Lokomotivet som aldrig har eksisteret.

Det kan ikke køre, og det har aldrig eksisteret. Til gengæld er det et charmerende stykke hjemmelavet trækunst på grænsen mellem model og legetøj.

Lokomotivet er fundet på et loppemarked, og når man vender det om, afslører det lidt af sin historie.

Drengen, der fik lokomotivet, hed Steen Aggerbeck. Giveren var hans morfar, som skar det ud i løvtræ og sirligt skrev med blyant på bunden, at lokomotivet var til minde om drengens oldefar N. P. Munkeboe.

Leg har altid og i alle kulturer været et vigtigt element i børns tilværelse. Legetøj repræsenterer de voksnes verden i miniature udgave. Men legetøj var kostbart, og nogle generationer tilbage gav det mening selv at fremstille det, hvis man var fiks på fingrene.

Steens oldefar har måske været lokomotivfører eller fyrbøder. Steens morfar – altså kunstneren som skar den lille model – har derimod næppe været jernbanekyndig. Ellers havde lokomotivet nok set anderledes ud. Præcision og omhu for selv de mindste detaljer var førhen afgørende DNA overalt hos DSB, og Steens model er ved nærmere eftersyn helt forkert.

Litra hos DSB er betegnelsen for forskellige typer af materiel. Damplokomotiverne havde litra med et eller to bogstaver. Virkelighedens lokomotiv med litra Pr havde hjulstilling 2 C 1, som betyder, at der var 2 forløbere, 3 drivhjul og 1 efterløber. Steens model mangler efterløberen og har derfor hjulstilling 2 C 0. Tenderen til kul efter lokomotivet er heller ikke rigtig. Også den mangler et sæt hjul.

På toppen af kedlen lige bag skorstenen har modellen en såkaldt dom. Forbilledet havde to. En damptørredom og en regulatordom.

DSB’s litra Pr er en slags hybrid. Under krigen og i årene efter manglede der kraftige lokomotiver til at fremføre tog på strækninger med let overbygning. Til gengæld havde man 33 eksemplarer af det hurtige eksprestogslokomotiv litra P, som på grund af store drivhjul og et højt akseltryk ikke var velegnet alle steder.

I alt 7 litra P blev derfor på Centralværkstedet i København i perioden 1943 – 1954 ombygget til Pr med mindre drivhjul og lavere akseltryk. Numrene fra P maskinerne blev genbrugt, f.eks. blev P 930 efter ombygningen til Pr 930.

Steens morfar skar modellen af litra Pr ud fra fri hukommelse. Måske har han haft svært ved at huske tal. For litra P 903 blev faktisk aldrig bygget om. Pr 903 har således aldrig eksisteret. Men en detalje lykkedes det morfaren at få gengivet helt korrekt. Det er lygterne. På modellen sidder de centreret i midten både på lokomotivet og på tenderen.

På de rigtige lokomotiver blev den nederste lygte på lokomotivet og lygten på tenderen i 1946 flyttet ud til siden. Modellen må altså være fra før 1946 og et af de lokomotiver, der er ombygget før dette år. Nærliggende er det at tro, at modellen forestiller Pr 930. Morfaren kan jo nemt have byttet om på tallene 0 og 3.

Hvis vi antager, at drengen Steen har været omkring 10 år i 1946, så vil han i dag være en ældre herre på 84. Om Steen og hans morfar kan vi også gætte på, at de kan have haft tilknytning til Fyn eller Fredericia.

DSB har nemlig registreret alt om alting. Af optegnelserne fremgår det, at Pr 930 rullede ud fra Centralværkstedet i København i april 1944. I 1945-1946 var den stationeret i Maskindepot Nyborg, hvor den især kørte ekspres- il- og persontog mellem Nyborg og Fredericia.

Referencer: “DSB litra P og Pr – fra Atlantic til Pacific” af Steffen Dresler, Forlaget TpT 2011 ; Det sort-hvide billede forestiller DSB litra Pr 930 og er hentet fra jernbanen.dk ; Billederne af Steens model er fotograteret af denne artikels forfatter.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Nagel – og de andre tyske modulstager.

Hver for sig gør de ikke meget væsen af sig, men når du bygger flere elementer sammen, får du en skulptur med molekylær struktur.

Det er ligesom med Legoklodserne. Jo flere du har, jo sjovere bliver det.

De tyske modulstager fra 60’erne og 70’erne blev lanceret i en tid med stærkt fokus på satelitter, rumfart og månelanding. Modulerne var hotte på den spaceagtige måde.

Stagerne har fået en revival. På loppemarkeder sås de for nogle år siden til omkring 100 kroner stykket. I dag sælges de for mere end det dobbelte. Og som det også er sket med mange andre gamle designikoner, er en af udgaverne nu sat i nyproduktion.

Googler du på Nettet, er der stor forvirring om producenter og varianter. Kun stagerne fra Quist er stemplet.

De øvrige kan i sjældne tilfælde have en sticker, men kan du finde stager med originale æsker, er det nemt at få styr på de forskellige.

  • Quist lancerede flere. De hedder alle noget med Vario eller Variomaster. Den brutalis inspirerede model med overflade nærmest som en drypstenssøjle er den mest almindelige.
  • BMF – Bayerische Metallwarenfabrik – kaldte sine modeller Combi Leuchter. Den mindste desuden med tilnavnet Orion.
  • Vogel Flug er navnet på stagerne fra Hammonia-Motard.
  • Nagel‘s grundmodel hedder S-22. Den findes i forskellige farver. Forkromet er den mest almindelige.

Mange steder blandes det hele sammen i en pærevælling som f.eks på siden solebich.de. Model S-22 fra Nagel har intet at gøre hverken med Quist eller BMF. Og der var flere Nagel brødre, men det var Hans Nagel, der stod for lysestagerne, ikke Fritz.

Ofte støder man på navnet Caesar Stoffi som formgiveren. En Google søgning giver 70.400 resultater på det navn.

Firmaet Stoff Copenhagen har lanceret den nye udgave af Nagel stagen og har overtaget arkivet efter den tyske virksomhed. De fortæller, at Nagel stagen udspringer af et samarbejde mellem Hans Nagel og kunstneren Werner Stoff.

At Hans Nagel var involveret viser et opslag i Direktoratet for Patent- og Varemærkevæsenets arkiv. I 1966 søgte Hans Nagel om patent. Til sagen er vedlagt flere tegninger. Også af varianter der aldrig blev realiseret.

Men hvem er så denne Caesar Stoffi med de 70.400 resultater i Google? Han er aldeles fiktiv og har aldrig eksisteret.

Det gør til gengæld Werner Stoff’s design virksomhed i Köln. Den ligger i gaden Cäsar Strasse. En eller anden har på et tidspunkt taget fejl og byttet rundt på gade- og fornavn, hvorefter forkerte data ukritisk er kopieret og spredt overalt. Selv anerkendte danske og udenlandske auktionshuse har gennem tidens løb akkrediteret Nagel stagerne til Caesar Stoffi.

Hans Nagel søgte i 1966 patent i de fleste europæiske lande. I USA sker det dog først så sent som 1970, men det er de samme tegninger, som er vedlagt alle steder. Også skitserne til dem der aldrig blev realiseret.

Virksomheden blev ved med at produktudvikle. I 1972 og 1973 søger Hans Nagel patent på elektriske udgaver. Igen er der flere varianter, men kun en bliver sat i produktion. Den er i dag ekstrem sjælden.

Trods patenterne i Europa og USA kunne Quist, BMF og Hammonia-Motard markedsføre deres modul stager helt uden problemer med ophavsret.

Nagels stager er splejset sammen mellem ben og mellemstykker. De andre er støbt i ét stykke. Stagerne fra BMF er de eneste, som er fremstillet i poleret ædelstål. Nagel, Quist og Hammonia-Motard er lavet af trykstøbt zink, der bagefter er forkromet, forniklet, forgyldt eller belagt med kobber.

Forskellene ligger i design og konstruktion. Kun det overordnede modul princip er identisk.

Går du på jagt efter brugte eksemplarer, så vær opmærksom på slitage. De polerede stager i ædelstål fra BMF har ingen belægning, som kan skalle af. Nagel stagerne er lidt mere skrøbelige sammenlignet med de andre, fordi de er splejset. Har en ældre stage været udsat for hårdhændet behandling, eller er blevet pudset med Brasso, mørner samlingerne, og stagen brækker i stykker.

Referencer: stoff.dk ; teenagewasteland.de ; United States Patent and Trademark Office ; Espacenet sagsnumre: US3695458A ; DK112582B (vælg drawings) ; DK112582B (vælg original document) ; DE7216153U ; DE7304563U ;

Billeder: Er hentet fra etsy.com ; designundklassiker.de ; catawiki.com ; chairish.com ; solebich.de ; johnny-tapete.de ; picclick.fr ; Øvrige billeder tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Keramik fra Horsens og omegn.

Nyt bogværk sætter lup på keramik og lertøj fra Horsens gennem 130 år fra fortidens små kolde værksteder til nutidens eksperimenter med produktion af 3D printet keramik.

Vilkår og arbejdsforhold kunne førhen være barske. Lerstøv, glasurdampe og temperatursving mellem ekstrem kulde og ovnens stærke varme satte sig på helbredet. Mange keramikere kom til at døje med gigt. Arbejdsugen var 7 dage og sommerferie ukendt. Økonomien kunne også være kummerlig. På Annashåb havde de i 20’erne en stor hund. Den måtte aflives, fordi der ikke var råd til mad.

Nogle pottemagere havde butik ved siden af værkstedet. Andre solgte på markeder, havde aftaler med en grossist eller måske en omrejsende såkaldt pottekører.

Annashåb og Robert Dissing havde fast kontrakt med Statsfængslet i Horsens om levering af natpotter. Det fortælles, at når fangerne var sure, blev de tunge fyldte potter smidt i hovedet på fængselsbetjentene.

Du kan bruge bogen som indføring i pottemagerfagets udvikling eller som opslagsværk. Den er fremragende til begge formål. Efter hver biografi er der en faktaboks med historik og eksempler på mærker. Perfekt til samlere og antik- eller retrohandlere.

Undervejs er der mange sjove anekdoter. Bogen er godt skrevet og velstruktureret. Nem at læse uden på nogen måde at blive banal.

Researcharbejdet har været omfattende. De to forfattere har brugt lokale arkiver og avisartikler. Interviews både med nulevende keramikere og med efterkommere til afdøde har også været inddraget. Mundtlige kilder er altid godt, især når det så fornemt lykkes at komme ind under huden på de mange personligheder.

En af dem var Erik Graeser, som også var billedehugger og desuden stærkt optaget af miljø og natur. Ved siden af traditionel brugskeramik lavede han ting, der afspejlede hans interesse for naturen. Nogle gange helt ned i det nære. Sprøjtegift på markerne truer sangfuglenes levesteder. Erik Graeser konstruerede små huse i stentøj, som folk kunne sætte op i haverne for på den måde at hjælpe fuglene.

Erik Graeser var elev af billedehuggeren Luckow-Nielsen og tog afgang fra Kunstakademiet i København, men Foreningen Dansk Kunsthaandværk ville ikke optage ham som medlem. Hans signatur er E G. Han kunne også finde på at mærke sin keramik med et sæt fødder. Et fodspark som protest mod foreningen, der nægtede ham optagelse.

Har du nogensinde spist på Noma, Geranium eller måske Törst i Brooklyn, så bliver der serveret i skåle og på tallerkener fra Horsens. Værkstedet K. H. Würtz fremstiller sublim keramik, som hitter verden over på New Nordic gourmet restauranter. Værkstedet eksperimenterer også med 3D printet keramik.

En anden Horsens keramiker har ligeledes specialiseret sig i 3D teknologi. Det er Anna Andersen. Du skal faktisk selv have set det for helt at forstå, hvordan det virker. Eller som bogens forfattere skriver: “De gamle pottemagere ville ikke have troet på det”.

Reference: “Liv med ler” af Ole Møller Andersen og Flemming Ahlgreen, [Eget Forlag] 2020, isbn. 978-87-972434-0-4. Bogen forhandles bl.a af Industrimuseet i Horsens ; Horsens Museum og via bogens Facebook.

Anvendte billeder er hentet fra bogens Facebook eller er affotograferet fra bogen, bortset fra billedet af Würtz tallerkenen, som kommer fra værkstedets hjemmeside, samt billedet af laptoppen med Tinkercad, som kommer fra Anna Andersens hjemmeside. De hvide lysestager tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

At identificere keramik.

Hvem gemmer sig bag signaturen på et stykke dansk keramik? Nogle er meget nemme at tyde, mens andre virkelig kan volde problemer.

Engang købte jeg en lille stentøjsvase på Brørup Marked. Dengang kendte jeg ikke mærket. Til gengæld var det hurtigt at finde på Google. Og jeg fandt med det samme ud af, at det vist var en okay handel til 60 kroner. Patrick Nordström var svensk keramiker, som i perioden 1912 – 1922 arbejdede for Den Kongelige Porcelænsfabrik. Vasen er fra umiddelbart efter og er lavet på hans eget værksted i Islev.

Så nemt er det ikke altid. Der findes mærker, som er så svære at tyde, at det er lige før, man river betrækket af sofaen af bar arrigskab.

Vent lidt med det. Tjek først på siden keramiksignatur.dk. Den er utrolig enkel at bruge. Der er to veje ind. Enten kan du kigge i galleriet og se, om du kan finde værkstedet eller kunstneren. Eller du kan lave et alfabetisk opslag, hvis du kender navnet, men ikke ved, hvordan signaturen ser ud.

Siden åbnede i sommeren 2019. Den bliver løbende opdateret. Lige nu er der 1131 signaturer. Billederne er ikke ret store, men alligevel tilpas skarpe til at være brugbare.

Bag søgegrænsefladen ligger der en database, hvor alle signaturer og billeder ligger alfabetisk. Men de er lagt ind efter en lidt usædvanlig systematik. Kunstnerne er inddelt i bogstavgrupper efter deres efternavn og først derefter alfabetisk efter fornavn.

Krebs kommer således før Karberg, fordi deres fornavne er hhv. Inger og Karen Margrethe. Det er noget rod. Enkelte steder er der regulære fejl. Det er f.eks. svært at forstå, hvad Jørgen Jakobsen har at gøre under K.

Har du en signatur og leder efter navnet og kigger i galleriet, skal du igennem mange klik. Der vises 10 billeder ad gangen på 69 sider. Du kan bladre med knapperne Forrige eller Næste, men vejen er lang, hvis du skal hen til et af de sidste efternavne i alfabetet. Her ville det hjælpe, hvis der var mulighed for hurtigt at springe mellem bogstaverne.

Du kan snyde lidt og springe ved at ændre sub url i adressefeltet. Sub url’en slutter på et ciffer svarende til siden (markeret med en pil på billedet). Når du bladrer, skifter tallet, Manuelt kan du selv indsætte et andet tal længere fremme i talrækken. Helt præcist bliver dette trick dog ikke, men du kan springe et godt stykke og spare en del klik.

Funktionaliteten kunne altså være meget bedre. Det ændrer ikke på, at keramiksignatur.dk er et fremragende værktøj. Nemt at have ved hånden, også når du er på farten. Siden er optimeret til perfekt visning på smartphone.

Tricket med at springe i sub url’en virker også i smartphone format. Det fungerer lidt forskelligt afhængig af model.

På iPhone holder du fingeren på adressefeltet, så kommer luppen, der med fingeren kan flyttes til slutningen af sub url’en. Android telefoner har ingen lup. Her fremkalder du en markør, som også kan flyttes.

At drive sådan et projekt er stort. Folkene bag keramiksignatur.dk har en formular til at indsende nye signaturforslag. På den måde kan flere brugere i fællesskab udbygge viden om keramik. Det dynamiske element understreger Nettets store fortrin i forhold til en fysisk bog, Den er statisk og ikke kan opdateres.

keramiksignatur.dk har også en anden formular. Den kan bruges, hvis man har spørgsmål og mangler hjælp.

Reference: keramiksignatur.dk 

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Genial designer satte Danmark på verdenskortet.

I mange hjem findes der noget design skabt af Jens Harald Quistgaard. Enten købt på et loppemarked eller måske som arv fra bedsteforældre.

Det siges, at Quistgaards produktion omfatter ca 4000 designs. Her er et udvalg af mine egne ting. Og så har jeg endda ikke fået det hele med på billedet.

Jens Harald Quistgaard får sit gennembrud i begyndelsen af 50’erne og kommer hurtigt til at sætte dansk design på verdenskortet. Alligevel var det ikke alle i den hjemlige andedam, som anerkendte hans kvaliteter.

Før jul kom en bog om Quistgaard. Dens mål er at skabe overblik over hans liv og produktion. Samtidig fortælles historien om, hvorfor Quistgaard internationalt blev så stort et navn. Bogen er intet mindre end fremragende. Et must-have for samlere og handlere eller bare for folk, som interesserer sig for dansk designhistorie.

Noget af det, der imponerer mest, er bogens karakter af værkfortegnelse. Næppe 100 % komplet, men tæt på. Der vises rigtig mange genstande. Her er kapitler om trævarer, peberkværne, gryder, lysestager, stentøj, glas, møbler og bestik. Hvor det er muligt, redegør forfatteren for, hvordan tingene er stemplet samt hvor og hvornår de er produceret.

Top of the table var den fælles betegnelse som Dansk Designs brugte i sin tidlige markedsføring. Der er en klar visuel sammenhæng i Quistgaards formgivning, og tanken var, at de forskellige serier kunne anvendes sammen, sådan som Andy Warhol har illustreret det i sin tegning, hvor der er dækket op med Flamestone, Festilval, Fjord, Kobenstyle og Staved Teak.

De første reklamer var små beskedne rubrikker i sort/hvid. Mod slutningen af 50’erne skiftede Dansk Designs bureau og strategi.

Bert Stern, en anerkendt modefotograf, blev hyret til de første egentlige kampagner. Nu i farver og med øget fokus på produkteternes form. Med referencer til awards eller optag i anerkendte museers kollektioner promoveredes produkterne som god smag og stilsikre valg.

Dansk Designs skifter reklamebureau nogle gange i de næste år. En rød tråd i brandingen er leg med sprog og humor. Altid med skarpt fokus på kultur, æstetik, kvalitet og solidt håndværk.

Forfatteren er cand mag i visuel kultur. Det skinner igennem i kapitlet om branding, som tilføjer fortællingen om Quistgaard en interessant vinkel.

Bogen bygger blandt andet på arkivmateriale og interviews og har et sikkert greb om sit emne. Mange partnere takkes for faktatjek, eller fordi de har stillet deres private samlinger til rådighed for fotografering. Illustrationerne er mange og flotte. Det er nemt at orientere sig og hoppe rundt i bogen. Den er veldisponeret og kan også fungere som opslagsværk.

Eneste lille minus er fraværet af en litteraturliste. Enkelte steder undervejs er der hints til, hvor oplysninger og data er hentet fra, men egentlige noter gives ikke. Artiklen “Brugskunst på afveje” er et eksempel. Den citeres i bogen og er central for forståelsen af de to lejre, som i 50’erne og 60’erne strides om dansk formgivning.

Kender læseren ikke lige den artikel, skal han selv på Nettet eller i en biblioteksbase for at finde ud af, at den er publiceret i tidsskriftet Arkitekten fra januar 1962. Noter og henvisninger til litteratur er altid en god service.

Designstriden var et clash mellem elever af Kaare Klint skolen og designere som Finn Juhl, Bjørn Wiinblad og Jens Harald Quistgaard.

I artiklen “Brugskunst på afveje” gør Arne Karlsen og Børge Mogensen sig til smagsdommere og prædiker den rette lære indenfor god formgivning: At tage afsæt i et stringent funktionalistisk formsprog. Helst kun ved brug af lokale materialer. Quistggard var mere frisat. For ham var form lige så vigtig som funktion.

Det var en ond fight med Arne Karlsen og Børge Mogensen som den aggresive angribende part. Striden er omtalt adskillige andre steder i værker om dansk møbelkunst. I et kapitel på 13 sider fortæller også Quistgaard bogen om striden. Det er vist første gang, emnet beskrives overskueligt og klart uden på nogen måde at blive banalt.

Reference: “Jens Harald Quistgaard – En dansk designer” af Emilie Rygaard Rasch, Politikens Forlag 2020, isbn 978-87-400-4186-6.

Artiklens illustrationer er fra bogen, borset fra genstandene på det første billede, som tilhører denne artikels forfatter. Opslaget på artiklen “Brugskunst på afveje” er hentet fra bibliotek.dk.

Supplerende litteratur om Quistgaard er omtalt i en tidligere artikel fra januar 2020.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Historien om Holmegaard.

Mine egne sildeskåle. De hedder Palet og kommer frem hvert år til jul. Ved siden af skålene står Michael Bang, manden der tegnede dem.

Det vil være forkert at sige, at han skabte dem alene. Samarbejdet med glasmageren var det helt centrale for Michael Bang. Både kunstner og håndværker gav sig lidt og skubbede hele tiden til hinandens grænser i gensidig respekt. “Det her kunne vi aldrig have gjort hver for sig”, sagde en glasmager engang til Michael Bang. Finere kompliment kunne han ikke få.

Som et af de første projekter hos Holmegaard tegnede Michael Bang Palet i 1968. Sortimentet omfatter mere end 100 dele. Alle blæst som overfangsglas og i forskellige farver, men Michael Bang beskæftigede sig også med andet end kunstglas.

Er du vild med julesild, laver du måske dine marinader selv. Lidt nemmere er det at købe dem færdige, og så kan det være, at sildene kommer i glas tegnet af Michael Bang. Fiskeindustrien efterlyste i 70’erne nogle mere spændende emballager. Det blev til de såkaldte Lanterne glas, som stadig er i brug, omend i en let modificeret version.

Året før Palet serien blev lanceret, var Michael Bang begyndt på afdelingen i Odense, det tidligere Fyns Glasværk. Her var han med til at skabe et omfattende katalog af lamper blæst af opalglas. Uden Michael Bang ville afdelingen i Odense være lukket 20 år, før den ellers gjorde, skrev den tidligere fabrikschef i en nekrolog efter Michael Bangs død i 2013.

Du kan møde Michael Bang i “Historien om Holmegaard”, der udkom tidligere i år. For første gang nogensinde fortælles den samlede historie om Holmegaard Glasværk. Sådan præsenteres bogen i hvert fald i forordet. Lige lovlig kækt. Der findes nemlig flere andre samlede fremstillinger, men tages Glasværkets sidste år før konkursen og den tragiske lukning i 2008 med under betegnelsen “samlede”, er det da rigtigt. De tidligere historier om Holmegaard udkom i 1950 og 1975.

Kapitlerne veksler mellem forskellige spor med fortællinger om kunstnerne, glasværket som arbejdsplads og vilkårene for arbejdet som glasmager.

Bogen er rig på sjove anedokter og interessante historier. Forvent ikke komplette oversigter over Holmegaards kæmpestore sortiment. Til det formål må man ty til gamle kataloger eller andre glasbøger, som har et mere udpræget genstandsfokus.

Desværre lider bogen af en kedelig begrænsning. Alt for få kunstnere er med. Det er kun de allermest ikoniske. Ud over Michael Bang er det hans far Jacob Bang, Torben Jørgensen samt selvfølgelig Per Lütken. Andre interessante kunstnere som Sidse Werner eller Christer Holmgren nævnes kun sporadisk i forbifarten.

Bogen er velkomponeret. Fortællingerne er spændende og sproget flyder fornemt. Man føler sig godt underholdt. Intentionen har givetvis være at sigte på en bred målgruppe. Derved adskiller bogen sig i forhold til andre glasbøger fra de senere år med en mere forskningsbaseret optik. For eksempel de to værker fra Kle-art om danske lommelærker samt marmoreret glas fra Fyns Glasværk. Begge med et udpræget akademisk tilsnit.

Jeg savner en mere uddybende referenceliste end de få titler, der opregnes bagerst i bogens litteraturliste. Glasnørder vil sikkert også rigtig gerne kunne kigge bagom fortællingerne og se kildehenvisninger.

Nogle billeder er forfærdelige. Fotografen er gået total amok i kulører. Emnerne er opstillet på farvet beton foran en kulørt bagvæg. Sikkert tænkt som et raffineret samspil, men det bliver til pop uden mening, fordi baggrunden forstyrrer og stjæler fokus fra glassene.

Ovenikøbet er nogle billedtekster trykt i matchende sarte pastelfarver. Næsten umulige at læse uden kontrast. Endnu værre bliver det, fordi teksternes punktstørrelse er stærkt reduceret.

De historiske billeder af glasmagerne på arbejde og det lille samfund omkring værket er derimod rigtig godt valgt. De er unikke og understøtter fortællingerne fremragende.

Reference: “Historien om Holmegaard – et glasværk med ånd” af Lene Steinbeck, Grønningen 1 2020, isbn. 978-87-93825-34-5. Artiklens illustrationer er hentet fra bogen, bortset fra billedet af Palet sildeskålene, som tilhører denne artikels forfatter. Irmas kryddersild er fundet på testuniverset.dk.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

En lys ide.

Værsgo at skylle. I fagsprog kaldes anordningen en fontæne. Her vist i en ældre og godt brugt udgave.

Fra dengang det var en pine at gå til tandlæge, og børn på landet fik et gebis til konfirmation. Ikke som gave, men som en praktisk foranstaltning, for så var de dårlige tænder jo klaret, før barnet flyttede hjemmefra.

Auktionshuset Lauritz.com havde en fontæne, men det er 14 år siden. Kun sjældent dukker de op på auktioner eller loppemarkeder. Er der tandlæger i familien, kan man måske være heldig at gafle nogle stykker. Min gode ven arvede fra sin fars klinik en fontæne, og hun er rigtig dygtig til at tænke kreativt.

Ideen er snublende enkel. Grib fontænen, vend den om, montér et fatningshus, træk en ledning og skru en pære i. Resultatet blev en smuk unik lampe i kraftig opalglas.

Lægger man øret helt tæt til lampen, og er der ganske stille i stuen, kan den fortælle drabelige historier om patienter, som efter grufulde pinsler i stolen endelig blev færdige og til sidst fik lov at skylle.

At give kasserede objekter et nyt liv og en ny funktion kaldes upcycling. Googler man lidt smart, finder man guldgrupper til inspiration. Men ofte må man først en tur forbi et loppemarked eller den lokale marskandiser for at finde de helt rigtige ting, før projektet kan realiseres.

Boxkameraet er et nemt projekt. Fatningen er monteret, hvor der før var sokkel til blitz. Den røde telefon kræver lidt mere snilde. Røret holdes oppe af en kraftig ståltrådswire. Nogle gange viser folk sjove installationer, som er det rene bling. Den lysende kaffekande hører til i den kategori.

Et godt sted at finde inspiration til lamper er upcycledzine.com, hvor der virkelig bliver tænkt ud af boksen. Mormors farvestrålende dias fra Gardersøen. En kasserolle med låg eller et piskeris af rustfrit stål. Fantasien sætter ingen grænser.

Nogle af de bedste steder har vejledninger, som udførligt i tekst og billeder forklarer, hvordan upcycling bliver til. Sådan et sted er upcyclethat.com. Siden har to indgange. Enten vælger man ud fra, hvad man har til rådighed, eller ud fra hvad man gerne vil lave.

Er man til videoer, ligger der mange anvisninger på YouTube. Søg efter fraser som “how to make upcycling lamp” og kombiner med ord som f.eks  “telephone” eller “camera”.

Referencer: lauritz.com ; A History of Dentistry in Pictures publiceret i theguardian.com ; Fontæne-lampen er privateje ; Kameraet er fra vintage-butikken Heidis Mix Bix i Aarhus, som har mange sjove upcycling ting ; Den røde telefonlampe og installationen med kop og kande er begge hentet fra flickr.com / flickr.com ; Lamperne lavet af dias, kasserolle og piskeris er fra upcycledzine.com / upcycledzinecom ; Lamperne med flasker og tromme er fra upcyclethat.com .

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller