PH, Panton – og de andre.

Ny bog fortæller 100 historier om dansk lampedesign. PH og Panton fylder meget, men andre formgivere er også med.

Jo Hammerborg er en af de andre. I bogen “Danske lamper – 1920 til nu” af Malene Lytken er Hammerborg kun repræsenteret med to lamper, selvom han var den nok mest produktive danske lampedesigner i 60’erne og 70’erne.

Mange af Hammerborgs lamper fra 60’erne er strengt geometriske med to cylindriske skærmdele. En smal lukket omkring fatningen og en bred omkring pæren. Et stiltræk som går igen i Alfa, Beta, Junior, Corda, Horisont og Lento lamperne samt i Studio, der af kollegerne fra Fog og Mørup blev brugt til espalier ved Jo Hammerborgs bryllup.

Kriterier for valg af bogens 100 lamper har været, om de er ikoniske, har været populære eller er udtryk for et banebrydende design.

Det har også spillet en rolle, om det kunne lade sig gøre at fortælle en historie. Bogen bygger i vid udstrækning på interviews med nulevende designere og producenter eller med deres efterkommere. Desværre viste det sig umuligt at bringe historier om nogle af de ældre lamper. Kilderne var ikke til det. 36 af de 100 fortællinger handler derfor om lamper efter år 2000.

Panton og PH fylder meget med 7 fortællinger hver. PH er umulig at komme udenom. Som en afgørende del af dansk lampedesigns dna skal han naturligvis også med, men så mange andre interessante lamper er fravalgt. Og det er rigtig ærgerligt, fordi PHs og Pantons værker i forvejen er særdeles godt dokumenteret andre steder.

De 100 fortællinger præsenteres kronologisk efter hvornår, lamperne kom i produktion. Nogle af de ældre er relanceret og ofte er det den nye udgaver, som vises. Det er meget sjovere og mere interessant, når forfatteren har valgt at bruge gamle samtidige illustrationer. Nye billeder hentet fra producenternes salgskataloger eller netsteder er lidt for polerede og egentlig også ligegyldige i historisk sammenhæng.

Friis og Moltke’s Lampas serie er et af de designs, som har fået en renæssance og er blevet nylanceret i 2014. Pendlerne er oprindelig tegnet i 1963 til Hotel Tre Ege i Brabrand. Siden blev de hængt op i mange af arkitektparrets andre bygninger.

De første eksemplarer er fremstillet af en lokal blikkenslager kaldet “Blik-Poulsen”. Efterhånden blev sortimentet udvidet og produktionen overgik til Lampas, som forbedrede kvaliteten med en pænere svejsning og lakering, og de blev også gjort kraftigere i godset. På de senere udgaver er der et 4 cm. bånd foroven og forneden på indersiden. Båndene sørger for, at lyset bliver fanget i underkanten og modvirker blænding.

Bogens fortællinger har hver deres kapitel. Som supplement til kapitlerne er der bagerst i bogen 27 sider med uddybende noter. Både kapitler og noter er spækket med informationer og sjove anekdoter.

I sit koncept minder bogen om de 100 danske lamper utrolig meget om 1000 Lights af Charlotte og Peter Fiell fra 2005.

Begge værker er kronologisk opbygget, og begge begynder også med en generel oversigt over kunstlysets historie og lyskildernes udvikling. Men til forskel fra den internationale bogs ultakorte summariske beskrivelser, så griber den danske bog mere i dybden og kommer fremragende og langt bedre ind i sit emne.

“Danske lamper – 1920 til nu” af Malene Lytken, Strandberg Publishing 2019, isbn. 978-87-93604-66-7.

Også udkommet på engelsk: “Danish Lights – 1920 to Now”, by Malene Lytken, Strandberg Publishing, isbn. 978-87-93604-67-4.

Artiklens illustrationer er affotograferet fra bogen, bortset fra farvebilledet af Studio lampen, som er hentet fra modernity.se. De blå Lampas væglamper tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

En klinket glasskål.

At klinke skår er en gammel teknik, som ikke bruges i dag. En læser har sendt billeder af en klinket glasskål, som han fandt til 20 kroner på et loppemarked.

I dag ville skålen sikkert ryge i skraldespanden, men et par generationer tilbage reparerede man gerne tingene og gav dem et nyt liv. Med en syl har klinkemanden forsigtigt boret små huller nogle millimeter fra skårkanterne. Et stykke messing-tråd er dernæst blevet formet i en afstand, der passede præcist med afstanden mellem hullerne. Klinken blev til sidst forsigtigt presset på plads og holdt fast med lidt kit.

Klinker blev især brugt til lertøj, keramik og porcelæn. At beherske teknikken krævede omhu og håndelag, og på skrøbeligt glas har det været særlig svært.

Læseren er usikker på, om skålen er dansk og vil gerne vide, hvor den mon kommer fra, og hvor gammel den kan være.

Stilen er udpræget jugend. Dateringen vil derfor være perioden fra omkring 1895 til lige efter 1. verdenskrig. Jugend-stilen søgte inspiration i naturens organiske former. De kantede hjørner afslører, at skålen er blæst i en form. Bagefter er der påsat bølgede glastråde, der ligner et rodnet eller et edderkoppespind, som slynger sig om korpus.

Skålen er sikkert fra Böhmen. Et forsigtigt gæt kunne være glasværket Pallme-König.

Pallme-König var specialister i teknikken at bevikle med varme glastråde. Andre böhmiske glasværker – som Loetz og Kralik – arbejdede også med glastråde, men Pallme-Königs tråde havde det særkende, at de ofte var uregelmæssige og havde varierende tykkelse og form.

Skålen fra loppemarkedet er meget svagt iriseret. Det er betegnelsen for en skinnende glasmasse i regnbuens farver. Arbejderne fra Loetz giver den mere gas. Her er iriseringen hyppigt mere udpræget end hos Pallme-König.

Referencer: “Kunsten at klinke” af Kristian Skammelsen trykt i Historisk årbog for Thy og Vester Hanherred 1988; kralik-glass.com (se under Veined green) samt antiques-atlas.com.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

En bid af paradis.

Endnu en bog i en lang række fra de senere år om Bjørn Wiinblad. Den er ganske vist ikke helt spritny. Bogen udkom i efteråret 2018.

At komme i gang med de første sider krævede et langt tilløb. For at sige det rent ud: Jeg bryder mig ikke om hans overpyntede sukkersøde udtryk. Efter de sidste sider har jeg det stadig sådan. Bogen rykker ikke min mening om Wiinblad, men som fortælling er den fremragende. Velskrevet med solid research og rig på interessante perspektiveringer.

Er Wiinblad kunst eller kitsch? Spørgsmålet svæver som et centralt aspekt gennem bogen. Måske er han begge dele.

Hvorfor fik Bjørn Wiinblad så stor folkelig appel? For at forstå hans univers vender bogen blikket udad og kigger på den verden, det blev til i.

Efter krigsårene hvor det bare handlede om at holde ud, var der brug for at abstrahere fra gru og depression og genopbygge den civilisation, som krigen havde gjort vold imod. Der var grobund for optimisme og følelser. Til det behov passer Wiinblads nuttede dekorative stil som fod i hose. Øjnene er et af hans karakteristiske stiltræk. Forstørret ud over det normale og blide. Wiinblads ansigter udstråler mildhed og virker instiktivt tiltrækkende.

Den nye smag for sødme og nyromatik er ikke kun dansk. Tendensen ses i hele Europa. I Norden ser bogen klare paralleller til kunstnere som norske Inger Waage, finske Esterii Tomula og estiske Mari Simmulson i Sverige. Alle eksponenter for tidens behov for dekorativ kunst.

Med efterkrigstidens velstand ændrer boligen sin rolle. Det er historien om, hvordan danskernes forbrug boomer, og vi begynder at iscenesætte og bruge hjemmet på en ny måde. Her hygger man sig med forbrugsgoder og lader op til det krævende arbejdsliv udenfor hjemmet.

Fuurstrøm Fajanceværk var en del af Schou’s fabrikker, hvortil brødrene Arne og Jacob Bang var knyttet. Jacob Bang som kunstnerisk konsulent mellem 1946 og 1956. Det var ham, som hyrede Wiinblad.

Bang brødrene omlagde sortimentet og formgav enkle moderne ting, som Wiinblad dekorerede. Han tegnede sine skitser med pen, som efterfølgende blev overført til fajance med kobbertryk og solgt som serieprodukter under brandet “Nymølle”. Bogen ser deres samarbejde som et udtryk for at funktionalisme og Wiinblads dekorativ stil sagtens kunne gå hånd i hånd.

Også andre kunstnere tegnede til Nymølle, men Wiinblad var den mest brugte. Fra 50’erne og de næste 30 år blev tingene masseproduceret til billige priser. I 1976 køber Wiinblad Nymølle og produktionen accelerer videre.

Overalt var Wiinblad til stede. Sengetøj, kagedåser, broderisæt, grafik og plakater. Nogle synes, at det var ved at være alt for meget. Hans publikum i 50’erne havde været den øvre middelklasse, som købte Wiinblad hos Illums Bolighus eller Den Permanente. I 80’erne kunne de finde hans ting som mainstream hos isenkræmmere over hele landet. Endnu værre var det, at næste generation af forbrugere vendte sig væk fra forældrenes smag. Nymølle magien var forsvundet. Overhalet af en ny tids boligstil.

Ved siden af de masseproducerede ting fra Nymølle havde Wiinblad også unika produktion på forskellige værksteder. I 60’erne begyndte han desuden at tegne til tyske Rosenthal. Samarbejdet fortsætter i 70’erne.

Mange af Rosenthal stellene blev bestsellere, mens andre som det gyldne Scheherazade-stel får ikon status. En tysker forstår slet ikke, at nogle i Danmark betragter Wiinblad som kitsch. Syd for grænsen forbindes han med eksklusivitet. Det samme i Japan og USA, hvor hans ting har et stort samler publikum.

“En bid af paradis – Bjørn Wiinblad og hans tid” af Heidi Laura, Gads Forlag 2018, isbn. 978-87-12-05632-4.

Artiklens første og sidste billeder er affotograferet fra bogen ; Inge Waage fadet tilhører denne artikels forfatter ; Esteri Tommula’s dekoration hedder Pastoraali og er hentet fra arabia.fi ; fadet med Mari Simmulsons dekoration kommer fra uppsalakyrkogardar.se ; Katalogsiderne fra Den Permanente 1972 er fra Det Kongelige Biblioteks digital collection.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Statens kontormøbler.

Tina har et lille skrivebord fra Næstved Møbelfabrik, som hun gerne vil vide lidt mere om.

Bordet er af en type, der stod på utallige statslige kontorer i 50’erne, 60’erne og 70’erne. De var solide. Mange steder gik de først på pension, da mere komfortable tidssvarende hæve-sænke-borde holdt deres indtog.

At bordet er fremstillet på Næstved Møbelfabrik er lidt udsædvanligt. Langt de fleste møbler til staten blev nemlig fremstillet i fængslerne under navnet SKM, som er en forkortelse af Statens Kontormøbler. Fangerne kunne jo lige så godt lave noget nyttigt, mens de afsonede deres straf.

SKM producerede til et lukket marked. De statslige institutioner var pålagt at købe møbler fra fængslerne. Det var en torn i øjet på Møbelfabrikantforeningen. Når det politiske pres blev for stort, måtte SKM undtagelsesvis lade nogle af møblerne producere privat udenfor fængslerne.

De har sjusket med blækstemplet på Tinas bord. Bogstavet S er næsten forsvundet. Til gengæld kan man tydeligt se, at det er model L-2, som var det mindste skrivebord i SKMs sortiment. På et postkontor eller i godsekspeditionen på en jernbane-station har der kun været behov for et lille bord, hvor en ekspedient kunne sidde og stemple blanketter.

Boligministeriet udgav møbelkataloger og bestemte, hvor de forskellige møbeltyper skulle laves. Skriveborde kom normalt fra Statsfængslet i Horsens, og det er også ministeriets tegnestue, der har slået stregerne.

Designet ændrer sig ikke meget. De mørkebrune sparkelister, jalousilågerne og stålgrebene går igen, men i 60’erne kom der større modeller og endnu flere varianter med forskellige bensæt. Som noget nyt kunne nu også leveres mødeborde med hollandsk udtræk og skrivemaskineborde på hjul.

Referencer: Udstillingstekst fra Fængselsmuseet i Horsens ; Arbejde bag tremmer – træk af Kriminalforsorgens arbejdsdrift gennem 100 år af Henrik Fode, Fængselshistorisk Selskab 2013 ; Katalogside fra SKM (udateret). Billederne i de to sidste collager stammer fra Det Kongelige Biblioteks museumsudstilling i Århus med effekter fra det tidligere Statsbibliotek.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Legetøjsfigurer fra Reisler.

Angela Merkel til 19,49 Euro. Hun er i plastik og kommer fra Preiser, der fremstiller miniature figurer til modeljernbaner. Små figurer bliver i dag typisk brugt til modelbyggeri, souvenir eller fantasy rollespil.

Men engang var det anderledes. For få generationer siden var de små figurer populært legetøj. Tyskland var helt fremme i fronten, og den førende producent hed Hausser-Elastolin. I 1939 begyndte de at eksperimentere med plastik. Indtil da var figurerne lavet af savsmuld og lim – kaldet masse.

Danmark kom med på vognen i 1949, da Kai Reisler gik i gang med at fremstille figurer af støbt plastik. Først var den hård, senere gik man over til blød plastik. Bemalingen var udliciteret. Man havde aftaler med hjemmegående husmødre, der sad hjemme i stuerne og malede. I 2007 var det forbi og fabrikken lukkede. Børnene havde flyttet interessen til andre ting og gad ikke længere de små figurer.

Nøjagtig som hos Elastolin producerede Reisler også figurerne i serier. Temaerne er hentet fra de tyske forbilleder. Soldater, cowboys og indianere, dyr fra bondegården eller de mere eksotiske fra Zoologisk Have.

Ligesom Elastolin er figurerne fra Reisler et stort samlerobjekt. Der afspejles på flere netsteder. Mest omfattende er siden tohan.dk.

I 2019 udkom en Reisler-bog skrevet af en pasioneret samler. Ideen har været at præsentere de forskellige figurer. Hans samling er uhyre omfattende, så bogen fungerer næsten som et komplet katalog. Også æsker, kasser, poser samt displays til at udstille figurerne er dokumenteret.

Som kildemateriale er brugt varekataloger, prislister, korrespondancer mellem fabrikken og en legetøjsbutik samt artikler i Legetøjstidende. Samlere kan fint bruge bogen til identifikation. Det er let at orientere sig i det store materiale, fordi det hele er organiseret efter serier.

En stor del af kildematerialet er også publiceret på tohan.dk. Her kan du se hele sortimentet fra kataloger og bladre i prislisterne. Den mulighed får du ikke i bogen. Til gengæld gennemgår bogen nogle detaljer om produktionen og samarbejder mellem Reisler og andre fabrikanter, som du ikke finder på Nettet.

Billederne på tohan.dk er generelt af en lidt bedre kvalitet. I bogen er nogle illustrationer for små til, at det giver brugbar mening. Andre er en anelse slørede eller uskarpe. Herunder ses katalog nummer 2053 “Tiger på træstamme” – med bogens billede til højre.

Støbeformene var dyre at fremstille. Reisler genbrugte derfor den samme form til brune bjørne og isbjørne, selvom de to dyrs anatomi er vidt forskellig. Genbrug af forme ses også til pantere, tigre og leoparder.

Nogle af Reislers soldater blev indrulleret og kom til at gøre tjeneste i Hjemmeværnet. Her blev de brugt til undervisning på terrænborde og som øvelsesfigurer i bykamp. Samarbejdet ophørte i 1954. Legetøjsbranchen var stærkt utilfreds og havde klaget, fordi nogle figurer blev solgt videre og annonceret til salg i Hjemmeværnsbladet til stærkt nedsatte priser.

Referencer: “Reisler Legetøjsfigurer” af Martin S. Nielsen, SB-Forlag 2019, isbn. 978-87-998904-2-2 ; tohan.dk ; chakoten.dk ; Billederne af figur-grupperne er hentet fra lauritz.com og Angela Merkel kommer fra despite.eu

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Begejstring for finsk emalje blev til en bog.

Liisa Laukka har altid været vild med finsk emalje, men det var svært at finde information om emnet. Så tog hun til Helsinki og begyndte selv at forske i Designmuseets arkiv.

Det er der kommet en flot og spændende bog ud af. Emnet er køkkentøj fra Wärtsilä koncernen, der stod bag varemærkerne Finel og Arabia, og som købte svenske Kockums emaljefabrik i 1971 og videreførte deres produkter.

Fokus er især på sortimentet fra 50’erne og frem til slutningen af 70*erne, som er perioden, hvor kendte formgivere blev engageret til at arbejde med design af emaljevarer.

I 50’erne fik Wärtsilä Kaj Franck til at tegne en serie skåle markedsført som Finel. Senere formgav Seppo Mallart en tilhørende dåse. Serien lanceredes i klare farver. I begyndelsen kun rød og hvid, men senere også andre farver. Den høje skål, der oprindelig var tænkt som salatskål, vandt første præmie på en stor designmesse i Sacramento i 1961.

Præmien satte for alvor skub i eksporten til USA, hvor skålene blev en succes. Populariteten steg yderligere da man fra 1964 fandt på at sætte grafiske mønstre tegnet af forskellige kunstnere på skålene. I årene frem til 2000 kom der hele tiden nye mønstre til, og de bredte sig fra skålene til gryderne og kasserollerne i Wärtsiläs øvrige sortiment.

Bogen kan bruges som opslagsværk og historisk katalog over den samlede produktion. Det er her forfatterens forskning bliver værdifuld.

Ved at kortlægge de forskellige dekorationer og sammenholde med stempler eller etiketter, kan de enkelte genstande tidsbestemmes. Nogle er af ukendt ophav, men de fleste kan henføres til en navngiven kunstner.

Bag i bogen er der en række tabeller med oversigter over dekorationer, deres numre og årstal samt kunstnere. Wärtsiläs komplette produktion fra 1972 er også dokumenteret i tabelform.

I 1974 begynder Wärtsilä at samarbejde med den danske lampeproducent Fog & Mørup.

Populært sagt tog man en 21 cm Arabia skål, vendte den om, borede et hul og monterede fatning og ledning. Kort efter lavede Fog & Mørup også en udgave, som var skaleret op til 30 cm.

Lamperne kom med to dekorationer hentet fra skålene. Den første var Primavera fra 1974 med blomster i forskellige farver. Hos Fog & Mørup fik serien navnet Arabia. I 1975 lanceredes serien Trubadur med kvinder i brune dragter fra middelalderen. Begge dekorationer er tegnet af Raija Uosikkinen.

Referencer: “Rakas Finel ja Arabia-emali / Kärlek till Finel och Arabia emalj” af Liisa Laukka, Forlaget jolisas.se 2016, isbn 978-91-639-0800-2 samt Fog & Mørups produktkatalog 1976-77.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen og fra Fog & Mørups katalog, bortset fra de røde og hvide skåle som tilhører denne artikels forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Strik en Salto.

Efter et besøg på Clay Keramik-museum i Middelfart fandt en gæst på at strikke trøjer inspireret af Axel Saltos keramik.

Det er der kommet en sjov og utraditionel strikke og keramik bog ud af. Saltos riflede, knobbede og spirende stentøj har givet inspiration til 15 forskellige trøjer og cardicans.

Bogen giver opskrifter til, hvordan ærmer, forstykker, foer, skuldre, ryg og forstykker strikkes og til sidst sys sammen. Der er også anvisninger på hvilke strikkepinde og hvilken slags garn, man skal bruge. For mig er det ren volapyk, men opskrifterne er så detaljerede, at folk der kan strikke vil forstå instruktionerne.

Med et glimt i øjet hævder forfatteren, at Axel Salto nok var inspireret af sin mors strikketøj. En finurlig tanke som dog ikke har rod i virkeligheden. Saltos stentøj er skulpturelle fortolkninger af naturens former. Det er i hvert fald, hvad han selv har fortalt om sin kunst.

Men strikkebogen er et fint eksempel på, hvordan stor kunst med fantasi kan transformeres til nye udtryksformer.

Keramikentusiaster skal købe bogen og forære den til en, som kan strikke. For det er da ærlig talt temmelig blæret at kunne iføre sig en ægte Salto.

“Ridser i overfladen” af Annette Danielsen, Kristensen & Ko 2018, isbn. 978-87-93252-39-4. 

Man se smagsprøver fra bogen på forfatterens hjemmeside, hvor der også er en masse anden strikke-inspiration.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM