs eller se mere om Quistgaard: 1) “DANSK – Design af Jens Quistggard, HEART 2015, isbn. 978-87-88367-48-5. Pris 175 kr. Fås på heartmus.dk . 2) “Designeren Jens Quistgaard. En gryde til min kone”. Dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABC-Film 2009, isbn. 978-87-7955-770-3.

Forf: JM

Tensor lavspændingslampe.

Konen kunne ikke falde i søvn om aftenen og klagede over skæret fra hans sengelampe. Så tog han en 12 volt pære fra bilen og et målebæger fra køkkenet, satte dem på en stang og forbandt til en transformer som reducerede netspændingen fra 220 volt til 12.

Konen var tilfreds og prototypen til den første Tensor lampe var født. Manden hed Jay Monroe. Med en baggrund som ingeniør udviklede han sin lampe og satte den i produktion i 1959 på en fabrik i Brooklyn. Den simple lampe blev hurtigt en succes.

I begyndelsen blev den markedsført til laboratorier, hospitaler og lægeklinikker. Hurtig kom der flere udgaver og målgruppen blev udvidet til almindelige forbrugere.

col-tensor2

Standard udgaven i starten af 60’erne var model 7200. Den blev især populær som arbejdslampe på kollegieværelser, fordi den var billig og effektiv. Tensor var genial og banebrydende med sit unikke koncept om intenst lys, der tillod skygger, farver og objekter at træde tydeligt frem uden at blænde omgivelserne.

Hastigt steg salget af Tensor. Medvirkende var eksponering i USA’s største årlige varekatalog Hammacher Schlemmer med oplag på flere millioner. Men fabrikken havde svært ved at følge med efterspørgslen, og Jay Monroe var ikke god til management.

I slutningen af 60’erne var Tensor blevet overhalet af andre producenter, der havde kopieret konceptet og engageret kendte designere.

col-lax-pant3

Michael Lax formgav Lytegem Minispotlight for amerikanske Lightolier i 1965, og i 1966 fulgte Louis Poulsen efter med Lamp Petit tegnet af Verner Panton. Begge bygget på teknologien fra Tensor, men ændret med teleskoparme i stedet for flexarm.

Fortællingen om hvordan Tensor blev overhalet af andre producenter, selvom de havde et godt produkt, er sidenhen blevet brugt som case study på mange amerikanske business schools.

Jay Monroe døde som 80-årige i 2007 efter et langt liv som opfinder af lamper, luftrensere, elektriske blyantspidsere og et autopilotsystem til Skylark missiler.

Referencer: NY Times 2. juli 2007, Engineering Ethics Blog 29. april 2013 samt “1000 Lights vol 2, af Charlotte & Peter Fiell, Taschen 2005, isbn. 3-8228-2475-5.

Forf: JM

En gedigen lounge stol.

Ventetiden i lufthavne eller afgangshaller kan være ulidelig lang. Så er det rart med magelige møbler at sætte sig i.

Lonnie har sendt nogle billeder af en lounge stol, som hun gerne vil have identificeret. Måske har den engang stået i et offentligt rum. Den er i hvert fald godt brugt og er et typisk eksempel på en lounge stol.colax

Stolen er tegnet i 1969 af Ditte og Adrian Heath, har modelnummer 186 og er fremstillet hos Cado. Stellet er af støbt aluminium med polstret ryg og sæde.

Man kunne vælge mellem stof eller læder. Man kunne også supplere med armlæn, og modulerne kunne kobles sammen til en sofabænk. Tilhørende borde var en mulighed i form af firkantede eller trekantede plader. Det hele kunne bygges op til fleksible møbellandskaber, der snoede sig uden om søjler eller rundt om hjørner.

På Nettet kan du finde tilsvarende stole, der hævdes lavet af France & Søn i Hillerød. Det er ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

France & Søn blev i 1966 solgt til Poul Cadovius. Med fulgte også rettigheder til at videreføre nogle af møblerne, men da model 186 er fra 1969, må den altså være tegnet til Cado.

Året før – i 1968 – tegnede Ditte og Adrian Heath nogle andre stole til Cado i ask og orgeon pine med stiltræk, der minder temmelig meget om model 186.colbxDe var beregnet til private hjem. Lænestolen øverst til højre hedder model 242, mens udgaven nederst med canvas betræk til brug ved et spisebord hedder model 194. Og nu bliver det så lidt nørdet. For model 194 er mærkværdigvis ofte mærket France & Søn, selvom den er fra efter 1966.

Du kan finde alle stolene i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Her har de garderet sig og anfører både France & Søn samt Cado som producenter. Find din lounge stol ved at skrive heath i feltet “Designer” og 1969 i feltet “Year”.

Ditte Heath var uddannet på Kunstakademiet i København med afgang i 1948. Adrian Heath blev arkitekt fra School of Architecture i London i 1951. I 1950’erne arbejde de for London Councils arkitektkontor, og i 1963 etablerede de sammen tegnestue i Danmark. Udover møbler til Cado og France & Søn tegnede de også til FDB samt snedkermester Søren Horn. Begge har undervist på Arkitektskolen i Århus.

Referencer: Tidsskriftet Mobilia nr. 165, april 1969 og nr. 154-155, maj/juni 1968 samt Den store danske møbelguide af Per H. Hansen 2005. De to billeder til højre i den nederste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com. Det er varenumrene 3846909 og 3669639.

Forf: JM

Specielle vaser fra Fyens Glasværk.

I 1892 blev Adolf Brocks hentet fra Schlesien til Fyens Glasværk som hyttemester. Han var dygtig og erfaren og blev en vigtig forudsætning for, at glasværket omkring 1900 udviklede sig til et af Europas mest innovative. En ny bog fortæller historien om hans eksperimenter.

Få år før Adolf Brock kom til Odense, havde glasværket været nødlidende og præget af strejker, konflikter og dårlig økonomi.  Den nye hyttemester var med til at vende arbejdsklimaet. Når der var en fødseldag at fejre, hejste Brocks en ølflaske op i sin flagstang, så vidste glasmagerne, at han efter arbejdstid bød på øl i sin have.

Nogle af Brocks eksperimenter blev sat i produktion. En af de største succeser var marmoreret glas i forskellige farver. Teknikken går ud på at blande hvidt og farvet opalglas. Produktionen omfattede i 1899 ca 90 varenumre og tages der højde for forskellige farver og størrelser bliver det til omkring 300 varianter.

marmoreret-glas-forside

Ætsede glas med dekorationer tegnet af samtidens anerkendte kunstnere som H. A. Brendekilde, Knud Larsen og Gustav Behr var en anden specialitet. Inspirationen var hentet i den franske Art Nouveau stil. De var af høj kvalitet, men i modsætning til de marmorerede vaser svære at sælge til en konkurrencedygtig pris.

Bogen om specialproduktionerne fra Fyens Glasværk gennemgår alle eksperimenterne. Udover marmoreret og ætsede glas forsøgte man sig også med millefioriglas, aventuringlas og blæret glas.

Fremstillingen er grundig ned i alle detaljer, og derfor ikke en nemt læst bog. Som læser kan det nogle steder undervejs knibe lidt med overblikket.

Kildematerialet er kataloger, prislister, originaltegninger samt receptbøger. Derudover er der foretaget kemiske analyser af råstofindholdet i nogle af vaserne. Ikke en finger kan sættes på redeligheden. Der er tale om et gedigent stykke grundforskning.

“Marmoreret glas fra Fyens Glasværk – og andre specialproduktioner omkring 1900” af Niels Andersen, forlaget Kle-art 2016, isbn. 978-87-92750-22-8. Pris 298 kr.

Forf: JM