Fra sporvognens tid.

Siden 1972 har der ikke kørt sporvogne i København, men leder man lidt, kan man stadig være heldig at finde skilte fra de gamle vogne på loppemarkeder, hos marskandisere eller på Nettet.

Mest almindelige er destinationsskilte og skilte med linjenumre, men også skilte med advarsler eller påbud er bevaret.

Vogntyperne var meget forskellige. Sådan var det også med skiltene. Linjeskilte kan være flade eller hvælvede afhængig af, om de har siddet på en lige eller buet front.

At finde ud af hvorfra et skilt stammer, kræver nogle gange et stykke detektivarbejde. Det sorte skilt er et godt eksempel. Det er et dobbelt skilt med tekst på begge sider. Dørene på samtlige vogtyper var tynde foldedøre. Her var der ikke plads. Bredden og skiltets beslag afslører, at placeringen har været i en karm til et vindue tæt på en dør.

De københavnske sporvogne er godt dokumenteret på Nettet. To fremragende sider er evp.dk og vognstyrer.dk. Begge med spændende fortællinger og gode billeder.

På farvebilledet fra Allégades remise ses de fire mest almindelige vogntyper fra 60’erne. Vogn 508 (nummer to fra venstre) er fra en stor serie på 118 motorvogne og 83 bivogne bygget fra 1930 til 1941. Det var den eneste vogntype med markant buede vinduer. Kigger man godt efter på de to sort/hvide billeder af linje 6, ses skiltet i vinduet til venstre for den forreste dør.

Vogntypen kaldes en Lundingvogn efter arkitekt Ib Lunding fra Stadsarkitektens Direktorat, som har tegnet den. Det strømlinjet vinduesdesign med runde hjørne var modernistisk i 30’erne. Ib Lunding, som også var bygningsarkitekt, skriver sig ind i den funktionalistiske stil og var stærkt inspireret af den tyske Bauhaus skole.

Lundingvognene kørte helt frem til nedlæggelsen af den sidste sporvognslinje i 1972. Når en linje skulle nedlægges, kørtes en sidste afskedstur for borgerne. Københavns Sporveje arrangerede kavalkader med optog af museumsmateriel og gamle saneringsmodene vogne. Det fortælles, at passagerne af og til ribbede vognene for skilte.

De udtjente sporvogne endte til ophug i Sydhavnen. Skiltejægere havde her en sidste chance til at fjerne relikvier, før vognene blev afbrændt.

Før nedlæggelsen af sporvejsdriften i København udspillede sig en af tidens største trafikpolitiske skandaler. Borgerrepræsentationen vedtog i 1965 gradvist at udfase sporvognene i perioden fra 1965 til 1972. De hæmmede trafikken og var i vejen for bilerne. Busser var mere fleksible.

Men det gik modsat. Trængslen i gaderne tiltog. Det samme gjorde forureningen. Da oliekrisen kom i 1973, stod det klart for de fleste, at det var en forkert beslutning at afvikle sporvognene, som havde været langt billigere i drift end busserne – og ikke mindst mere miljøvenlige.

Referencer: “Der kommer altid en sporvogn” af Flemming Søeborg, Gyldendal 2015 ; evp.dk ; vognstyrer.dk ; “Dansk Design” af Thomas Dickson, Gyldendal 2006 ; Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv ; frou-frou.dk

Dobbelt skiltet har tilhørt artiklens forfatter ; Linjeskiltet er fotograferet i 2018 ved Cirkus Nemos julemarked på Bispetorv i Århus ; Billedet af destinationsskiltene er hentet fra frou-frou.dk, som har et stort udvalg af skilte ; Billederne af linje 6 er fotograferet af Erik V. Pedersen og er efter tilladelse hentet fra evp.dk ; Billederne fra Allegades Remise kommer fra vognstyrer.dk. Billederne fra Sydhavnen er fotograferet af Torben Liebst og er efter tilladelse hentet fra Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Tapios istapper.

Ultima Thule blev skabt af Tapio Wirkkala i 1968 og har lige siden været fremstillet hos Iittala, men andre har forsøgt at kopiere de geniale glas med den særlige istap effekt.

De første Ultima Thule glas blev produceret til Finnair og fik premiere på ruten mellem Helsinki og New York. Det lave tyngdepunkt giver stabilitet og gør glassene velegnede til servering i luften.

Senere blev sortimentet udvidet med kander, karafler, fade og skåle. Rødvinsglas på fod kom til i begyndelsen af 80’erne, men de blev på jorden. Finnair bedømte dem ret upraktiske i tilfælde af turbulens i kabinen. Ultima Thule bruges stadig ombord hos Finnair, men kun på first class.

Tapio Wirkkala havde værksted i Lapland. Inspireret af den golde nord-nordiske natur prøvede han sig frem med den ene prototype efter den anden. Omsider lykkedes det at skabe den rigtige struktur og få transformeret lys, is og sne fra det laplandske sceneri over i glasset ved hjælp af nyudviklet blæseteknik.

Navnet Ultima Thule er hentet fra den græske mytologi og betyder øen ved den nordlige grænse til verdens ende.

Iittala producerer fortsat Ultima Thule, men leder du efter brugte glas, så tag dig i agt for kopier. Dem støder man faktisk ofte på. Står man med både original og kopi i hænderne, er det ret nemt at se forskel, men falder man over et glas på et loppemarked eller en retroshop og ikke er super skarp, kan man sagtens blive snydt. Det blev jeg med glasset til højre.

Iskuglerne i bunden er der færre af på kopiglassene. De sidder heller ikke så tæt. Vend glasset om og kig på det fra siden. Istap effekten på kopierne syner tam uden dybde og er slet ikke levende som på de originale glas, hvor lyset spiller i overfladen. Kopiernes afslutning øverst er desuden grov. Endelig har glasset en mat grålig farvetone. Helt igennem en tarvelig efterligning.

Hvem der har produceret de uoriginale glas – eller ladet dem producere – er uklart. Måske Aida -Ancher Iversen A/S. Det kan ganske vist ikke dokumenteres, men Aida har tidligere markedsført produkter, som ligger meget tæt på Aino Aaltos rillede vandglas samt Alvar Aaltos Savoy vaser. Begge fra Iittala.

Referencer: Scandinavian Retro, 2019 nr. 2 ; ambientedirect.com (billeder af Iittala Thule sortiment); liveandletsfly.boardingarea.com (billeder fra Finnair) ; Glassene på nærbillederne tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Signaturskålen fra Husqvarna.

Hvad mon det her er for en skål, spørger Loni, som har sendt billederne.

Ligheden med en dansk krenit skål er til at få øje på, men Lonis skål er fremstillet i plast og er i bunden præget Made in Sweden.

Den er formgivet hos Sigvard Bernadotte & Acton Bjørns Designstudie for Husqvarna Borstfabrik.

Designstudiet beskæftigede en lang række unge talenter. Hvem der har slået stregerne til skålen er usikkert, men der findes en tegning signeret R. Grenow dateret 6/5 1959.

Skålen er fremstillet i SAN-plast, som er en af flere polystyren plasttyper. De blev markedsført i fire størrelser. Ydersiden er matbørstet og indersiden er blank. Matbørstningen er praktisk, fordi ridser efter brug ikke bliver særlig synlige. Matbørstningen har samtidig en æstetisk effekt, som spiller på kontrasten til det blanke indre.

Præcis det samme æstetiske greb ses på Herbert Krenchels krenit skåle fra 1953. Inspirationen kommer helt sikkert også derfra. Valget af de første farver lægger sig desuden tæt op af krenit skålene. Senere lancerede Husqvarna dog nogle ensfarvede varianter i lidt andre nuancer.

Husqvarna Borstfabrik var en gammel virksomhed grundlagt i 1890’erne. I efterkrigstiden så de hurtigt potentialet i at omstille produktionen til plast. Samtidig udvidedes sortimentet fra børster til flere andre husholdningsredskaber. Mange af tingene var formgivet hos Bernadotte og Bjørn.

Skålene i SAN-plast hed Signatur. Det var et navn, de var glade for hos Husqvarna. Flere andre produkter hedder det samme, selvom de indgik i helt andre serier og var tegnet på nogle andre tidspunkter. Signatur er også navnet på en kande til mælk i plastposer. En serveringsbakke og nogle termokander tegnet af Carl Arne Breger hedder ligeledes Signatur.

Referencer: Sigvard Bernadotte och skandinavisk industridesign af Thomas Lindblad, Signum 2010 ; Designprinsen Sigvard Bernadotte af Tove Gyllenstierna, Forum 2006 ; Loppefund: Ikonisk mælkekande fra Sverige ; Loppefund: Krenitskålen ; Digitaltmuseum ; Gramho ; Nationalmuseum ; Auctionet ;

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Audrey fra Nørresundby.

En lidt bedaget brøndanstalt i Nørresundby ville gerne booste salget af deres mineralvand. Så kom en berømt skuespiller forbi.

Præcis hvordan det hænger sammen, fortaber sig i det uvisse, men det handler om branding. Eller lånte fjer. Et smart trick der handler om at lade sin vare associere med værdi fra noget helt andet, som allerede er et eksponeret brand.

A. Bach Brøndanstalt havde fremstillet mineralvand siden 1896. Engang i slutningen af 50’erne vælger de at løfte deres traditionelle lidt gammeldags grafiske image og knytter det til en berømt filmdiva. Audrey Hepburns status som internationalt stilikon var forbundet med hendes store sortiment af moderigtige og ofte spektakulære hatte. Det er et smart greb. For hvilken værtinde vil ikke gerne byde på et strejf sofistikeret glamour.

Blikskiltet er ombukket på samme måde som et kasseskilt, men det er for lille til en kasse med sodavandsflasker. Det har nok heller ikke været beregnet til montering på en hylde. Med en højde på 17, 5 cm. vil skiltet rage alt for langt op og spærre for nem adgang til flaskerne. Funktionen har formentlig været som bordstander i en restaurant, hvor det har fristet gæsterne til at bestille en læskende mineralvand fra Bach og Søn.

Inspirationen til den overdimensionerede sløjfe under navnet er tydeligt hentet fra Carlsberg, hvis bomærke blev tegnet af Thorvald Bindesbøll i 1904. Selvom Brøndanstalten i Nørresundby blev grundlagt allerede i 1896, blev navnet først anmeldt og registreret så sent som 1932 og da med et bomærke uden underliggende sløjfe. Hvornår det moderniseres vides ikke, men hensigten har været at trække værdi fra Carlsbergs velkendte brand.

At læne sig op at et fremmed brand har Tuborg også brugt. Bryggeriet havde længe været etableret som et stækt varemærke, men i 60’erne handlede det om at erobre kvinderne som nyt segment. Ikke de gamle koner, men de unge og smarte.

Er hun nøgen eller påklædt? Kvinden i den futuristiske stol signalerer frigjorthed og jetset, men også noget gådefuldt.

Tuborgs reklametekst spiller på det sublime danske, men stolen er finsk. I den forstand fremstår reklamen ulogisk og lettere komisk.

Eero Aarnios Ball stol i glasfiber er tegnet i 1963, men fik først sit internationale gennembrud efter møbelmessen i Køln 1966. Den var innovativ og radikalt anderledes, men samtidig også eksklusiv. Fik hurtigt status som ikon og kom på forsiden af mode- og møbelmagasiner, og var rekvisit i flere internationale film.

Referencer: Aalborg Stadsarkiv ; natmus.dk ; Reel Art Press ; Registrerings- Tidende for Vare- og Fællesmærker 1932 nr. 32 ; 101 danske designikoner, redaktion: Lars Dybdahl, Strandberg Publishing 2014 ; aarniooriginals.com ; Bach og Søn blikskiltet samt Tuborg papskiltet er fundet på loppemarkeder og tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Glas fra Whitefriars.

Skandinavisk glasdesign stormede ind over England i 50’erne og 60’erne og tvang næsten den hjemlige produktion af glasbrugskunst fuldstændig i knæ.

Whitefriars i London var et af de glasværker, som med succes tog kampen op. Fra 1967 og i årene efter lancerede værket en række nye serier kunstglas. De fleste designet af Geoffrey Baxter.

Karakteristisk for mange af de nye ting var et formsprog med kraftigt strukturerede overflader. Inspirationen er tydeligvis hentet fra finske Tapio Wirkkala og Timo Sarpaneva. Glasmassen blev blæst ned i rustikke forme, der leder tankerne i retning af stålwirer, mursten eller bark fra træer.

En af de mest spektakulære serier havde betegnelsen “nummer 9673”, men i folkemunde blev den hurtigt kaldt for “Drunken Bricklayer”, fordi sådan ville en murer lægge sine mursten, hvis han havde fået for meget at drikke.

Geoffrey Baxters glasdesign er i dag et stort samlerobjekt i England. Størstedelen af produktionen rettede sig mod hjemmemarkedet, selvom der også var eksport til resten af Europa og USA. Det er også muligt at finde hans ting i Danmark.

På Nettet er der flere sider, som dokumenterer glasproduktionen fra Whitefriars. En af de bedste er whitefriars-glass.com, som har digitaliseret udvalgte kataloger fra perioden 1860 til 1980, hvor produktionen ophørte.

Teknisk er kvaliteten temmelig ringe. Flere af billederne er uskarpe og groft pixelerede, men katalogerne er bedre end ingenting, hvis man har brug for at identificere og tidsfæste. De samme kataloger ligger også på en ældre blogspot side. Kvaliteten er der lige så ringe, og det ikke alle links, som virker.

whitefriars-glass.com har også temasider. Nogle steder er billederne væsentlig bedre, f.eks. på siden om glas med tekstur. Farveguiden er et andet værktøj. Den fungerer som reference over anvendelsen af forskellige farver og kan være med til at tidsbestemme glasemnerne.

Meget bedre billedkvalitet er der til gengæld på salgssiden 20th Centuryglass, som har et nyttigt leksikon. I sektionen med britiske glas er der vist 76 eksempler på Whitefriars glas, og på deres salgsside er der 169. Hvert item bliver uddybet med data om serie, nummer og formgiver.

Glassmessages er et forum, hvor samlere hjælper hinanden med spørgsmål og svar. Det er svært at få overblik, fordi de er så mange tråde. Søger man i deres board på “Whitefriars” kommer der 2584. Derfor er det en god ide i søgeboksen at indsnævre søgningen med flere ord. Kombineres “Whitefriars” med “Baxter” er der 88 og tilføjer man “vase” til søgningen, ender man på 48 tråde.

Fra fabrikken var glas fra Whitefriars altid forsynet med en label. Mangler den, er man af og til på usikker grund. Risiko for forveksling med andre producenter er stor. Især engelske Ravenhead og østrigske Ingrid Glasshütte har fremstillet glas, der minder meget om Whitefriars.

Bloggen Whitefriarsglasswannabees fokuserer på forveksling og viser eksempler. Desværre er den ikke opdateret siden sommeren 2013, og flere links er døde. Alligevel kan den sagtens fungere som supplement til glaskatalogerne, hvis man er i tvivl om identifikation.

Referencer: whitefriars-glass.com ; whitefriarsglasscatalogues.blogspot.com ; 20thcenturyglass.com ; glassmessages.com ; whitefriarsglasswannabees ;

Artiklen blev oprindelig publiceret august 2015. Denne nye version er omskrevet og udvidet med nye data.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Et gammelt bæger fra Sverige.

“Mon I kan hjælpe med stemplerne i bunden af mit svenske sølvbæger”, spørger en læser. Det var kulsort, da han fandt det på et reolmarked. Efter flere omgange med pudsekluden dukkede de tre svenske kroner op, men hvad fortæller de øvrige stempler?

Kronerne øverst i rækken i midten fortæller ganske rigtigt, at bægret kommer fra Sverige. I 1752 kom en forordning om statens overordnede ansvar for, at sølvet var ægte og kontrolleret for sin kvalitet og renhed. Fra 1754 blev stemplet med de tre kroner indført. Mærket kaldes katfoden, fordi det godt kan ligne aftrykket fra en kattepote.

Før var det den lokale oldermand, som garanterede for kvalitet og renhed. Det blev markeret med en savtakket ranke. I praksis brugte man i flere år efter 1754 både den gamle lokale ranke og den nye nationale katfod. Derfor har bægret to ægthedsstempler.

Til venstre er der et løvehoved. Det er Linköpings stadsstempel. Når byen er lokaliseret, bliver det nemt også at finde frem til mesteren. SP er Samuel Presser, der fik borgerskab i 1757. Allerede 5 år efter i 1762 fremstillede han bægret. Det fortæller bogstavet D.

Fra 1690 daterede man med bogstaver, men da alfabetetet slap op, ændrede man systemet og begyndte forfra med et nyt, som var fremtidssikret, fordi bogstaverne kunne kombineres med tal. Første gang et bogstav blev anvendt, var tallet 1 underforstået, så når der i bunden af bægret står D, skal det altså læses som D1, der er koden for 1762.

Det gik så godt for Samuel Presser, at der i 1757 var råd til at bygge eget hus i Storgatan 62 med værksted i stueetagen og bolig på 1. sal. Efter Samuel Pressers død i 1783 kommer der andre til. I 1864 lå der en købmandsforretning i ejendommen.

Ejendommen er bevaret. Den blev pillet ned i 1950 og flyttet til Frilandsmuseet Gamla Linköping, hvor den i dag kan ses. I billedets højre side er de i gang med at genopføre det gamle hus.

Vil man identificere svensk sølv er siden Svenska Silverstämplar (silverstamplar.com) rigtig god. Her finder du fortegnelser over mester-, års- og bystempler. Der er også en chat med spørgsmål og svar om svensk sølv. Svenska Silverstämplar fokuserer både på ældre og nyere svensk sølv. Billederne er skarpe, og siden er logisk og enkelt struktureret, og derfor særdeles nem og hurtig at anvende.

Har man brug for en mere grundig registrant med korte biografier er “Svensk silversmide” et hovedværk om svensk sølv. Værket dækker perioden 1520-1850 og findes i 2 udgaver fra hhv. 1943 og 1963. Begge er svære at skaffe antikvarisk og kun få danske biblioteker har dem.

Referencer: Svensk Silversmide af Erik Andrén m.fl., Nordiska Museet, 1963 ; silverstamplar.com ; digitaltmuseum.se .

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Kom indenfor hos Nathalie Krebs.

Rene og enkle former med glasurer inspireret af naturens farver og mønstre. Saxbo, der lukkede i 1968, er noget af det lækreste indenfor moderne danske stentøj. Nu kan du kan komme en tur med ind på værkstedet sammen med Filmcentralen.

Slangehud, jærnglasur, fuglefjer og hareplels er de mundrette navne på nogle af værkstedets glasurer. Bag hver eneste lå hemmelige kemiske formler som 0,4CAO – 0,5A2B. Nathalie Krebs var kemiingeniør og ejer af værkstedet. Hun vejede selv farvepulver af til glasurerne. I 39 år drev hun Saxbo. Hun formgav ikke selv, men havde forskellige keramikere tilknyttet.

“Når man begynder at eksperimentere, er det som en besættelse”, fortæller Nathalie Krebs. Glasurerne lader sig ikke altid tæmme. Det tog 25 år at genfinde præcis den rigtige glasur med aubergine farve. Små forskydninger betyder alverden for glasuren. Når det lykkes, fordeler den sig, trækker kanterne op og ender med en perfekt symbiose mellem glasur og form.

Eva Stæhr-Nielsen var med som formgiver i 36 år. I nogle af hendes arbejder bruger hun værktøj og modellerer små bånd, der får glasuren til at slå fra og trække sig hen over korpus.

Stentøj brændes ved meget voldsomme temperatur op til 1320 grader, men allerede ved 600 til 800 grader begynder de kemiske kræfter at virke.

Nathalie Krebs var ikke til moderne elektrisk drevne ovne. Kulfyring gav bedst resultat. Under krigen var der mangel på råvarer. Især manglede de feldspat fra Norge og kul til ovnen. Der var god økonomi i at samle 500 emner til en brænding. Værkstedet kunne håndtere mellem 6 til 12 brændinger om året. Undervejs blev der hele tiden eksperimenteret. Små glasurbobler blev nøje studeret, og når der blev rettet i glasurerenes kemiske sammensætning, prøvede man sig frem med små skår for ad den vej at økonomisere med pladsen i ovnen.

På Filmcentralen finder man film om mange forskellige emner. Søger man på keramik, er der 14 hits, og der er tags med links til andre emner.

Bemærk forskellen mellem film og klip. Klip er kun korte sekvenser fra filmene. I typevælgeren kan en søgning afgrænses til kun at vise film. Filmene har forskellig længde og kvalitet. En af de mindre på blot 3 minutter er en sort hvid stumfilm fra Hjorth Keramik i Rønne.

Er du til flere film om Saxbo, kan Vejen Kunstmuseums fremragende film stærkt anbefales. På deres hjemmeside finder er der også link til en database med Saxbos værker. Den er meget omfangsrig, men desværre samtidig tung at loade og præget af irriterende funktionsfejl.

Referencer: Saxbo Stentøj på Filmcentralen fra Det Danske Filminstitut ; “Porslinsmärken” af S. E. Vingedal, Forlaget Forum 1982 ; Saxbo film fra Vejen Kunstmuseum ; Denne blogs tidligere anmeldelse af Saxbo databasen.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller