Hvem har designet Copco gryderne fra Morsø?

Morsø Jernstøberi havde i 1960´erne stor succes med en stor serie af emaljerede køkkenting af støbejern.

Gryderne har en sjov detalje. Håndtagene nærmest gror ud af korpus og spejler sig omvendt mod hinanden. Det giver et sikkert greb om den samlede enhed, som er meget tung.

Serien hedder Copco og tilskrives ofte den amerikanske designer Michael Lax. Men er det ham, som har formgivet alle tingene?

På Nettet er det nemt at finde billeder af gryderne, som i bunden er stemplet “Copco, Michael Lax, Denmark”. I andre tilfælde er de blot mærket med et nummer samt “Copco, Denmark”, men graver man lidt dybere, dukker der oplysninger frem, som peger i andre retninger.

Morsø Jernstøberi havde flere gange i løbet af 1965-66 indrykket nogle helsides annoncer i Bo Bedre, f.eks. var der én i april nummeret fra 1966. Her vises gryderne under navnet Nacco, og jernstøberiet skriver, at serien er designet af Bernadotte og Bjørn.

Morsø Jernstøberi blev grundlagt i 1853 af N. A. Christensen og aktieselskabet bag jernstøberiet hed på et tidspunkt “N. A. Christensen og CO”. Det er oplagt, at navnet Nacco må være afledt heraf. Hvorfor og hvornår serien skifter navn står hen i det uvisse, men da designtidsskriftet Mobilia bringer en artikel om Morsø Jernstøberi i nummer 184 fra oktober 1970 har gryderne skiftet navn til Copco.

Måske har der været slagsmål om retten til de forskellige brands. I august 1966 registreres Nacco i USA som et varemærke under et amerikansk selskab i New York ved navn Copco Inc. Selskabet fremstillede ildfaste emaljerede produkter. Alligevel fortsætter Morsø i 1970 med at forny sine rettigheder til navnet Copco i Danmark. Det fremgår af Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.

Det er noget rod, men det kan være forklaringen på, at der udover de danske ting også findes emaljerede Copco køkkenting fra lande som Holland, Spanien og USA.

Tilbage til Michael Lax: Er det ham, har designet Nacco/Copco gryderne?

Acton Bjørn og Sigvard Bernadotte havde i 1950 startet et designstudio i København med en lille filial i Stockholm i 1958. Begge afdelinger blevet drevet som en slags kreative væksthuse, hvor unge designere var mere eller mindre fast tilknyttet. Især Bernadotte udstak retningslinjerne for de forskellige opgaver, men ofte var det nogle helt andre, som tegnede videre på projekterne.

I Thomas Lindblads bog om Sigvard Bernadotte omtales også Copco gryderne fra Morsø. Lindblad mener, at det i virkeligehden er Jan Trägårdh, som skal have æren for gryderne. Trägårdh var en af de ledende designere i Bernadottes designstudio.

Lindblad nævner slet ikke Michael Lax, men kreative folk gik ind og ud ad døren hos Bernadotte, og da Michael Lax foretog flere studierejser til Skandinavien i 60’erne, så kunne det jo være, at han også har været en tur forbi Bernadotte og har slået nogle streger på køkkentingene til Morsø

Forf: JM

Opdatering om navnet Nacco/Copco: Se kommentaren herunder fra den.16. september 2014.

6 comments

  1. En del af Morsø Jernstøberi i Nykøbing er nu museum under navnet “støberi museet ” som er en del af Morsø museum. Her er nogle af gryderne udstillet. Der blev arrangeret rundvisning her i sommeren. Har I prøvet at kontakte Anna Noe Bovin på Museet, hun stod for rundvisningerne her i sommer, det kunne være de havde nogle oplysninger mht. overstående

  2. Faldt over Jeres indlæg om Morsø Jernstøberi, og serien COPCO og NACCO.
    Læste mig frem til, at I ikke helt vidste hvorfor serien skiftede navn fra NACCO til COPCO, hvilket jeg heldigvis gør.
    NACCO var det oprindelige navn på Morsøs grydeserie, der var designet af Bjørn og Bernadotte. Men da man ville udvide internationalt (i slutningen af 60’erne, hvis jeg husker korrekt), besluttede man at navnet NACCO ikke klingede så forfærdelig godt på engelsk. Derfor skiftede man til COPCO. Michael Lax var kun én ud af mange designere som har designet Morsø produkter.
    Helt specifikt kan det siges, at Bernadotte stod bag serien der hedder “D3”, som også står i bunden sammen med COPCO – Denmark. 🙂

    Mvh.
    Jeanett Thomsen
    Mediegrafikerelev/DTP’er
    Morsø Jernstøberi A/S

  3. Det er Jan Trägårdh der har tegnet den serie. Det var så vist jeg husker J.T. svendestykke på Bernadottes tegnestue.

  4. Jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at det er nummer 184 og ikke 183 af Mobilia, hvor artiklen med Morsø optræder. Men tak for et spændende indlæg.

  5. Hej Jakob
    Tak for din kommentar – og ja, du har helt ret. Jeg har nu rettet til nummer 184 i artiklen.
    Venlig hilsen JM

Skriv en kommentar