Hele pladen rundt.

“Det, jeg elsker ved vinyl, er de store pladecovers, duften af bog, lyden det giver, når en plade lægges på, og nålen der rammer rillen”. Ordene kommer fra en pladesamler i bogen Alt om vinyl, som kom i april 2018.

Vinyl er igen hot. Næsten totalt udslettet af cd’en i slut 80’erne, men formatet er tilbage og har fået en revival. Ny musik udkommer på vinyl, og gamle værker bliver genudgivet på vinyl.

Alt om vinyl kommer hele pladen rundt. Bogen fortæller om pladeselskaberne og om alt det lidt nørdede tekniske som mastering, skæring og presning. Du kommer en tur ud på brugtmarkedet og får samlertips. Der er også et afsnit om fantastiske covers og kunstnerne bag dem. Bogen slutter med praktiske råd om pleje af sin vinylsamling.

En genial ting undervejs er syv meget forskellige interviews med entusiastiske samlere. Et af dem med Jonas på 14 år er noget af en øjenåbner. Han er blind, men kan sagtens håndtere sin samling alligevel.

Det hele er lækkert illustreret med flotte billeder, og teksterne er godt skrevet og nemme at gå til. Og så er der alle de sjove anekdoter og sære detaljer. På det blanke område i pladens udløb ind mod labelen kan der f.eks. være små beskeder i form af vittigheder fra kunstneren eller en hilsen fra skæremesteren. Nogle gange har masterings-studiet desuden sat sit navn eller et logo.

Labelen er også spækket med detaljerede informationer. Facts om fremstilling, katalognummer, årstal, landekoder og matricer. Den slags kan være nyttig viden for inkarnerede samlere.

“Jeg kommer aldrig til at give 3500 kr. for en plade”, siger en af samlerne i bogen. Og vinyl kan være en temmelig dyr hobby. “Nogle selskaber udgiver pladerne i tusindvis af forskellige farvet vinyl i meget begrænsede oplag. Der er gået lidt Magic-kort i den. Priserne presses op, og det er ærgerligt”, fortsætter han.

De allerførste eksemplarer af Pink Floyds The Dark Side of the Moon har en lidt anderledes label, hvor den blå trekant er fyldt helt ud med blåt. Sådan en er ekstrem sjælden og handles i 10.000 kroners klassen.

Sony genudsendte i 2017 et optryk af singlen Damen på taget med Kim Larsen, Stig Møller, Bjørn Uglebjerg og Tommy Pedersen. Oplaget var begrænset til 300 eksemplarer, men det er den gamle udgave fra 1971 til venstre, som er tusindvis af kroner værd.

Nogle gange er det et sjældent cover, der trækker prisen op. Eller ned, hvis det er i dårlig stand. Fona brugte en overgang et blåt to-delt prismærke. Hvis man prøvede at fjerne den øverste del, ødelagde man coveret, fordi limen var særdeles kraftig.

Alt om vinyl er en lækker bog. Nærmest en bibel om emnet. Den er skrevet til samlere, som er ramt af magien ved det analoge format, men kan også læses af nybegyndere, der er nysgerrige efter at finde ude af, hvad det hele handler om.

“Alt om vinyl” af Søren Genefke. Byens Forlag 2018, isbn. 978-87-93628-32-8. Pris 359 kr.

Alle illustrationer er affotograferet fra bogen, undtagen billedet af samlerne øverst. Det er hentet fra Facebook siden Plademesse i Nørrebrohallen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer

Sjælden Ikea stol i høj kurs.

Vilbert er navnet på en Ikea stol, som solgte så skidt, at den allerede efter få måneder blevet taget ud af sortimentet.

Prototypen blev præsenteret i 1993 på Swissbau udstillingen i Basel. Det var en ganske simpel konstruktion sat sammen af kulørte melamin-coatede MDF-plader.

Efter nogle år blev den sat i produktion. Møbelkæden Ikea fik eneret at sælge den. Vilbert er vist i kataloget fra 1995 og kom i en pakke, som var en af de fladeste emballager nogensinde blot med 4 plader og nogle skruer. At samle stolen tog ca. 5 minutter.

Historien om Vilberts fødsel er lidt uklar.

I Ida Engholms Panton biografi fortælles det, at producenten Alsapan, der fremstillede MDF plader, havde spurgt Verner Panton, om ikke han kunne lave noget af deres MDF-plader. Først takkede han nej, men sad så alligevel en aften og eksperimenterede med nogle plader, hvilket førte til konstruktionen af Vilbert.

Staffan Bengtsson har en anden fortælling. I hans bog om Ikea designere er historien, at Gillis Lundgren, designer hos Ikea og senere ansvarlig for møbelkædens produktudvikling, i starten af 90’erne var nabo til Verner Panton i Schweiz. De to førte mange samtaler om design, og en dag lykkedes det Lundgren at overtale Panton til at tegne en stol af MDF-plader specielt til Ikea.

Vilbert var billig. Prisen holdt sig under 400 kroner. Når den så alligevel floppede totalt, er det måske, fordi den ergonomisk var katastrofalt ubekvem. I virkeligheden er den vel nærmere en skulptur end et siddemøbel.

I dag er stolen sjælden. Når den engang imellem dukker op på auktion, falder hammeren lagt over Ikea prisen fra 1995. Dengang kostede den under 400 kroner. På internationale auktioner sælges den til mellem 3000 – 4000 kroner.

Referencer: “Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre” af Ida Engholm og Anders Michelsen, Strandberg Publishing 2017. “Verner Panton – Das Gesamtwerk” af Vitra Design Museum, 2000. “Ikea the book” af Staffan Bengtsson, Arvinius Forlag 2000. Billedet er hentet fra siden skandinaviskdesign.dk

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Slagbord med plade af teak.

Med et snuptag slås klapperne op og støttebenene svinges ud. På kort tid er bordet udvidet fra 30 til 156 cm. Slagborde er en rigtig praktisk opfindelse til små rum.

Louise har fået sådan et bord. Pladen er af teak og stellet af bøg. Hun vil gerne vide, hvem der har designet og fremstillet det.

Bordet hedder Pedro og er svensk. Tegnet i sidste halvdel af 1950’erne af K-O Westberg for AB Tengsjömöbler i Ulricehamn. Pladerne måler 63+30+63 cm.

Det kunne leveres med understel i forskellige varianter. Eg, bøg eller lakeret sort eller hvid. Pedro var en videreudvikling af et lignende bord fra 1954 med lidt mindre plader på 55+25+55 cm. Dette bord har ikke noget navn, men kun modelnummeret 103.

Uden tommestok er det svært umidelbart at se forskel på 103 og Pedro, bortset fra en enkelt lille detalje. Der sidder et greb på benene. På Pedro er det firkantet, mens det på 103 er nærmest trekantet og sidder lidt højere oppe under pladen.

Til højre er en medarbejder fra Tengsjömöbler i gang med at sprøjtelakere et understel. Billedet er fra 1959. Dengang gik man ikke op i arbejdsmiljø med beskyttelsesdragt og åndedrætsværn.

Slagborde kom på mode i 1950’erne, men konstruktionen kendes helt tilbage i renæssancen og barokken. I England kaldes de gateleg tables, altså borde med ben monteret på en ramme (gate).

Referencer: “Slagbord för stora och små rum” i Scandinavian Retro, nummer 6, 2017. Gyldendals antikvitetshåndbog af Gorm Benzon, 3. udgave 2002.

Billederne er hentet fra auktionshuset Bukowskis lot 792787 og 1009846 samt Ulricehamns-bygdens Forskarrums billedearkiv.

Forf: JM

Drengen med øllerne.

Hver morgen står der en lille dreng ved min seng med en bakke og et par morgenbajere.

At bruge børn som blikfang for at øge salget af alkohol ville i dag vække ramaskrig og være politisk ukorrekt, men den slags skrupler havde man ikke omkring 1925, da Bryggeriet Thor i Randers første gang lancerede reklamen med tjenerdrengen.

Motivet skulle vise sig holdbart. Det blev brugt igen og igen på skilte produceret i perioden 1930 til 1955, først af emaljefabrikken Johs Theil, senere af Glud & Marstrand.

Sceneskift til genbrugspladsen. Her er en pladsmand ved at sortere affald. Sortergrabben får fat i, hvad der ved første øjekast ser ud til at være en bageplade, men ved nærmere eftersyn viser bagepladen sig at være bagsiden af et gammelt emaljeskilt. I næsten perfekt stand og alligevel endt som affald på lossepladsen.

Desværre nåede grabben at tilføje en alvorlig skramme og et grimt buk i skiltets ene kant, men det blev dog reddet og kom senere til salg på en stand hos Retroguld loppemarked i Århus. Det var i november 2017 og prisen var 2400 kr. Billigt hvis man kan leve med skaden. Et lidt ældre skilt fra Johs. Theil med det samme motiv gik 6 måneder før for 6588 kr (med salær) på auktion hos lauritz.com.

Både skiltet med tjenerdrengen og det med guden Thor i sin stridsvogn er produceret hos Glud & Marstrand. Skilte herfra er ofte presset med flade kanter. Fabrikken Johs. Theils skilte havde ikke de samme  flade kanter.

Hvis du vil læse mere om emaljeskilte, kommer du ikke udenom John Juhler Hansens store bog. I den kan du læse om skiltenes kulturhistorie og deres brug. Bogen er udstyret med en omfattende registrant, der er nyttig til identifikation og datering.

Referencer: “Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016. Billedet med den gule sortergrab er fra Morsø Kommunes genbrugsplads og er hentet fra Building Supplys hjemmeside. Det skal understreges, at Morsø Kommunens genbrugsplads ikke har nogen tilknytning til historien om fundet af skiltet med guden Thor.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Pondus fylder 50.

Pingvinen Pondus kan fejre 50 års jubilæum. Han blev lanceret som sparebøsse til børn i januar 1968 og blev straks en succes. I dag er han et eftertragtet samleobjekt.

Landmandsbanken ville forny sit image. Målet var at fremstå som en moderne og venlig bank. En del af strategien var en PR-kampagne rettet mod børn. I 1967 udskrev banken en konkurrence om design af en ny og anderledes sparebøsse. To forslag blev lagt frem for en jury af 12 børn i alderen mellem 8 og 14 år. Børnene skulle vælge mellem en mus i plastik eller en tegning af en pingvin.

Sejren gik til pingvinen. Måske fordi børnene allerede kendte figuren fra børnebogen Pingvinen Pondus af Ivar Myrhøj. Bogen kom i 1966 og handlede om en kongepingvin med et rødt tørklæde om halsen på tur i Københavns Zoo.

Opgaven med at omsætte tegningen til sparebøsse fik billedhuggeren og keramikeren Johannes Hansen fra Knabstrup Keramikfabrik. Som kongepingvinen i bogen fik også sparebøssen et rødt tørklæde.

Pondus blev en gevaldig succes. I løbet af de første 6 måneder havde banken uddelt 300.000 eksemplarer. Selvom der blev hyret og oplært ekstra medarbejdere, havde Knabstrup konstant problemer med at følge med efterspørgslen.

Sideløbende med den keramiske udgave på 27 cm. kom der også en nedscaleret udgave i plastik på 16 cm. Først produceret af Dammannbeeken Plasticindustri, senere af Poul Willumsen A/S. De første plastik Ponduser skulle tømmes i banken. Ved kassen havde de et særlig værktøj, som skar bunden af. Efter 1990 fik plastik Pondus en klap med lås og nøgle ligesom broderen i keramik, så kunne han bruges igen og igen.

Vender du bunden i vejret, kan du datere en Pondus.

Fra venstre mod højre er det Pondus i plastik fra før 1990. Dernæst en keramik udgave med det ældre Knabstrup ovn-logo fra før Landmandsbanken skiftede navn til Den Danske Bank i 1976. Den tredje bund er med Knabstrups senere logo fra mellem ca. 1976 og 1988. Længst til højre en pingvin fra efter 1988. Det år lukkede Knabstrup, men produktionen fortsatte på værkstedet Askvad, hvis ejer Ole Pedersen samarbejdede med Finn Hansen, som tidligere havde arbejdet og var oplært hos Knabstrup.

I dag bliver Pondus i keramik stadig lavet af Finn Hansen, men nu på hans eget værksted i Høng. Årligt fremstilles der ca. 200 eksemplarer. Plastik Pondus er også stadig i produktion, men det er ikke længere den oprindelige model formgivet af Johannes Hansen. Nu bliver han fremstillet i Kina og ser helt anderledes ud.

Referencer: Jubilæumsskriftet “Pondus 50 år” af Lone Fasmer, udgivet af Lokalhistorisk Forening Jernløse i januar 2018 samt Danske Bank og Håndelavet.

Billederne er hente fra auktionshuset Lauritz.com, hvor du også kan se billeder af den kinesiske Pondus ved siden af Johannes Hansens oprindelige Pondus

Forf: JM

Genbrugsbutikker i krise.

Danskerne er tossede med genbrug. Men selvom vi handler brugt som aldrig før, så går flere og flere udenom de lokale genbrugsbutikker.

Vi bruger i stigende grad de digitale salgskanaler, når vi skal gøre et genbrugsfund. På den måde kan folk tjene en skilling i stedet for at donere til den lokale genbrug. Bagagerumsmarkeder og de såkaldte reolmarkeder, der sælger brugte ting på kommissionsvilkår, er også med til at trække handel væk fra genbrugsbutikkerne.

Kirkens Korshær med flere butikker i Randers har gennem de senere år oplevet stærk nedgang i omsætningen. Det siger lederen af organisationens byarbejde til Randers Amtsavis. Hun oplever det svært at få tingene til at hænge sammen økonomisk.

I Århus ses krisen også på hylderne. Der er langt mellem gode fund. Mange genbrugsbutikker har kun regulært affald, og hvis der en gang imellem alligevel er noget godt, er prisen skruet op til et urealistisk niveau.

En Madam Blå kaffekande uden låg og med et par store synlige emaljeafslag til 115 kroner, eller Henning Koppels Petronella lampe med slidt messing coating til 2500 kroner skriger til himlen. Petronella’en handles normalt til mellem 500-800 kroner på Den Blå Avis.

Genbrugsbutikkerne trænger til at redefinere sig selv. Sympatisk at overskuddet går til et godt formål. Det er bare ikke derfor, du går ind ad døren. Du kommer for at gøre en god handel.

Som kunde forventer du ordentlighed og fair betjening. “Uha, den skulle slet ikke været stillet frem”, vrisser den frivillige medarbejder, når du skal til at betale. Hvad der efterfølgende skete med tingen, som skyndsomt blev stillet om i baglokalet, er ikke godt at vide, men har du en gang oplevet den slags, besøger du nok aldrig den butik en anden gang.

I nogle genbrugsbutikker kan der høstes nemme lavt hængende frugter ved løbende at sætte priserne ned. Som kunde gider du jo ikke se de samme varer måned efter måned. Et andet tiltag kunne være mere fleksible åbningstider. Kunder med en almindelig 9-17 arbejdsdag har ikke en chance, når der lukkes allerede kl. 17 og aldrig er åbent på lørdage.

Måske skal branchen begynde at tænke ud af boksen, gå helt nye veje og drive momsbetalende genbrugsbutikker. Det vil åbne for køb af bedre varer og give nye muligheder. Generalsekretæren for Isobro, de velgørende foreningers organisation, peger på den ide i netmediet Retailnews. Som det er nu, må genbrugsbutikkerne kun handle med varer, som bliver dem givet.

Billederne af kaffekanden og olielampen er spottet fra gaden og fotograferet gennem vinduet til en århusiansk genbrugsforretning.

Forf: JM

Neon på taget.

Emaljerede skilte med rød tekst “neon på taget” eller pile i forskellige retninger. Nogle gange finder du dem til salg på loppemarkeder eller hos marskandisere, men hvad har de oprindelig været brugt til?

Skiltene var lovpligtige og monteret på soklen til bygninger med neonreklamer. De skulle advare brandfolk og vise vej til nødafbryderen. En installation kunne have spænding på op mod 4000 volt, så det var vigtigt at få slukket for strømmen, ellers var der risiko for overgang mellem det elektriske anlæg, vandet og brandfolkene.

Huse på centrale gader og pladser i de store byer kunne have flere neonreklamer. Leje af plads på et tag var en indbringende affære. En reklame på Rådhuspladsen i København kostede i 1979 omkring 600.000 kroner i årlige leje. Da hver eneste neonreklame skulle have sit eget skilt, sad der på nogle bygninger en hel skov af skilte på hussoklen.

Neonreklamernes gyldne tid var 30’erne og 50’erne, men under 2. verdenskrig var det hele slukket. Strømmen var dyr, og der skulle spares på kul og brændsel. Lys på facader og tage var heller ikke foreneligt med kravet om mørkelægning. I lang tid efter besættelsen var der stadig rationering. Kun på særlige mærkedage som kongens fødselsdag måtte man sætte strøm til reklamerne. Først i 1949 blev restriktionerne ophævet, og byernes neonlys vendte tilbage.

De sjoveste reklamer er dem med bevægelse. En af de mest ikonisk er Irmas høne ved Dronning Louises Bro i København. Den blev første gang tændt i 1936 og har gennem årene lagt millioner af æg. I 2017 fløj den fra reden, fordi huset skal renoveres. Hønen er nu flyttet til Knuthenlund Gods, men det er meningen, at den senere vender tilbage til sin gamle placeringen i København.

Referencer: “Neon” af Stefan Outzen og Helena Helmer, Forlaget Frydenlund 2015, isbn. 978-87-7118-611-6. Pileskiltene i collagen øverst er affotograferet fra bogen. “Lysene over København” af Anker Jesper Nielsen, Borgen 1994, isbn. 87-21-00199-5. Billedet fra Rådhuspladsen i 1952 er herfra. Billedet af Irmahønen er hentet på Irmas hjemmeside.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Det danske møbelboom.

Endnu en bog om dansk møbeldesign efter 2. verdenskrig. Bøger om møbler er de senere år kommet i en lind strøm. Er der brug for en mere?

Bogen “Det danske møbelboom” griber det anderledes an og adskiller sig fra de fleste andre. Den retter især blikket mod møbeltyper i stedet for at kigge på enkelte designere. Hovedvægten er heller ikke lagt på den generelle fortælling om danske møblers storhed og fald. Den historie har andre tidligere foldet ud, f.eks. Per H. Hansen.

Forfatteren er Lars Dybdahl fra Design Museum Danmark. Han fortæller om børne-, bygge-, pinde-, kurve- og stålmøbler, men også laminerede og formspændte møbler samt møbler af syntetiske materialer som skum og plast.

Frem for arkitekterne er det tendenserne i udviklingen af de forskellige typer, der trækkes frem og analyseres i forhold til produktionsteknologi, konstruktion og formsprog.

Bogen har fine illustrationer, men desværre alt for få. Læseren mister nemt nogle af pointerne, når der relateres til detaljer på møbler, som ikke vises i bogen. Eksempelvis fortælles om Poul Kjærholms referencer til Mies van der Rohe. De fleste kender Barcelonastolen, og netop den stol vises i bogen, men pointer i forhold til nogle af Rohes andre mindre kendte stole som Tugenhat- og Brnostolene fortaber sig, når man ikke ser billederne. Det er altså nogle steder undervejs svært at følge med, med mindre man har et meget indgående kendskab til internationalt møbeldesign.

Kapitlet om børnemøbler er et af bogens mange interessante. En møbeltype som der indtil nu ikke er skrevet særlig meget om. De tidligste er nærmest nedskalerede voksenmøbler, men gradvist vinder nye principper indpas i udformningen.

Hans J. Wegners “Peters stol” fra 1944 er tegnet som en dåbsgave til kollegaen Børge Mogensens ældste søn. Stolen er ikke bare tilpasset et barns størrelse , men også tænkt som udfordrende legeredskab. Den kan kravles på og skilles ad helt uden brug af værktøj. Kort tid efter tegnede Wegner det tilhørende bord.

Mange møbelarkitekter begyndte at interessere sig for møbler til børn. Nogle af de bedste var temmelig dyre at anskaffe, så producenten Hukit ser et marked i at fremstille billige børnemøbler udviklet af pædagoger og rettet mod børnehavernes budgetter.

Hukit stolen fra 1967 endte med at blive et salgshit. Den var robust og blev produceret i mere end 100.000 eksemplarer. Det markante runde hul i ryggen er praktisk udformet, fordi mange børn i 60’erne gik med overalls med spænde bagpå. Hullet sikrer, at ryglænet ikke bliver ridset, og samtidig generer spændet ikke børnene, når de sætter sig i stolen.

“Det danske møbelboom 1945-1975” af Lars Dybdahl, Strandberg Publishing 2017, isbn 978-87-92949-94-3.

Tegningen er affotograferet fra bogens omslag. Billederne af “Peters stol” og Hukit møblerne er hentet på Lauritz.com.

Forf:JM

Sølvbøger på bogudsalg i januar 2018.

Boghandlerkæden Arnold Busck tyvstartede allerede i starten af januar årets bogudsalg. De andre boghandlere venter til februar/marts.

Samlere med interesse for sølv kan gøre et par gode kup. Restoplag af et par ældre titler fra Nyt Nordisk Forlag, som Gyldendal i 2016 overtog fra Arnold Busck, er nu kommet på udsalg. Det er bøgerne “Dansk Sølv – 20. århundrede” fra 2004 samt “Hofjuveler A. Michelsen” fra 2007.

Dansk Sølv fokuserer kun på sølvkorpus. Bogen har kunstnerbiografier og en liste over stempler. Desuden skildrer den kronologisk udviklingshistorien fra art nouveau og skønvirke til 1990’ernes moderne sølv kunsthåndværk.

Besættelsesårene med råvaremangel var en udfordring for sølvsmedene. Derfor måtte kunderne bringe gammelt sølv med ind i forretningen for at få lov til at købe noget nyt: “Sælg os Deres ubrugelige, ødelagte eller interesseforladte Sølvting” skrev Kolding sølvsmedjen Hans Hansen i deres annoncer. Andre fik lavet aftaler med tandlæger om at få leveret affald fra sølvplomber.

Opfindsomheden var stor. Man forsøgte sig med artikler, hvor sølv blev kombineret med andre materialer. Træ, lak, jern og emalje blev anvendt og i nogle tilfælde også rødspætteskind. Ofte var forbruget af sølv reduceret til et minimum som i Erik Herløws Amico serie i sprøjtelakeret træ. Sølvet blev lagt på som tynde plader monteret på overfladen med celluloselim.

Kunsten var at få det til at ligne intarsia, selvom det ikke var. For at få sølvet til at flugte i niveau skulle overfladen sprøjtelakeres flere gange og til sidst slibes. Teknikken er udførligt beskrevet i bogen om A. Michelsen, hvor du kan læse mere om Erik Herløw og hans sølvarbejder.

“Dansk sølv – 20. århundrede” af Lise Funder, Nyt Nordisk Forlag 2004, isbn. 87-17-03792-1. Før 179,95 kr. Nedsat til 99,95 kr.

“Hofjuveler A. Michelsen” af Malene Dybbøl og Sabrina Ulrich Vinther, Nyt Nordisk Forlag 2009, isbn. 978-87-17-04065-6. Før 299,95 kr. Nedsat til 149, 95 kr.

arnoldbusck.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM