Svensk køkkentaburet.

På Verkstads AB Lindqvist i Motala var de gode til at lave møbler i stål. Et af deres mest populære designs var en taburet til køkkenet kaldet husmorsstegen. I dag er den en klassiker.

Konstruktionen er helt enkel og rationel. Et stabilt stel af forkromet stål med sæde og trin belagt med linoleum. Afrundet formsprog med bløde enkle linjer. Stålet signalerer kølighed og klinisk hygiejne. Kunderne kunne vælge mellem en rød eller en turkis-blå. Senere kom der andre farver.

Hvem, der tegnede husmorsstegen, er ikke helt klart, men den blev introduceret i 1950’erne og blev en stor succes. Desværre begik fabrikken en kæmpe brøler. Man glemte at tage patent og få registreret varemærkebeskyttelse. De to direktører Tore og Helmer Lindqvist må have ærgret sig gul og blå i de svenske nationalfarver, da en anden svensk virksomhed AWAB (Anderstorps Werkstad AB) kopierede konstruktionen.

Både Lindquist og AWAB solgte mange taburetter i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Ved første blik er det ikke nemt at se forskel på en Lindqvist og en AWAB. Vend så bunden i vejret og se markante forskelle i svejsningerne og den måde, sædet er monteret på stellet. Derudover har en Lindqvist runde skruer på trinnene, hvorimod de er flade på en AWAB.

Med så mange år på bagen er det sjældent at se en husmorsstege med linoleum i perfekt stand. Alligevel går slidte eksemplarer som varmt brød, og mange vrag får en ny chance.

Det er nemlig ret nemt at renovere taburetten og sætte ny belægning på sæde og trin.

Nogle vælger igen at sætte linoleum på, mens andre nytænker og skærer laminerede bordskånere til, så de passer i størrelsen og limer dem på med expoxy- eller kontaktlim. Man kan også bruge tapet eller voksdug lakeret med oliebaseret bådlak.

Tips til at renovere en husmorssteg findes på finafyndet samt Äntligen Emma.

Referencer: runeberg.org,  retrofolk.se samt Scandinavian Retro nummer 3, 2016.

Billederne i øverste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com, dem i midten er egne fotos og de nederste kommer fra tradera.com samt Liv i Villan.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer

Stel og kunstnere fra Knabstrup

Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik var gennem mange år Danmarks største producent af keramiske produkter.  I begyndelsen fremstillede de kun urtepotter og syltekrukker, men efterhånden blev sortimentet udvidet med prydgenstande og designerstel.

Stellet Tove med trekantede kopper fra 1955 og søsteren Bodil fra 1956 var banebrydende nye og anderledes i forhold til mange andre stel på det danske marked. De havde blank udvendig glasur og transparent indvendig glasur.

Tove og især Bodil viste sig i brug at have nogle alvorlige fejl. Kopper og tekander revnede eller krakelerede. De to glasurer passede dårligt sammen. Den udvendige trak i skærven, mens den indvendige pressede ved pludselig varmepåvirkning. Glasurene ændredes flere gange, men rigtigt godt blev det ikke, og Bodil blev hurtigt taget af sortimentet. Til gengæld overlevede Tove indtil 1964.

Forskellige kunstnere var i kortere eller længere tid tilknyttet virksomheden. Udviklingen tog fart i 1953 med ansættelsen af billedhuggeren Johannes Andersen som kunstnerisk leder. I 50’erne og 60’erne hentede fabrikken flere keramikere til sig fra Polen, Ungarn, Tyskland, Østrig og Sverige, men også mange danske kunstnere formgav og tegnede for Knabstrup.

Ting fra Knabstrup er lette af identificere. Fabrikkens bomærke var i mange år en ovn. Den skifter udseende gennem tiden og kan være stemplet, præget eller en etiket. Stentøjsprodukterne har en lidt anden ovn uden røg op af skorstenen, men suppleret med et S-mærke. Fra 1975 introduceres et nyt mærke. En stiliseret grafisk figur med to modsatrettede K bogstaver.

Holbæk Museum havde engang en hjemmeside med artikler om Knabstrup. De er desværre taget af. Til gengæld kan museets bog Keramik & Tegl, som i 2009 blev udgivet sammen med Jernløse Lokalhistoriske Forening, stadig fås. Det er en flot og fremragende bog med kunstnerbiografier og signaturer.

Fremstillingen bygger på et omfattende kildemateriale og på beretninger fra fabrikkens tidligere ansatte. Intentionen har været at komme hele vejen rundt om alle aspekter af fabrikkens historie. Bogen er rigt illustreret blandt andet med katalogark fra perioden 1966-1982, og for samlere, der er interesseret i det produktions-tekniske, er der detaljerede redegørelser om ovne, ler og keramisk kemi.

Redaktørerne skriver, at det har været svært at skabe en overordnet struktur. Sådan én mangler bogen, og det er uheldigt, især når udgiveren gerne har villet lave en opslagsbog. Der er heller ikke noget register. Det havde ellers været en brugbar indgang at orientere sig ud fra, når nu strukturen er temmelig rodet.

På Nettet har Eva Andreasen lagt billeder af en del af Knabstrups sortiment på hjemmesiden Knabstrup Keramik. I kategorien vaser er der til eksempel 262 billeder. Samme sted er der også en gengivelse af nogle af Knabstrups kunstnersignaturer.

I 1978 lakkede det mod enden. Den keramiske produktion blev overtaget af Bjørn Wiinblad, som benyttede lejligheden til at udfase det meste af Knabstrups sortiment til fordel for sine egne Nymølle produkter. Og i 1988 lukkede virksomheden helt.

Men brandet er igen dukket op. I 2017 blev Knabstrup relanceret med et koncept, som bygger på et mix af nogle af de originale gamle lertøjs- og keramik ting samt helt nye formgivninger skabt i samarbejde med forskellige nutidige danske keramikere.

Referencer: knabstrup-keramik.dk , designbase.dk og knabstrup.com samt “Keramik & Tegl. Knabstrup, en fabrik med liv og ler”, Holbæk Museum 2009, isbn. 987-87-87226-40-0. Pris 150 kr. Bogen kan bestilles gennem Lokalhistorisk Forening Jernløse, som på sin hjemmeside under virtuelt museum viser gamle produktblade fra en del af Knabstrups lertøjssortiment.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Find et loppemarked i Sverige.

Svenskerne kan simpelthen bare noget med loppemarkeder. Mange danskere tager gerne turen over Øresund for at gå på jagt og bruger måske en hel ferie på det.

Men hvordan finde rundt i junglen og slippe for at køre forgæves? På Nettet finder du forskellige guider. Nogle af dem kan også hentes som apps til din smartphone. Her kigger vi nærmere på Antikkartan og Loppiskartan.

Antikkartan kommer fra det svenske tidsskrift Antik & Auktion og kan tilgås via PC eller app. “Trevlig fyndjakt” siger appen og fortæller, at her er der samlet adresser til loppemarkeder og butikker med vintage eller antik. Leder du efter en specifik forretning eller et marked, er der en alfabetisk liste, men de fleste vil nok bruge kortet.

Telefonens GPS sørger for, at dit udgangspunkt er præcis, hvor du befinder dig. Smart når du er på en given lokalitet, men hvis du planlægger nogle dage frem, må du køre rundt med fingeren på kortet over Sverige. Du kan også bruge en søgefunktion, som dog ikke kan klare danske æ, ø eller å. Den virker kun med svenske tegn, så du skal hente svensk sprog i telefonens indstillinger og skifte sprog til svensk, hvis du vil bruge app’en optimalt.

Funktionaliteten er som udgangspunkt godt tænkt. Du vælger et sted og får adresse, telefon og rutebeskrivelse. Har stedet en hjemmeside eller Facebook profil, er der også et link. Men i praksis viser det sig hurtigt, at app’en er tung at arbejde med. Når du har været inde på rutebeskrivelsen og vil bakke tilbage til kortet, havner du på appens indgangsside og skal igen til at vælge forfra ved at pege på kortet. Besværligt!

Øland ligger i Kalmar Län. Her finder Antikkartan 4 steder. Alle med links til hjemmesider. Kun et enkelt link virker. De andre eksisterer ikke længere. Søges der efter steder i byen Kalmar tæt ved på fastlandet, er der ingen.

Loppiskartan er en anden loppemarkedsguide. Som app findes den kun til Android. Hjemmeside versionen blev omtalt, da den var ny i juni 2011. Loppiskartan kan i en radius af 20 km fra Øland finde i alt 30 steder. De 9 ligger i Kalmar. Altså klart bedre end Antikkartan.

Kigger du nærmere efter, er flere af stederne imidlertid lagt ind for meget længe siden. Ofte 3-7 år tilbage. Især data fra mange af loppemarkederne er derfor uaktuelle. Sted og dato passer ikke. Data fra retro- antik eller genbrugsforretninger er en smule mere pålidelige, men halvdelen af linksene til stedernes hjemmesider eller Facebook er døde eller domænet er ledigt.

Både Antikkartan og Loppiskartan er godt tænkt. Arrangører og forretninger lægger selv data op, men svagheden ved den slags online guider er manglende ajourføring. På Loppiskartan kan man markere et marked eller et forretning som uaktuel, hvis man er oprettet som bruger. Det har alt for få benyttet sig af.

Et bedre alternativ er tit en trykt guide. Magasinet Scandinavian Retro udgiver hvert år en, som dækker næsten hele Sverige fra Skåne til Lapland.

Guiden kommer altid sammen med det nummer, der sendes på gaden før sommerferien. I 2018 kommer den sammen med nummer 3, som er i butikkerne ca. 5. juni. Fordelen ved en trykt guide er, at den er opdateret. Alle oplysninger er kontrolleret i april samme år..

Desværre medtager guiden i Scandinavian Retro af pladsmæssige hensyn ikke steder fra Sveriges 10 største byer. En klar mangel. Til gengæld er oplysningerne aktuelle og til at stole på.

Referencer: Antikkartan findes på Nettet samt i Apple App Store og Google Play. Skærmbillederne er fra iPhone. Loppiskartan findes på Nettet og i Google Play. Scandinavian Retro forhandles i en række danske kiosker eller du kan oprette et abonnement. Billederne stammer fra nummer 3 fra 2017.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Hvordan ser Pippi ud?

Fregner og røde fletninger er hvad man forbinder med Pippi. Sådan ser hun ud i TV-serien, og sådan er hun tegnet i bøgerne.

Men bortset fra fregnerne og håret har Pippi Langstrømpe mange forskellige fremtoninger. Alder, ansigt og tøj kan variere.

Det viser magasinet Scandinavian Retro i en sjov artikel om Pippi som dukke. Udseende og tøj skifter fra land til land, og aldersmæssigt fremstilles hun lige fra baby til teenager.

Navnet Pippi Langstrømpe fandt Astrid Lindgrens datter på i 1941. Tre år senere var det færdige manuskript klar. Først spurgte Astrid Lindgren, om Bonnier ville udgive det, men de takkede nej. Det afslag regnes for en af forlagshistoriens største bommerter. Året efter i 1945 udkom bogen om Pippi Langstrømpe i stedet for hos forlaget Raben & Sjögren. Mange flere historier kom til de følgende år. Bøgerne blev et hit og er oversat til 90 sprog.

Fortællingerne om Pippi var i 40’erne og 50’erne banebrydende og helt anderledes end datidens gængse børnelitteratur. Flabet og ironisk møder Pippi Langstrømpe de voksne autoriteter, når de kommer på tværs. Samtidig udfolder hun fantasi, frihed og omsorg og er et legebarn.

At give en pige en Pippi-dukke bliver et symbol på at give hende styrke og selvstændighed, siger Marie Nyreröd, som i mange år har samlet på Pippi Langstømpe dukker, og som har samarbejdet med Scandinavian Retro om artiklen.

Pippi er også fremstillet i keramik og porcelæn. Lisa Larsons Pippi kom i 1969. Samme år som TV-serien første gang blev sendt. Tyske Goebel fortolkede Pippi karakteren omkring 1990, mens den russiske Pippi siddende på en kuffert er fra 2010.

Referencer: Scandinavian Retro nummer 2, 2018 og Wikipedia. Aftonbladet/tv.nu. Auctionet.com og From Russia.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Hele pladen rundt.

“Det, jeg elsker ved vinyl, er de store pladecovers, duften af bog, lyden det giver, når en plade lægges på, og nålen der rammer rillen”. Ordene kommer fra en pladesamler i bogen Alt om vinyl, som kom i april 2018.

Vinyl er igen hot. Næsten totalt udslettet af cd’en i slut 80’erne, men formatet er tilbage og har fået en revival. Ny musik udkommer på vinyl, og gamle værker bliver genudgivet på vinyl.

Alt om vinyl kommer hele pladen rundt. Bogen fortæller om pladeselskaberne og om alt det lidt nørdede tekniske som mastering, skæring og presning. Du kommer en tur ud på brugtmarkedet og får samlertips. Der er også et afsnit om fantastiske covers og kunstnerne bag dem. Bogen slutter med praktiske råd om pleje af sin vinylsamling.

En genial ting undervejs er syv meget forskellige interviews med entusiastiske samlere. Et af dem med Jonas på 14 år er noget af en øjenåbner. Han er blind, men kan sagtens håndtere sin samling alligevel.

Det hele er lækkert illustreret med flotte billeder, og teksterne er godt skrevet og nemme at gå til. Og så er der alle de sjove anekdoter og sære detaljer. På det blanke område i pladens udløb ind mod labelen kan der f.eks. være små beskeder i form af vittigheder fra kunstneren eller en hilsen fra skæremesteren. Nogle gange har masterings-studiet desuden sat sit navn eller et logo.

Labelen er også spækket med detaljerede informationer. Facts om fremstilling, katalognummer, årstal, landekoder og matricer. Den slags kan være nyttig viden for inkarnerede samlere.

“Jeg kommer aldrig til at give 3500 kr. for en plade”, siger en af samlerne i bogen. Og vinyl kan være en temmelig dyr hobby. “Nogle selskaber udgiver pladerne i tusindvis af forskellige farvet vinyl i meget begrænsede oplag. Der er gået lidt Magic-kort i den. Priserne presses op, og det er ærgerligt”, fortsætter han.

De allerførste eksemplarer af Pink Floyds The Dark Side of the Moon har en lidt anderledes label, hvor den blå trekant er fyldt helt ud med blåt. Sådan en er ekstrem sjælden og handles i 10.000 kroners klassen.

Sony genudsendte i 2017 et optryk af singlen Damen på taget med Kim Larsen, Stig Møller, Bjørn Uglebjerg og Tommy Pedersen. Oplaget var begrænset til 300 eksemplarer, men det er den gamle udgave fra 1971 til venstre, som er tusindvis af kroner værd.

Nogle gange er det et sjældent cover, der trækker prisen op. Eller ned, hvis det er i dårlig stand. Fona brugte en overgang et blåt to-delt prismærke. Hvis man prøvede at fjerne den øverste del, ødelagde man coveret, fordi limen var særdeles kraftig.

Alt om vinyl er en lækker bog. Nærmest en bibel om emnet. Den er skrevet til samlere, som er ramt af magien ved det analoge format, men kan også læses af nybegyndere, der er nysgerrige efter at finde ude af, hvad det hele handler om.

“Alt om vinyl” af Søren Genefke. Byens Forlag 2018, isbn. 978-87-93628-32-8. Pris 359 kr.

Alle illustrationer er affotograferet fra bogen, undtagen billedet af samlerne øverst. Det er hentet fra Facebook siden Plademesse i Nørrebrohallen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Sjælden Ikea stol i høj kurs.

Vilbert er navnet på en Ikea stol, som solgte så skidt, at den allerede efter få måneder blevet taget ud af sortimentet.

Prototypen blev præsenteret i 1993 på Swissbau udstillingen i Basel. Det var en ganske simpel konstruktion sat sammen af kulørte melamin-coatede MDF-plader.

Efter nogle år blev den sat i produktion. Møbelkæden Ikea fik eneret at sælge den. Vilbert er vist i kataloget fra 1995 og kom i en pakke, som var en af de fladeste emballager nogensinde blot med 4 plader og nogle skruer. At samle stolen tog ca. 5 minutter.

Historien om Vilberts fødsel er lidt uklar.

I Ida Engholms Panton biografi fortælles det, at producenten Alsapan, der fremstillede MDF plader, havde spurgt Verner Panton, om ikke han kunne lave noget af deres MDF-plader. Først takkede han nej, men sad så alligevel en aften og eksperimenterede med nogle plader, hvilket førte til konstruktionen af Vilbert.

Staffan Bengtsson har en anden fortælling. I hans bog om Ikea designere er historien, at Gillis Lundgren, designer hos Ikea og senere ansvarlig for møbelkædens produktudvikling, i starten af 90’erne var nabo til Verner Panton i Schweiz. De to førte mange samtaler om design, og en dag lykkedes det Lundgren at overtale Panton til at tegne en stol af MDF-plader specielt til Ikea.

Vilbert var billig. I det tyske Ikea katalog fra 1995 stod den til 150 DM. Når den så alligevel floppede totalt, er det måske, fordi den ergonomisk var katastrofalt ubekvem. I virkeligheden er den vel nærmere en skulptur end et siddemøbel.

I dag er stolen sjælden. Når den engang imellem dukker op på auktion, falder hammeren lagt over Ikea prisen fra 1995. På internationale auktioner sælges den til mellem 3000 – 4000 kroner.

Referencer: “Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre” af Ida Engholm og Anders Michelsen, Strandberg Publishing 2017. “Verner Panton – Das Gesamtwerk” af Vitra Design Museum, 2000. “Ikea the book” af Staffan Bengtsson, Arvinius Forlag 2000. verner-panton.com. Billedet er hentet fra siden skandinaviskdesign.dk

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Slagbord med plade af teak.

Med et snuptag slås klapperne op og støttebenene svinges ud. På kort tid er bordet udvidet fra 30 til 156 cm. Slagborde er en rigtig praktisk opfindelse til små rum.

Louise har fået sådan et bord. Pladen er af teak og stellet af bøg. Hun vil gerne vide, hvem der har designet og fremstillet det.

Bordet hedder Pedro og er svensk. Tegnet i sidste halvdel af 1950’erne af K-O Westberg for AB Tengsjömöbler i Ulricehamn. Pladerne måler 63+30+63 cm.

Det kunne leveres med understel i forskellige varianter. Eg, bøg eller lakeret sort eller hvid. Pedro var en videreudvikling af et lignende bord fra 1954 med lidt mindre plader på 55+25+55 cm. Dette bord har ikke noget navn, men kun modelnummeret 103.

Uden tommestok er det svært umidelbart at se forskel på 103 og Pedro, bortset fra en enkelt lille detalje. Der sidder et greb på benene. På Pedro er det firkantet, mens det på 103 er nærmest trekantet og sidder lidt højere oppe under pladen.

Til højre er en medarbejder fra Tengsjömöbler i gang med at sprøjtelakere et understel. Billedet er fra 1959. Dengang gik man ikke op i arbejdsmiljø med beskyttelsesdragt og åndedrætsværn.

Slagborde kom på mode i 1950’erne, men konstruktionen kendes helt tilbage i renæssancen og barokken. I England kaldes de gateleg tables, altså borde med ben monteret på en ramme (gate).

Referencer: “Slagbord för stora och små rum” i Scandinavian Retro, nummer 6, 2017. Gyldendals antikvitetshåndbog af Gorm Benzon, 3. udgave 2002.

Billederne er hentet fra auktionshuset Bukowskis lot 792787 og 1009846 samt Ulricehamns-bygdens Forskarrums billedearkiv.

Forf: JM

Drengen med øllerne.

Hver morgen står der en lille dreng ved min seng med en bakke og et par morgenbajere.

At bruge børn som blikfang for at øge salget af alkohol ville i dag vække ramaskrig og være politisk ukorrekt, men den slags skrupler havde man ikke omkring 1925, da Bryggeriet Thor i Randers første gang lancerede reklamen med tjenerdrengen.

Motivet skulle vise sig holdbart. Det blev brugt igen og igen på skilte produceret i perioden 1930 til 1955, først af emaljefabrikken Johs Theil, senere af Glud & Marstrand.

Sceneskift til genbrugspladsen. Her er en pladsmand ved at sortere affald. Sortergrabben får fat i, hvad der ved første øjekast ser ud til at være en bageplade, men ved nærmere eftersyn viser bagepladen sig at være bagsiden af et gammelt emaljeskilt. I næsten perfekt stand og alligevel endt som affald på lossepladsen.

Desværre nåede grabben at tilføje en alvorlig skramme og et grimt buk i skiltets ene kant, men det blev dog reddet og kom senere til salg på en stand hos Retroguld loppemarked i Århus. Det var i november 2017 og prisen var 2400 kr. Billigt hvis man kan leve med skaden. Et lidt ældre skilt fra Johs. Theil med det samme motiv gik 6 måneder før for 6588 kr (med salær) på auktion hos lauritz.com.

Både skiltet med tjenerdrengen og det med guden Thor i sin stridsvogn er produceret hos Glud & Marstrand. Skilte herfra er ofte presset med flade kanter. Fabrikken Johs. Theils skilte havde ikke de samme  flade kanter.

Hvis du vil læse mere om emaljeskilte, kommer du ikke udenom John Juhler Hansens store bog. I den kan du læse om skiltenes kulturhistorie og deres brug. Bogen er udstyret med en omfattende registrant, der er nyttig til identifikation og datering.

Referencer: “Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016. Billedet med den gule sortergrab er fra Morsø Kommunes genbrugsplads og er hentet fra Building Supplys hjemmeside. Det skal understreges, at Morsø Kommunens genbrugsplads ikke har nogen tilknytning til historien om fundet af skiltet med guden Thor.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Pondus fylder 50.

Pingvinen Pondus kan fejre 50 års jubilæum. Han blev lanceret som sparebøsse til børn i januar 1968 og blev straks en succes. I dag er han et eftertragtet samleobjekt.

Landmandsbanken ville forny sit image. Målet var at fremstå som en moderne og venlig bank. En del af strategien var en PR-kampagne rettet mod børn. I 1967 udskrev banken en konkurrence om design af en ny og anderledes sparebøsse. To forslag blev lagt frem for en jury af 12 børn i alderen mellem 8 og 14 år. Børnene skulle vælge mellem en mus i plastik eller en tegning af en pingvin.

Sejren gik til pingvinen. Måske fordi børnene allerede kendte figuren fra børnebogen Pingvinen Pondus af Ivar Myrhøj. Bogen kom i 1966 og handlede om en kongepingvin med et rødt tørklæde om halsen på tur i Københavns Zoo.

Opgaven med at omsætte tegningen til sparebøsse fik billedhuggeren og keramikeren Johannes Hansen fra Knabstrup Keramikfabrik. Som kongepingvinen i bogen fik også sparebøssen et rødt tørklæde.

Pondus blev en gevaldig succes. I løbet af de første 6 måneder havde banken uddelt 300.000 eksemplarer. Selvom der blev hyret og oplært ekstra medarbejdere, havde Knabstrup konstant problemer med at følge med efterspørgslen.

Sideløbende med den keramiske udgave på 27 cm. kom der også en nedscaleret udgave i plastik på 16 cm. Først produceret af Dammannbeeken Plasticindustri, senere af Poul Willumsen A/S. De første plastik Ponduser skulle tømmes i banken. Ved kassen havde de et særlig værktøj, som skar bunden af. Efter 1990 fik plastik Pondus en klap med lås og nøgle ligesom broderen i keramik, så kunne han bruges igen og igen.

Vender du bunden i vejret, kan du datere en Pondus.

Fra venstre mod højre er det Pondus i plastik fra før 1990. Dernæst en keramik udgave med det ældre Knabstrup ovn-logo fra før Landmandsbanken skiftede navn til Den Danske Bank i 1976. Den tredje bund er med Knabstrups senere logo fra mellem ca. 1976 og 1988. Længst til højre en pingvin fra efter 1988. Det år lukkede Knabstrup, men produktionen fortsatte på værkstedet Askvad, hvis ejer Ole Pedersen samarbejdede med Finn Hansen, som tidligere havde arbejdet og var oplært hos Knabstrup.

I dag bliver Pondus i keramik stadig lavet af Finn Hansen, men nu på hans eget værksted i Høng. Årligt fremstilles der ca. 200 eksemplarer. Plastik Pondus er også stadig i produktion, men det er ikke længere den oprindelige model formgivet af Johannes Hansen. Nu bliver han fremstillet i Kina og ser helt anderledes ud.

Referencer: Jubilæumsskriftet “Pondus 50 år” af Lone Fasmer, udgivet af Lokalhistorisk Forening Jernløse i januar 2018 samt Danske Bank og Håndelavet.

Billederne er hente fra auktionshuset Lauritz.com, hvor du også kan se billeder af den kinesiske Pondus ved siden af Johannes Hansens oprindelige Pondus

Forf: JM