Ny bog om nogle af de første kvindelige sølvsmede i Danmark.

Man kommer i denne ”on demand” bog rundt om nogle af de første kvindelige sølv- og guldsmede i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.

Det var en brydningstid, hvor der blev arrangeret udstillinger og grundlagt uddannelsesinstitutioner, og et af højdepunkterne var kvindernes valgret i 1915. Bogen beskriver 23 kvinder, der lærte sig sølv- og guldsmedefaget, som før den tid var en ren mandeverden. Godt nok var der en del enker efter guldsmede, der fik titlen. Men i realiteten havde disse kvinder en mestersvend ansat, og de deltog ikke selv på værkstedet.

Titlen på bogen og dens forsidefoto er fra afsnittet om Caroline von Rosen, som selv kaldte sig FRØKEN, og det siger lidt om den tid, hvor kvinderne måtte op på barrikaderne for at blive hørt.

Der er ingen tvivl om, at der ligger flere års forskning bag bogens 23 afsnit, men til tider forledes forfatteren til at komme ud på nogle sidespor, som ikke er så interessante. Det kan måske skyldes, at der ikke har været så forfærdelig mange oplysninger at hente om en bestemt kvinde. Men der er lidt for meget fyldstof, som læseren godt kunne undvære. Set fra en slægtsforskers synspunkt kan det naturligvis være interessant at vide lidt om familierne, men nogle gange tager det overhånd, og vi er ude på for mange sidespor!

Beretningerne ligger måske nok over AOF-stadiet, men der er en del oplysninger, man kunne ønske sig. Kilderne har ikke altid været tilstrækkelige, men f.eks. kvindernes mestermærker er dog i de allerfleste tilfælde tilgængelige.

For sølvsamlere er mesterens stempel næsten lige så vigtig som selve genstanden. Men i bogen nævnes stemplet kun sammen med kvindens fulde navn, f.eks.:Stempel:ICS. Det er da udmærket, men hvordan ser stemplet ud? Der er ikke ét eneste foto af et stempel i bogen, og det er virkelig et område, der burde have været repræsenteret. Man har derimod vist nogle eksempler på diverse arbejder, og det havde været en smal sag at tage et foto af stemplerne (eller tegne dem, som man gør i Chr. A Bøjes: Danske Guld- og Sølvsmedemærker før 1870)

Trods diverse mangler beskriver bogen disse 23 kvinders liv og virke i et kulturhistorisk lys, og i den retning har bogen sin berettigelse.

“Hvis det kan more Dem, saa … “, af Vibeke Maarssø, Books on Demand 2010, isbn 978-87-7114-127-6. Pris 403 kr.

Forf: HSN

Skriv en kommentar