Gamle varekataloger.

Hvordan så retro-tingene ud, dengang de var nye? Varekataloger er ikke kun sjove at kigge i. De er også et nyttigt værktøj til research og identifikation af samlerfund.

Men katalogerne hænger ikke på træerne. Borte har taget de fleste. Heldigvis har Det Kongelige Bibliotek i København en stor samling af gamle reklamer. Nogle af dem er digitaliserede og ligger frit tilgængelige på Nettet. Der er tale om dansk kulturhistorie flot formidlet til praktisk brug.

Fra din skærm derhjemme kan du sidde og bladre i gamle kataloger fra Dansk Legetøjsindustri, Tekno, Lego eller keramik fra Kähler, P. Ipsens Enke og Nymölle. Til sammen 160 kataloger, som spænder over flere varegrupper og en meget lang tidsperiode.

Katalogerne ligger hulter til bulter. Heldigvis er der en søgefunktion, og de er tagget efter emne eller navn, så du også nemt kan finde dem via fanen til venstre. Billederne svinger i kvalitet, men alle katalogerne er læsbare og ses gennem en særlig viewer.

Ikke altid er der trykt et udgivelsesår, men fordi katalogerne blev registreret, da de udkom, er bibliotekets datering rimelig præcis. Er der usikkerhed, er året anført i en skarp parentes, som eksemplet med Lyfas belysningskatalog nr. 55. Det er fra omkring 1972, hvor opslaget viser en sjælden pendel tegnet af Sv. Aage Holm Sørensen.

I Norge har forfatteren Mats Linder interesse for skandinavisk kunsthåndværk. Bag sig har han flere bogudgivelser, bla. et hovedværk om norske designmøbler. Nu er han gået i gang med at digitalisere gamle varekataloger.

Det er et kæmpeprojekt. Foreløbig omkring 100 kataloger. De fleste er norske, men der er også en del svenske og danske. Der er især kataloger fra møbel- og belysningsproducenter, men også mange fra glasværker.

Siderne kan ikke zoomes op, som dem fra Det Kongelige Bibliotek, men det gør ikke noget. Billederne er store, og kvaliteten er fremragende skarp. En tand bedre end dem fra det danske nationalbibliotek.

Du får hjælp af en velfungerende søgefunktion. Der er 9 hits på Hadeland Glassverk. Her kommer to opslag i kataloget fra 1965. Dels nogle kantede overfangsvaser, hvis lighed med de italienske Sommerso fra Murano er slående, og dels Willy Johansson’s Blåtop krydderikrukke serie. Både vaserne og Blåtop serien kan du være heldig at finde på danske loppemarkeder.

Hvert katalog indledes med en kort kompentent introduktion. Her mærker man, at forfatteren kender og brænder for sit stof.

Varekatalogerne er kun en mindre del af et større blogunivers med artikler, bogtips og nogle fremragende kunstnerbiografier.

Det hele startede i januar 2016. Siden har der været fart over feltet. Der kommer hele tiden nyt til, og bloggen er tilsyneladende velbesøgt. Da den rundede 250.000 sidevisninger, fejrede forfatteren det med kage og svenskerkaffe.

Referencer: Det Kongelige Bibliotek i København, Småtryk om dansk design samt Mats Linder Scandinavian Design, Reklame.

Forf: JM

Reklamer

Den store bog om Stig Lindberg.

Hans energi og produktivitet var overvældende. Stig Lindberg var en af Sveriges mest berømte og folkekære formgivere. Der er skrevet utallige bøger og artikler om hans ting, men der har manglet en egentlig værk-fortegnelse.

Det er der nu rådet bod på. Folkene bag magasinet Scandinavian Retro har udgivet en bog, som i ord og billeder præsenterer hele Stig Lindbergs omfattende produktion. Med et hurtigt slag på tasken så drejer det sig om mere end 1800 genstande.

Især Stig Lindbergs mange porcelæns- og fajancestel for Gustavsberg samt hans arbejder i keramik fylder godt. Mere end halvdelen af bogens sider. Men han arbejdede også med grafik, tekstil, tegnede radio- og TV-apparater og formgav brugsting i plast.

Ting til køkkenerne var i starten af 50’erne holdt i meget diskrete farver. Ofte hvid, blå eller gul i blege nuancer. Stig Lindberg var pioner indenfor formgivning af industriel plast. Han skruede op for farverne. Citruspressen fra 1953 i pangfarverne gul eller rød vakte opsigt og blev en kæmpe succes og storsælger.

Comedia hed nogle spillekort fra 1958. Stig Lindberg havde arbejdet med skitserne i næsten to år og forsket grundigt i historiske kortspil. De var radikalt anderledes end tidens gængse spillekort, men blev desværre ikke den store eksportsucces, som producenten Öbergs ellers havde håbet på.

Den store bog om Stig Lindberg er et lækkert udstyrsstykke med knivskarpe billeder. Kapitlerne er skrevet af flere forskellige forfattere med hver deres speciale. Undervejs er der små historier og anekdoter. Spændende fortalt og godt disponeret.

Du kan bruge bogen som indføring til Stig Lindbergs univers eller som opslagsværk. Bagerst er den udstyret med model- og dekorationsoversigter samt registre. I kapitlet om fajance er der desuden en biografi over alle Studio produktionens dekorationsmalere med gengivelse af deres signaturer.

En nyttig feature er prisintervallerne markeret med små talsymboler, som indikerer prisniveauer for eksemplarer i perfekt stand på det svenske antikmarked.

“Stora boken om Stig Lindberg” af Magnus Palm m.fl. Scandinavian Retro 2016, isbn. 978-91-88207-14-2. Vejledende pris 597 dk.kr.

Billedet af citruspresserne er hentet fra Gustavsbergs Porslinsmuseums hjemmeside. De øvrige stammer fra bogen.

Forf: JM

Relancering af Kobenstyle gryder.

Designeren Jens Harald Quistgaard formgav i 1955 en serie emaljerede stålgryder. De blev markedsført af Dansk Designs og kaldt Kobenstyle.

Navnet betyder københavnerstil, fordi man på det vigtige amerikanske marked ville signalere, at der var tale om dansk stil fra København.

Gryderne er et godt eksempel på genial nytænkning. Grebet er elektrisk svejset på låget med flere berøringspunkter. Med den konstruktion er der kun få steder, hvor snavs kan samle sig. Samtidig opnås en praktisk varmeisolerede effekt. Det omvendte låg fungerer også som bordskåner. Man stiller gryden oven på låget, mens der øses op på tallerkenerne, så varmen fra gryden ikke bliver ledt ned i bordpladen.

Det skulpturelle buede korpus er formet ved hjælp af olie og lufttryk. Selv sagde Quistgaard, at gryden blev formgivet som var den slået op i hånden, ligesom en sølvsmed ville have gjort det.

Mellem 1955 og 1965 blev Kobenstyle gryderne sammen med de tilhørende pander og kander i serien fremstillet i Danmark hos Glud og Marstrand. Farvevarianterne var limegrøn, gul, rød og turkis, men den limegrønne solgte ikke godt og gled ud allerede i 1956. I dag er den sjælden på brugtmarkederne og koster i god stand meget mere end de øvrige farver.

I 1965 flytter produktionen til Frankrig og nogle af farverne udgår, mens  andre kommer til. Klik på skemaet herunder og se detaljerne om de forskellige farver.I 1985 er det slut med Kobenstyle. I hvert fald indtil videre. Dansk designs, som i mellemtiden skiftede navn til Dansk International Designs, kom i hænderne på spekulationsbanken Goldman Sachs og solgt til en kapitalfond. Efter endnu en handel ejes Brandet Dansk i dag af selskabet Lennox Corporation, som i 2012 relancerede Kobenstyle. Denne gang produceret i Thailand.

Af de originale farver fra Glud og Marstrand tiden fås igen den røde. Den forhandles i Danmark af Lyngbyvasen. Ellers er der eksperimenteret med farver som grå, lavendel og en særlig udgave i limegrøn, som kun sælges i MOMAs museumsshop, men som er anderledes og ikke helt rammer nuancen på den oprindelige fra 1955.

Lennox Corporation fik i 2014 designeren Paul Thonis til at videreudvikle Kobenstyle serien. Han tog patent på et nyt greb. Resultatet er en kasserolle fremstillet i rustfrit stål med udgangspunkt i det oprindelige formsprog fra Quistgaards hånd, men ændret radikalt i sit udtryk. Alligevel bærer den signaturen JHQ.

Referencer: Designeren Jens Quistgaard – en gryde til min kone. En dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABCFilm & Forlaget Klim 2010, isbn. 978-87-7955–770-3 ; Dansk Designs ; Lenox ; Lyngbyvasenshop ; USD patent no. US D712,194S .

Forf: JM

Snedkermestrenes møbler.

Grete Jalk udgav i 1987 et firebindsværk om dansk møbelkunst. Det er nu blevet genoptrykt i en ny udgave til langt billigere pris, end hvad den oprindelige udgave koster antikvarisk eller på auktion.

Dansk Møbelkunst har været svær at få fat på. Antikvariaterne har taget sig rasende godt betalt for brugte eksemplarer. Et prisleje på mellem 8000-12.000 kr. har ikke været ualmindeligt. Det nye genoptryk koster kun 2500 kr. Du sparer altså rigtig mange penge, men medaljen har også en bagside. Billedekvaliteten er ikke helt i orden.

Illustrationerne mangler skarphed og enkelte detaljer er gået tabt. Det var Teknisk Forlag, som udgav værket første gang. Genoptrykket står Lindhardt og Ringhof for. De har formentlig ikke haft adgang til de oprindelige billeder fra samtidige kataloger og tidsskrifter og har derfor måtte ty til at scanne eller kopiere siderne på grundlag af udgaven fra 1987.

Forskellen ses mere eller mindre tydeligt. Her er det Finn Juhls NV-53 stol med billedet fra 2017 udgaven til venstre.

Billederne er dog langt fra så dårlige, at man ikke sagtens kan bruge dem til identifikation. Jeg vil også meget hellere bruge mine penge på et møbel, end hælde dem i et grådigt antikvariat.

Snedkermestrenes årlige udstillinger fandt sted mellem 1927 og 1966. I 30’erne begynder nye unge arkitekter at komme på banen, og udstillingerne udviklede sig snart til en slags modeshows for moderne møbler.

Kvaliteten og den faglige stolthed var i top. En del snedkermestre dannede fast makkerskab med bestemte arkitekter. Finn Juhl tegnede f.eks. i mange år for Arne Vodder.

Men arkitekter skal også have smør på brødet. De færreste kunne leve af alene at formgive for mestrene. Så sideløbende tegnede de for møbelindustrien. Fabriksmøblerne falder dog uden for emnet. I Grete Jalks bogværk er der kun fokus på snedkermestrene. Det var jo dem, der stod for de årlige udstillinger.

Du kan læse værket kronologisk eller bruge det som opslagsværk. Forrest i første bind er der registre med opslag på snedkermestre og arkitekter.

Alle bind er ens disponeret. Billeder på højresiderne og beskrivelse i form af anmeldelser til venstre. Kritikken kunne til tider være hård.

Om arkitekt Brockmann Petersens stol fra 1953 for snedkerfirmaet Louis G. Thiersen lød det i Social-Demokraten: “Den eneste hage ved den mærkværdige stol er den, at små mennesker bliver rundryggede af at sidde i den”.

Skudsmålet fra Erik Vørts i tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk var lige så nådesløst: “En udvikling indenfor dansk møbelhåndværk, som man ikke gerne vil se på Snedkerlaugets udstilling, en kvasi modernistisk formgivning, som direkte modarbejder de ideer, der gennem mange år er arbejdet for”.

Alligevel fik stolen første præmie i laugets konkurrence.

“Dansk Møbelkunst gennem 40 aar – Københavns Snedkerlaugs Møbeludstillinger 1927-1966, Bind 1-4. Lindhardt og Ringhof 2017, isbn. 978-87-11-56631-2. Pris 2500 kr.

Forf: JM

Emaljeskilte på museum.

Er du vild med gamle emaljeskilte, skal du tage en tur til Industrimuseet i Horsens eller Jernbanemuseet i Odense.

På udstillingen i Horsens kan du se skilte fra museets egen samling suppleret med indlån fra andre museer og fra private samlere. En stor del kommer fra John Juhler Hansen, der har udgivet bøger om emaljeskilte, og som også har været kurator på udstillingen.

Mere end 100 skilte vises. Både nyere fra efterkrigstiden samt ældre af den hvælvede slags. Nogle er lokale og yderst sjældne, fordi de kun har været produceret i begrænset oplag.

Emaljeskilte er blevet et stort og populært samlerobjekt. For få år siden var de en lille niche for feinschmeckere. I dag har skiltene fået en bredere appel. Der kommet en ny kategori af købere til. Det er folk, som bare vil have et enkelt skilt til hjemmet, og som bruger dem som en dekorativ del af interiøret på lige fod med plakater og kunst. Derfor er auktionspriserne høje på gode skilte i fin stand.

En særlig slags emaljeskilte sad på jernbanestationerne. Dem finder du også på Industrimuseet i Horsens, men vil du se en større samling stationsskilte, skal du til Odense.

A/S Jernbanereklamen havde koncession på ophængning af skilte på danske jernbanestationer. I 1937 havde man kontrakt om ophængning på 655 stationer.

Fra starten af 30’erne var størrelsen blevet standardiseret til kvadratiske skilte på 58 cm x 58 cm. Praktisk med ensartet format, hvis skiltene skulle udskiftes. Det skete dog sjældent. De samme skilte hang år efter år på stationerne lige indtil 1965, hvor tiden efterhånden var løbet fra emaljen som reklamemedie, og de sidste blev pillet ned. Plakater af papir var billigere at fremstille.

De mindre landstationer var det lokale samlingspunkt. Ventetiden på perronen kunne slås ihjel ved at kigge på de mange farvestrålende skilte. Man kender til 70 forskellige stationsskilte. På Jernbanemuseet har de en samling på omkring 30 stykker. De flytter lidt rundt på dem. På et tidspunkt hang de fleste på en plankeværkstavle rekonstrueret efter et typisk perronmiljø. I dag er tavlen skåret op i flere mindre søjler og placeret i galleriet på 1. sal.

Udstillingen på Danmarks Industrimuseum løber til 22. oktober 20017. Stationsskiltene på Danmarks Jernbanemuseum er en del af den faste udstilling.

Reference: “Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016, isbn. 978-87-990816-4-6. Pris 349 kr. Det sort-hvide billede er affotograferet herfra.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Hvem har tegnet LamPetit?

Det eneste den ikke kan bruges til er gadebelysning, men ellers kan den bruges til næsten alt. Louis Poulsen sagde selv om deres LamPetit, at der ville være 117 anvendelsesmuligheder.

Den så dagens lys i 1966. Først kun i farven sort, men allerede året efter lanceredes den i orange og grå. Senere igen kom også en rød variant.

Anmelderne betragtede den nærmest som en dansk verdensrevolution, selvom Louis Poulsen i sine reklamer fortalte, at teknologien bag LamPetit var international og efter amerikansk ide, men designet det var ægte dansk.

Lamper til lavvolt blev opfundet af Jay Monroe i 1959 og markedsført under navnet Tensor. Ideen var praktisk og genial. Mange andre lampeproducenter fik travlt med at lave nogle lignende små kompakte lamper med 12 volts automobilpærer.

Louis Poulsen skrev aldrig i sine produktblade eller reklamer, hvem der var ophav til LamPetit. Er det en medarbejder fra Louis Poulsens eget designerteam, som stod bag, eller blev den tegnet af Verner Panton?

Siden Classic-Modern peger i en artikel fra april 2010 på Verner Panton. De citerer fra en booklet angiveligt udgivet af Louis Poulsen på et tidspunkt efter Pantons død i 1998, men referencen er problematisk. Den kan ikke efterprøves. Der gives ingen yderligere bibliografiske data, ligesom det heller ikke tydeligt fremgår af artiklens indsatte skærmdump, at det skulle stamme fra en officiel Louis Poulsen publikation.

Vitra Design Museum er eksperter i Verner Panton. Deres store retrospektive bog fra 2000, som bygger på hans efterladte arkiv og skitser, har en komplet værkfortegnelse med alle lamperne. Her er LamPetit dog ikke nævnt.

Det er den derimod i Louis Poulsens firmablad LP & CO Nyt. I nummeret fra 28. oktober 1966 fortælles det, at LamPetit er formet af Louis Poulsens medarbejder Bent Gantzel Boysen.

Bent Gantzel Boysen var i 70’erne leder af Louis Poulsens eget designteam, der stod bag lamper som IT-serien fra 1972 samt PH 80 lamperne, der blev tegnet i 1968 efter Poul Henningsens død året før.

Efter tiden hos Louis Poulsen fortsatte Bent Gantzel Boysen med at tegne lamper til Ikea. En af de mere spektakulære fra 1983 var punktbelysningen Duett med seks farvede metalskærme.

Referencer: LP & CO Nyt 28. oktober 1966, Bo Bedre oktober 1967, Taklampor från Ikea trykt i Hus & Hem Retro [nr 1], sommer 2011, Verner Panton – Das Gesamtwerk, Vitra Design Museum 2000, isbn. 3-931936-22-8, danishvintage.design

De sort-hvide illustrationer er hentet fra LP & CO Nyt samt Bo Bedre.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

To ikoniske stel fra keramikfabrikken Eslau.

Amerikanske Ted Nierenberg fik Eslau til at producere to stel i stentøj til sit firma Dansk Designs. Begge blev gevaldige salgssuccesser i USA, men det ene stel var tæt på at knække fabrikken.

Flamestone hed det første stel, tegnet af Jens Harald Quistgaard og produceret på Eslau fra 1957. Fabrikken i Sengeløse skulle nu til at levere store partier til det amerikanske marked.

Det var en kæmpe udfordring. To nye ovne og en ny stor transformator blev bygget. Når begge ovne var i gang, kunne det mærkes i hele byens strømforsyning. Så meget at filmapparatet på den nærliggende skole gik i stå.

Til Flamestone brugtes to stentøjsmasser. Først en mørk til korpus og senere en lys til den hvide glatte inderside. Det var svært at få de to masser til at arbejde sammen. Ved brændingen svandt den mørke mere end den lyse, så risikoen for, at hele partiet sprængtes ved den efterfølgende nedkøling, var høj.

“Vi kom hovedkulds ud på det amerikanske marked. Eksporten var meget kapitalkrævende, og vi skulle fra dag til dag forøge produktionen. Virksomheden var ikke gearet til det”, udtalte den ene af Eslaus ejere senere.

Banken ville efterhånden ikke mere, så Ted Nierenberg måtte træde til med ny kapital. Konstant var der problemer. Eslau kunne ikke levere i de mængder, som Dansk Designs ville have. En kort overgang forsøgte man at få Kronjyden i Randers til at supplere produktionen. Færdig forarbejdet og indfarvet stentøjsmasse blev sendt til Randers, men det blev ingen succes. I 1974 valgte Eslau helt at droppe produktionen af Flamestone, der herefter blev fremstillet i Japan.

Afløseren som eksportsucces til det amerikanske marked blev tegnet af Niels Refsgaard i 1964. Stellet hed Generation. Helt anderledes rustikt i sit udtryk og karakteristisk med de mange brune pletter. De fremkom ved at glødeskaller af jern blev knust og blandet i stentøjsmassen. Nogle af delene er dekoreret. Der findes 12 forskellige mønstre. Alle håndmalet med kohornsteknik.

Denne gang løb Eslau ikke ind i vanskeligheder. Generation reddede fabrikken og blev en rigtig god forretning. Færre arbejdsgange og mindre energiforbrug. Til Flamestone skulle der bruges tre medarbejdere til at fremstille 400 tallerkener, mens to mand kunne klare 3000 Generation tallerkener på samme tid.

Mærkerne under Flamestone har ændret sig gennem årene. Der er flere varianter. Alle bærer Quistgaards initialer IHQ. Kun de dansk fremstillede dele er mærket Danmark eller Denmark.

Niels Refsgaards initialer NR sidder altid under Generation. Mærkerne kan enten være blåmalede eller præget i godset uden brug af farve.

Reference: “50 år med Eslau. En dansk keramikfabriks historie” af Jørgen Bjerre. Jubilæumsskrift Eslau 1994.

Du kan læse en kort præsentation af Eslau’s historie på virksomhedens hjemmeside. Eksempler på andre arbejder af Niels Refsgaard finder du på hans hjemmeside.

Billederne af Flamestone er fra bogen og fra lauritz.com. Generation steldelene er fotograferet hos forretningen DesignRetro i Odense. Øvrige billeder kommer fra etsy.com og ebay.com.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Stol med mærket NM.

En læser vil gerne vide mere om sin stol, som er brændemærket NM og Danish Furniture Makers Control.

Danish Furniture Makers Control er et kvalitetsmærke. Det blev introduceret i 1959 og eksisterer stadig.

Din stol er tegnet af Axel Bender Madsen og Ejner Larsen og fremstillet hos Næstved Møbelfabrik. Modellen har nummer 1754 og er tegnet omkring 1961.

Axel Bender Madsen og Ejner Larsen er begge udlært som møbelsnedkere og blev efterfølgende uddannet som møbelarkitekter.

Deres biografiske data er næsten ens. De var studiekammerater på Kunsthåndværkerskolens Møbelskole, hvor de tog afgang i 1940, og hvor de begge kom til at undervise i slutningen af 40’erne og starten af 50’erne. I 1947 etablerede de fælles tegnestue. Privat boede de næsten ved siden af hinanden i samme rækkehusbebyggelse på Mulvad i Lyngby.

Tegnestuen var meget produktiv. De har tegnet for møbelsnedkerne Ludvig Pontoppidan og Willy Beck og har samarbejdet med flere møbelfabrikker. Udover Næsteved Møbelfabrik også for Fritz Hansen, Odense Møbelfabrik, Sorø Møbelfabrik samt Brande Møbelfabrik.

Referencer: Kraks blå Bog 1974, Den Store Danske Møbelguide, 1 udgave 2005, side 228 samt opslag på furnitureindex.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Osteklokken Benny.

Norske Hadeland Glassverk lancerede i 1961 en serie brugsglas, der fik navn efter designeren Benny Motzfeldt.

Løgformen med den lille praktiske gribeknop i spidsen er et særlig raffineret stiltræk, som går igen i alle seriens dele.

Der blev blæst krukker i mange størrelser og faconer beregnet til alt lige fra sild til marmelade. En af de mest markante dele var osteklokken. Den blev lavet i to størrelser og stod på en rund base af teak. Men netop basen er lidt af et mysterium.

Googler du Hadeland og cheese dome på Nettet, møder du osteklokken Benny med base i mange forskellige varianter. Nogle er oplagt “forkerte”. Det er dem i bøgetræ, marmor eller glas, og så er der dem, hvor størrelse eller fals helt tydeligt ikke passer til klokken.

Tilbage er to runde varianter, som umiddelbart er rigtige ud.

Den ene med næsten lige kant, den anden buer indad og har facon nærmest som en tallerken. Hvilken er mon den originale?

Varianten med den næsten lige kant har nogle gange et brændemærke med teksten “Genuine teak made in Norway”, mens den tallerkenformede kan have en label med teksten “Danwood Design Falle Uldal”.

Falle Uldall var en dansk guldsmed og designer, som udførte arbejde for Georg Jensen, Cohr og De Danske Guldsmedes Sølvvarefabrik i Slagelse, men han beskæftigede sig samtidig med mange andre ting. Han tegnede også skåle i melamin til Rosti og trævare ting til Danwood.

Et nærmere kig i gamle varekataloger peger på, at begge varianter sikkert er den rigtige.

Benny serien blev lanceret i 1961. Allerede samme år havde Illum den med i sit julekatalog. Her er det den tallerkenformede base, der er vist. Få år senere i 1965 udgiver Hadeland et stort katalog med alle deres brugsglas. Nu står osteklokken på basen med den næsten lige kant.

Hadeland udskifter altså basen på et tidspunkt mellem 1961 og 1965. Egentlig en rigtig dum ide, for den tallerkenformede variant er meget mere funktionel og gribevenlig.

Et gæt kan være, at Hadeland i begyndelsen har forhandlet en særlig aftale på plads med danske Danwood som underleverandør. Efter nogle år er der opstået en tvist. Parterne blev uenige, eller leverancerne blev for dyre. Hadeland har villet ud af aftalen og har i stedet for fundet en norsk underleverandør. For ikke at krænke Falle Uldalls designrettighed, måtte teakbasen således have en ny form.

Den virkelige forklaring står hen i det uvisse, men begge varianter er altså autentiske.

Referencer: Illums julekatalog 1961 side 30, Det Kgl. Biblioteks småtrykssamling samt Hadeland Glassverk katalog 1965 side 36, Mats Linder reklame.

Illustrationerne i de tre øverste collager er dels hentet fra media.snl.no, collectorsweekly.com samt fra forfatterens egen samling.

Forf: JM