Et gammelt bæger fra Sverige.

“Mon I kan hjælpe med stemplerne i bunden af mit svenske sølvbæger”, spørger en læser. Det var kulsort, da han fandt det på et reolmarked. Efter flere omgange med pudsekluden dukkede de tre svenske kroner op, men hvad fortæller de øvrige stempler?

Kronerne øverst i rækken i midten fortæller ganske rigtigt, at bægret kommer fra Sverige. I 1752 kom en forordning om statens overordnede ansvar for, at sølvet var ægte og kontrolleret for sin kvalitet og renhed. Fra 1754 blev stemplet med de tre kroner indført. Mærket kaldes katfoden, fordi det godt kan ligne aftrykket fra en kattepote.

Før var det den lokale oldermand, som garanterede for kvalitet og renhed. Det blev markeret med en savtakket ranke. I praksis brugte man i flere år efter 1754 både den gamle lokale ranke og den nye nationale katfod. Derfor har bægret to ægthedsstempler.

Til venstre er der et løvehoved. Det er Linköpings stadsstempel. Når byen er lokaliseret, bliver det nemt også at finde frem til mesteren. SP er Samuel Presser, der fik borgerskab i 1757. Allerede 5 år efter i 1762 fremstillede han bægret. Det fortæller bogstavet D.

Fra 1690 daterede man med bogstaver, men da alfabetetet slap op, ændrede man systemet og begyndte forfra med et nyt, som var fremtidssikret, fordi bogstaverne kunne kombineres med tal. Første gang et bogstav blev anvendt, var tallet 1 underforstået, så når der i bunden af bægret står D, skal det altså læses som D1, der er koden for 1762.

Det gik så godt for Samuel Presser, at der i 1757 var råd til at bygge eget hus i Storgatan 62 med værksted i stueetagen og bolig på 1. sal. Efter Samuel Pressers død i 1783 kommer der andre til. I 1864 lå der en købmandsforretning i ejendommen.

Ejendommen er bevaret. Den blev pillet ned i 1950 og flyttet til Frilandsmuseet Gamla Linköping, hvor den i dag kan ses. I billedets højre side er de i gang med at genopføre det gamle hus.

Vil man identificere svensk sølv er siden Svenska Silverstämplar (silverstamplar.com) rigtig god. Her finder du fortegnelser over mester-, års- og bystempler. Der er også en chat med spørgsmål og svar om svensk sølv. Svenska Silverstämplar fokuserer både på ældre og nyere svensk sølv. Billederne er skarpe, og siden er logisk og enkelt struktureret, og derfor særdeles nem og hurtig at anvende.

Har man brug for en mere grundig registrant med korte biografier er “Svensk silversmide” et hovedværk om svensk sølv. Værket dækker perioden 1520-1850 og findes i 2 udgaver fra hhv. 1943 og 1963. Begge er svære at skaffe antikvarisk og kun få danske biblioteker har dem.

Referencer: Svensk Silversmide af Erik Andrén m.fl., Nordiska Museet, 1963 ; silverstamplar.com ; digitaltmuseum.se .

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Kom indenfor hos Nathalie Krebs.

Rene og enkle former med glasurer inspireret af naturens farver og mønstre. Saxbo, der lukkede i 1968, er noget af det lækreste indenfor moderne danske stentøj. Nu kan du kan komme en tur med ind på værkstedet sammen med Filmcentralen.

Slangehud, jærnglasur, fuglefjer og hareplels er de mundrette navne på nogle af værkstedets glasurer. Bag hver eneste lå hemmelige kemiske formler som 0,4CAO – 0,5A2B. Nathalie Krebs var kemiingeniør og ejer af værkstedet. Hun vejede selv farvepulver af til glasurerne. I 39 år drev hun Saxbo. Hun formgav ikke selv, men havde forskellige keramikere tilknyttet.

“Når man begynder at eksperimentere, er det som en besættelse”, fortæller Nathalie Krebs. Glasurerne lader sig ikke altid tæmme. Det tog 25 år at genfinde præcis den rigtige glasur med aubergine farve. Små forskydninger betyder alverden for glasuren. Når det lykkes, fordeler den sig, trækker kanterne op og ender med en perfekt symbiose mellem glasur og form.

Eva Stæhr-Nielsen var med som formgiver i 36 år. I nogle af hendes arbejder bruger hun værktøj og modellerer små bånd, der får glasuren til at slå fra og trække sig hen over korpus.

Stentøj brændes ved meget voldsomme temperatur op til 1320 grader, men allerede ved 600 til 800 grader begynder de kemiske kræfter at virke.

Nathalie Krebs var ikke til moderne elektrisk drevne ovne. Kulfyring gav bedst resultat. Under krigen var der mangel på råvarer. Især manglede de feldspat fra Norge og kul til ovnen. Der var god økonomi i at samle 500 emner til en brænding. Værkstedet kunne håndtere mellem 6 til 12 brændinger om året. Undervejs blev der hele tiden eksperimenteret. Små glasurbobler blev nøje studeret, og når der blev rettet i glasurerenes kemiske sammensætning, prøvede man sig frem med små skår for ad den vej at økonomisere med pladsen i ovnen.

På Filmcentralen finder man film om mange forskellige emner. Søger man på keramik, er der 14 hits, og der er tags med links til andre emner.

Bemærk forskellen mellem film og klip. Klip er kun korte sekvenser fra filmene. I typevælgeren kan en søgning afgrænses til kun at vise film. Filmene har forskellig længde og kvalitet. En af de mindre på blot 3 minutter er en sort hvid stumfilm fra Hjorth Keramik i Rønne.

Er du til flere film om Saxbo, kan Vejen Kunstmuseums fremragende film stærkt anbefales. På deres hjemmeside finder er der også link til en database med Saxbos værker. Den er meget omfangsrig, men desværre samtidig tung at loade og præget af irriterende funktionsfejl.

Referencer: Saxbo Stentøj på Filmcentralen fra Det Danske Filminstitut ; “Porslinsmärken” af S. E. Vingedal, Forlaget Forum 1982 ; Saxbo film fra Vejen Kunstmuseum ; Denne blogs tidligere anmeldelse af Saxbo databasen.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Hvilken Bamsestol sidder du i?

Hans J. Wegner tegnede den polstrede AP19 stol i 1951. Den vakte stor opmærksomhed, og anmelderne gav den kælenavnet Bamsestolen.

Den blev hurtigt populær og fik ikonstatus. Man sidder godt i den, uanset hvordan man placerer sig.

Bamsestolen blev også efterlignet. I Danmark tegnede Svend Skipper en stol, der i sit udtryk ligger meget tæt op af den originale fra A. P. Stolen. Stolen fra Skippers Møbler er dog knap så elegant, mere kantet og neglene er markant anderledes.

Wegners Bamsestol kunne købes i det københavnske stormagasin Messen. I kataloget fra foråret 1957 blev den præsenteret som Danmarks dyreste og dejligste stol. Prisen var 922 kr. Måske var prisen for høj til Messens kunder. Allerede i efteråret 1964 gled den ud af sortimentet og blev erstattet af Skipper stolen. Den kostede kun 480 kr.

Mens Skipper stolen ligger på grænsen til at være en kopi, så var der i 50’erne andre producenter, der direkte stjal Wegners design og markedsførte rene plagiater. Auktionshuset Lauritz.com har på sin blog en fin lille artikel, hvor en svensk kopi og en original Bamsestol vises ved siden af hinanden. De nævner ikke producenten, men to artikler i tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk fra 1954 og 1958 sætter navne på de svenske plagiater.

Jio Møbler i Jönköbing havde købt en Bamsestol, fjernet betræk og polstring for at studere stolens konstruktion. Resultatet blev et plagiat, der til forveksling ligner den originale. Endnu en svensk fabrik, G. Åberg i Malmbäck, lancerede også en kopi.

Stolen med de brede armlæn er anderledes, men ikke en kopi. Wegner tegnede i 60’erne en modificeret udgave af AP19. Modellen hedder AP69, er altså ægte og samtidig meget sjælden.

Anker Petersen fra A. P. Stolen førte retssager mod de svenske plagiatvirksomheder. Det strakte sig over flere år og var kompliceret, fordi lovgivningen om kunstnerret var forskellig i Danmark og Sverige. Advokaten fra Jio-Møbler påstod, at en stol er en almindelig brugsgenstand, og derfor ikke kunne være omfattet af kunstnerretlig beskyttelse.

I 1958 blev sagerne afgjort. Både G. Åberg og Jio-Møbler tabte med et brag og modtog domme for overtrædelse af kunstnerretten. Begge firmaer fik dagbøder og skulle betale erstatning.

Referencer: Det Kongelige Bibliotek – varekataloger på Nettet (Messen); Satire-tegningerne er affotograferet fra Bidstrup – Sæd og Skik, Forlaget Tiden 1966; Lauritzblog; Billedet af AP69 stolen er hentet fra siden skandinaviskdesign.dk. Billederne af de to svenske plagiater kommer fra tidskriftet Dansk Kunsthaandværk 1954 og 1958, Firmaet i Jönköbing hed Jio Møbler AB, ikke Jo Møbler som fejlagtigt angivet ved illustrationen;

AP Stolen eksisterer ikke længere, men rettighederne til Bamsestolen er overgået til PP-Møbler. Svend Skipper stol blev relanceret i 2011. i dag hedder virksomheden Skipper Furniture.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Krenitskålen.

Herbert Krenchel opfandt den, men det var designkøbmanden Torben Ørskov, der fik ideen.

I begyndelsen forestillede Ørskov sig en salatskål i stål og plast beregnet til det amerikanske marked. Her var grøn salat blevet et nyt populært indslag på middagsbordene. Ørskov øjnede chancen for en dansk eksportsucces.

Det blev ingeniøren og materialeforskeren Herbert Krenchel fra Danmarks Tekniske Højskole, som skulle udvikle og bære ideen videre. Han droppede hurtigt plast og arbejdede videre med kombinationen af asbestfri eternit, stål og emalje. Efter langvarige forsøg med flere forskellige modeller stod det færdige resultatet klar i 1953. Skålen var født og blev døbt krenit. Navnet er trukket sammen af Krenchel + eternit.

Den skarpe kant giver formen et spændstigt skulpturelt udtryk. Kontrasten mellem det matsorte udvendige og det blanke indvendige i klare stærke farver var noget nyt og radikalt anderledes end 50’ernes øvrige traditionelle køkkentøj af emalje.

Krenchels skål fik internationale designpriser og vandt udbredelse både på eksportmarkederne og i Danmark. Enkelt funktionelt design og samtidig et stykke praktisk anvendeligt køkkentøj.

A skålen på ø 25 cm og C skålen på ø 12,5 cm var de første, men efter få år blev skålene op- og nedskaleret til andre formater. Størst var I skålen på ø 38 cm. Mindst var D skålen med ø 8,5 cm. Stormagasinet Illum forhandlede i 1957 de to oprindelige størrelser på 25 og 12,5 cm. Priserne var 23,50 kr. og 9,50 kr.

Et stort problem var ulovlige udenlandske piratkopier. Selvom de blev forsøgt stoppet ad juridisk vej, findes der i dag gamle kopier i omløb. Nogle er nemme at spotte på forkert form eller dårlig forarbejdning. Andre ligner de originale til forveksling. En original skål kan dog altid kendes på bunden, som skal være svagt konveks.

Skåle med det særlige K-logo stemplet i bunden er selvsagt originale. Varemærket Krenit blev først registret i november 1955. Før da brugte man en klisteretiket. En skål uden mærkning kan altså sagtens være original. Etiketten kan være faldet af efter mange års brug.

De mindste B skåle kan i sjældne tilfælde have et stempel med en geometrisk figur. Betydningen taber sig lidt i det uvisse. Måske er der tale om en eksklusiv serieproduktion til en udenlandsk varehuskæde, men det kan ikke med sikkerhed dokumenteres.

Skålene blev fremstillet i to etapper på to forskellige fabrikker. Det støbte korpus af krenit blev først valset op med en 1 mm tynd jernplade. Det foregik hos en maskinfabrik i Ryesgade på Østerbro. Dernæst blev de sendt til Glud & Marstrands emaljefabrik på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. Her lagde man emaljebelægning på, og senere blev ydersiden sandblæst. Men der er også nogle skåle, der ikke er sandblæst. Til det er der to forklaringer i omløb.

Den ene fortælling handler om, at nogle husmødre efterspurgte skåle med blank yderside, fordi de var lettere at holde rene. Skåle uden sandblæsning skal således være en lille nicheproduktion leveret på bestilling til særlige forhandlerne.

Men der er også en anden fortælling om simpelt tyveri. Brodne kar blandt arbejderne smuglede af og til en skål med hjem. Produktionslinjen var sådan indrettet, at tyveri nemmest lod sig gøre, før skålene gik til sandblæsning. Især C skålen på ø 12,5 cm var populær, fordi den lige akkurat kunne skjules i en BH. Hvordan de lige bar sig ad med den store 25 cm skål, melder historien ikke noget om.

Skålenes vægt kan ikke bruges som indikator for original eller kopi. Tager man K-logo skålene, så vejer de nemlig ikke det samme. Jeg har sat mine egne ø 8,5 cm og ø 12,5 cm skåle op i en tabel:

Kig på ø 12,5 cm skålene som eksempel. Forskellen mellem den lyse blå og den sorte (begge med K-logo) er 10 gram. Og når det kommer til de orange skåle, er springet mellem den tungeste og den letteste endnu mere markant. Hele 42 gram.

Trods vægtforskellen har den tungeste og den letteste orange skål nøjagtig samme form, mål og tykkelse.

Krenit skålene findes i 10 grundfarver (Hvid, sort, mørkeblå, lyseblå, mørk gul, lys gul, limegrøn, mintgrøn, rød og orange). Hver farve kan have forskellige nuancer og styrke. Mest markant er det med de orange skåle. Måske har vægtforskellene noget at gøre med emaljebelægningens tykkelse eller farvepulverets kemiske sammensætning?

Der er stor uenighed om, hvornår produktionen af krenitskålene stoppede. De fleste kilder peger på 1964, andre på 1966. Berlingske Tidende bragte i 2008 et interview med Herbert Krenchel. Her anføres året til 1966. Samme år som Glud & Marstrand lukkede deres emaljeproduktion på Rentemestervej.

I 2007 relancerede Normann Design krenit skålene efter aftale med Herbert Krenchel. De nye skåle har form til fælles med de gamle, men er ellers materialemæssigt helt anderledes. Godset virker tyndt. Overfladen er sprøjtelakeret, og har derfor en anden stoflighed.

Referencer: Berlingske Tidende 9. august 2008 ; DTU Historie ; Globusantik ; Illums julekatalog 1957 ; Registreringstidende 1955, nr. 4. ; “Dansk Design 1945-1975” af Lars Dybdahl, Borgen 2006 ; “Antikt til under en tusse” af Mariette Tiedemann, Sesam 2003 ; Wikipedia ; Dansk Betonforening ; Samtale januar 2020 med Michael Christiansen fra forretningen Habengood.

Den nævnte virksomhed på Østerbro kan være Maskinfabrikken Nielsen & Winther i Ryesgade (51)-53. Det har dog ikke været muligt at lokalisere den i Krak Danmarks ældre årgange fra perioden. I Ryesgade 51 lå også Johannessen & Lund Maskinfabrik A/S. ;

Krenitskålene på billederne tilhører eller har tilhørt artiklens forfatter.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Aluminias skønvirke kunstfajance.

“Kan I fortælle, hvad jeg har fat i”, spørger Peter. Han har sendt nogle billeder af en genstand, der ved et hurtigt første kig ligner en vase fra Aluminia.

Under Aluminia mærket ses til venstre tallene 191/263. Hvad tallene betyder, kan man finde ud af ved opslag i Erhard Winge Flensborgs store værk om Aluminia fra 2008. Det er på 735 sider og kan bruges som et samlet katalog over hele Aluminias produktion. I bind 2 er der en lang række tabeller og protokoller. Det er her man skal kigge.

Det første nummer er dekorationen. Det andet nummer er formen. Vasen er altså i virkeligheden en lampefod (263). Modellen er tegnet Af Harald Slott-Møller (S-M) og kunne fås i 6 forskellige dekorationer, hvor 191 er en af disse.

Protokollen fortæller også, at vasen er lanceret i 1903. Dekorationen er meget karakteristisk for Aluminias produktion i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Harald Slott-Møller var kunstnerisk leder i årene 1902-1906.

Stilen kaldes skønvirke. Et typisk stiltræk er de organiske bløde ornamenter, der bølger sig rundt omkring korpus. Inspirationen kommer fra naturen. Det var en tid, hvor kunstnerne vendte sig væk fra masseproduktion. Det håndværksprægede var tidens krav. Derfor er lampefoden også dekoreret i hånden. Signaturen EP er den malerinde, som har dekoreret lampefoden efter Harald Slott-Møllers forlæg. Hvem hun var vides ikke.

Reference: “Aluminia” af Erhard Winge Flensborg, Bind 2, side 567, 621.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Gamle perronskilte.

Engang stred damplokomotiver og motorvogne sig gennem det danske landskab og forbandt små flækker med hinanden, men en massiv bølge af nedlæggelser forandrede det danske landskab i 50’erne og 60’erne.

Mange private jernbaner lukkede, og en stor del af DSB’s sidebaner måtte også lade livet. De små landstationers rolle som lokalt omdrejningspunkt var udspillet. Nu overgik bygningerne til andre formål, ofte til privat beboelse. Noget inventar gik til, andet blev solgt eller pillet ned af nørder og samlere.

Af og til dukker gamle perronskilte op på loppemarkeder og vidner om fordums tidsånd, hvor klasser, påbud og reglementer var penslet ud i detaljer.

Også skilte fra større DSB stationer omsættes. De er sjove som anderledes dekoration i boligen. Modeljernbaneklubber vil også rigtig gerne have fingre i den slags til udsmykning i deres lokaler. Derfor trækker skiltene ofte høje hammerslag på auktioner. De gamle skilte blev oveflødige af teknologiske årsager eller som konsekvens af DSBs designreformer.

Omkring 1934 begyndte DSB at modernisere skiltningen. Efter inspiration fra London Transports chefdesigner Edward Johnston blev gamle perronskilte udskiftet til nye med en tillempet udgave af The Johnston Alphabet. Vægten blev nu lagt på standardisering og klar ensartet fremtoning. Man kan hurtigt spotte et Johnston skilt på det specielle lille g med såkaldte frakoblede sløjfer.

Før blev skiltene fremstillet lokalt af en privat skiltemaler eller måske af en maler på et af DSBs centralværksteder. Hvordan de kom til at se ud var helt op til mesterens evner og smag. Der var ingen regler for typografi, når bare skiltet var læseligt. Ofte var de gamle skilte malet på brædder.

De nye skilte med Johnston alfabetet blev fremstillet af jern eller emalje. Det rationelle ved at standardisere gik ud på, at de serigrafiske fonte nemt kunne skaleres op eller ned.

Nogle tog var bumletog. En uofficiel omtale i folkemunde for et tog, som stopper ved alle stationer. Ofte et godstog med en enkelt personvogn koblet til togstammen. Der var en del rangering undervejs, deraf udtrykket bumle. I gamle køreplaner er den slags markeret med B, som står for blandet tog. Lidt hurtigere var persontogene, selvom de også kunne være en langsom affære.

Skulle det gå stærkt, måtte man benytte et hurtigtog. Betegnelsen dækker over flere forskellige togarter lige fra lyntog, eksprestog til iltog. Et internationalt tog var også et hurtigtog. At rejse med hurtigtog var lidt dyrere og krævede særlig billet.

Moderniseringen omfattede kun skiltenes grafiske udtryk. Ophæng og standere på stationerne frembød stadig et rodet sammensurium af mange forskellige standarder og formater. En portør eller stationsbetjent måtte manuelt skifte skiltene med destination, klokkeslet og togart hver gang et tog havde forladt perronen og et nyt var på vej.

I Fredericia med intensiv toggang havde de travlt. Her foregik det mekanisk. Skiltene var fast monteret i standere, hvorfra de kunne hejses og sænkes med stangtræk. Kun afgangstiderne skulle skiftes manuelt.

Fra 1949 opsatte DSB automatiske togviserskilte på S-banen omkring København. De hang under perrontaget eller var anbragt på en stander. Teksterne var trykt på kraftigt lærredsbånd, som rullede omkring en fjernstyret valse. Tilsvarende systemer blev først 10 år senere taget i brug på DSB’s øvrige stationer.

Johnston Alphabet holdt lige indtil designreformen i 1972, da DSB overgik til Rail Alphabet. Det skete ikke på en dag. Nogle af de gamle skilte blev hængende i adskillige år. Ser man godt efter, kan man faktisk på København H spotte et gammelt skilt fra før 1972 med teksten Brandhane C-studs. Det sidder højt oppe over en granitsøjle i afgangs- og ankomsthallen. Prøv selv at lede efter det, hvis du kommer forbi.

Referencer:  Opslag på “hurtigtog”, “gamle køreplaner” og “togserviceskilte” i Jernbanehistorisk Forum ; Jernbanens bogstaver af Ulrik Tarp Jensen, trykt i Tog i tiden. Årsskrift for Danmarks Jernbanemuseum 2010 ; Perronbillederne er fundet på jernbanekilder.dk ved at søge på perron og skilte ; Skiltet med II og III klasse er fotograferet på Danmarks Jernbanemuseums udstilling i Odense ; Øvrige skilte tilhører eller har tilhørt artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Podcasts om design og loppemarkedsfund.

Med podcasts kan du gratis lytte til fortællinger om alt muligt – også nogle som er interessante for samlere.

Podcasts er programmer i serieform udgivet digitalt som lydfiler. De kan findes på Internettet via PC, men langt det smarteste er at afspille dem på en mobilenhed, fordi man her bruger en speciel player-app til podcasts. Den giver bedre overblik og samler det hele et sted.

Man skal altså bruge en smartphone, hente en app og så er det også en rigtig god ide at supplere med et headset eller en lille kompakt højtaler, hvis lyden skal være ordentlig.

Begynd med at forbinde headset eller højtaler til din smartphone via Bluetooth. Desværre kan det godt drille lidt på nogle Android enheder. Kombinationen B&O og Huawei virker f.eks. ikke altid, men med iPhone virker det perfekt. Den finder og parrer sig automatisk med højtaleren.

Næste skridt er at hente en player. Jeg benytter Acast. På en iPhone er der i forvejen en standard Podcast-app. Den kan sagtens bruges, men Acast er efter min smag mere rafineret og har flere features. Acast findes også til Android.

Når app’en er hentet, kan man søge på en serie af podcasts og vælge at abonnere på dem, så er det let at genfinde dem og følge med, når der kommer nye afsnit.

Her er søgt på RetroRadion. Ved siden af den abonnerer jeg også på DesignPodden og Loppmarknardsarkeologerna.

RetroRadion er ny. Derfor er der endnu ikke så mange afsnit. RetroRadion kommer fra magasinet Scandinavian Retro. Første afsnit på 30 minutter er en samtale med Lennart Ekman, som i 1968 var dekoratør i Ikea. Han fortæller om revolutionen ved indgangen til 70’erne, da bolighuset ved siden af det traditionelle lidt konservative sortiment, begyndte at satse på helt nye møbeltyper og i udstillingerne ophængte kommunistiske plakater med Che Guevara og andre revolutionshelte. Konceptet er enkelt og rent, men aldrig kedeligt, fordi man har en god historie at fortælle.

DesignPodden har ofte biografisk karakter og sætter i hvert afsnit fokus på en designer eller et værksted. Længden varierer mellem 30-60 minutter, men der findes også et mindre format, f.eks. “Kort om Yngve Ekström” på 8 minutter.

Hvert afsnit former sig som en til tider hektisk ping-pong dialog mellem to tilrettelæggere. Der er mange gode historier, og indholdet vinkles interessant, men den underliggende lydkulisse med ragtime musik leveret af Heftone Banjo Orchestra er malplaceret. Undervejs tilsættes forskellige lydeffekter, der tager overhånd og distraherer. Det virker virkelig fjollet og helt unødvendigt at understrege en fortællings pointer ved at slå på en hi-hat eller et trommesæt.

Loppmarknadsarkeologerna bliver lavet af Sveriges Radio og er min favorit. Hvert afsnit har en længde på omtrent 10 minutter. De går bagom loppemarkedsfund og fortæller om folkeliv, forbrugerhistorier og design. Serien har to researchere og i hvert afsnit medvirker forskellige eksperter eller samlere.

En af fortællingerne handler om Bialettis velkendte klassiske 8-kantede espressokande fra 1933. Mussolini ville modernisere italiensk folkekultur og samtidig fremme kaffedrikning. En myte siger, at fascisterne aktivt tilskyndede udbredelsen af Bialetti kanderne og belønnede forbrugere, som anskaffede sig en Bialetti. Men sandheden er, at der i perioden 1933-1940 kun blev solgt 17000 eksemplarer. Først efter krigen tog salget for alvor fart, og kanden blev inventar i næsten alle italienske husholdninger.

Andre fortællinger giver praktiske forbrugerråd. Tekstiler fra 70’erne kan være behandlet med Mitin, Eulan og DDT for at beskytte mod mølangreb. Så hvad gemmer sig egentlig i en gammel retro-plaid fundet på et loppemarked? Er den giftig, og kan man slippe af med kemikalierne?

Referencer: Acast til iPhones kan hentes i App Store eller til Android i Google Play. Find dernæst RetroRadion, DesignPodden og Loppmarknadsarkeologerna via søgefunktionen i Acast. På Nettet kan du også læse mere om RetroRadion ; DesignPodden og Loppmarknadsarkeologerna.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller