Drengenes lyntog.

Med lyntog fra København til Århus på 4½ time. De første lyntog fra 1935 var et af tidens største ikoner og et symbol på fart og teknik.

Enhver rask dreng vidste, hvad et lyntog var, og der gik ikke lang tid, før de også rullede ind på børneværelserne.

Allerede i 1936 optræder det i børnebogen Toget med tegninger af Arne Ungermann, men også legetøjsfabrikanterne fik travlt. Pilot lavede miniature-modeller i bly. De fleste legetøjslyntog var dog fremstillet af træ. Såkaldte skubbetog uden motor eller skinner, men med gummihjul, så de ikke larmede eller ridsede, når de kørte. Og mor kunne tage det helt roligt og slappe af. Lego havde et 3-vogns lyntog i sit sortiment. Det er i dag sjældent og et eftertragtet samlerobjekt.

Rigtigt sejt var det, hvis toget var elektrisk. Frederiksberg-virksomheden Wittrock kom med et elektrisk lyntog i slutningen af 40’erne til den formidable pris af 124,50 kr. Det var dyrt, men modellen kunne også leveres som umekanisk skubbetog. Så kostede det kun 8,75 kr.

Både modellerne fra Wittrock og Pilot tilstræber at ligne Statsbanernes rigtige lyntog. Især Pilot rammer forbilledet rigtig godt. Vinduernes antal og placering er korrekt udført. Modellen er støbt i en form, hvor man virkelig har gjort sig umage med detaljeringsgraden. Det samme har ikke med datidens teknologi været muligt på Wittrock toget, som er udstanset og sat sammen af tynde blikplader.

Året før det første lyntog introducerede Statsbanerne de københavnske S-tog. Det var i 1934. Også de blev omsat til legetøj.

Samme år viste Illum i sit julekatalog et S-tog “skåret over samme læst som de rigtige S-tog”. Det er nu ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Modellen ligner overhovedet ikke, men mon ikke kopien alligevel har vakt jubel, sådan som annoncen kækt lover.

Referencer:

Wittrock lyntoget er udgaven med motor. Det er mit eget og fundet på et loppemarked til 400 kroner.

Pilot togmodeller er sjældne. De blev kun fremstillet en kort årrække. Mere almindelige er skibe og modelbiler fra samme producent. Priserne svinger efter stand. Mit eksemplar består af 3 vogne og kostede 100 kroner på et loppemarked.

Katalogsiderne er hentet fra Det kongelige Bibliotek i København. Lyntoget af træ er vist i Daells Varehus julekatalog 1948. Wittrock lyntoget kommer fra Illums julekatalog 1948, mens S-toget er fra Illums julekatalog 1934.

Tegningen af lyntoget, der kører ombord på Storebæltsfærgen, er af Arne Ungermann og fra bogen Toget af Harald H. Lund.

Billederne af Statsbanernes lyn- og S-tog findes på Jernbanemuseets arkiv og er tilgængelige via jernbanekilder.dk

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer

Stol med korte armlæn.

Jørgen har arvet en stol fra sin far og vil gerne vide, hvem der har tegnet og produceret den.

Din stol er tegnet af Johannes Andersen og produceret hos Bdr. Andersens Møbelfabrik i Vejen, som var ejet af Egon og Jens Andersen og ikke må forveksles med Brødrene Andersens Møbel-snedkeri i Århus (i dag Andersen Furniture i Hinnerup).

Stolen har modelnummeret BA 113. Hvornår den er tegnet er usikkert, men den var i produktion i 1969, hvor designtidsskriftet Mobilia viser den i en annonce.

Johannes Andersen var meget virksom i 50’erne og 60’erne og har tegnet møbler til flere danske møbelfabrikker, især Uldum Møbelfabrik og CFC i Silkeborg. Designmuseum Danmarks database har registreret 24 forskellige producenter af Johannes Andersens møbeldesign.

Detaljen med kopstykket i ryggen, som buer fremad og bliver til et lille armlæn, giver god støtte til albuerne, og den åbne konstruktion gør det nemt at komme til bordet. Det er stiltræk, som kan være inspireret af Hans J. Wegner. Hans Y-stol fra 1950 og Kohorn-stolen fra 1952 er konstrueret efter det samme princip.

Referencer: Mobilia nr. 162/163 januar/februar 1969 samt opslag på Johannes Andersen i furnitureindex.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Ikonisk mælkekande fra Sverige.

Svensk mælk i pap lanceredes i 1954. De første kartoner fra Tetra Pak var pyramideformede, men svære at få placeret i køleskabet og umulige at holde om og få åbnet.

tetra-col1

Husqvarna Børstefabrik satte sig for at udvikle en praktisk kande, som mælken kunne hældes over i. Sigvard Bernadottes Designstudio i Stockholm fik opgaven.

Det var ikke noget nemt projekt. Den måtte ikke veje ret meget. Den skulle være let at håndtere for børn. Den skulle være smal, så den kunne stå i køleskabslågen, men samtidig stabil, når den stod på bordet. At den sluttede tæt var også vigtigt, så mælken ikke tog lugt fra andre fødevarer i køleskabet.

Mælkekanden var på tegnebrættet fra 1961 til 1963. Inspirationen var en trekantet isvandkande i sølv, som Bernadotte i 1952 havde tegnet for Georg Jensen. Flere medarbejdere var i gang, og der blev lavet mange prototyper i gips og træ. Til sidst valgte man Helene Lalanders forslag. Hun var sølvsmed og ansat hos Bernadotte. Kanden blev døbt Signatur og kom i farverne gul, blå og rød.

signatur-kande-m

Alle krav var opfyldt, og i køleskabslågen kunne der nemt stå flere Signatur kander på skrå ved siden af hinanden. Langs bagkanten og hele vejen ned til bunden løber hanken. Den støtter og giver kanden stabililet, selvom den er høj og smal.

Signatur er fremstillet i styrenplast og var i produktion i mange år. I 70’erne flytter produktionen til virksomheden Hammarplast, der videreførte de oprindelige farver, men også lavede en klar udgave med måleenheder på siden og brunt låg.

Referencer: “Sigvard Bernadotte och skandinavisk industridesign” af Thomas Lindblad, Signum 2010, isbn 978-91-86221-07-2 samt naringslivshistoria.se

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Maritim lænestol.

Katrine har købt en stol på auktion. Det fortælles, at den stammer fra et skib. Det er derfor, den har beslag i bunden, så den kunne spændes fast, men hvem har designet stolen, vil hun gerne vide?

Et godt sted at begynde sin research vil ofte være Designmuseum Danmarks furnitureindex. FH er Fritz Hansens bomærke, men stolen findes ikke, når man søger på Fritz Hansen som maker. Altså må der i stedet fokuseres på den maritime vinkel.

Selvom søgangen til Bornholm, Norge, England eller bare over Storebælt kunne være heftig i en efterårsstorm, havde færgerne på de ruter ikke kroge i salonerne til at fastspænde møblerne. Var der varsel om stærk storm, aflyste eller udsatte rederierne blot afgangen.

Katrines stol har snarere været på oversøisk sejllads, hvor bølgerne kunne være helt anderledes voldsomme. Skibe midt ude på Atlanten havde ikke mulighed for at søge ly i en havn.

Museet for Søfart i Helsingør har digitaliseret sit billedarkiv og lagt det på Nettet. En guldgruppe med et hav af maritime billeder. De er alle tagget med forskellige emneord, som gør det muligt at afgrænse en søgning. Under kategorierne “livet om bord” og “salon” finder man en masse billeder af skibsaptering.

Fragtskibe kunne også tage passagerer. Rederiet ØK’s M/S Ayuthia fra 1960 havde to kahytter for fire passagerer og en stor fælles rygesalon. Den ses på billedet til venstre. Til højre er det salonen på skibet M/S Funchal. Møblerne har stor lighed med Katrines stol.

Jeg har sendt billederne til Fritz Hansen, som har sammenlignet med billeder i deres eget arkiv og har fundet fem til, at stolene kan være formgivet af Alf Svensson. Han tegnede en serie møbler i 1954, som ikke blev nogen salgssucces og kun var i produktion i ganske kort tid. Lænestolen har modelnummeret 4415.

Referencer: billedarkiv.mfs.dk, faergejournalen.dk samt mail-korrespondence med Republic of Fritz Hansen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Arne Vodder modelserie 183-188 / 203-206.

I 1956 tegnede Arne Vodder en stol med drejeligt ryglæn for France & Daverkosen.

Stolen er i massiv teak og blev lanceret i forskellige varianter med eller uden armlæn. Sæde og ryg kunne være polstret med stof eller læder eller udført af flettet sukkerør indsat i en ramme af teak.

Arne Vodder gik på Skolen for boligindretning i midten af 40’erne og var elev af Finn Juhl. Det ser man i model 183-188, der senere får ændret numre til 203-206. Formsproget med den tydelige adskillelse mellem det bærende og det bårne er netop et karakteristisk Finn Juhl designtræk.

Modellen var i produktion i en lang årrække fra den blev tegnet i 1956 og i hvert fald indtil 1966, da Cado købte fabrikken, som i 1957 havde skiftet navn til France & Søn. Efter 1966 videreførte Cado flere af France møblerne.

Et nærmere kig afslører, at 183-188 / 203-206 ændres efter nogle år. Endda meget markant. Næsten på grænsen til at der er tale om en ny stol.

Forskellene ses på mine egne eksemplarer. En tidlig 186 L fra 1956 med flettet ryg og sæde i læder og med mærket fd for France & Daverkosen samt en 204 L fra efter 1957 med læder og med mærket FF for France & Søn.

Mest synlig er forskellen på bagbenenes afslutning. Først har den løgform, senere bliver den flad. Under sædet sker der også noget. Sargene ændres og anbringes anderledes. Samtidig reduceres antallet fra 5 til 4, og desuden skifter udformningen facon fra bueformet til lige. Andre mindre ændringer ses ved armlænenes længde og højde.

Der er næppe tvivl om, at ændringerne skyldes hensyn til en mere rationel, mindre tidskrævende og dermed billigere produktion. Til gengæld ofres nogle lækre detaljer og lidt af det lette præg.

Hvad Arne Vodder har sagt til det, står hen i det uvisse. Man kan gætte på, at han i det mindste har givet sin accept. Måske har han endda selv udformet tilpasningen. I kataloget fra 1961 er ændringerne implementeret, og året før tegnede Vodder en lænestol model 164 med næsten samme udformning af sargen som på 203-206 serien.

France & Daverkosen / Søn var en af de store aktører i fortællingen om efterkrigstidens Danish Modern. Deres andel af den samlede danske møbeleksport i 1954 var næsten 60 %. Fra 1952 foregik produktionen på en moderne fabrik i Hillerød. Da det toppede var der 350 ansatte.

I 2015 udkom en bog om virksomheden. Et fremragende velskrevet og rigt illustreret værk med en biografi om grundlæggeren Fearnley France. Han var noget af en personlighed. Fremsynet og dygtig, men samtidig gammeldags og kontroversiel.

Bogen gennemgår også de forskellige møbeldesignere og deres arbejder. Især Finn Juhl samt Peter Hvidt og Orla Mølgaard tegnede mange møbler for France & Daverkosen /Søn.

I et appendix til bogen er trykt kataloget fra 1961 med illustrationer af hele sortimentet og med detaljeret beskrivelse af de forskellige varianter.

Referencer: “France & Søn – British Pioneer of danish Furniture” af James France, Forlaget VITA 2015, isbn. 978-87-998388-1-3 ; Furnitureindex.dk ; Mats Linder – Scandinavian Design.

Artiklens øverste billede er hentet fra et udateret France & Søn katalog publiceret af Mats Linder. Hans Katalog er sandsynligvis fra 1961, idet Finn Juhls Diplomat stol model 209 fra 1962 ikke er med. Det er til gengæld armstol model 138 tegnet i 1961. De øvrige billeder er forfatterens egne.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Kreativ med paller.

Transportpaller er beregnet som underlag til at fragte gods, men de kan sagtens få et nyt liv i hjemmet.

Det har mange efterhånden fundet ud af, og gamle brugte paller kan anvendes til næsten alt.

Brug dem som de er til ophæng, skoreol eller som altankasser. Med lidt fingerfærdighed kan de også flikkes sammen til møbler, eller skil dem ad og brug enkelte dele, f.eks. til en lampefod.

Før du kaster dig over et projekt med genbrug, så tjek pallerne. De kan nemlig være fyldt med giftige kemikalier.

De fleste paller er bygget efter standarder med normer for kvalitet og krav til brændemærkning. Mærkerne er altid sat på klodserne på pallens langside. Er der ingen mærkning, skal du undgå pallerne, fordi det er umuligt at finde ud af, hvad de indeholder.

Halve paller er en særlig specialitet kun til brug i Danmark og er mærket DS for Dansk Standard. De indeholder ikke kemikalier

De fleste standard paller i Danmark har et certifikat fra enten EPAL (European Pallet Ass) eller det ældre EUR system. En del nyere har både EPAL og EUR.

Ældre EUR paller blev især brugt af jernbaneselskaber. Derfor er der tit samtidig en signatur fra en national jernbaneoperatør, f.eks. franske SNCF eller danske DSB. Polske PKP mistede deres licens i 2004, fordi de ikke overholdt reglerne, så dem skal man undgå. Nogle mener, at man også skal gå udenom gamle EUR paller, der ikke også er mærket EPAL

At tolke de forskellige koder er lidt af en jungle. Som tommelfingerregel skal man undgå paller, der er mærket MB. De er behandlet mod svamp og skadedyr med giften methyl bromid. Der kan sagtens stå nogle bogstaver foran MB, f.eks DBMB. Det fortæller, at pallen først er debarked (DB) og bagefter behandlet med methyl bromid.

Klodserne på de fleste paller er lavet af rent træ, men klodser af spån kan også forekomme. De indeholder lim med sundhedsskadelige stoffer.

Får du fat i ting bygget af enkeltdele, skal du være særlig opmærksom. Lampen i den øverste billedcollage er bygget af en klods fra det slovakiske jernbaneselskab SZ. Ingen ved hvilke mærker, der har været på de andre klodser.

Referencer: Wikipedia, Preparedness Mama, Mærkefabrikken, 1001pallets.com.

Billederne i den øverste collage er hentet fra Werkstaddesign og Pinterest, hvor du kan finde flere eksempler på brug af paller, hvis du søger på “pallet projects”, “recycled pallets” eller “wooden pallet”.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Citrus battle.

Jeg er ret vild med soft ice og appelsinsaft. Saften skal være helt frisk presset, ikke noget tamt sjask fra karton.

Et hav af citruspressere er gennem tidens løb vandret ind og ud af mit hjem. Alle købt brugt på loppemarked. Nu er samlingen efterhånden reduceret til tre, men én er faktisk nok, så to skal ud.

Hvem er så bedst i test?

Den klassiske hvide Sunkist, den spektakulære Juicy Salif med sit astrospace science-fiction look eller den skriggule Ole Jensen.

Plantagerne i Californien gik sammen og dannede et salgskooperativ. Nu skulle der gang i salget af appelsiner til staterne i øst. Brandet Sunkist blev opfundet, og i 1916 søsattes kampagnen “Drink an Orange”. Samtidig lancerede man en særlig presser i opaline glas.

Den blev fremstillet i forskellige farver. Mest almindelig er den hvide, som var i produktion lige indtil 1966. Sunkist presseren blev lavet efter en fælles standard form på forskellige glasværker. De første fra Indiana Glass Co og Fry Glass Co, senere kom hovedparten fra glasværket McKee Glass.

Philippe Starcks ikoniske dråbeformede Juicy Salif i aluminium kom på markedet i 1990. Den bliver produceret af Alessi. De første skitser tegnede han på en dækkeserviet fra en italiensk restaurant, mens han sad og ventede på sin frokost.

Juicy Salif siges at have inspireret Ole Jensen til at formgive sin citruspresser, selvom de slet ikke ligner hinanden. Ole Jensens presser er en del af en større serie, der også omfatter krus, kander, skåle og et dørslag. Serien blev fremstillet i fajance og introduceret i 1994 for Royal Copenhagen. Senere overgik produktionen til Room Copenhagen, men nu i melamin.

Tre store appelsiner fyldt med kerner kommer på bordet og skal udfordre de tre pressere.

Appelsin nummer 1 går til Sunkist presseren. Den har en stor kegle. Så stor at den er perfekt til appelsiner og grapefrugter, men knap så velegnet til små citroner og helt uduelig til limefrugter. Sunkist står solidt på bordet. Tuden fungerer ikke særlig godt. Den drypper, og det sviner fra underløb, når der hældes. Værst er dog fraværet af kernestopper. Alle kerner havner i skålen.

Appelsin nummer 2 sættes på Juicy Salif. Den har heller ingen kernestopper. Også her ender de i skålen. Keglen er ret lille. Derfor er den perfekt til citroner, men knap så god til grapefrugt eller store appelsiner. På minussiden tæller, at Juicy Salif er temmelig vakkelvorn. Der skal ikke meget pres til, før den mister balancen. Trods lang afstand mellem kegle og skål sviner den stort set ikke. Man kan endda placere et smalt glas under de lange ben, og al saft lander alligevel præcist. Det er et stort plus.

Appelsin nummer 3 er til Ole Jensen. Hans presser er super praktisk, fordi den samtidig fungerer som kande med rigelig plads til saft fra mange appelsiner. Den står uhyre stabilt på sit underlag. Tuden er genial. Så tilpas smal for neden, at alle kerner fanges, når man hælder saften ud. Grebet er lige velegnet for venstre- som højrehåndede. En rigtig smart og gennemtænkt detalje.

Ole bliver en klar vinder på sin funktionalitet. Tilmed har den et sjovt og anderledes design. De bløde runde former og den knaldgule farve gør dig simpelthen glad i låget.

Referencer: “Kitchen Glassware of the Depression Years” af Gene Florence, Collector Books 6. udgave 2001, isbn 1-57432-220-6. reamers.org, finedininglovers.com, “Danske designere Ole Jensen” af Erik Steffensen, Louisiana 2002, isbn. 87-617-3281-8.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Baca og Tenera.

I slutningen af 50’erne ville Aluminia forny deres kunstfajance. Det førte til stengods-serierne Baca og Tenera.

Tenera kom først. Nils Thorsson havde i 1958 oprettet et særligt værksted og hyret seks nordiske kvindelige kunstnere, som skulle eksperimentere med nye anderledes dekorationer. I begyndelse til nogle af Aluminias ældre modeller, men senere også til nogle helt nye tegnet af Thorsson selv. Navnet Tenera kom først til efter nogle år. I begyndelsen blev genstandene blot markedsført som Kunstfajanceserien.

Fælles for alle Tenera delene var en lys farveskala overvejende i blålige toner og mange med med fabulerende motiver af fantasifugle, stiliserede blomster eller abstrakte ornamenter.

Fra 1958 til 1966 blev der tegnet i alt 266 forskellige dekorationer på 147 forskellige modeller. I 1969 samledes de seks kunstnere igen og lavede i fælleskab et stort fad. Det ses herover på billedet til højre.

Det kan være svært at kende forskel på de enkelte kunstneres streger, men alle dele er heldigvis mærket med kunstnernes signaturer.

Håndmalede genstande var dyre at fremstille, så for at holde prisen nede udviklede fabrikken silketrykket som en ny metode til dekoration. Teknikken blev lanceret med serien Baca fra 1965. Glasuren er mat og speciel ved, at der blev brugt vanidin samt forskellige metalsalte, der under brændingen fik farverne til at blære op. Det er derfor Baca serien har en karakteristisk let relief overflade.

Der kendes i alt 105 forskellige dekorationer. 54 er tegnet af Ellen Malmer, 25 af Nils Thorsson og 24 af Johanna Gerber. De tre har også formet hovedparten af modellerne.

Vender du bunden i vejret på en Baca genstand, kendes den på kunstnersignaturen i en rund ring. Fra venstre på billederne herunder er det Ellen Malmer, Nils Thorsson og Johanna Gerber. Det øverste nummer refererer til formen og det nederst til dekorationen. mens initialerne yderst i siden fortæller hvem, der har malet genstanden.

En komplet fortegnelse over samtlige Tenera og Baca dele med datering og angivelse af form- og dekorationsnumre findes i Erhard Flensborgs store to-binds værk om Aluminia.

Referencer: Egne fotos samt “Aluminia – fabrikkens historie og produktion af stengods, Porcelæn og fajance 1863-1969” af E. W. Flensborg, Forlaget Rhodos 2008, isbn: 87-7245-970-0 (bind 1-2).

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Svensk køkkentaburet.

På Verkstads AB Lindqvist i Motala var de gode til at lave møbler i stål. Et af deres mest populære designs var en taburet til køkkenet kaldet husmorsstegen. I dag er den en klassiker.

Konstruktionen er helt enkel og rationel. Et stabilt stel af forkromet stål med sæde og trin belagt med linoleum. Afrundet formsprog med bløde enkle linjer. Stålet signalerer kølighed og klinisk hygiejne. Kunderne kunne vælge mellem en rød eller en turkis-blå. Senere kom der andre farver.

Hvem, der tegnede husmorsstegen, er ikke helt klart, men den blev introduceret i 1950’erne og blev en stor succes. Desværre begik fabrikken en kæmpe brøler. Man glemte at tage patent og få registreret varemærkebeskyttelse. De to direktører Tore og Helmer Lindqvist må have ærgret sig gul og blå i de svenske nationalfarver, da en anden svensk virksomhed AWAB (Anderstorps Werkstad AB) kopierede konstruktionen.

Både Lindquist og AWAB solgte mange taburetter i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Ved første blik er det ikke nemt at se forskel på en Lindqvist og en AWAB. Vend så bunden i vejret og se markante forskelle i svejsningerne og den måde, sædet er monteret på stellet. Derudover har en Lindqvist runde skruer på trinnene, hvorimod de er flade på en AWAB.

Med så mange år på bagen er det sjældent at se en husmorsstege med linoleum i perfekt stand. Alligevel går slidte eksemplarer som varmt brød, og mange vrag får en ny chance.

Det er nemlig ret nemt at renovere taburetten og sætte ny belægning på sæde og trin.

Nogle vælger igen at sætte linoleum på, mens andre nytænker og skærer laminerede bordskånere til, så de passer i størrelsen og limer dem på med expoxy- eller kontaktlim. Man kan også bruge tapet eller voksdug lakeret med oliebaseret bådlak.

Tips til at renovere en husmorssteg findes på finafyndet samt Äntligen Emma.

Referencer: runeberg.org,  retrofolk.se samt Scandinavian Retro nummer 3, 2016.

Billederne i øverste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com, dem i midten er egne fotos og de nederste kommer fra tradera.com samt Liv i Villan.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM