Tensor lavspændingslampe.

Konen kunne ikke falde i søvn om aftenen og klagede over skæret fra hans sengelampe. Så tog han en 12 volt pære fra bilen og et målebæger fra køkkenet, satte dem på en stang og forbandt til en transformer som reducerede netspændingen fra 220 volt til 12.

Konen var tilfreds og prototypen til den første Tensor lampe var født. Manden hed Jay Monroe. Med en baggrund som ingeniør udviklede han sin lampe og satte den i produktion i 1959 på en fabrik i Brooklyn. Den simple lampe blev hurtigt en succes.

I begyndelsen blev den markedsført til laboratorier, hospitaler og lægeklinikker. Hurtig kom der flere udgaver og målgruppen blev udvidet til almindelige forbrugere.

col-tensor2

Standard udgaven i starten af 60’erne var model 7200. Den blev især populær som arbejdslampe på kollegieværelser, fordi den var billig og effektiv. Tensor var genial og banebrydende med sit unikke koncept om intenst lys, der tillod skygger, farver og objekter at træde tydeligt frem uden at blænde omgivelserne.

Hastigt steg salget af Tensor. Medvirkende var eksponering i USA’s største årlige varekatalog Hammacher Schlemmer med oplag på flere millioner. Men fabrikken havde svært ved at følge med efterspørgslen, og Jay Monroe var ikke god til management.

I slutningen af 60’erne var Tensor blevet overhalet af andre producenter, der havde kopieret konceptet og engageret kendte designere.

col-lax-pant3

Michael Lax formgav Lytegem Minispotlight for amerikanske Lightolier i 1965, og i 1966 fulgte Louis Poulsen efter med Lamp Petit tegnet af Verner Panton. Begge bygget på teknologien fra Tensor, men ændret med teleskoparme i stedet for flexarm.

Fortællingen om hvordan Tensor blev overhalet af andre producenter, selvom de havde et godt produkt, er sidenhen blevet brugt som case study på mange amerikanske business schools.

Jay Monroe døde som 80-årige i 2007 efter et langt liv som opfinder af lamper, luftrensere, elektriske blyantspidsere og et autopilotsystem til Skylark missiler.

Referencer: NY Times 2. juli 2007, Engineering Ethics Blog 29. april 2013 samt “1000 Lights vol 2, af Charlotte & Peter Fiell, Taschen 2005, isbn. 3-8228-2475-5.

Forf: JM

En gedigen lounge stol.

Ventetiden i lufthavne eller afgangshaller kan være ulidelig lang. Så er det rart med magelige møbler at sætte sig i.

Lonnie har sendt nogle billeder af en lounge stol, som hun gerne vil have identificeret. Måske har den engang stået i et offentligt rum. Den er i hvert fald godt brugt og er et typisk eksempel på en lounge stol.colax

Stolen er tegnet i 1969 af Ditte og Adrian Heath, har modelnummer 186 og er fremstillet hos Cado. Stellet er af støbt aluminium med polstret ryg og sæde.

Man kunne vælge mellem stof eller læder. Man kunne også supplere med armlæn, og modulerne kunne kobles sammen til en sofabænk. Tilhørende borde var en mulighed i form af firkantede eller trekantede plader. Det hele kunne bygges op til fleksible møbellandskaber, der snoede sig uden om søjler eller rundt om hjørner.

På Nettet kan du finde tilsvarende stole, der hævdes lavet af France & Søn i Hillerød. Det er ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

France & Søn blev i 1966 solgt til Poul Cadovius. Med fulgte også rettigheder til at videreføre nogle af møblerne, men da model 186 er fra 1969, må den altså være tegnet til Cado.

Året før – i 1968 – tegnede Ditte og Adrian Heath nogle andre stole til Cado i ask og orgeon pine med stiltræk, der minder temmelig meget om model 186.colbxDe var beregnet til private hjem. Lænestolen øverst til højre hedder model 242, mens udgaven nederst med canvas betræk til brug ved et spisebord hedder model 194. Og nu bliver det så lidt nørdet. For model 194 er mærkværdigvis ofte mærket France & Søn, selvom den er fra efter 1966.

Du kan finde alle stolene i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Her har de garderet sig og anfører både France & Søn samt Cado som producenter. Find din lounge stol ved at skrive heath i feltet “Designer” og 1969 i feltet “Year”.

Ditte Heath var uddannet på Kunstakademiet i København med afgang i 1948. Adrian Heath blev arkitekt fra School of Architecture i London i 1951. I 1950’erne arbejde de for London Councils arkitektkontor, og i 1963 etablerede de sammen tegnestue i Danmark. Udover møbler til Cado og France & Søn tegnede de også til FDB samt snedkermester Søren Horn. Begge har undervist på Arkitektskolen i Århus.

Referencer: Tidsskriftet Mobilia nr. 165, april 1969 og nr. 154-155, maj/juni 1968 samt Den store danske møbelguide af Per H. Hansen 2005. De to billeder til højre i den nederste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com. Det er varenumrene 3846909 og 3669639.

Forf: JM

Specielle vaser fra Fyens Glasværk.

I 1892 blev Adolf Brocks hentet fra Schlesien til Fyens Glasværk som hyttemester. Han var dygtig og erfaren og blev en vigtig forudsætning for, at glasværket omkring 1900 udviklede sig til et af Europas mest innovative. En ny bog fortæller historien om hans eksperimenter.

Få år før Adolf Brock kom til Odense, havde glasværket været nødlidende og præget af strejker, konflikter og dårlig økonomi.  Den nye hyttemester var med til at vende arbejdsklimaet. Når der var en fødseldag at fejre, hejste Brocks en ølflaske op i sin flagstang, så vidste glasmagerne, at han efter arbejdstid bød på øl i sin have.

Nogle af Brocks eksperimenter blev sat i produktion. En af de største succeser var marmoreret glas i forskellige farver. Teknikken går ud på at blande hvidt og farvet opalglas. Produktionen omfattede i 1899 ca 90 varenumre og tages der højde for forskellige farver og størrelser bliver det til omkring 300 varianter.

marmoreret-glas-forside

Ætsede glas med dekorationer tegnet af samtidens anerkendte kunstnere som H. A. Brendekilde, Knud Larsen og Gustav Behr var en anden specialitet. Inspirationen var hentet i den franske Art Nouveau stil. De var af høj kvalitet, men i modsætning til de marmorerede vaser svære at sælge til en konkurrencedygtig pris.

Bogen om specialproduktionerne fra Fyens Glasværk gennemgår alle eksperimenterne. Udover marmoreret og ætsede glas forsøgte man sig også med millefioriglas, aventuringlas og blæret glas.

Fremstillingen er grundig ned i alle detaljer, og derfor ikke en nemt læst bog. Som læser kan det nogle steder undervejs knibe lidt med overblikket.

Kildematerialet er kataloger, prislister, originaltegninger samt receptbøger. Derudover er der foretaget kemiske analyser af råstofindholdet i nogle af vaserne. Ikke en finger kan sættes på redeligheden. Der er tale om et gedigent stykke grundforskning.

“Marmoreret glas fra Fyens Glasværk – og andre specialproduktioner omkring 1900” af Niels Andersen, forlaget Kle-art 2016, isbn. 978-87-92750-22-8. Pris 298 kr.

Forf: JM

Ergonomisk stol fra Sorø Stolefabrik.

Robust armstol fra en lægepraksis i Sorø, hvor den stod i venteværelset. I dag tilhører den Emilie, som gerne vil vide mere om stolens historie, udover at den er lavet på Sorø Stolefabrik.

KLL col1

Lægen i Sorø har valgt nogle sidderigtige møbler til sit venteværelse. Stolen er tegnet af Kai Lyngfeldt Larsen som en del af serien Otium 400.

Det var solide møbler beregnet til offentlig anvendelse, f.eks. i institutioner eller venteværelser, hvor det er vigtigt med møbler, som ældre eller gangbesværede nemt kan sætte sig i og komme op fra igen.

Otium 400 serien fra Sorø Stolefabrik kunne leveres både i eg og som din stol i bøg. Der var forskellige varianter. Nogle med polstrede armlæn og lukkede sider. Møbelstoffet ser ud til at være slidstærkt og kan godt ligne noget fra Hallingdal.

En helt præcis datering er vanskelig, men Otium 400 var i produktion i 1979-80. På det tidspunkt brugte Sorø Stolefabrik det enkle bomærke med to S’er på skrå. I 50’erne og 60’erne var deres mærke anderledes. Dengang indgik Sorø’s byvåben i fabrikkens bomærke.

Sorø Stolefabrik havde en annonce i Møbelfabrikantforeningens årskatalog fra 1979-80. Her kan du til venstre se nogle af Otium 400 varianterne.

KLL col 2

Kai Lyngfeldt Larsen tog afgang fra Kunstakademiet i København i 1946. Forinden var han blevet udlært som murer og konstruktør. I mange år arbejde han på Steen Eiler Rasmussens tegnestue, hvor han var med til at tegne Tingbjerg bebyggelsen i Brønshøj.

På møbelfronten har han tegnet til flere møbelfabrikker. Udover Sorø Stolefabrik også til Søborg Møbler. Især er han kendt for nogle skolemøbler fra midten af 50’erne, der som noget helt nyt tog vare på børnenes ergonomi. Stolen til højre i den nederste collage er fremstillet på Danbork Møbler i Kolding til Rungsted skole.

Referencer: Opslag på Kai Lyngfeldt Larsen i Kunstindeks Danmark. Billedet af skolestolen er hentet fra auktionshuset Lauritz.com.

Forf: JM

Det rejsende teaterselskab.

Ægte eller falsk, værdifuldt eller værdiløst. Svensk TV’s Antikrundan er en klassiker, hvor folk møder eksperter og får vurderet antikviteter og samlerobjekter.

Første sæson kom i 1989. Siden er der blevet sendt ca. 10-12 afsnit hvert år. Optagelserne foregår i august/september, og udsendelserne sendes på SVT i begyndelsen af det efterfølgende år. Desværre kan programmerne ikke streames fra SVT-play til danske IP-adresser. Det skyldes ophavsretlige forhold. Eneste mulighed for at se programmerne er altså, hvis man har et TV abonnement med SVT i kanalpakken.

Men du kan få et kig på forskellige high-lights fra de seneste programmer på Antikrundans hjemmeside. Her findes ca. 100 filmklip med vurderinger fra perioden oktober 2012 til marts 2016.

Et kig ind bag kulisserne kan du også få i bogen Antikrundan fra 2005. Den fortæller anekdoter fra optagelserne og portrætterer eksperterne. De forbereder sig grundigt og opsøger byerne flere uger før for at lave research og opsnuse folk med gode ting og sjove historier.

ar-1x

Nogle indslag rummer underholdning og stor dramatik. Som dengang en kvinde kom med en kasse smykker købt for 138 kr, og en af brocherne blev vurderet til 150.000 kr. Den slags historier handler lige så meget om kvinden som brochen.

Selv kalder man sig det rejsende teaterselskab. Et rullende antikmarked med 20 eksperter og 30 teknikere fra SVT. Publikum er en del af forstillingen. De første kommer kl. 7 om morgenen og nogle gange slutter det hele først efter midnat. Ingen ved i detaljer, hvad der komme til at ske. Der er ingen drejebog. Et spontant samspil mellem eksperterne som skuespillere og publikum med deres ting og historier som aktører.

ar-2x

Programmet har udviklet sig i løbet af årene. Til det ringere, synes nogle. Flere eksperterne har forladt programmet, fordi det efterhånden blev for meget underholdning. Sølveksperten Jan Ribhagen er en af dem. Han har været med fra begyndelsen, men hoppede af i august 2016. Det er blevet for meget show og for lidt fakta, udtalte han til Netavisen Expressen.

Nogle år tidligere forlod også den legendariske legetøjsekspert Peter Pluntky programmet og afleverede i Aftonbladet en bredside mod SVT. Det har udviklet sig til et kendishysteri, er blevet for ustruktureret og med for mange irrelevante indslag.

Bedøm selv. I 2017 er der programstart i januar. Du kan læse på programmets Facebook eller hjemmeside, når de konkrete datoer bliver meldt ud.

“Antikrundan – Värdefulla råd och dyrköpta erfarenheter” af Joachim von Platen og Göran Tull, Wahlströms 2005, isbn. 978-91-32-33240-1.

Bogen Antikrundan findes ikke på noget dansk bibliotek, men den kan sagtens via det nordiske lånesamarbejde skaffes hjem fra Sverige, hvor 15 biblioteker har et eksemplar.

Forf: JM

Tysk keramik efter 1960.

En englænder og en dansker er gået sammen om en ny bog med titlen German Ceramic. Den dækker perioden 1960-1990 og er en hurtig guide for samlere.

“Vær selektiv” lyder et råd i bogens forord, ellers ender du med en gevaldig rodebutik. Der findes utrolig mange stykker, især de store fabrikker masseproducerede i kæmpe oplag. Ruscha, Steuler og Scheurich kørte med de samme forme i flere år, men skiftede i nogle tilfælde glasur hvert år. Konkurrencen var benhård, så fabrikkerne måtte hele tiden udvikle og forny sortimentet.

Bogen er primært en billedbog med flotte illustrationer. Med få undtagelser er det vaserne, som er i fokus.

gruppe-taet

Nogle vaser har hanke. Ikke fordi de skulle bruges som kander til praktisk formål. Hanken var bare tænkt som et dekorativt element og en del af vasens formsprog. Et stiltræk som ofte ses på efterkrigstidens tyske vaser. Kopiering af former og glasurer var udbredt. Forfatterne peger på udbredt gensidig inspiration fabrikkerne imellem, og nogle kunstnere skiftede desuden mellem de forskellige fabrikker.

glasur-taet

De fleste sider i bogen bruges på en alfabetisk præsentation af alle fabrikkerne med korte virksomhedsbiografier, deres mærker og de vigtigste kunstnere. Desværre er det hele lidt for summarisk. Du savner en kobling mellem vaserne på billederne og hvem, der har formgivet dem. Datering får du stort set heller ingen information om.

Gode sider på Nettet til identifikation er fatlava.com og GinFors, som du kan finde links til i en tidligere artikel om fat lava.

Der er naturligvis grænser for, hvor dybt emnet kan behandles på 120 sider. German Ceramic adskiller sig markant fra en anden bog fra 2005 om tysk keramik i 50’erne. Den omfatter 671 sider og er nærmest en afhandling med grundig research. Den egner sig derfor meget bedre som værktøj til at identificere enkelte stykker keramik.

Nogle producenter genbrugte modelnumrene i bunden. Det gør ikke identifikation lettere. Særligt slemt er det med vaser fra Scheurich. Her fortæller forfatterne, at samme nummer er blevet genbrugt op til fire gange. En nyttig oplysning, men ærgerligt at de ikke viser nogle konkrete eksempler.

strehla-x

VEB Strehla er også med i bogen. Ellers er det hovedsagelig vesttyske fabrikker som beskrives. Østtysk keramik var mindre farverig end den vesttyske, men Strehla er en undtagelse. Også her eksperimenterede man med stærke farver. En ret stor del af Strehla’s produktion blev solgt til Skandinavien. Det forklarer måske, hvorfor Strehla vaserne tit ses på danske loppemarkeder og i retrobutikker.

Bogen er en appetitvækker. Og til det formål er den perfekt, mens den er knap så velegnet til dokumentation. Til gengæld har den et andet fortrin. Billederne med de mange gruppeopstillinger kan nemlig inspirere dig til selv at gå igang med at arrangere dine samlinger og eksperimentere med kontraster, farver og former.

“German Ceramic 1960-1990” af Kevin James Graham og Henrik Aarøe, Forlaget Baktus, dec. 2016, isbn. 978-87-999483-0-7. Pris 249 kr.

Forf: JM

Wiinblad biografi.

Er han mormor eller moderne? Måske begge dele. Bjørn Wiinblads unikke univers er efter at have været dømt ude i 90’erne og 00’erne igen populært. Nu har han fået en biografi.

Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus viste i 2012 en stor udstilling med hovedvægt lagt på Wiinblads keramiske unika produktion. I 2015 var det blevet Kunstmuseet Arkens tur med en kæmpe udstilling, som kom hele vejen rundt om hans mangfoldige univers.

Wiinblad har altid delt vandene. Sådan er det idag, hvor Rosendahl har fået ret til at relancere og nyfortolke Wiinblad produkter, og hvor de gamle originale Nymølle ting igen har fået et publikum på loppemarkeder og i retroshops. Sådan var det også i Wiinblads samtid. Nogle finder hans stil fabulerende og romantisk, andre er ved at få kvalme af kvinderne med trekantede næser eller de orientalske dekorationer.

wi-1

Da Den Permanente i København i 1954 åbnede en stor udstilling med Wiinblads fajancer med kobbertryksteknik fra Nymølle, kaldte en anmelder hans dekorationer kælne og overlæssede med præg af sødlig boudoirraffinement.

Wiinblad havde svært ved enkelhed og ved at begrænse sig. Både i sin kunstneriske stil og som person. Hans ting er ekstremt ornamentale. Formen er kun til for dekorationens skyld.

wi-4-1

Viggo Steen Møller skulle til Landsforeningen for Dansk Kunsthåndværk i 1948 udvælge dansk kunsthåndværk til designmuseet Victoria and Albert i London. Wiinblad blev bedt om at komme med tre ting, som de så ville overveje til udstillingen, men hver ting måtte ikke være større end en underkop. Næste dag leverede Wiinblad et helt flyttelæs. Hele Møllers kontor var fyldt med tingene og var det et par timer, indtil han ringede til Wiinblad og sagde: “Det skal ud. Og de skal ikke mere komme og besøge mig, når de ikke kan forstå en ganske almindelig besked”.

Historien fortælles i Lars Hedebo Olsens bog om Bjørn Wiinblad. Det er en biografi, der kommer rigtig flot rundt om Wiinblads liv og karriere. Ligesom forfatterens biografi om Kay Bojesen er kildematerialet også her i orden med grundig research. Artikler fra aviser, blade og tidskrifter samt ikke mindst interviews med folk, der har kendt og arbejdet sammen med Bjørn Wiinblad er brugt.

Men modsat Kay Bojesen bogen, så kommer du ikke helt ind under huden på Wiinblad. Måske fordi han i virkeligheden var et overfladisk og lukket menneske. Hvad er det, han vil fortælle med sin kunst udover, som han selv formulerede det, at dele sin skaberglæde med sit publikum.

Som læser bliver du efterladt med et billede af en lidt frastødende person. En flamboyant og generøs festabe og samtidig et menneske, der veg tilbage for livets mørke sider. Han ville ikke forholde sig til problemer. Når man var sammen med ham, var det for at have det sjovt. Da en af hans nære venner bliver alvorlig syg af aids, ønsker han ikke at høre om det og besøger slet ikke vennen mere.

wi-6

Spændvidden i Wiinblads univers er stor og hans energi var enorm. Hele tiden på farten og hele tiden produktiv. Han havde boliger i flere lande og var i en periode udenlandsdansker for at undgå at betale skat i Danmark.

Selv tegnede han kun forelæg, mens den daglige produktion blev varetaget af drejere, malere og assistenter. Øjnene ville han dog selv stå for. Når han kom hjem fra udlandet stod der tit en stribe keramikhoveder klar på værkstedet. Wiinblad malede så øjne og gik op og tog sig en lur. De nymalede hoveder blev derefter byttet ud med en ny række, som han igen kom ned og malede færdige.

Køber du bogen får du ikke en værkfortegnelse. Sikkert heller ikke nemt at lave, fordi Wiinblads produktion er så stor og mangfoldig. Derimod får du en spændende og fint illustreret biografi i et velskrevet sprog. Let at gå til. Der fortælles levende lige ud ad landevejen og med mange sjove anekdoter.

“Bjørn Wiinblad – en livskunstner” af Lars Hedebo Olsen, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-16445-9. Pris 299,95 kr.

Forf: JM

Ægte julehjerter – og de falske.

Man skal vogte sig for kopier. Det måtte en læser af bloggen sande, da hun fandt to hjertestager.

“Jeg har aldrig ejet en ægte hjertestage fra Aluminia, så jeg greb dem bare hurtigt og tænkte: Yes Yes”. Men da hun kom hjem og fik pakket ud, meldte tvivlen sig, fortæller hun.

hj-kopier

Og ganske rigtigt. Hendes stager til venstre er desværre hjertesuk. Kopier fremstillet ca. 2005 for firmaet Lisbeth Dahl. De er ikke signeret, ligesom farve og dekoration også er helt anderledes. De originale stager fra Aluminia har heller ikke guldkanter ved foden eller på manchetten, men har en bølgekant omkring hjertet.

Stagen til højre er også en kopi. Her har man ikke anstrengt sig for at plagiere originalen. Foden og manchetten er riflet. Der er ingen huller til grankviste. På sin vis er den mere ærlig i sit udtryk, fordi den ikke kan forveksles. På Nettet kan den købes som ny til omkring 50 kr. Den importeres af engrosvirksomheden Ib Laursen.

De originale hjertestager blev lanceret i 1940 i farverne blå, rød, grøn og gul og er tegnet af Hans Henrik Hansen, uofficielt kaldt “Stakit-Hansen” på grund af initialerne HHH.

hj-col-n-g

I 1969 gik Aluminianavnet ud og blev ændret til Royal Copenhagen Fajance, og model-nummeret 2231 bliver trykt i bunden. Samtidig ændres bemalingen, idet kontraststriberne forsvinder fra fod og manchet. Farverne er som udgangspunkt de samme gennem årene. Alligevel kan der være forskelle i nuancerne både på de gamle og de senere udgaver.

Om der har været flere grundfarver end de fire oprindelige er et interessant spørgsmål, der rejses på bloggen brenneke.dk, som viser en næsten brun variant. Måske har malerne på fabrikken fusket og malet særlige farver til sig selv? Kun farverne blå, rød, grøn og gul er dog omtalt i E. W. Flensborgs store bogværk om Aluminia.

Hjertestagerne har i mange år været et populært samleobjekt. De er svære at opstøve, så priserne er derefter. De blå og røde er de mest almindelige. Gule og grønne er mere sjældne og kan koste op til 800-900 kr.

Billederne af de originale hjertestager er hentet på lauritz.com, hvor du af og til kan være heldig at finde mange stykker i et lot.

“Aluminia” af E. W. Flensborg, Bind 1-2, Rhodos 2008, isbn. 87-7245-970-0.

Forf: JM

To stole og en sofa.

En læser har overtaget nogle møbler fra sin svigermor og vil gerne finde ud af, hvem der har lavet dem:

“De er købt samlet ca 1959/60. De er siden blevet ombetrukket. Min svigermor oplyser, at de kostede en mindre formue dengang, og hun fik at vide, at det var en anerkendt dansk designer, men hvilken kan hun ikke huske / AHO”

IW col 1

IW col 2

De to stole og sofaen er alle tegnet af møbelarkitekten Illum Wikkelsø og fremstillet hos A. Mikael Laursen i Århus.

Iflg. Håndbog for medlemmer af Møbelfabrikantforeningen 1967 havde A. Mikael Laursen adresse på Sct Pauls Kirkeplads 9C. Det er midt i Århus, hvor jeg selv bor. Jeg kan ikke forstå, hvordan der har været plads til en møbelfabrik der, men den har sikkert ligget inde i baggården.

Illum Wikkelsø har tegnet møbler for mange forskellige producenter.

De krydsstillede ben, hvor de bagerste næsten “sparker” flat bagud, er et karakteristisk stiltræk ved de polstermøbler, som Wikkelsø tegnede for A. Mikael Laursen.

Omkring 1960-61 tegnede han sofaen ML 140 og lænestolene ML 141 og 142. Jeg tror, at sofaen og den røde stol er nogle lidt tidligere – og lidt anderledes modeller – fra omkring 1957-58. Og det passer jo meget godt med tidspunktet, hvor de er købt. Siden 1stdibs viser en sofa magen til din gule.

Borset fra ryglænets facon minder den lave lænestol med lyst betræk en del om nogle andre høje og lave stole med model nummer ML 90. Stole af samme slags kan ses på siderne Retrostart og Classic Modern.

Forf: JM