Et liv med plakater.

Det begyndte i 1968 med køb af to plakater på Louisianna. I løbet af de næste 50 år blev det til en samling på mere end 200.000.

Begrebet “ekstrem samler” ligger næsten på tungen, men her i ordets positive betydning. En sand ildsjæl drevet af nysgerrighed og entusiasme. Ildsjælen er kunstneren og museumsmanden Peder Stougaard.

Nede i kælderen opbyggede han sit arkiv af store papmapper. Systematisk og ihærdig indsamling gjorde, at det dagligt væltede ind med plakater. Derfor blev der lavet et hul i muren til venstre for hoveddøren, så postbuddet bare kunne aflevere plakatrør uden at skulle ringe på.

Plakaterne voksede efterhånden ud af den private bolig og blev senere grundstammen i Dansk Plakatmuseum. Fortællingen om samlingen og museet er skildret i bogen Plakatmanden.

Peder Stougaard er en formidabel formidler. Det skinner igennem i bogen, der er en slags tour de force gennem de mange udstillinger, han har sat op. Genrer, perioder og forskellige kunstneriske udtryk præsenteres. Det hele er righoldigt illustreret. Mange plakater har helt fortjent fået tildelt en hel side. Billederne fremstår skarpe, blanke og med perfekt trykt farvegengivelse.

Aage Rasmussen var en af de store danske plakatkunstnere. Lyntogsplakaten fra 1937 er ikonisk og en klassiker. Det moderne lyntog suser frem fra mørket mod beskueren med spedometret som glorie og symbol på en ny tid, mens røgen fra det modkørende damplokomotiv forsvinder ind i mørket og fortiden.

Inspirationen fra franske A. M. Cassandre er til at få øje på. Begge kunstnere går ned i knæ og bruger det samme perspektivistiske greb.

I 1996 viste Plakatmuseet i samarbejde med House of Prince en udstilling med tobaksplakater.

Nogle af de ældste fra begyndelse af 1900-tallet forkommer i dag aldeles politisk ukorrekte, men de er sjove kulturhistoriske eksempler på datidens helt uproblematiske syn på tobak og sundhed.

De første udstillinger blev holdt i Peder Stougaards eget lillle galleri indrettet i en tidligere slikbutik foran hans lejlighed i det centrale Aarhus. En af dem handlede om plakater fra Polen.

Udstillingen med polske plakater blev et tilløbsstykke og var et godt eksempel på Stougaards systematik. Han skrev til den polske ambassade og bad om plakater til sin udstilling og desuden om adresser på kunstnere og museer, som han selv kunne kontakte. Det varede ikke længe, før postbuddet fik travlt, da plakaterne fra Polen begyndte at vælte ind gennem røret ved siden af entredøren.

Reference: “Plakatmanden – 200.000 plakater og en samler” af Lise Seisbøll, Forlaget på Tredje 2022, isbn. 978-87-89232-48-5.

Artiklens billeder er dels affotograferet fra bogen, og dels downloaded fra forlagets side med pressefotos.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Find sølvsmeden.

Samlere af ældre dansk sølv har fået en ny bibel. Chr. A. Bøjes værk om sølvsmede er kommet i en ny udvidet og revideret udgave.

Den forrige udgave fra 1979 er fordelt på tre bind. Nu er det hele samlet i ét. Det gør arbejdet med at slå op nemmere. Siden 1979 har sølvforskere identificeret flere mærker. Den nye udgave er derfor forøget med ca. 37 %. I alt er medtaget 7678 mærker, primært fordi mange flere mestre er kommet til.

Det handler om at identificere. Til at komme ind i værket og lave opslag er der flere registre. Ved første øjekast virker det lidt uoverskueligt, men det er hurtigt og meget nemt at sætte sig ind i værkets opbygning og let at manøvrere rundt. Det vil nok mest være bymærkeregistret, mærke- og mesterregistrene som hyppigst kommer i anvendelse for de fleste brugere.

Efter København kommer købstæderne. De følger den rækkefølge, som benyttes i Trap Danmarks topografiske beskrivelse. Groft sagt bevæger man sig hen over landet fra øst til vest.

Før en købstads mestermærker vises en oversigt over dens bymærker. De kan variere over tid. I Aarhus brugtes årer fra byens gamle byvåben eller blot byens navn.

Det københavnske bymærke viser 3 tårne og cifre for år. Det var garanti for lødighed, som først oldermanden stod for og senere en guardein. I provinsen var det ofte sølvsmeden selv, som stod for garanti og stempling med bymærke – og bymærket fulgte nogle gange med, når en ny mester overtog forgængerens værksted.

Men ikke alle provinsmestre brugte bymærket. Til gengæld kunne de finde på at dobbeltstemple med deres mestermærke. Johannes Zønnichsen Buxlund fra Aarhus med mærket JZB anvendte den praksis.

Brug af værket begynder ofte med en genstand, som man gerne vil vide mere om. Eksempelvis en ske med stemplet CAS.

Mærket slås op i mærkeregistret, hvor man finder numrene B-8047 og B-8048. Derefter bladrer man videre til mesterfortegnelsen og kan derefter ud fra numrene identificere CAS som landsby-sølvsmeden Carl August Sjölander. Han er en af de mestre, der ikke var kendt i den forrige udgave af værket, men som er kommet med i den nye.

Revision og udvidelse af værket har Henrik Jakobsen stået for. Med en baggrund som tandlæge berhersker han teknikken med at tage aftryk og støbe ud i gips. Alle mærker er gengivet som tegninger. De fremtræder skarpe og tydelige i bogens gengivelse.

Udover registre og fortegnelser er der også et sølvleksikon, en indføring i stempling, lødighed og finhed samt historiske afsnit om købstædernes sølv og sølvforskningens baggrund. Desuden er der en omfattende litteraturliste.

Her er tale om et absolut hovedværk om ældre dansk sølv. Et kompetent og nyttigt opslagsværk for samlere, museer, antikvitetshandlere og auktionshuse.

Referencer: “Danske Guld- og sølvsmedemærker før 1870 af Chr. A. Bøje, 4 udgave revideret og udvidet af Henrik Jakobsen, Syddansk Universitetsforlag 2022, isbn. 978-87-408-3329-4. Pris ved køb hos forlaget: 398 kr.

Mærkerne er affotograferet fra værket og billederne af sølvgenstande er stillet til rådighed af sølvforsker Henning Nicolaisen.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Corgi Toy’s yellow Submarine.

Gul ubåd fundet på stumpemarked i Herning til 125 kr. Endnu en ubåd spottet kun 10 minutter senere på en anden stand, men nu til 1400 kr.

Modellen er sjælden, så det er usædvanligt at se flere eksemplarer på samme marked, men aktuel stand gør, at prisen sagtens kan variere en del. Hvilken version man har i hånden spiller også en stor rolle.

Britiske Corgi Toys lancerede modellen første gang i 1969, året efter premieren på Beatles filmen Yellow Submarine. John, Paul, George og Ringo er med ombord. To og to kigger de op af lugerne, der åbnes ved at aktivere små knapper på siden af skroget.

Hos Corgi var der tradition for at fremstille modeller relateret til populære film og TV-serier. Før Yellow Submarine havde de lavet modeller af James Bonds Aston Martin fra Goldfinger i 1964, Batmans Batmobile fra 1966 og The Magical Car fra musicalen Chitty Chitty Bang Bang i 1967.

Frontlugen på de første modeller er hvid og den bagerste er gul. Ret hurtigt ændres farverne, og begge luger skifter til rød. Tidlige modeller er sjældne, og eksemplarer i mint kondition koster derfor meget mere end de senere modeller. Beatlerne, periskoperne og den lille sorte agterpropel er af plastik. Alt andet er af støbejern.

I 2019 relancerede Corgi ubåden. Stadig i støbejern, men samlere kan nemt se forskel, og de går efter de gamle vintage modeller. Lego har også lavet en Yellow Submarine. Den kom i 2016 som byggesæt med 553 klodser.

Sangen Yellow Submarine udkom første gang på albummet Revolver fra 1966. Den er igen med som et track på albummet Yellow Submarine.

Tegnefilmen Yellow Submarine med de psykedeliske animationer anses i dag som banebrydende og innovativ. Filmen fortæller historien om det fredelige Pepperland dybt på havets bund, som er blevet invaderet af Blue Meanies, der hader sang og musik. Beatles kommer til hjælp, befrier beboerne og synger sangen “All You Need is Love”.

I 1966 florerede i New York et drug med betegnelsen Nembutal. Kapslerne var gule, aflange og med runde ender og blev populært kaldt Yellow Submarines. Mange mente, at det var dette stof, filmen og sangen refererede til. Det har Paul McCartney sidenhen tilbagevist: “Sadly not – It’s just a fun Song, a Childrens Song”.

Referencer: wikipedia ; scalemodelnews.com ; decider.com ; bbc.com ; radiox.co.uk ; lego.com ;

Der er anvendt reklamebilleder fra Corgi’s 1969 katalog ; flickr.com ; Lego byggevejledning og comicsbeat.com . Billederne af modellen i den øverste collage tilhører artiklens forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Måge på tallerkenen.

Mågestellet er tegnet af Fanny Gaarde og blev introduceret af Bing & Grøndahl i 1892. Stellet skriver sig ind i stilen art nouveau også kaldt skønvirke i Danmark.

Fanny Gaarde var inspireret af elementer fra naturen. Det fortælles, at hun fra malerstuen havde udsigt til Kalvebod Strand, hvorfra mågerne fløj ind over byen og satte sig på foderbrættet uden for vinduet. Mågen med de grå svingfjer på stellet forestiller arten stormmåge.

Min mormor havde det. Jeg var som barn ekstremt kræsen og syntes, det var sjovere at lege med maden, men hun lokkede og sagde, at hvis jeg spiste op, kom mågerne frem på tallerkenen. Så det gjorde jeg. Har altid været glad for måger.

Søs og Kennet er også fascineret af måger, især når de sidder på porcelæn. De har ca 600 dele fra Mågestellet, og på YouTube fortæller Søs entusiastisk og med humor om at samle.

Søs og Kennet har også lavet en webside. Den er et skoleeksempel på hvor fremragende det kan blive, når samlere deler deres viden.

Udgangspunktet er deres egen samling, som er dokumenteret med billeder i en database. Man kan søge på speficikt stelnummer eller fritekst på et emne. Søgning på skål giver 77 hits, men der kan afgrænses på form og på den måde indsnævres søgereultatet. Og svar kommer med hurtig respons.

Websiden har meget mere end databasen. Man kan datere et emne ved hjælp af oversigter over de 13 forskellige B&G stempler i perioden 1892-1994, hvor Mågestellet var i produktion. Der findes også link til et Excel ark med beholdningsdata, som man kan downloade og selv udfylde til brug for egen samling.

Også andre blåtonede stel i familie med Mågestellet er beskrevet. Et plagiat fra KPM Københavns Porcelænsmaleri er Fattigmands-Mågestellet. Det har slet ikke samme kvalitet som det originale stel. Bing & Grøndahl vandt i 1926 en sag mod KPM, som herefter måtte destruere restlageret. Det foregik ved, at det hele blev kastet ud fra KPM fabrikkens vinduer på 2. sal.

I 1946 begynder isenkræmmer Holger Jepsen at importere glas fra europæiske glasværker til det danske marked under brandet Lyngby Glas.

Han syntes, der manglede et passende glas til Mågestellet. Så i 1957 importerer han glas fra Kvetna i Böhmen og får dem slebet på sin egen virksomhed Dansk Serviceglas Sliberi først i Lyngby senere også i Ølgod. Mågeglassene har 2 store og 2 mindre måger på kummen.

Som et kuriosum er der også på Søs og Kennets webside en sektion med opskrifter, fx. måge med karry og ris. Men har man en gang i livet prøvet at opfostre en forlist mågeunge og hver dag fodret den med rejer, rødspætter og havtaske, kan man ikke få over sit hjerte at spise sådan et kræ. Alle mågearter på nær sølvmågen er i øvrigt fredet.

Referencer: maagestellet.dk ; YouTube ; Danske Stel af Lars Hedebo Olsen, 2021 ; Glasnyt september 1993, Glashistorisk Selskab Aalborg side 13 ff .

Billederne er hentet fra maagestellet.dk, YouTube, lauritz.com og Glasnyt.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Danske stel.

I generationer har danskerne samlet på stel, men i de senere år er vi begyndt at bruge stellene på en anden måde.

Som lille dreng spiste jeg tit hos min mormor. Maden serverede hun i Mågestellet. Et kæmpe stel samlet gennem et helt liv og med en ufattelig mængde dele. Alene fadene var et kapitel for sig. Flade og dybe, nogle med låg, andre uden. Stegefade i forskellige størrelser og helt særlige fade til selleri, ragout og aspargers eller til kagebordets kringler og roulader.

Bogen Danske stel fortæller om Mågestellet og 19 andre stel, der afspejler danskernes brug af stel og borddækning til forskellige tider.

Mode og levevis skifter i 70’erne og 80’erne. Det at købe en kop eller en tallerken hver måned holdt op. Færre samlede hele stel. Man begynder at drikke kaffe af krus. Termokanden fortrængte kaffekanden. Opvaskemaskinen tog guldkanterne, og de gamle fajancestel egnede sig kun til opvask i hånden. Folk fik også en mere afslappet holdning til borddækning. I dag blander man på kryds og tværs

Gennemgangen af de 20 stel er velskrevet, men egentlig også temmelig overfladisk. Som læser savner man, at der lige var blevet gravet et par spadestik dybere i stellenes historie.

Kapitlet om Quistggards stentøjsstel Relief er et eksempel på det. Fortællingen er overfladisk, lidt diffus og uden retning. Faktisk får læseren ikke særlig meget at vide om selve Reliefs tilblivelse. Små infobokse med oplysninger om steldele eller tidslinjer havde været på sin plads.

Kapitlet om Danild fra Lyngby Porcelænsfabrik fungerer heller ikke. Danild var en grundform, der blev lanceret som flere stel med forskellige dekorationer. Et par af stellene nævnes i forbifarten, men læseren mangler en oversigt over alle varianter og serier.

Bogen har mange illustrationer. En del er close ups, mens andre viser korpus på et lille udsnit af en helside, hvor resten af siden blot er tom space. Flere steder er farvesætningen soft pastel og mat uden dynamik og liv. Det minder om et trivielt reklamekatalog.

Kun ganske få steder vises illustrationer fra samtidige annoncer eller artikler. En undtagelse er en borddækning med Grethe Meyers Blåkant fra Bo Bedre i 1964. Den slags giver liv og sætter stellet i historisk kontekst og i sammenhæng med brug.

Uden illustrationer bliver det kedeligt, men når balancen tipper i tekstens disfavør, går det heller ikke. Navnlig ikke når læseren bliver efterladt med en masse ubesvarede spørgsmål. Kapitlet om Blå Mega Riflet fylder 12 sider, men kun 3 sider er tekst. Kapitlerne om Gylden Sommer og Danild har hver 8 sider, hvoraf kun 2 sider er tekst.

Bogens forfatter udgav i 2014 et værk om Kay Bojesen. Et skoleeksempel på eminent formidling og grundig research, men hans bog om de danske stel skuffer lidt i mine øjne. Den er udgivet i tilknytning til en udstilling på Clay Keramikmuseum Danmark i Middelfart. Udstillingen vises frem til 15. maj 2022.

Referencer: “Danske Stel” af Lars Hedebo Olsen og fotograf Brian Buchard, Strandberg Publishing 2021, isbn. 978-87-93604-73-5. Vejl. Pris 349,95 kr. Artiklens illustrationer er affotograferet fra bogen.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

En syæske fra Illum.

Hvilke ligheder er der mellem Mads Andersen Skjern fra Matador og Anton Carl Illum?

De kom begge fra Jylland, var sparsommelige og havde en fortid som handelsrejsende.

Anton Carl Illum gik en dag gennem Østergade i København. I vinduet til nr. 55 fik han øje på et “Butik til leje skilt”. Kort tid efter d. 3 marts 1891 åbnede han sin forretning med syartikler.

Før han kom til København blev Anton udlært hos en manufakturhandel i Vejle. Derefter var han handelsrejsende i kortevarer for det tyske firma WM Klöpper i Hamburg. Kortevarer er varer som sælges styk eller dusinvis.

Færdisyet tøj var sjældent. Det var syjomfruernes tid. Men der fandtes symaskiner. Sytråden kom i spoler, som monteredes på maskinerne. Et af mærkerne var Cats Maskingarn.

Den lille æske er fundet på et loppemarked til 60 kroner. Den må være fra før 1899, hvor Illum åbnede et stormagasin i nye lokaler på den anden side af gaden i nr. 52. Den gamle forretning i Østergade 55 var efterhånden blevet for trang.

Æsken til Cats Maskingarn er et rigtig gedigent stykke håndværk. Trods mere end 120 år på bagen åbner hængslerne af træ stadig uden gnidning eller knirkelyd. Snedkeren har brugt tyk sort lak og bagefter sirligt dekoreret tekst og ciselering med bladguld. Det har taget en krig at udføre.

Farverne sort og guld er nok ikke tilfældigt valgt. Æsken matcher perfekt datidens symaskiner, der ofte havde nøjagtig samme farvesætning.

Referencer: “Halvtreds aar på Østergade” – Illum’s jubilæumsskrift d. 3. marts 1941 ; Vejle Stadsarkivs biografi om A. C. Illum, publiceret på arkiv.dk . Tegningerne er af Ebbe Sadolin og er hentet fra jubilæumsskriftet ; Illustrationerne af symaskiner kommer fra Smitsonian Magazine og Science Museum Group. Singer ‘New Family’ sewing machine, 1865-1883 ; Katalogsiden er fra Illums forårskatalog 1901, som findes i Det Kgl. Biblioteks Småtrykssamling ; Æsken tilhører denne artikels forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

At styre lyset.

Hvordan kan arbejdslyset på fabrikker og i værksteder forbedres? Det satte to opfindere i begyndelsen af 1900-tallet sig for at finde svar på.

Med den stigende industrialisering i tiden omkring 1. verdenskrig blev der brug for, at folk kunne arbejde mere og længere også efter mørkets frembrud. Datidens gængse armaturer gav kun lys fra oven, så arbejderen ved drejebænken kom nemt til at skygge for sit emne. Der var brug for en bedre mere fleksibel løsning.

Den ene opfinder var svenskeren J. P. Johansson. Han fik i 1917 patent på en justerbar lampe kaldet Triplex.

Den anden var tyskeren Curt Fischer, som fik sit første af en lang række patenter i 1919. Samme år havde han overtaget IWA, Industrie Werk Auma i Thüringen. Her blev der de næste mange år fremstillet forskellige arbejdslamper under brandet Midgard.

Med få års mellemrum fandt jeg på loppemarkeder to Midgard lamper fra 30’erne. Derfor bliver det dem, som denne artikel kigger nærmere på. Og trods lamperne oprindelig var tænkt som værkstedsbelysning, så fungerer de også ganske perfekt som sengelamper.

Det grundlæggende princip bag Midgard konstruktionen er, at brugeren med en hånd skal kunne trække lampen og dreje eller vende skærmen sådan, at lyskeglen rammer arbejdspladsen uden at blænde.

Kataloget fra 1927 viste et sortiment på 20 forskellige grundmodeller. De fleste var opbygget af moduler, så lamperne kunne sammensættes i utallige variationer.

Mine to lamper tilhører samme grundmodel, men bordholderne er ikke ens, og overarmene har forskellig længde. Curt Fischer arbejdede hele tiden på at udtænke nye konstruktive detaljer og udtog frem mod 1940 ca. 160 forskellige patenter på enkeltdele. Et af patenterne handlede om vedligeholdesfrie samlinger.

Midgard lamperne er solide og fleksible. Man kan regulere alle bevægelige dele ved at stramme eller løsne på greb og skruer.

Lamperne fra før 2. verdenskrig har et logo med lys og slange. Midgard i den nordiske mytologi er ordet for jorden eller den verden, hvor menneskerne bor. Lyset kan holde det onde væk. Derfor er lyset en forudsætning for menneskelig præstation. Slangen kan sno sig og er måske tænkt som symbol på lampernes høje grad af fleksibilitet.

Bauhaus skolen i Dessau havde et godt øje til Curt Fischer. Ofte valgte skolen Midgard lamperne frem for deres egne som ved indretningen af Bundesschule des ADGB i Bernau. Designeren Marianne Brandt udtalte engang: “Vi misundte senere opfinderen af Midgard lamperne. Vores lamper var også justerbare, men ikke så elegante”.

Efter 2. verdenskrig havnede fabrikken i den østlige besættelseszone, som ender med at blive til DDR. Efterhånden forsvinder logoet med lys og slange, men navnet Midgard fortsætter. Lamper fra denne periode er ofte mærket Midgard DDR-P.

Curt Fischer dør i 1956, men sønnen Wolfgang Fischer overtager. I 1972 bliver virksomheden underlagt nationalisering og skifter navn til VEB Industrieleuchtenbau Auma. Fabrikken bliver tvunget til at omstille store dele af produktionen og skal nu levere lampedele til svenske Ikea.

Efter genforeningen reprivatiseres virksomheden. Wolgang Fischer vender tilbage som indehaver, og nogle af de oprindelige Midgard lamper relanceres. I 2015 sælges rettighederne til Midgard brandet sammen med alle værktøjer og hele tegningsarkivet. Køberen er et firma i Hamburg, som idag har genoptaget produktionen af nogle af de originale før-krigsmodeller.

Referencer: de.wikipedia.org ; “Midgard-Leuchten – 100 Jahre Lenkbares Licht”, publiceret i On.line Newsletter 5, 2019, side 12-18 fra elektromuseum.de ; midgard.com .

Reklamen, tegningen samt forto fra Bundesschule des ADGB er hentet fra elektromuseum.de. Triplex lampen er fra auktionsverket.se. Øvrige billeder tilhører artiklens forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller