Erik Kold dåser

Grafisk blomstermønster var populært i 60’erne og 70’erne. Erik Kold Plast brugte blomster på mange af deres ikoniske plastikdåser. Måske var netop blomsterne forklaringen på, at de blev så populære.

Erik Kold var slagter, men i 1967 skiftede han karriere og etablerede i Hedehusene produktion af plastik dåser til husholdningsbrug. Dåserne havde skruelåg og kunne leveres i mange forskellige farver både med og uden blomsterdekoration.

Det er uvist, hvem der fandt på det med blomsterne, men de har en vis lighed med Marimekkos Unikko dekoration, som blev tegnet af Maija Isola i 1964.

Sortimentet blev løbende udvidet med flere varianter. Nogle med påtrykt tekst som fx, kaffe, te eller spagetti.

Erik Kold dåserne blev plagieret af andre, men står du på et loppemarked eller i en retroshop og er i tvivl, kan de ægte dåser altid kendes på et præget stempel i bunden.

Dåserne blev eksporteret til flere andre lande og solgt under brandet Bella eller Sally. De findes i to forskellige typer af styrenbaseret plast begge med polypropen låg.

SAN-plast var luksusudgaven, som har en svag blålig tone. PS-plast var en billigere kvalitet, som især blev leveret til lavprisvarehuse.

Den blå tone i SAN-plast udgaven var med til at modvirke misfarvning. Styrenplast har tendens til at gulne. Derfor skal man undgå at placere i direkte sollys, fordi UV-stråler bleger plasten og kan over tid nedbryde dåserne og gøre dem porrøse.

I Sverige var virksomheden Nilsjohan importør af SAN-plast udgaven. Her hed dåserne Bella eller Sally. På etiketterne står der “Burk av luran”. Luran er et registreret varemærke for SAN-plast.

Nilsjohan fortalte kunderne, at dåserne fra Erik kold kan gå i opvaskemaskinen. Det er en rigtig dum ide, fordi salte i opvasketabs kan udtørre plasten og medføre slid på dekorationerne.

I England var den billige PS-plast udgave mest udbredt. Dåserne blev blandt andet solgt i lavpriskæden Woolsworth. Også danske Daells Varehus solgte den billige udgave både med eller uden blomster.

Et godt råd til rengøring af Erik Kold dåser er kun at bruge sulfo og varmt vand.

Undgå at skrubbe på dåserne med en skuresvamp, især den grove side er hård mod blomsterne, som er lagt på dåsernes ydersider. Også ståluld eller skurepulver kan lave mikroskopiske ridser. Kogende vand er også No Go på grund af risikoen for, at dåserne kan revne. PS-udgaven er mest sårbar for temperaturchock.

Har dåserne taget imod lugt, fjernes den natten over med natron opløst i varmt vand. Misfarving helbredes med olivenolie på en varm og fugtig klarklud.

Referencer: Hus & Hem Retro, nummer 3, 2021 ; da.wikipedia.org ; marimekko.com ; Googles AI robot er brugt til baggrundsinfomation om plasttyper.

Illustrationerne er forfatterens egne, bortset fra Nilsjohan dåserne, som er fra auctionet.com og Daells Varehus julekataloger fra 1973 og 1977. Kataloger fra Daells Varehus er digitaliserede og findes på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Lær at betjene et lyntog

På stumpemarkedet i Herning finder man af og til de mest kuriøse ting som fx. denne instruks for lyntogsdrift.

Indvielsen af Lillebæltsbroen og indsættelsen af de nye lyntog litra MS i 1935 var en revolution af datidens jernbanetrafik. Før var rejsetiden mellem København og Aarhus omkring 7 timer. Med lyntog kunne turen reduceres til kun 4½ time.

Hurtigt stod det klart, at der var behov for flere lyntog. Kapaciteten i de første fire MS 3-vognstog viste sig at være alt for lille. Derfor fik DSB yderligere fire MB 4-vognstog i 1937-38.

Passagerne oplevede, at lyntoget nemt og hurtigt kørte direkte ombord på færgen ved Storebælt, men instruksen for lyntogsdrift afslører, at det faktisk var en ret omstændig affære, som krævede en del mandskab med forskellige opgaver og detaljerede procedurer efter et nøje fastlagt skema.

Lyntoget havde altid to lokomotivfører, den ene med særligt ansvar for motorerne. Derudover var der en togfører med ansvar for passagerne samt i nogle tilfælde også en togbetjent til at assistere togføreren. Før lyntoget måtte køre ind på færgen, skulle togføreren låse døre og toiletter samt sikre sig, at alle vinduer var lukkede. Færgens personale havde til opgave at fastgøre toget med kæder. Uhyre vigtigt især ved høj søgang.

Når toget var sikkert fastgjort, fik lokomotivføreren i det forreste førerrum besked. Han meddelte derefter sin kollega i det bagerste førerrum, at nu kunne motorerne slukkes.

To lyntog kunne sammenkobles og køre sammen. Det skete typisk mellem København og Korsør. Så var der fire lokomotivførere og to togførere på arbejde samt eventuelt to togbetjente. Alle igen med forskellige opgaver og sammenkoblingen foregik efter en nøje beskrevet procedure.

Togets kupeer havde varme, så passagerne ikke kom til at fryse på kolde dage. Radiatorerne var skjult bag paneler i gulvhøjde. Varmen kom fra et koksfyr. Klagede en passager og ville have skruet op eller ned for varmen, måtte togføreren ikke selv betjene cirkulationspumperne eller fyret, men skulle rette henvendelse til den lokomotivfører, der havde ansvaret for motorerne.

Udvendigt hang metalskilte med lyntogets navn. Før afgang fra København blev de fastgjort på en skinne under taget. Et sådan lyntogsskilt blev for år tilbage solgt på auktion for 9000 kr.

I november 1973 blev syv af de otte lyntog fra 30’erne skrottet og afbrændt. Jernbaneentusiaster fik lov at gå ombord og skrue nogle souvenirs ud af vognene. De fik endda lov at låne værktøj af ophuggerne. Mens ilden havde godt fat i togets ene ende, lykkedes det at slippe ud med effekter fra den modsatte ende.

På loppemarkeder kan man af og til støde på genstande fra gamle tog. Om de lige præcis kan henføres til et lyntog er usikkert, idet det meste inventar var all-round komponenter.

Manometeret fandtes fx. i flere forskellige motorvogne, sæbeholderen i rustfri stål var standard i stort set alle personvogne helt frem til begyndelsen af 60’erne. Kongekronen fra et decal-ark sad på alt DSB materiel indtil designreformen i 1973.

Der er bevaret et enkelt af de gamle lyntog på Jernbanemuseet i Odense. Det blev renoveret af Museumstogs afdeling på Centralværkstedet i København. I påsken 2014 kunne det køre, men i dag henstår det under halvtag på museet som en statisk udstillingsgenstand i langsomt forfald. Drift eller løbende vedligehold prioriteres ikke. Det er en hån mod de mange hænder som stod for restaureringen og en trist formidling af dansk kulturarv.

Referencer: “Instruks for Lyntogsdrift”, De Danske Statsbaner 1943 ; “Fra Lyntog til InterCity” af John Poulsen, Banebøger 2010 ; jernbanekilder.dk ; evp.dk.

Alle billeder af lyntoget og genstande er fotograferet af denne artikels forfatter, bortset fra billedet på færgen, som er hentet fra jernbanekilder.dk.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Uden kongelige stempler

Et stykke lertøj er måske ved første øjekast “No Name”, men selvom lertøjet er helt uden signatur, så kan det sagtens komme fra en stor producent af keramiske brugsting.

Middelfart Lervarefabrik er et eksempel på sådan en producent, der næsten aldrig stemplede deres ting. Fabrikken var virksom fra 1894 til 1946. Flere gange skifter den ejerforhold, og efter 1946 flyttes produktionen til Nørre Aaby under navnet Sejer Keramik

En ny bog fortæller dels historien om lervarerne fra Middelfart, og dels om grossisten Holbecks Fajance Forretning i Odense. De lukkede i 2000, men ejede Middelfart Lervarefabrik i perioden 1919-1943

Et formål med bogen har været at kunne identificere tingene fra Middelfart, sådan at de ikke længere er “No Name”.

Forfatteren har søgt i arkiver og har fundet gamle kataloger, som er trykt i bogen. En stor del af produktionen var urtepotter som fx. en model med bladfrise på kraven vist i kataloget fra 1910.

Præcis samme frise har nogle af mine urtepotter på altanen, men de er købt som nye hos Illums Bolighus for få år tilbage, Mine potter er stemplet Bergs og fremstillet i Italien.

På deres website kalder Bergs Potter dem for Københavner-krukker. De er angiveligt skabt af Steffen Berg og inspireret af urtepotter fremstillet til Fredensborg Slot.

Motivet med den stiliserede bladfrise er dog ikke kun brugt i Danmark. Det var ganske almindelig ornamentik på mange europæiske terrakotta potter i anden halvdel af 1800-tallet, især på potter fra Italien.

Bergs Potter har altså ikke skabt Københavner-krukkerne, men genintroduceret en ældre potte. Middelfart Lervarefabrik har sandsynligvis også kendt til de udenlandske terrakotta potter og har ladet sig inspirere.

Potterne fra Middelfart er undtagesesvist ikke “No Name”, men som oftest stemplet i bunden. De blev maskinelt masseproduceret i stålpresser. Kunderne var især lokale gartnerier på Fyn.

Lervarefabrikken fremstillede også julepynt, sparegrise og vaser til hyacinter. Hyacintvaserne med blyglasur har løbeeffekt, som opnås ved at bruge flere lag glasur. Andre fabrikker kendte også til teknikken. Hver fabrik havde deres unikke og hemmelige glasurblanding, som kan være med til at bestemme, hvorfra vaserne kommer.

Vaserne fra Middelfart er karakteristiske for skønvirkestilen. De blev drejet i forme på drejeskiver. Mønstrene skabtes ved sgraffito-teknik, hvor drejeren under rotationen med særligt værktøj skrabte ler af.

Holbecks Fajance Forretning startede i 1905 egen fajanceproduktion i Odense, men var ellers gennem alle årene primært en grossistvirksomhed.

Efter 2. verdenskrig vandt importeret porcelæn fra Vest- og Østtyskland samt Tjekkoslovakiet frem på det danske marked. De udenlandske stel var billige og blev af mange forbrugere opfattet som mere moderne sammenlignet med de mere traditionelle håndmalede stel fra Den Kongelige Porcelænsfabrik eller Bing & Grøndal.

I 1964 importerede virksomheden 9 tons glas og porcelæn fra Tjekkoslovakiet leveret med tog. Det sidste stykke vej blev godsvognene sat på en såkaldt vognbjørn trukket af lastbil.

Bogen spænder meget vidt over flere forskellige virksomheder og tidsperioder. Det er absolut en styrke. For på¨den måde trækkes der et langt kulturhistorisk perspektiv på skiftende mode og produktionsvilkår.

Formidlingen er enkel og nem at tilgå uden at blive banal. Forfatteren har lavet grundig research og flere steder suppleret med personlige fortællinger om tingenes brug.

De mange illustrationer er af god kvalitet. Katalogsiderne fra Middelfart Lervarefabrik er fra 1910, 1912-1913 med tilføjelser fra 1921.

Sortimentet fra Holbecks Fajance Forretning er knap så systematisk vist, men bogen giver fine eksempler på salgsreklamer fra 60’erne og 70’erne. Det norske ikoniske Daisy stel fra Figgjo Flint blev importeret af Holbecks Fajance Forretning.

Nogle er hentet fra isenkræmmerringbind. Den visuelle markedsføring har ændret sig siden katalogerne fra århundredets begyndelse. Tingene præsenteres i kontekst med borddækning og retter. Nogle steder også med opskrifter.

Referencer: “Uden kongelige stempler: Lervarer, fajance og porcelæn fra Middelfart Lervarefabrik og Holbecks Fajance Forretning” af Elsemarie Døssing, Wadskjær Forlag 2026 ; bergspotter.com ; chatGPT5 (billedeupload af Københavner-krukke)

Ilustrationerne er affotografert fra bogen, bortset fra billedet af urtepotten på altanen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Gamle danske radioer

Danske radio- og TV-fabrikker boomede gevaldigt i 40’erne og 50’erne, men så i 60’erne lukkede flere af dem, og i 70’erne kolapsede branchen totalt. I dag er der kun B&O tilbage.

Der findes samlere til de gamle apparater. Nogle går efter retro-design som f.eks. B&O’s ikoniske transistorradioer. Flotte eksemplarer kan nemt handles for op mod et par tusinde kroner. Andre leder efter historiske vrag, som de kan sidde og nørkle med og måske få til at fungere.

B&O’s internationale brand er design, men sådan har det ikke altid været. Møbelarkitekten Ole Wanscher skrev i 1933 om virksomhedens apparater, at de lignede noget, som kunne være tegnet af “møbelhandlerens yngste lærling”.

Kritikken ramte B&O, som allerede året efter skabte en radikal anderledes radio stærkt inspireret af Bauhausskolens funktionalistiske formsprog. Modellen hedder Hyperbo 5 RG. Kabinettets sorte look med stålrør var et markant skift sammenlignet med de tidligere apparater i nøddetræsfiner.

I årene efter fortsatte B&O med at eksperimentere med design. I 1938 kom Beolit 39 med kabinet af bakelit i sort og cremehvid, men de fleste andre radiofabrikker holdt sig til kabinetter i finer og traditionel form. En af dem var N.C. Bang i Odense, som markedsførte sig under brandet Phønix.

Kigger man på markedsføringen af Phønix kan det undrer, at deres apparater havde så tungt og oldfashion look. Deres brochurer bar nemlig præg af nytænkning med et grafisk meget moderne udtryk. Måske har der været en kunstner eller bladtregner involveret.

Phønix fik omkring 1935 hos Glud og Marstrand fremstillet emaljeskilte i formatet 58 x 58 cm beregnet til ophængning på jernbanestationer. Også skiltet er et stærkt visuelt mesterværk med røde stråler, der leder mod skiltes midte og teksten Phønix Radio.

Phønix brugte sloganet “Man lytter ikke – man hører”. Det skal forstås sådan, at man derhjemme i stuen ikke skulle anstrenge sig med at lytte. Den tekniske kvalitet var nemlig så tilpas høj, at man tydeligt kunne høre, hvad der blev sagt eller sunget.

Igen i 1954 var der kritik af kabinetterne. Denne gang en ordentlig bredside i Snedkerbladet fra Poul Henningensen, som sammenlignede radioapparaterne med en lokumsdør.

Nu var det ikke kun B&O, som lyttede. Også andre fabrikker tog kritikken til sig og fik hyret designere.

Linnet & Laursen etablerede et samarbejde med møbelarkitekten Ib Kofoed-Larsen. B&O brugte også i 50’erne og 60’erne forskellige designere. Især Jacob Jensen i slutningen af 60’erne, men før ham formgav også Sigvard Bernadotte, Acton Bjørn og Ib Fabiansen for B&O.

DR’s TV-fortælling Krøniken handler om Bella Radio og dens stive egenrådige ejer Kaj Holger. Navnet er fiktivt. Bella Radio har aldrig eksisteret, men inspirationen er TO-R. Fabrikken hed sådan, fordi ejeren havde to R’er i sit navn: Rasmus Rudholt.

I 2010 udkom bogen “Bella og alle de andre” om radio- og TV-fabrikker i Danmark. Forfatteren har baggrund som elektroniktekniker og radiofaglærer på en teknisk skole. Bogen bærer præg af grundig research. Fabrikkerne præsenteres i alfabetisk rækkefølge og deres sortiment er godt dokumenteret.

Layout er lidt særpræget, nærmest som en slags scrapbog, hvor teksten hopper ind og ud mellem illustrationerne. Det er ikke særlig kønt, men det fungerer alligevel meget godt, fordi det er nemt at orientere sig og lede efter bestemte apparater.

Bogens har et omfattende billedmateriale fra gamle kataloger og reklamer. Forfatteren har også kigget i samtidige priskuranter. TO-R’s allerførste transistor hed Superphone Trans-Weekend. Den kostede i 1958 hele 498 kr., og så kunne den endda ikke modtage signaler fra FM-båndet, men kun kort- mellem- og langbølge. Først fra 1961 kunne de danske transistorer bruges til FM.

Referencer: “Bella og alle de andre: Radio- og TV-fabrikker i Danmark 1925-1975” af Bjarne Dahlin Nielsen, 3. udgave 2010 : radiohistorie.dk ; dr.dk .

Billederne af B&O radioerne er optaget på Struer Museums permanente radio-og tv-udstilling ; Reklamebillederne er hentet fra radiohistorie.dk samt bogen “Bella og alle de andre”, Billedet af Bellas ingeniør med pipen er et skærmdump fra Krøniken ; Emaljeskiltene tilhører denne artikels forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Palshus keramik

Et askebæger og to vaser fundet i sommeren 2025 på loppemarkeder i Aarhus. Tilsammen repræsenterer tingene de tre vigtigste faser i den keramiske produktion fra Palshus.

Askebægeret til 10 kroner er skabt af Jens Harald Quistgaard og er en repræsentant for de tidlige Palshus ting i hårdtbrændt rødler.

Den blå vase med torpedoform kostede 100 kroner. Den er eksponent for sortimentet i 50’erne, hvor man fik omstillet produktionen til stentøj i enkel minimalistisk stil ofte med glatte og matte såkaldte harepelsglasurer.

325 kroner var prisen for stentøjsvasen i grov chamotteler. En rustik serie vaser og lampefødder, som lanceredes i slutningen af 50’erne.

Vejen Kunstmuseum har lavet en særudstilling om Palshus. Fra museets website kan downloades en lille folder, men et egentlig katalog er det desværre ikke blevet til.

Et selvstændigt værk om Palshus og deres historie mangler. Værkstedet er dog beskrevet i flere tidsskriftartikler og i generelle værker om dansk keramik og stentøj. En fortegnelse over, hvad der er publiceret, findes i Dansk Keramisk Bibliografi fra 2014 og det tilhørende supplement fra 2024.

Udstillingen i Vejen fylder kun et mindre rum i kælderen, men Palshus produktionen er alligevel flot repræsenteret. På en stander i rummet er der opstillet en guide til de udstillede genstande.

Guiden er fin, men museumsgæsten kommer nemt til at løbe spidsrod mellem montrer og guide. Det fungerer lidt tungt. En bedre service ville være plancher eller digitale infoskærme tættere på genstandene i montrerne.

Bortset fra en enkelt montre med prisliste og pensler og signaturer, så er udstillingen udtryk for temmelig traditionel og lidt gammeldags museumsformidling med præsentation af genstande som det eneste.

De fleste bag montre, men nogle af de store værker står frit fremme. Man kan stikke næsen helt hen og betragte dem ganske tæt på. Glasurenes stoflighed fornemmes på den måde anderledes end på tingene bag glas.

Den tidlige produktion i rødler, som var stemplet med et kohornslogo, blev en solid økonomisk succes. Designeren Jens Harald Quistgaard var tilknyttet Palshus og formgav flere genstande i rødler ofte med dekorationer udført med træstempler.

Kohornslogoet ligner oplagt grafik fra Quistgaards hånd, men udstillingen giver ikke noget svar på, hvem der stod bag kohornene. Nogle ting var både mærket med kohorn og initialerne IHQ. Andre ting som mit askebæger fra bagagerumsmarkedet har kun IHQ initialerne.

Stentøjsproduktionen fra Palshus var i samtiden forholdsvis billig, fordi man masseproducerede i serier og holdt sig til få forme og glasurer. Harepels glasurerne havde kun få standardtoner, som også blev brugt på dyrefigurer tegnet af Kjeld Jordan. Bortset fra dyrefigurene var det traditionel brugskeramik i form af vaser, krukker, skåle og askebægre, der kendetegnede produktionen.

I 1957 opstod en fejde med med Saxbo, som mente, at Palshus kopierede deres stil. Kritikken gik på den tidlige stentøjsproduktion og især harepelsglasurerne. Nathalie Krebs, Saxbos ejer, så Palshus tingene som unfair konkurrence, fordi de var forsøgt lagt tæt op ad Saxbos modeller og glasurer.

Konkurrencen i markedet for kvalitetsstentøj var hård. Mens Saxbos økonomi ofte balancerede på kanten, havde Palshus klare fordele på grund af mere rationel produktion i store serier og med få glasurer.

Set i bakspejlet er kritikken svær at forstå. At antyde plagiering er ikke rimeligt. Alle kunstnere lader sig inspirere, og Palshus tingene anerkendes i dag for selvstændig form og udtryk.

Referencer: Vejen Kunstmuseum ; “100 års dansk keramik” af Carsten Bagge Laustsen, 2024 ; “Saxbo og Nathalie Krebs” af Anders Uhrskov m.fl., 2023 ; “Dansk Keramisk Bibliografi” af Gunnar Jakobsen, 2. udgave 2014 ; “Dansk Keramisk Bibliografi – Supplement” af Gunnar Jakobsen, 1. udgave 2024.

Photo and text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller