En englænder i Berlin.

Sæson 1 af Babylon Berlin vises på DR fra oktober til december 2018. Den dyreste tyske TV-serie nogensinde, og den giver fuld valuta for pengene.

Bundløs armod og dekadent fest går hånd i hånd med intriger, korruption, drugs og våbenhandel. Babylon Berlin er fremragende og et fantastisk udstyrsstykke. Ikke mindst lampesamlere kan glæde sig over synet af de mange tidlige tyske Bauhaus lamper.

Scenerne fra politigården Rote Burg, hvor Charlotte Ritter, Gereon Rath og Bruno Wolter arbejder, vrimler med lamper fra Rondella, Molitor-Zweckleuchten, Vogel & Co samt Gebr. Kaiser. Her er det Kaiser Idell modellerne 6585 og 6621

Kaiser Idell lamperne er dog en anelse for tidligt på den. Christian Dell indledte sit samarbejde med Gebr. Kaiser i 1933, men seriens første seks afsnit foregår nogle år før i 1929.

Noget af Rote Burg belysningen er iøvrigt slet ikke tysk. Bakelit bordlampen med svanehals vises i flere scener. Den er tegnet af englænderen Eric Kirkman Cole og var spritny i 1929. Cole’s bakelit lamper blev i begyndelsen produceret af Ekco i England, men senere i Tjekkoslovakiet på licens.

Modellen hedder type 11105. Det er en solid konstruktion, idet basen under bakelit-soklen er støbt i beton. Lampen står derfor godt fast på sit underlag. Formsproget er funktionalistisk og klart inspireret af Bauhaus skolen.

Erik Kirkman Cole tegnede også en lidt større bordlampe uden svanehals. Den er også med på kontorene i Babylon Berlin, har type nummer 11126 og er lidt mere rustik og brutal i sit udtryk. Efter 2. verdenskrig forsatte produktionen af Cole lamperne i Tjekoslovakiet til ind i 50’erne. Begge modeller kunne leveres i enten sort eller rødbrun.

Lamperne blev betragtet som en sekundær niche. Hjemme i England koncentrerede Ekco sig om at fremstille radioer. Virksomheden var en af Englands største producenter. I 30’erne lancerede de radioer i bakelit, som fuldstændig brød med gængse normer for, hvordan en radio skulle se ud og som senere er blevet ikoniske samlerobjekter.

Selvom Ekco’s nye radioer i deres udtryk har klare lighedstræk med lamperne, så er de tegnet af andre designere end Cole.

Den runde model AD-65 kunne fås i sort, rødbrun, mintgrøn eller valnød-look og er formgivet af Wells Coates i 1932. Den enkle form er super funktionalistisk og radikalt anderledes end datidens andre radioer, der mest havde karakter af møbler overlæsset med overflødig ornamentering. Den firkantede model AC-74 er tegnet i 1934 af arkitekten Serge Ivan Chermayeff. Farverne var sort eller valnød-look.

Navnet Ekco er en sammentrækning af Eric Kirkman Cole. Han ikke bare tegnede lamperne, men grundlagde også virsomheden i 1924.

Referencer: Idee Christian Dell – Einfache, zweckmässige Arbeitsleuchten aus Neuheim, udgivet af Museum für Licht und Beleuchtung e. V. Arnsberg 1995, isbn 3-928394-13-4. Wikipedia, Vintageradio , Greatbritishrevievals samt babylonberlin.com

Billederne fra Babylon Berlin er skærmdumps fra afsnit 4, 5 og 6. De indsatte produkter er hentet fra Kaiser Idell Arbeitslampen-Katalog 1936/1937. Billedet af lampe model 11126 kommer fra en annonce på 1stdibs. Radio model  AD-65 er fra Victoria and Albert Museum. Reklamen for model AC-74 er fra Vintageradio. Lampe model 11105 på billederne i den tredje collage tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Rörstrands superstar.

Han kørte jævnligt med eksprestoget Göteborgaren og ærgrede sig hver gang over togets slingren og kaffen, der skvulpede over. En dag fik han nok og tegnede en skvulpefri kop til brug i jernbanevogne.

I 1951 blev koppen vist på triennalen i Milano og præmieret. Manden var Gunnar Nylund. Hans talent var mangesidet og bredden i hans kunstneriske indsats var stor og original.

I 2017 udkom en bog, der bevæger sig ind under huden på Gunnar Nylunds virke som kunstner og industriel designer. Han arbejdede ad flere omgange i Danmark. For Bing & Grøndahl 1925-28 og senere igen som kunstnerisk leder mellem 1936-37. Sammen med Nathalie Krebs startede han værkstedet Saxbo i 1928 og var der til 1931. Senere vendte Nylund tilbage til Danmark og var kunstnerisk leder på Nymølle mellem 1959-63. Desværre er der kun et mindre kapitel på 9 sider om tiden i Danmark. Det er mest Rörstrand og Sverige, bogen fokuserer på.

Gunnar Nylunds hjerte bankede for keramik og stentøj. I 1943 introducerede Rörstrand en serie stengodsminiaturer. Ideen havde Nylund taget med fra Bing & Grøndahl. Kollektionen blev vist på udstillinger rundt omkring i Sverige og skulle udbrede interessen for stentøj til populære priser.

I 1946 fik Rörstrand en ny ung drejer den kun 17-årige Sven Wejsfelt. Hans mester var danskeren Julius Larsen, der nidkært vogtede over miniaturenes kvalitet. En dag var Larsen ikke tilfreds med Wejsfelts arbejde, stak en finger i og ødelagde dem. “Vad fan har du gjort, det där är inte brä”, sagde han, fordi Wejsfelts miniaturer var endnu mindre og tyndere end Larsens egne. Men Nylund havde allerede godkendt dem, og da han så de ødelagte miniaturer, sprang han hen til Larsen og gav ham en regulær skideballe. “Efter det kom han aldrig mer och sade något” fortæller Sven Wejsfelt.

I 30’erne, 40’erne og i begyndelsen af 50’erne var Gunnar Nylund Rörstrands absolutte superstar. I de næste årtier er kritikerne knap så begejstrede. Hans status som stjerne er ved at falme. Det er bogens påstand, at de serier, han skabte i 60’erne, er light udgaver af fordums storhed.

Serien Igloo fra 1965 hører til de senere arbejder fra Gunnar Nylunds hånd. Den var et forsøg på at matche tidens optimistiske farveglade popkultur, men dømmes til jorden som det modsatte: Et dystert minde og træt imitation af en stolt fortid.

Kommercielt var Nylund dog stadig vigtig for Rörstrand. Jule-tallerkenerne i perioden 1968-1999 blev et kæmpe hit. De fleste har motiver fra Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. I begyndelsen troede fabrikken ikke rigtig på projektet. Den første fra 1968 kostede 25 kroner og blev kun fremstillet i et mindre oplag. En smart amerikansk forretningsmand købte stort ind, og snart dukkede der annoncer op, hvor 68’eren nu blev solgt tilbage til Sverige for 400 kroner.

Bogen om Gunnar Nylund er en velskrevet biografi, som kronologisk skildrer hans liv og karriere. Undervejs er der mindre temaartikler om signaturer, glasurer og stengodsteknik.

Hovedvægten er lagt på keramik og stentøj, men der er også et spændende kapitel om Gunnar Nylunds fajance og porcelæns servicer. Andre kapitler handler om hans offentlige værker og hans dyrefigurer. Til sidst et kapitel om personen Gunnar Nylund. Det slutter lidt trist og patetisk med vilde projekter.

Efter tiden på Rörstrand giver han sig som pensionist i gang med ideer og opfindelser. Nogle af dem det rene vanvid som en bro over Øresund i gotisk metal med jernbane, vejbaner, cykel- og ridestier samt cafeer og butikker. Det hele skulle finansieres af reklamer. Et andet ambitiøst projekt handlede om at lede Golfstrømmen ind i Østersøen og derved hæve temperaturen om vinteren i Skåne med 10 grader.

“Gunnar Nylund – Konstnär och industriformgivare” af Petter Eklund, Historiska Media 2017, isbn 978-91-7545-571-6.  Pris 293 dk.kr.

Interiørbilledet fra motortoget Xoa5, der kørte som “Göteborgaren”, kommer fra Sveriges Järnvägs-museum og kan ses på siden jarnvag.net. Øvrige billeder er affotograferet fra bogen. Igloo vasen tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Spisebordsstol i teak og bøg.

Er det en Børge Mogensen, spørger Maj og sender nogle billeder af sin stol.

Den minder om Børge Mogensens model SM 122 fra Søborg Møbelfabrik, men det er ikke ham, som har tegnet den.

Stolen ses ofte til salg på Nettet. Nogle mener, at den er tegnet af Ib Kofod Larsen for Christensen & Larsen. Det er forkert. Den er helt sikkert ikke fra snedkermestrene Christensen & Larsen og sandsynligvis ikke tegnet af Ib Kofod Larsen.

Fejlantagelsen har det med jævnligt at poppe op i annoncer på Nettet. Måske skyldes det et stort dansk auktionshus, der i 2013 udbød et lot stole magen til Maj’s og skrev, at de var tegnet af Ib Kofod Larsen og udført hos Christensen & Larsen.

Stolen kommer fra Espe nær Ringe på Fyn. Her lå Boltinge Stolefabrik, og her er den fremstillet. Den var i produktion fra omkring 1956-57, har modelnummer 62 og vises i flere numre af tidsskriftet Mobilia. Møbler fra Boltinge er ikke altid mærket, men når de er, har de et stemplet bomærke med et træ og et B til venstre ved stammen og et S til højre.

Ib Kofod Larsen var allerede i midten af 50’erne et anerkendt navn, som jævnligt siden 1949 havde været repræsenteret på Københavns Snedkerlaugs udstillinger. I 1956 – året før annoncen i Mobilia – deltog han med lænestolen U-56, som vandt megen opmærksomhed og anerkendelse. U-56 fik uofficielt tilnavnet Elisabeth, fordi den engelske dronning købte et eksemplar.

Havde Ib Kofod Larsen tegnet stolen for Boltinge Stolefabrik, ville det være oplagt i annoncen at læne sig op ad berømmelsen og nævne ham som designer.

Referencer: Mobilia 1957, nr. 4 og Dansk møbelkunst gennem 40 år, bind 2 1947-1956. Billedet af fabrikken i Boltinge er fra 1961 og hentet fra Det Kongelige Biblioteks samling “Danmark set fra luften”.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Glasbokse til køleskabet.

Beholdere af glas med låg til opbevaring af mad kom ind i køkkenet sammen med køleskabet.

Mens de fleste danske hjem i slutningen af 40’erne stadig klarede sig med et spisekammer eller isskab, havde køleskabet før krigen holdt sit indtog i mange amerikanske og svenske køkkener.

I starten blev maden lagt på fade eller tallerkener, men i 30’erne kom der fokus på hygiejne og holdbarhed. Maden skulle dækkes til, og bokse af presset glas var velegnede.

Tyske Wilhelm Wagenfeld tegnede i 1938 Kubus systemet. Det var smart tænkt, fordi boksene kunne stables i datidens små køleskabe. Kubus blev især udbredt i Danmark, fordi nogle forme efter krigen endte på Holmegaard Glasværk.

Men Wagenfeld kom ikke først. En af de helt store køleskabspionerer var svenske Electrolux. Allerede i 1930 lancerede de en serie stablebare bokse med fabrikkens logo præget i låget. Der fulgte en stor og to mindre med som tilbehør, når man købte et Electrolux køleskab. Havde man brug for flere, kunne de også købes særskilt.

De første Electrolux bokse blev fremstillet hos Eda Glasbruk, men senere leverede også Orrefors og Limmareds. I 1934 og igen i 1940 skifter boksene design og får andre størrelser. Hvor må det have irriteret husmødrene, for de gamle og nye bokse passede ikke sammen.

Andre svenske glasværker greb ideen og fremstillede deres egne modeller. Gullaskruf kom i 1937 med deres Kylex serie i farvet glas. De var anderledes og bestod af to ens halvdele, der valgfrit kunne vendes som enten bund eller låg. Uden for køleskabet kunne de bruges på bordet  som serveringsfade. Som supplement kunne også fås Kylex kander i forskellige størrelser, men de havde andre mål og kunne ikke stables med boksene.

I 50’erne er det ved at være slut. Stig Lindberg tegner i 1953 nogle bokse i styrenplast kaldet Ankarsatsen. De afløser dem af glas, men en kort overgang medfølger der til hvert Electrolux køleskab en glasboks og to af plast.

Referencer: Funkisglas af Thomas Lindblad og Anna Livén West, Signum 2011 isbn. 978-91-86221-14-0, videnskab.dk samt flickr.com

Billederne af Electrolux og Kylex er fotograferet fra bogen om funkisglas, Wagenfeld Kubus boksene er forfatterens egne og husmødrene er hentet fra Flickr.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Drengenes lyntog.

Med lyntog fra København til Århus på 4½ time. De første lyntog fra 1935 var et af tidens største ikoner og et symbol på fart og teknik.

Enhver rask dreng vidste, hvad et lyntog var, og der gik ikke lang tid, før de også rullede ind på børneværelserne.

Allerede i 1936 optræder det i børnebogen Toget med tegninger af Arne Ungermann, men også legetøjsfabrikanterne fik travlt. Pilot lavede miniature-modeller i bly. De fleste legetøjslyntog var dog fremstillet af træ. Såkaldte skubbetog uden motor eller skinner, men med gummihjul, så de ikke larmede eller ridsede, når de kørte. Og mor kunne tage det helt roligt og slappe af. Lego havde et 3-vogns lyntog i sit sortiment. Det er i dag sjældent og et eftertragtet samlerobjekt.

Rigtigt sejt var det, hvis toget var elektrisk. Frederiksberg-virksomheden Wittrock kom med et elektrisk lyntog i slutningen af 40’erne til den formidable pris af 124,50 kr. Det var dyrt, men modellen kunne også leveres som umekanisk skubbetog. Så kostede det kun 8,75 kr.

Både modellerne fra Wittrock og Pilot tilstræber at ligne Statsbanernes rigtige lyntog. Især Pilot rammer forbilledet rigtig godt. Vinduernes antal og placering er korrekt udført. Modellen er støbt i en form, hvor man virkelig har gjort sig umage med detaljeringsgraden. Det samme har ikke med datidens teknologi været muligt på Wittrock toget, som er udstanset og sat sammen af tynde blikplader.

Året før det første lyntog introducerede Statsbanerne de københavnske S-tog. Det var i 1934. Også de blev omsat til legetøj.

Samme år viste Illum i sit julekatalog et S-tog “skåret over samme læst som de rigtige S-tog”. Det er nu ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Modellen ligner overhovedet ikke, men mon ikke kopien alligevel har vakt jubel, sådan som annoncen kækt lover.

Referencer:

Wittrock lyntoget er udgaven med motor. Det er mit eget og fundet på et loppemarked til 400 kroner.

Pilot togmodeller er sjældne. De blev kun fremstillet en kort årrække. Mere almindelige er skibe og modelbiler fra samme producent. Priserne svinger efter stand. Mit eksemplar består af 3 vogne og kostede 100 kroner på et loppemarked.

Katalogsiderne er hentet fra Det kongelige Bibliotek i København. Lyntoget af træ er vist i Daells Varehus julekatalog 1948. Wittrock lyntoget kommer fra Illums julekatalog 1948, mens S-toget er fra Illums julekatalog 1934.

Tegningen af lyntoget, der kører ombord på Storebæltsfærgen, er af Arne Ungermann og fra bogen Toget af Harald H. Lund.

Billederne af Statsbanernes lyn- og S-tog findes på Jernbanemuseets arkiv og er tilgængelige via jernbanekilder.dk

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Stol med korte armlæn.

Jørgen har arvet en stol fra sin far og vil gerne vide, hvem der har tegnet og produceret den.

Din stol er tegnet af Johannes Andersen og produceret hos Bdr. Andersens Møbelfabrik i Vejen, som var ejet af Egon og Jens Andersen og ikke må forveksles med Brødrene Andersens Møbel-snedkeri i Århus (i dag Andersen Furniture i Hinnerup).

Stolen har modelnummeret BA 113. Hvornår den er tegnet er usikkert, men den var i produktion i 1969, hvor designtidsskriftet Mobilia viser den i en annonce.

Johannes Andersen var meget virksom i 50’erne og 60’erne og har tegnet møbler til flere danske møbelfabrikker, især Uldum Møbelfabrik og CFC i Silkeborg. Designmuseum Danmarks database har registreret 24 forskellige producenter af Johannes Andersens møbeldesign.

Detaljen med kopstykket i ryggen, som buer fremad og bliver til et lille armlæn, giver god støtte til albuerne, og den åbne konstruktion gør det nemt at komme til bordet. Det er stiltræk, som kan være inspireret af Hans J. Wegner. Hans Y-stol fra 1950 og Kohorn-stolen fra 1952 er konstrueret efter det samme princip.

Referencer: Mobilia nr. 162/163 januar/februar 1969 samt opslag på Johannes Andersen i furnitureindex.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Ikonisk mælkekande fra Sverige.

Svensk mælk i pap lanceredes i 1954. De første kartoner fra Tetra Pak var pyramideformede, men svære at få placeret i køleskabet og umulige at holde om og få åbnet.

tetra-col1

Husqvarna Børstefabrik satte sig for at udvikle en praktisk kande, som mælken kunne hældes over i. Sigvard Bernadottes Designstudio i Stockholm fik opgaven.

Det var ikke noget nemt projekt. Den måtte ikke veje ret meget. Den skulle være let at håndtere for børn. Den skulle være smal, så den kunne stå i køleskabslågen, men samtidig stabil, når den stod på bordet. At den sluttede tæt var også vigtigt, så mælken ikke tog lugt fra andre fødevarer i køleskabet.

Mælkekanden var på tegnebrættet fra 1961 til 1963. Inspirationen var en trekantet isvandkande i sølv, som Bernadotte i 1952 havde tegnet for Georg Jensen. Flere medarbejdere var i gang, og der blev lavet mange prototyper i gips og træ. Til sidst valgte man Helene Lalanders forslag. Hun var sølvsmed og ansat hos Bernadotte. Kanden blev døbt Signatur og kom i farverne gul, blå og rød.

signatur-kande-m

Alle krav var opfyldt, og i køleskabslågen kunne der nemt stå flere Signatur kander på skrå ved siden af hinanden. Langs bagkanten og hele vejen ned til bunden løber hanken. Den støtter og giver kanden stabililet, selvom den er høj og smal.

Signatur er fremstillet i styrenplast og var i produktion i mange år. I 70’erne flytter produktionen til virksomheden Hammarplast, der videreførte de oprindelige farver, men også lavede en klar udgave med måleenheder på siden og brunt låg.

Referencer: “Sigvard Bernadotte och skandinavisk industridesign” af Thomas Lindblad, Signum 2010, isbn 978-91-86221-07-2 samt naringslivshistoria.se

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Maritim lænestol.

Katrine har købt en stol på auktion. Det fortælles, at den stammer fra et skib. Det er derfor, den har beslag i bunden, så den kunne spændes fast, men hvem har designet stolen, vil hun gerne vide?

Et godt sted at begynde sin research vil ofte være Designmuseum Danmarks furnitureindex. FH er Fritz Hansens bomærke, men stolen findes ikke, når man søger på Fritz Hansen som maker. Altså må der i stedet fokuseres på den maritime vinkel.

Selvom søgangen til Bornholm, Norge, England eller bare over Storebælt kunne være heftig i en efterårsstorm, havde færgerne på de ruter ikke kroge i salonerne til at fastspænde møblerne. Var der varsel om stærk storm, aflyste eller udsatte rederierne blot afgangen.

Katrines stol har snarere været på oversøisk sejllads, hvor bølgerne kunne være helt anderledes voldsomme. Skibe midt ude på Atlanten havde ikke mulighed for at søge ly i en havn.

Museet for Søfart i Helsingør har digitaliseret sit billedarkiv og lagt det på Nettet. En guldgruppe med et hav af maritime billeder. De er alle tagget med forskellige emneord, som gør det muligt at afgrænse en søgning. Under kategorierne “livet om bord” og “salon” finder man en masse billeder af skibsaptering.

Fragtskibe kunne også tage passagerer. Rederiet ØK’s M/S Ayuthia fra 1960 havde to kahytter for fire passagerer og en stor fælles rygesalon. Den ses på billedet til venstre. Til højre er det salonen på skibet M/S Funchal. Møblerne har stor lighed med Katrines stol.

Jeg har sendt billederne til Fritz Hansen, som har sammenlignet med billeder i deres eget arkiv og har fundet fem til, at stolene kan være formgivet af Alf Svensson. Han tegnede en serie møbler i 1954, som ikke blev nogen salgssucces og kun var i produktion i ganske kort tid. Lænestolen har modelnummeret 4415.

Referencer: billedarkiv.mfs.dk, faergejournalen.dk samt mail-korrespondence med Republic of Fritz Hansen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Arne Vodder modelserie 183-188 / 203-206.

I 1956 tegnede Arne Vodder en stol med drejeligt ryglæn for France & Daverkosen.

Stolen er i massiv teak og blev lanceret i forskellige varianter med eller uden armlæn. Sæde og ryg kunne være polstret med stof eller læder eller udført af flettet sukkerør indsat i en ramme af teak.

Arne Vodder gik på Skolen for boligindretning i midten af 40’erne og var elev af Finn Juhl. Det ser man i model 183-188, der senere får ændret numre til 203-206. Formsproget med den tydelige adskillelse mellem det bærende og det bårne er netop et karakteristisk Finn Juhl designtræk.

Modellen var i produktion i en lang årrække fra den blev tegnet i 1956 og i hvert fald indtil 1966, da Cado købte fabrikken, som i 1957 havde skiftet navn til France & Søn. Efter 1966 videreførte Cado flere af France møblerne.

Et nærmere kig afslører, at 183-188 / 203-206 ændres efter nogle år. Endda meget markant. Næsten på grænsen til at der er tale om en ny stol.

Forskellene ses på mine egne eksemplarer. En tidlig 186 L fra 1956 med flettet ryg og sæde i læder og med mærket fd for France & Daverkosen samt en 204 L fra efter 1957 med læder og med mærket FF for France & Søn.

Mest synlig er forskellen på bagbenenes afslutning. Først har den løgform, senere bliver den flad. Under sædet sker der også noget. Sargene ændres og anbringes anderledes. Samtidig reduceres antallet fra 5 til 4, og desuden skifter udformningen facon fra bueformet til lige. Andre mindre ændringer ses ved armlænenes længde og højde.

Der er næppe tvivl om, at ændringerne skyldes hensyn til en mere rationel, mindre tidskrævende og dermed billigere produktion. Til gengæld ofres nogle lækre detaljer og lidt af det lette præg.

Hvad Arne Vodder har sagt til det, står hen i det uvisse. Man kan gætte på, at han i det mindste har givet sin accept. Måske har han endda selv udformet tilpasningen. I kataloget fra 1961 er ændringerne implementeret, og året før tegnede Vodder en lænestol model 164 med næsten samme udformning af sargen som på 203-206 serien.

France & Daverkosen / Søn var en af de store aktører i fortællingen om efterkrigstidens Danish Modern. Deres andel af den samlede danske møbeleksport i 1954 var næsten 60 %. Fra 1952 foregik produktionen på en moderne fabrik i Hillerød. Da det toppede var der 350 ansatte.

I 2015 udkom en bog om virksomheden. Et fremragende velskrevet og rigt illustreret værk med en biografi om grundlæggeren Fearnley France. Han var noget af en personlighed. Fremsynet og dygtig, men samtidig gammeldags og kontroversiel.

Bogen gennemgår også de forskellige møbeldesignere og deres arbejder. Især Finn Juhl samt Peter Hvidt og Orla Mølgaard tegnede mange møbler for France & Daverkosen /Søn.

I et appendix til bogen er trykt kataloget fra 1961 med illustrationer af hele sortimentet og med detaljeret beskrivelse af de forskellige varianter.

Referencer: “France & Søn – British Pioneer of danish Furniture” af James France, Forlaget VITA 2015, isbn. 978-87-998388-1-3 ; Furnitureindex.dk ; Mats Linder – Scandinavian Design.

Artiklens øverste billede er hentet fra et udateret France & Søn katalog publiceret af Mats Linder. Hans Katalog er sandsynligvis fra 1961, idet Finn Juhls Diplomat stol model 209 fra 1962 ikke er med. Det er til gengæld armstol model 138 tegnet i 1961. De øvrige billeder er forfatterens egne.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM