Innovativt bestik

En mand sætter sig til bords på en restaurant, men bestikket er snavset. Det er gaflen. Den har rester af gammel mad mellem tænderne.

Han tager en serviet, men den kan ikke rigtig komme til. Så prøver han med en piberenser. Det er også svært. Pludselig bøjer gaflen.

Manden er arkitekten Ole Hagen. Han går hjem og sætter sig for at tegne et bestik og begynde helt forfra. Det skal være solidt, rart at holde på og nemt at gøre rent. Gaflen skal kunne stikke, skære og skovle. Hurtigt finder han frem til, at gaflen kun skal have tre tænder.

Fra slutningen af 40’erne havde Ole Hagen tegnet korpussølv for Anton Michelsens sølvsmedje. Det er også sammen  med dem, han tester forskellige prototyper, og i 1953 er det nye sølvbestik færdig med sit enkle udtryk, slanke linjer og funktionelle design.

Skeerne og gaflerne minder om tulipaner, og det blev derfor bestikkets navn, men Ole Hagen bedyrede, at han slet ikke var inspireret af blomster, da han formgav sit bestik.

Tulip gaflen var den første med kun tre tænder. Der fandtes kagegafler, men før 1954 havde spisegafler altid fire tænder. Efter lanceringen af Tulip greb andre formgivere ideen. Allerede året efter formgav Erik Herløw Obelisk for Universal Steel Company, og Arne Jacobsens AJ bestik fra 1957 fik også kun tre tænder. Tias Eckhoffs forskellige bestik fra Lundtofte findes i både tre-tands og fire-tands udgaver.

Trods interessen for kunsthåndværk og sine arbejder for Anton Michelsens sølvsmedje er Ole Hagen mest kendt som bygningsarkitekt. Han drev sin egen tegnestue, som en overgang var Danmarks største og kendt for flere markante bygninger i København og på Frederiksberg.

Ole Hagen har tegnet Domus Vista bebyggelsen, Falkoner Centret samt det 21 etagers Codanhus på Gl. Kongevej med sin vinklede facade oprindelig beklædt med mosaik i flere farver. Bygningen er opført i 1961, men blev vandaliseret i 1994 efter en brutal facaderenovering.

Referencer: Filmcentralen dokumentarfilm 1956: Her er mit hjem ; Bo Bedre november 1966 ; lauritz.com ; Ole Hagen Arkitekter ; Wikipidia .

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Irma som samleobjekt

Irma-pigen er ægte dansk kulturarv og symbol på kvalitet. Nu slagtes hun af Coop. En tragedie uden lige.

Logoet med pigen, hendes kurv og sløjfen i håret er nok et af de stærkeste danske brands. Et symbol på ordentlighed, dyrevelfærd, økologi, god smag og gourmet.

Lukningen af Irma kæden har udløst en fortjent shitstorm mod Coop på sociale medier som Reddit, Instagram og Facebook. Allerede den første formiddag fik Facebookgruppen” Bevar Irma” 4000 medlemmer. Efter 10 dage var tallet vokset til 19.000.

Andre har skyndt sig ind i deres lokale Irma og hamstret alle varer med Irma logoet, hvorefter tingene er sat til salg på dba til fuldstændig ublu priser. Måske vil Irma hypet også finde vej til reolmarkeder og til den kommende sommers loppemarkeder.

Interessen for brugt Irma er ikke helt ny. Der er samlere til de gamle dåser, som er sjældne i de oprindelige udgaver, men mere almindelige i 60’ernes og 70’ernes utallige relanceringer. Mere usædvanlige ting som f.eks Bo Bonfils og Erik Magnussens særudgave af køkkenserien fra Bing og Grøndahl med Irma pigen vil stige i pris. Måske også Søholms figur i glaseret fajance, der blev fremstillet til Irmas medarbejdere i anledning af kædens 100 års jubilæum i 1986.

Model for den første Irma-pige fra 1907 var arkitekten Sofus Greiffenbergs datter Else. Gennem årene er logoet flere gange blevet moderniseret. Senest i 2011 hvor det var tilstrækkeligt blot at vise en lille del af figuren for at fremkalde brandets genkendelighed.

I Japan er Irma-pigen kultfigur. Flere Irma butikker oplevede i årene omkring 2010 at være turistmål for busser med japanske turister, som ryddede hylderne for alt med hendes logo. Med sit rene og søde udtryk symboliserer hun et nostalgisk kvindesyn. Det forklarer interessen iflg. Anemone Platz, lektor i Japanstudier ved Aarhus Universitet.

Kunstneren Søren Vilhelm – bedre kendt som ArtPusher – har lavet en sjov satirisk fremstilling af Coops overgreb. Hans plakater og krus blev revet væk i løbet af kort tid, men der er flere på vej, skriver han på sin Facebook.

Tidligere Irmadirektør Alfred Josefsen (1999-2012) har stillet sig i spidsen for at redde Irma. Han har gjort det før, hvor han vendte kæden fra underskud til sund virksomhed. Men den 8. februar gav han op. I en pressemeddelelse siger han ligeud, at Coop ikke har ønsket at medvirke til Irmas overlevelse og heller ikke har ville opgive en salgspris.

Imens vokser shitstormen mod Coop. På Bevar Irma Facebook er der rigtig mange kunder, som erklærer, at de efter dette aldrig kommer til at sætte deres ben i en Coop.

Referencer: Facebook gruppen Bevar Irma ; Den Blå Avis ; ArtPuschers Facebook ; Alfred Josefsens Facebook ; Netmagasinet Food Supply; Grafikken med de historiske Irma-piger er affotograferet fra jubilæumsbogen: “125” af Lars Mandal, Irma 2011 ; Billedet af Søholm Irma-pigen samt Bing og Grøndahl porcelænet er hentet fra auktionshuset Lauritz.com ;

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Bernadottes Designstudio

Sigvard Bernadotte drev fra 1950 en designvirksomhed i København sammen med sin partner Acton Bjørn. Senere udvidedes med en afdeling i Stockholm.

Spændvidden var enorm: Grafisk design, skrivemaskiner, armaturer, dåseåbnere, børster, kander, tekstiler, bestik og et hav af flere andre genstande. En af de mest ikoniske er Margretheskålen fra 1955. Oprindelig lanceret i melamin og senere også i rustfrit stål.

I virkeligheden var det designeren Jacob Jensen, som tegnede skålen. Han var dengang ansat hos Bernadotte og Bjørn. Skålen blev bestilt af det lille plastfirma Rosti Bakelitfabrik. Rosti havde ikke mange ressourcer, så de slap med et honorar på 1800 kroner for tegningen samt 500 kroner for den model af skålen, som Bernadottes modellør Alf Rimer havde fremstillet. Royality var der ikke tale om.

Som regel fungerede Sigvard Bernadotte som inspirator for de ansatte. Kun få ting blev tegnet af ham selv. Blandt undtagelserne hører krydderihylden og køkkenvægten for Raadvad/Ginge. Hvis tingene er signeret, er det med Bernadotte og Bjørn, men ikke den ansatte designer, der formgav og lavede skitserne.

Med få års mellemrum udkom to bøger om Sigvard Bernadotte. Begge bygger på et omfattende kildemateriale, blandt andet Designmuseum Danmarks store arkiv med tegninger og skitser fra Bernadotte og Bjørns designstudio. Bøgerne er næsten ens sat op. Begge tager afsæt i en række cases. Der er en del overlap, men de supplerer hinanden fint og tilsammen dokumenterer de en stor del af produktionen – også hvem der i virkeligheden har tegnet de forskellige ting.

I midten af 60’erne var SAS i krise. Økonomien skulle trimmes. Bernadotte og Bjørn fik opgaven med at analyse, hvordan servering af mad i flykabinerne kunne håndteres bedre. Udfordringen var at minimere omkostningerne og samtidig fastholde høj kvalitet. Et team på tre designere arbejdede med alle detaljer. Nyt bestik skulle tegnes. Det skulle være billigt at producere, fylde mindre end det gamle bestik, og ikke mindst ville man undgå, at flypassagerene stjal bestikket. SAS havde nemlig med det forrige bestik et alt for omfattende svind.

Løsningen blev et letvægtsbestik i stål. Delene blev produceret af Norstaal. De var stanset ud af flade strimler rustfrit stål. Metoden betød, at den efterfølgende slibning og polering blev billigere. Produktionsomkostningerne kunne reduceres med 17 øre for hver del. Den samlede besparelse ved produktion af alt bestik i en 10 års periode blev 1,4 millioner kroner. Noget tyder dog på, at man ikke kom helt i mål med at minimere svind, idet bestikket hyppigt ses udbudt til salg på loppemarkeder.

I begyndelsen af 50’erne rendte Bernadotte og Bjørn med pendlen Mandalay tegnet til Nordisk Solar i 1953 ind i en kedelig sag om plagiering. For allerede i 1943 havde Bent Karlby for Lyfa tegnet sin Kina pendel. Den kom i produktion i 1950.

Selvom ligheden er slående, hævdede Bernadotte, at man ikke havde set og derfor ikke kopieret Kina pendlen. Det er Mandalay til venstre.

Nogle designs fra Bernadotte og Bjørn er stadig i produktion. Ud over Margrethe skålene gælder det også stavblenderen Bamix. Den oprindelige version er fra begyndelsen af 50’erne. Den adskilte sig ikke synderligt fra konkurrenterne, men i 1957 redesignede Bernadotte og Bjørns Studio Bamix, der nu fik et mere ergonomisk udtryk.

Referencer: “Designprinsen Sigvard Bernadotte” af Tove Gyllenstierna, Bokförlaget Forum 2006, isbn. 978-91-37-12896-2 ; “Sigvard Bernadotte och skandinavisk industridesign” af Thomas Lindblad, Bokförlaget Signum 2010, isbn. 978-91-86221-07-2 ; “Arkitekten og designeren Bent Karlby” af Vibeke Andersson Møller, Forlaget Rhodos 2014, isbn. 978-87-7999-002-9.

Billedet af Bernadotte og Bjørn i collage 2 samt skitser af Bamix i collage 5 er affotograferet fra Thomas Lindblads bog ; Billedet af den originale hvide Bamix blender i collage 5 er affotograferet fra Tove Gyllenstiernas bog ; Mandalay og Kina pendlerne i collage 4 kommer fra auktionshuset lauritz.com ; Øvrige billeder viser genstande, som tilhører denne artikels forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Hvordan skifter man pære i en globus

Er prisen nogenlunde rimelig, får en globus sjældent lov til at stå urørt særlig længe på loppemarkeder eller i retro- og antikshops. Globusser har de senere år været populære samlerobjekter.

En gammel globus er lavet af papirstrimler, som er trykt, malet eller limet på en kugle. Kuglen er af træ eller pap, men i 50’erne og 60’erne, da mange producenter begyndte at sætte lys på, blev kuglerne fremstillet af plastik eller glas. Det gik ikke med pap på grund af varmeudviklingen.

En pære holder jo ikke evigt. Er man heldig følger der en original vejledning med, men i langt de fleste tilfælde må man klare sig uden vejledning og improvisere sig frem. Grundlæggende handler det om at løfte medianen op og skubbe kuglen til side.

Det kan være lidt svært, fordi det føles stramt. Er medianen af plastik, skal man være forsigtig og undgå, at den knækker. Medianer af metal er mere solide. I toppen er der en pal og nogle gange også en fjeder. Fjederen kan dog også i sjældne tilfælde sidde i bunden.

Når medianen skal op, kan der være en skrue, som først skal frigøres fra sit gevind. Er der en fjeder, skal den trækkes ud. På kuglens top sidder et løst dæksel. Det skal også fjernes.

Når kuglen er frigjort, drejer man den forsigtigt til side og tager den af.

De fleste fatninger er smalle og passer til pærer med E14 sokkel, men nogle større globusser har en almindelige standard fatning til E27 pærer. Er globussen fransk, kan der være bajonetfatning, enten til B15 eller B22 sokkel.

Skil eventuelt globussen ad, før køb af en ny pære. Det er nemlig vigtigt, at pæren ikke er for stor til hullet i bunden af kuglen.

En vintage globus er fra dengang, man brugte gammeldags glødelamper. Nutidens LED-pærer er ofte en smule større. Til gengæld udvikler de ikke særlig meget varme. Derfor kan man sagtens bruge en kraftig pære uden at skade globussen.

Med lys i globussen kommer kartografien til sin fulde ret. Jordens geografi træder tydeligt frem.

Alle globusser har på den sydlige halvkugle et tryk, som kan sammenlignes med kolofonen i en bog. Her kan man se, hvem udgiveren er. Der er også kartografiske oplysninger samt angivelse af målestoksforhold, men globussen er næsten aldrig dateret.

Vil man finde ud af, hvornår kartografien er fra, kræver det viden om den geopolitsike udvikling og skiftende grænser.

Viser globussen Israel, er den fra efter 1948. Før det år var det Palestina. Viser den Ghana, er den fra efter 1957. Før hed det Guldkysten. Bangladesh blev oprettet i 1976. Før var landet en del af Pakistan.

På Nettet findes der en masse sider, som kan hjælpe med kartografisk datering. Man finder dem ved at google fx. “how old is my globe” eller “dating globes”.

Er man til visuel instruktion, har YouTube flere videoer om at skifte en pære. Søg fx. på “How to change a Bulb in a Globe”

Referencer: omniterrum.com/dating-globes ; longwood.edu/cleanva/datingglobes.htm ; YouTube; Billederne viser globusser, som tilhører eller har tilhørt artiklens forfatter.

All content @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Møbler af fletværk

Kurvemøbler har ikke noget at gøre i Danmark, skrev møbelarkitekten Ole Wanscher i 1928. De hører hjemme i tropernes fugtige og varme klima.

Størstedelen af de flettede møbler er forlorent fine og misforståede efterligninger af træmøbler. Grimmest er de ækle søgræsmøbler, fortsatte Wanscher i sin voldsomme kritik

Flettede møbler havde overstået sin første opblomstring under klunketiden. Kurvemagerlauget forsøgte med to konkurrencer i 1929 og 1936 at forny branchen og få arkitekter til at interessere sig for kurvemøbler. Tyge Hvass, Arne Jacobsen, Tove og Edvard Kindt-Larsen samt Viggo Boesen var blandt dem, som indleverede bidrag.

Viggo Boesens stol Fox fra 1936 var en af de præmierede modeller, som iscenesatte det nye mere moderne look.

Kurvemøbler har de senere år fået en renæssance som retro. Historien om dem fortælles i bogen Fletværk. Mange af de arkitektegnede kurvemøbler blev fremstillet af firmaet Robert Wengler, men de var ikke alene på banen.

Designfirmaet Laurids Lønborg arbejdede også med kurveflet. Deres møbler solgtes i København hos stormagasinet Havemann, hvor man i 1959 i et af vinduerne mod Vesterbrogade kunne se et par kurvemagere i aktion.

Fra 1967 begyndte der at blive importeret billige kurvemøbler fra Asien. Den hjemlige branche næsten kollapsede. Også fordi moden på samme tid var ved at skifte til plast- og stålrørsmøbler. Kurvemøblerne rykkede fra stuerne og ud til sommerhusene eller kolonihaverne. Lidt heldigt for branchen var det dog, at mange villaer i 70’erne og 80’erne fik udestuer, og sådan en måtte gerne være møbleret med et manilasæt.

Men krisen var uafvendelig. I løbet af et par år bukkede 350 mindre kurvemagerværksteder under. Nogle af de større procucenter overlevede ved at importere halvfabrikata, som de så selv samlede i Danmark.

En af de virksomheder, som gik nye veje var Horsnæs. Det traditionelle håndværk, hvor én mand stort set stod for hele processen med fremstilling af samme stol fra start til slut, blev nu opdelt i flere specialiserede processer. Samtidig fik produktionen mere industriel karakter med indførsel af nye teknikker.

Horsnæs arbejdede også med arkitekter. Sættet omkring det røde tæppe er tegnet af Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsen.

Bogen om fletværk komplementerer fortællingen om Danish Modern. Den er rigt illustreret og kan bruges til at dokumentere de forskellige arkitekters værker. Der er en godt personregister samt en omfattende kilde- og billedefortegnelse.

Reference: “Fletværk – Historien om de danske kurvemøbler 1830-2020” af Birgit Lyngbye Pedersen, Gads Forlag 2022, isbn. 978-87-12-06632-3.

Illustrationerne i denne artikel er affotograferet fra bogen.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller